En super DC-mands svanesang

Hvad får man så for 3 kroner? Jo, først og fremmest har forsiden nok lokket. Superman og Batman i kamp mod en tilsyneladende grøn overmagt, og en anden grøn fætter (Menneskejægeren) bundet til en pæl. Grønne marsmænd, økser og en mulig henrettelse? Solgt!

Inden i bladet er det knap så kulørt. I hvert fald var der ikke råd til farver dengang, og i ret lang tid i DCs danske udgivelser. Jeg kan simpelthen heller ikke huske, at jeg nogensinde har læst en eneste side i bladet. Der var nok nogle Marvel tegneserier i bunken med hjembragt brugt, som lokkede mere.

Nu kan jeg se, at historien er skrevet af navnkundige Curt Swan. Hans udgave af Superman er vel nærmest ikonisk, og synonym med karakteren i årtier? Hele vejen op gennem tegneseriernes sølv/bronzealder og ind i 80erne tegnede han hundredvis af Superman historier og forsider. Fra en spæd start i 1948 indtil John Byrne overtog karakteren i 1986!

Swan, som for mange nok også er Supermand tegnerEN, blev fyret på gråt papir. Ingen tak eller fanfare, DC havde fået et nyt, spændende legetøj i form af Byrne. Der holdt lidt over 2 år på titlen, så… Næsten lidt symbolsk blev hans sidste Superman historie Allan Moores What Ever Happend To The Man of Tomorrow? Moore kunne nok have en længere snak med Swan om, hvordan DC behandlede deres kreative kræfter.

Nedslag i Superman nr. 5

Bladet er skrevet af Bob Haney og indeholder de amerikanske hæfter: World´s Finest Comics # 245 : Today Mars…Tomorrow the Universe (1977), Action Comics # 401 : The Boy Who Begged to Die (1971) og Brave and the Bold # 119 : Bring Back Killer Krag (1975).

Haney, endnu en veteran i branchen, startede karrieren i efterkrigsårene på diverse krigs- og crime titler. Han startede hos DC i midt-50erne og er blandt andet krediteret, som skaber af Teen Titans. Til gengæld er Doom Patrols skaber, Arnold Drake, ikke helt enig i Haneys påstand om, at han også var medskaber på den serie.

Vi har altså med to vægtige kapaciteter, at gøre og Superman nr. 5/79 emmer da også af “klassisk” tegneseriefortælling og præsentation fra den tid.

Derudover indeholder bladet også nogle redaktionelle sider. Det inkluderer de 50 vindere af super-nøgleringe, udtrukket blandt superklubbens medlemmer. En “månedens superkode meddelelse”, hvor man kan deltage i lodtrækningen om “2 flotte byggesæt” med scener fra Supermanfilmen. Hvis man altså kan knække kode og indsende svaret inden den 30/5-79.

Og, som en fremragende bonus: 3 bidrag til SUPER-FOTO siden. 3 raske knægte i hver deres hjemmelavede Superman-kostume, Den ene er iført en Batmanmaske, samtidig med at han er klædt ud som Superman.

Komrumplot!

Plottet er et ret enkelt og omhandler et komplot, og en intern kamp om magten… på Mars! Eller, Mars II, som det retmæssigt er. Vi begynder dog i et rumskib, hvor Justice League bøvler med en bombe.

En bombe placeret i en Superman kopi!! Jeps, vi kommer forrygende fra start med en klassisk “fjollet” superhelte fortælling. Den Marsiske Menneskejæger J’ohn J’onzz bruger dog sit røntgensyn og får sendt Super-Bomben ud af rumskibet inden den eksploderer. Falken, som mest står og kigger på her, kommer i tanke om en anden historie, der minder ham om denne. Den Trojanske Hest.

Både den klassiske græske myte, men mere konkret en historie fra Mars II. En glimrende anledning for J’onzz til, at fortælle DEN historie via et flashback. Der er tale om en lille rask forveksling, hvor Menneskejægeren via intriger troede, at Justice League var nogle slemme drenge og piger. Det var, selvfølgelig et komplot.

Men, hvem stod bag?

Magtspil på Mars II

Batman og Superman ankommer i samme øjeblik flashbacket slutter, opsat på at hjælpe deres Mars-bro med endelig, at få opklaret den sag. Og afsted går det gennem hyperrummet til Mars II. Her finder de den etablerede Mars-koloni efterladt. De følger et spor og finder indbyggerne opmarcheret og klar til kamp.

Målet er en hidtil ukendt underjordisk by, Baltaz, der skulle rumme store rigdomme. Marsboeren er anført af en vis R’ies, som ellers var formodet død. Superman og J’onzz konfronterer ham, R’ies afslører, ganske velvilligt, at han fik lokket J’onzz væk fra Mars II, fordi han ville have modsat sig en invasion af Baltaz. Til det formål fakede han sin egen død, og fik Justice League til at ligne de skyldige.

Ud over hans snedige magtspil fik R’ies også lige overbevist de andre Marsboere om, at indbyggerne i Baltaz er “onde”. Selvsikkert fortæller J’onzz Marsboerne, at de er blevet narret af R’ies skurkagtige planer og rævekager. De kvitterer ved, at angribe J’onzz og Superman, som efter et par siders heftig slagudveksling med hoben stikker af til Baltaz.

I mens er Batman vendt tilbage til Jorden, hvor han støder på en anden Marsboer, som var offer for R’ies komplot. N’orr Cott, ham der opdagede Baltaz i første omgang. Besøget i den hemmelige by har dog gjort ham dødeligt syg. Nu er det hele en kamp mod tiden.

Får Superman og J’onzz advaret Baltaz? Når Batman, at advare om den skjulte fare? Går Mars II Marsboerne deres undergang i møde? Læs selv den spændende afslutning i bladet!

Endnu en sprængfarlig fortælling

Udflugten til det ydre rum følges op af en ganske kort Superman historie på 7 sider. Sikkert en god, gammeldags back up historie, brugt til at fylde sideantallet i et amerikansk blad ud.

Der er igen en bombe af en art i spil. Denne gang en sprængfarlig meteoritsten, som er dumpet ned i en mindre amerikansk by, hvor Superman tilfældigvis lige kommer flyvende forbi. Superman samler stenen op, men opdager, at han ikke kan slippe den igen uden at den detonerer. Samtidig med, at den som tiden går vil forårsage en tiltagende større sprængning.

Slemt nok, men Superman kan nok tåle sådan en bette eksplosion. Det kan den invalide knægt, der kommer humpende på krykker ind i billedet fra højre dog ikke! Kæmpe dilemma. Venter Superman på, at knægten humper ud af byen vil eksplosionen blive så voldsom, at hele byen udslettes. Drengen beder Superman om, at ofre ham og redde byen.

Den slags selvopofrende vrøvl og tabersnak accepterer manden af stål, selvfølgelig ikke… Men, hvorledes han slipper ud af kattepinen skal jeg ikke afsløre her.

Flagermusmand mod Flagermusemanden

I stedet for iler jeg videre mod sidste del af bladet, som er dedikeret til en Batman solohistorie. Nærmere bestemt Batman og Flagermusemanden, en af Batmans ældste fjender, som altså er på spil igen i denne historie skrevet af Bob Haney og tegner af Jim Aparo.

Vi skal en tur på galopbanen. Hvor Batman er mødt op i fuldt kostume, Jim Gordon på slæb, de skal forsøge at standse en hr. Krag, der har planer om, at snigmyrde en af de rige hesteejere. Det lykkes dog ikke Batman, at forhindre mordet pga. en omgang Jockey switch-a-roo. Det ældste trick i snigmorderbogen!

Jagten på Krag fortsætter til den lille ø-stat Santa Cruz i den fake del af det Caribiske Hav. Her hersker den lokale diktator, kaldet “Den Sorte Napoleon” – han har tilbudt Krag husly. Hestefyrens enke har udlovet en dusør til dem der pågriber Krag, hvilket gør menneskejagten lidt mere kompliceret for Batman.

I Gotham ser vi en vis Kirk Langberg, pensioneret skurk og nu forsker på naturhistorisk museum, læse om dusøren i proto-internettet, avisen. De penge kunne han da godt bruge, så han tager straks et shot “flagermusekirtler-ekstrakt”. Hvilket forvandler ham til hans gamle skurke-alter ego/skikkelse, Flagermusemanden, den menneskelige flagermus!!

Åh, nå ja, CIA er også på vej til Santa Cruz, ude efter Krag. Heldigvis er han ankommet til Den Sorte Napoleons uindtagelige fæstning, og diktatoren hader USA. Hvem får fingre i Krag og dusøren? Svaret kan du læse dig til i, du gættede det: Superman nr. 5.

Gammelt blad læst med nye øjne

Der er altså ret meget valuta for pengene her. Hele 3 afsluttede historier, af meget varieret karakter på 52 sider. Det er sgu’ effektiv afvikling af historier. Og, det var jo noget af det de kunne dengang.

“Dengang”, eller da jeg røg på tegneserievognen midt i 80erne var Supermanblade, som dette noget jeg mest læste af mangel på “bedre”. Det var de kulørte, dynamiske og nogenlunde tidssvarende Marvel superhelte, som jeg faldt for i første omgang. Superman virkede mere tør. Og i disse blade af (også dengang) ældre dato, tilmed i sort/hvid, virkede simpelthen for gammeldags og kedelige.

Unge fjols, men jeg vidste jo ikke bedre. Nu, hvor jeg genlæser et blad som Superman nr. 5, eller andet fra samme periode, så kan jeg sagtens se appellen. Og, nogle kvaliteter, der bare gik hen over hovedet på mig, da jeg trippede over Edderkoppen og alle de andre Marvel karakterer.

Det er uskyldigt og naivt, ja. Harmløst, når det ikke lige er politisk ukorrekt. Fik jeg nævnt, at Den Sorte Napoleon er en sort mand, der ligner en blanding af en pimp og en pirat? Men, det er også sjovt. Ja, noget SÅ gammeldags, som bare skæg og superhelteballade. Det, og den rasende effektive måde at fortælle historier på, og bare skøjte hen over mellemregninger, har også sin charme.

Klassisk stil og nye tider

Om man synes om Swans fremstilling af Superman, eller ej, er nok en smagssag. Den er dog indiskutabelt helt ikonisk. Og, den fungerer, selvom den kan virke lidt bedaget set med moderne øjne. Når man ser stilen, karaktererne og måden historien afvikles på rent visuelt, så tænker jeg, “det er sådan her klassisk Superman ser ud”.

Der er et stillistisk spring til den afsluttende Batman historie, hvor Jim Aparo bringer en en anderledes noget mørkere, og (på den tid) moderne streg i spil. Ikonisk i sin egen ret, Aparos Batman ser mere dyster og dunkel ud. Kantet og “skarp”, uden den mere 50er bløde linjer hos Swan.

Det indvarsler en ny tid i 70erne, mere gritty, beskidt og barsk. Det samme er tonen. Batman bander og svovler, virker mere grum og sammenbidt. Finder sig ikke i noget pis. Godt, at han ikke stødte på ham knægten på krykker, så var han fandeme nok blevet vrissen over, at blive forstyrret af et handicappet børnehjemsbarn!

Alt i alt er Superman nr.5 på overfladen en lidt sær blanding. Du får sci-fi i rummet med kendte helte, en helt nede på Jorden, lille afrundet Superman fortælling og en dyster, men stadig lidt fjollet Batman historie. Det hvad tone og stil angår, måske virke lidt rodet.

Kulørt underholdning i sort/hvid

På den anden side kan man også sige, at der er lidt for enhver smag her. Og det formoder jeg, at have været et af målene for den danske redaktion. Et månedligt blad, hvor der bydes på lidt af hvert, så man kan appellerer så bredt som muligt – og forhåbentlig sælge mere. Man kan, selvfølgelig også sigte så bredt, at man ikke rigtig rammer nogen.

Personligt var jeg overraskende godt underholdt. Især i forhold til mit lige ligegyldige forhold til disse gamle sort/hvide Superman hæfter da jeg var i målgruppen som barn. Jeg kan bedre lide dem nu?! Måske fordi, at jeg kan sætte pris på indholdet på en anden måde, og ser det i en ny, bredere og historisk kontekst?

Måske fordi, at jeg læser så mange “alvorlige” og “voksne” tegneserier, at det her virker som et frisk pust? Uforpligtende underholdning og sjov og spas. Det SKAL der også være plads til. Tror sgu lige, at jeg hiver et gammelt, støvet hæfte mere ned fra reolen…

The post Fra Reolen: Superman nr. 5/79 appeared first on Kathoom.

Tharagansk raketvidenskab for begyndere

Den lette, velsmurte tone og fornemmelse fortsætter i denne tredje del, der dækker det tilsvarende tredje kapitel i SuperSolo nr. 23, udsendt af Interpresse i 1987. En historie med titlen Guldsmederytternes kup, der består af 3 korte episoder på i alt 22 sider.

Falken og Falkenpigen, aka Katar Hol og Shayera er på vej hjem til Thanagar efter, at have fanget Byth og sendt ham i forvejen. Fastspændt i sit eget rumskib med auto-piloten slået til, så kunne han sidde der og tænke over, hvad han havde gjort! Og lægge nye, cooky planer om af undslippe…

Vi får at vide, at Falkenes rumskib tilbagelægger de mange lysår på få timer ved, at rejse på “hyperrummets ultra-foton-baner”. Første af mange eksempler på rum- og teknologi mumbojumbo, som opfindes til lejligheden til hurtigt, at forklare begivenheder, handlingen og definere denne verden.

Som alt andet i serien, skal det bare tages for gode vare, der er ikke yderligere forklaringer. Det er både med til, at styrke seriens tempo, give universet noget krydderi og kulør og bygge verdenen op i Tharagansk raketfart. Og så er det bare “skægt”, en del af Gardner og Kuberts opfindsomme, næsten barnligt begejstrede leg. Noget man bare skal hoppe med på, og ikke sætte spørgsmålstegn ved.

Futuristisk teknologi og proto-internet?!

Velankommet på hjemplaneten mødes de med chefen for den lokale ordensmagt. Der er åbenbart kun én politistyrke på hele planeten (?), Andar Puls. Falken ønsker, at afprøve nogle af de politimetoder han har lært på Jorden i praksis på Thanagar. Chefen foreslår i stedet for en ferie til Falk og kone. Ikke noget med nye metoder her!

I en “fordi kvinder” scene, ser vi Falke-konen himle over, at hun ikke har noget nyt, at tage på, hvis de skal ud og spise. Hun har jo ikke kunnet følge moden på Thanagar, i det halve år de har været på Jorden. Vi ser hende “browse” klæder på en futuristisk tv-skærm, hvor man kan betale med sit “ID-Kort”, mens Falken ser “båndede” nyhedsudsendelser på en anden. I to ret interessant, små glimt, der afslører, at Gardner Fox faktisk ramte plet med nogle af hans teknologiske påfund?!

Efter at have surfet på det Tharganske internet og en hurtig skiferie, er det tilbage i trædemøllen. En bande guldsmede er på rov! 4 stk. og deres ryttere har udset sig nogle medaljer, der skal rapses. Falkene blander sig, men til deres store forbløffelse bider deres lamme-strålepistoler overhovedet ikke på de bevingede tyveknægte og deres ryttere!?!

Politiarbejde med cowboy-metoder

Det får politichefen til, at give efter og lade Falken afprøve nogle de der der moderne metoder fra Jorden. Vi behøver ikke vente længe i spænding. Falken er lige i hælene på Guldsmedebanden, klar med en sindrig teknik og taktik tillært på Jorden. Han har et… reb?! OK, hans moderne metoder er Cowboy-metoden: han vil fange tyvene med lasso!

Dette banebrydende, nymodens trick sætter den tyvagtige guldsmedebande ud af spillet og de ryger i forhørslokalet. Hvor de, på små-betænkelig, muligvis krænkende vis udsættes for “sandheds-stråle-stolene”. De viser, at rytterne er androider, det var derfor lamme-strålerne ikke bed på dem (godt sandheds-strålerne gjorde).

Falken er dog ikke tilfreds, han fornemmer at hans gamle ærkefjende, den fængslede Byth, på en eller anden måde står bag det hele. Fordi: godt politiarbejde og “intuition”! Mavefornemmelsen fører til, at vi skal igennem et par sider med eksposition. Her får vi både får en hurtig forklaring på, hvordan han fik fremstillet den pille, der gav ham formskifter evner. OG hvordan han undslap fangenskab.

HVAD?! Byth ER sluppet ud! Det er noget med en snedig, lidt indviklet plan med tegnsprog mellem Byth og en besøgende i fængslet, hvor han bestiller nye ingredienser til en formskifterpille. Disse ingredienser bliver, diskret påført kuverter til nogle breve, som sendes til Byth. Han udvinder stofferne, laver en ny pille, skifter form til en VANDALUSISK BOREBJØRN og graver sig ud af cellen i nattens mulm og mørke!

Falkens kurmagerie og juletrær fra det ydre rum

Inden Byth kan snuble over sig selv igen og blive fanget påny, starter vi dog sidste del med et flashback. Falken og fruen er ude på lidt adspredelse ved VALMOORAS SLØR, et kæmpe vandfald og scenen for deres første møde år tidligere. Shayera blev påduttet betjent Katar Hol i hans jagt på Regnbuebanden, han kvitterede med følgende:

“Vil det sige, at hovedkvarteret har sendt en KVINDE for at hjælpe mig? Du godeste!”. Den slags sweet talk kunne hun, naturligvis slet ikke stå for og sød musik opstod… Og sammen fik de fanget Regnbuebanden og resten er, tilsyneladende historie?

Tilbage i nutiden bruger Katar, endnu engang sin sin veludviklede politi-intuition og udtænker en snedig plan for, at lokke Byth op af sit borebjørn hul. Juletræet er, “som bekendt”, et rumfænomen. På Tharnarga bærer sådanne træet juveler én gang om året, hvilket har det med at virke tillokkende på tyveknægte. Falkene lade det sive, at træet er ved at blomstre igen.

Træet rippes dog i fuldt dagslys uden, at der er nogen synlige spor efter gerningsmanden! Meeen, Falken bruger en “variation af politi-procedure brugt på Jorden”. Han har smurt juvelerne ind i radioaktivt stof, som kan spores/bliver synligt, når man tager et par specielle solbriller på! Oldest trick in the book!!

Boreplaner, spejleugler og æresbevisninger

I en hemmelig grotte, på et ukendt sted, tænker Byth spontant højt for sin tyvebande og forklarer hvorledes det lykkes ham at hugge juvelerne. Det er noget hokuspokus videnskab med en strålepistol, som fik tiden til at gå hurtigere og en forvandling til en træorm, så han kunne bore sig ind i træet?!

Hans planer involverer en del boren i denne omgang… inden de kan uddele selvfede high fives, kommer Falken og konen dog brasende og spolerer fejringen. Den forvandlingsglade bande ændrer form til en flok mærkværdige dyr og tager kampen op! Dem ondulerer Falken dog i løbet af 3 paneler, en til hver skurk. Byth yder dog lidt mere modstand, i det han også forsøger at bruge andet end rå muskelkraft,

Han er forvandlet til en såkaldt Spejlugle, der kan dele sig i to. HAHAHA, Falk, tag den! Prøv, at gætte hvem der er den ægte Byth, der er kun en 50/50 chance!!! BANG, nå, Falken ordner ham med ét knytnæveslag til Spejluglenæbet. Den ene ugle stirrede lidt for insisterende på ham, det var åbenbart tegn nok for for Falken?

Byth ender, igen bar tremmer, sikkert indtil næste bore-relateret forvandlingsplan er udtænkt. Mens Falken tildeles politikorpsets æresvinger af planetens Kejser. Ingen æresbevisning til konen, men hun var jo også kun vedhæng og er sikkert glad bare hun kan shoppe lidt på Thanagarfalkefashion.com…

Falken holder sig på vingerne, trods lille formdyk

Således endte endnu et hæsblæsende og sindsoprivende eventyr om Falken (og fruen, hvis hun absolut skal have lidt af æren også?!), men sidste panel lover, at endnu et er under opsejling. Endda “en truende situation” på Jorden! Så det er tilbage til vores andedam næste gang, hvor vi skal møde DE MASKEREDE FUGLEMÆND.

Ligesom forrige historie om Skyggetyven fra Midway, så topper Guldsmederytternes Kup ikke helt den fantastiske første fortælling. Men, der er ikke meget der slår Byth i drageform, som forsøger at stjæle en motorvejstunnel ved, at kile sig ind i den og flyve væk…

Guldsmederytterns Kup er ikke helt lige så morsom, ej heller vanvittig. Men, det kan altså et eller andet det her. Og jeg morer mig stadig ganske kosteligt over den mange gakkede påfund, Byths tossede schemes og forvandlinger, den lette, uddaterede og lidt “forkerte” tone og fortællings tempo og form. Det er klassisk “serial”-format, og “compressed Storytelling”, hvor det går over stok og sten, mens man bombarderes med informationer og baggrund.

Det er ikke det sammen som, at mellemregningerne går op, eller overhovedet er tilstede, eller alt giver mening. Sådan er det bare, plottet er komprimeret og i konstant, fremadrettet bevægelse. Det flyder som skidt fra en spædekalv fra forfatter Gardner Fox der har en fin, dynamisk fortællesans. Altmodisch, ja, men stilen og formen fungerer i denne form for tegneserie.

Tegner Joe Kubert har, måske ikke helt så meget, at sætte tænderne (eller fingrene i) her, som i det udknaldede første kapitel. Dog skal han roses for hans opfindsomme figurdesign, ikke mindst “forvandlingsdyrene” og seriens generelle stil. Hans tidstypiske streg er ret flot for noget, der nok er produceret og publiceret efter det gamle tegneserieprincip: hurtigt og billigt. Og sådan er det her også tænkt som produkt.

Hurtig, nem og letfordøjelig underholdning, som ikke skal være tankevækkende eller bliver hængende i baghovedet efterfølgende.

The post Fra Reolen: Falken, Mission til Jorden, del 3 appeared first on Kathoom.

Tvivlsomt forbrydergeni på møntrov

I første kapitel kæmpede Falken og Falkepigen mod en formskiftende forbryder, der stammede fra samme planet som vores helte-duo. De afværgede hans spektakulære forsøg på, i drageskikkelse, at hugge Midway Citys nye motorvejstunnel. Det var… skørt! I dette kapitel er de oppe imod SKYGGETYVEN!!

En lumsk, langfingret type, der hærger Midway med en række tyverier, hvor han i skyggeform undviger ordensmagten. Eller hærger og hærger, politiet og Falke-parret er temmelig hurtige til, at udnævne denne småkriminelle skyggetyv til at være en eller anden form for forbrydergeni. Og samfundsfjende nummer et.

The Carters har dog travlt, de er samtidig med skyggetyvens første, og eneste forbrydelse (i hvert fald som vi ser), blevet kaldt hjem til Thanagar. Inden bevæbner de sig dog med armbrøst og kamera (fordi!), konfererer med deres ven Kommissær Emmett og drager på jagt efter Skyggetyven.

Betjene er blevet instrueret i, at affyre en lysraket, hvis de spotter Skyggen. Og det gør de i raketfart. Han er brudt ind i et hus, der rummer “den eneste komplette samling af amerikanske mønter”, informerer Falken os om. Det ved han bare, fordi… FORDI! Stjæle en møntsamling, hvor grusomt! Hvilket monster!

Skyggetyvens ekstravagante oprindelseshistorie

Skyggen lader sig ikke indfange, påvirkes tilsyneladende ikke af armbrøstens pile (dammit), men Falkepigen når da, at tage et billede af ham. Hvilket, overraskende nok, bliver meget vigtigt senere. Inden skal vi dog have en af de mere wacky oprindelseshistorier, jeg har læst i en tegneserie.

Skyggen begynder, at tænke højt for sig selv (og os), da han er tilbage i sit hemmelige skjul… en campingvogn. Praktisk. Hvad hemmelige, onde baser angår, da ligger det her et sted i midten af skalaen.

OK, hans forhistorie kort, den fylder en ret stor del af dette korte kapitel: Han var i fængsel, drømte om, at være en skygge, så han kunne snige sig ud. Han begynder, at læse om skygger, “Både fakta og legender”. Ethvert velassorteret fængsel bibliotek med respekt for sig selv har den slags bøger, naturligvis. Åh, og en “tryllekunsterbog”! Klart nok.

Han bakser lidt rundt med noget tvivlsom videnskab og teknologi. Intet virker, indtil han, ud af det blå, kontaktes af et væsen fra en anden dimension. Ja, selvfølgelig. Væsnet har brug for hjælp, han er løbet tør for brændstof til sin strålepistol. Der skal bruges til at fjerne nogle klipper, som har fanget hans rumskib. Det er noget rod.

Som tak for hjælpen, suser rumvæsnet tilbage til sit laboratorium for, at hente et “dimensiometer”. Det sender ved aktivering hans krop over i en anden dimension, mens hans skygge stadig befinder sig i vores. Og han kan styrer den uopdaget derfra. Det var den korte udgave, den lange fylder 4 sider…

Nødopkald fra en anden dimension

Det er dog ikke uden konsekvenser sådan, at bryde og lege med andre dimensioner og fremmed teknologi! Rumvæsnet kontakter igen Carl Sands, som skyggens borgerlige navn viser sig at være. Han vil have Dimensiometeret tilbage, brug af det i vores verden kan udløse EN NY ISTID!!!

Nonsens mener Carl, og smækker røret på til den inter-dimensionelle linje. Han er da ligeglade, han vil bare rapse og rage til sig og “stjæle alt orker”. “Jeg vil bruge det igen og igen… uanset konsekvenserne”. Pluspoint på grådighedsskalen. Klogt i forhold til konsekvenserne? Måske ikke helt.

Men, bare rolig, inden det kan gå sig galt, at den griske Skygge udløser ekstrem kulde, hungersnød og menneskehedens undergang, bliver det der billede Falkepige skød en redningsplanke. Ikke at hun regner det ud, hun er køn, men ikke lige så klog som Falken, jo.

Næh, Falken nærstuderer Skyggens profil, sammenligner det med et billede af den undvegne fange Carl Sands, i en avis som tilfældigvis lå og flød i nærheden? Anyway, Skyggen er Carl, det er helt tydeligt! Og hvis det ikke var nok held i sprøjten, så spotter en af Falkens hjælpere, en musvit, Carl der står og laver te for åbent vindue i hans campingvogn.

Anti-gravitation og flyvende campingvogne

Falkene må på vingerne i en fart. Denne gang bruger de deres “anti-gravitetsbælter”, som de sætter på fuld styrke og løfter stakkels Carls campingvogn op i luften. Hey, forsigtig, mand stod lige med varm te!?!

Carl lader sig dog ikke kue. Han regner med, at kan skygge sig ud igen, da han fornemmer, at campingvognen atter er på sikker grund efter han lader som om, at han har kapituleret. MEN; HAHA, Falken er snedigere end dette forbrydergeni og har dumpet campingvognen på kanten af en klippe.

Carl dratter ud i ingenting, men er heldigvis så langt oppe, eller falder så langsomt, at han når at overgive sig og afleverer Dimensiometeret. Dimmeren skades under luft-til-luft overdragelsen og så er den historie faktisk slut? Vi får lige 2 afsluttende paneler, hvor Falkene runder af og rumvæsnet fra den anden dimension ånder lettet op:

“Pyha. Det var tæt på. Hvis det var lykkes Falkepigen at aktivere Dimensiometeret én gang til… ville hun have udløst en ny istid på Jorden og det ville have betydet enden på alt liv!”. Jøsses, kvinder og Dimensiometere!!!

Falken er herlig, uforpligtende eskapisme

Skyggetyven fra Midway City er ikke helt lige så morsom, ej heller vanvittig, som det første kapitel i SuperSolo nr. 23. Men, det kan altså et eller andet det her. Det er klassisk “serial”-format, og “compressed Storytelling”, hvor det går over stok og sten, mens man bombarderes med informationer og baggrund.

Det er ikke det sammen som, at mellemregningerne går op, eller overhovedet er tilstede, eller alt giver mening. Sådan er det bare, plottet er komprimeret og i konstant, fremadrettet bevægelse. Det flyder som skidt fra en spædekalv fra forfatter Gardner Fox, der har en fin, dynamisk fortællesans. Altmodisch, ja, men stilen og formen fungerer i denne form for tegneserie.

Tegner Joe Kubert har, måske ikke helt så meget, at sætte tænderne (eller fingrene i) her, som i det udknaldede første kapitel. Hans tidstypiske streg er dog stadig ret flot for noget, der nok er produceret og publiceret efter det gamle tegneserieprincip: hurtigt og billigt. Og sådan er det her også tænkt som produkt.

Hurtig, nem og letfordøjelig underholdning, som ikke skal være tankevækkende eller bliver hængende i baghovedet efterfølgende.

The post Fra Reolen: Falken, Mission til Jorden, del 2 appeared first on Kathoom.

Tegneserier, som vores fædre elskede dem

Jeg har ikke andet forhold til Seriemagasinet end, at det “altid” har eksisteret i min bevidsthed. Eftersom bladet stoppede i 1984, jeg er født i 79 og begyndte først for alvor at læse tegneserier omkring 85, er det “før min tid”. Jeg husker dog tydeligt bladet fra tilbudsbunkerne/poserne hos tidens forhandlere af brugte blade.

Det lokkede dog aldrig helt nok til, at jeg erindre aktivt at have opsøgt, eller investeret i det. Jeg var til Superhelte og tidens mest populære humortitler, der udkom bredt tilgængeligt, samt albums med Lucky Luke, Asterix, Tintin og lignende. Jeg forbandt Seriemagasinet med noget, som så lidt “billigt” og ret gammeldags ud. “Dad comics”.

Her mange år senere, da jeg vendte tilbage til tegneseriemediet, og var blevet mere nysgerrig på tegneseriehistorie, dukkede Seriemagasinet op i min bevidsthed igen. Lidt tilfældigt blev jeg ved med, at falde over det når jeg “bladrede” (eller “scrollede” for alle jeg hippe katte derude) online antikvariske hjemmesiders udbud igennem.

Så jeg besluttede, at fylde lidt på reolen- Både af nysgerrighed og for, at have lidt at tage af til disse Fra Reolen artikler. Jeg valgte 4 blade, udelukkende ud fra forsiderne og et forsøg på, at ramme lidt forskelligt. Overskrifter som “Black power” og billedet af en gangster-pimp fangede. Judge Dredd på dansk, haps. “En hippie på holdet” og et klip fra en fodboldkamp? Ja tak! Og så omdrejningspunktet for denne omgang af Fra Reolen: Seriemagasinet nr. 187.

Maskerede helte, fribrydere, jagerpiloter og fodboldspillere!

Bladet udkom i oktober 1975 og prydes af Will Eisners ikoniske The Spirit, “en ny skøn serie”. Så jeg kunne slå flere fluer med et smæk her. En ikonisk tegneserieskaber og en af hans klassiske serier, tilmed “fra begyndelsen” af en historie. Plus smagsprøver på, hvad Seriemagasinet anno midt-70erne ellers kunne byde på.

Jeg vil ikke gennemgå handlingen i alle serierne minutiøst, de fleste af dem springer alligevel direkte ind i et handlingsforløb, så det giver ikke meget mening at gengive i detaljer. Det er mere et et hurtigt blik ud over et blad “af sin tid”, løse nedslag og strøtanker.

Ønsker man et dybere, mere “nørdet” dyk ned i Seriemagasinet, så kan jeg anbefale Tom Kampmans hjemmeside/podcast Verden Ifølge Seriemagasinet. Ligesom der er en stor mængde data og info samlet på ComicsWiki, hvis man er interesseret i ting som indholdsfortegnelser og hård fakta.

I Seriemagasinet nr. 175 kan man ud over den Zorro-maskerede The Spirit møde bryderen Johnny Puma, jagerpiloten Johnny Hazard, fodboldspillerne fra Roy Rovers og serier som Hagar, Peddersen, Haltende Hugorm, Poeten og Lillemor med mere.

“Af sin tid” eller “utidig” Spirit?

Som man kan se, så er det mildt sagt en eklektisk blanding af serier. Og også en der signalerer en brydningstid, hvis ikke lidt redaktionel stilforvirring og skydning med spredehagl. Der er rester fra en efterhånden svunden tid, der virker lidt malplacerede i selskab med hinanden. Jovial humor og lømmel-spænding, og så en pulp-helt med rødder tilbage til 30erne?

The Spirit er hovedserien i dette blad. Serien er godt nok skabt i 1940, men med kraftig indflydelse af 30erne spændings/pulp-helte. Ligesom seriens skaber, legendariske Will Eisner, begyndte at arbejde på den og udtænke karakteren i løbet af 1939. Hvor avisredaktører præsenterede ham idéen om, en fortløbende tegneserie-serie i deres aviser.

Lad os bare adressere den store, fede elefant i rummet. The Spirit er ikke bare af sin tid, den er dybt forankret i den. Jeg er ofte fortaler for “husk konteksten”. Og “alt er præget af sin samtid”, eller “vær påpasselig med en moderne læsning af ældre materiale”. Ligesom jeg bestemt ikke er tilhænger af censur, specielt woke eller en frelst social justice warrior.

Men, The Spirit balancerer i dén grad på grænsen mellem, at være “af sin tid”, “ret problematisk” og “straight up racist”. Der er, naturligvis tale om fremstillingen af The Spirits sidekick Ebony White. Navnet er én ting for denne afro-amerikanske medhjælper. Noget andet er, at han er en form for male servant for en meget hvid helt. Måden han er tegnet på, er noget helt, helt andet.

Der er ingen vej udenom det: Eisner har tegnet manden, så han ligner en lille, karikeret abe.

Ulasteligt klædt selvtægtsmand

Èn ting er, at det måske stadig gik an i 1940, hvor arven efter uheldige ting som gamle minstrel shows stadig spøgede i populærkulturen. Men, denne historie er fra start-50erne, hvor andre vinde stille og roligt må være begyndt at blæse? Spoler vi så frem til 1975, hvor Seriemagasinet bringer historien, så begynder det for alvor, at virke mildt sagt gammeldags.

I 2021 kan det virke upassende, måske endda chokerende og anstødeligt. Her er det, naturligvis også nødvendigt, at kigge på hensigten. Ønskede Eisner, at fremstille et ubehageligt magtforhold mellem hvide og sorte, og gøre grin med en hel befolkningsgruppe med Ebony Whites karikerede fremtoning? Sikkert ikke, men jeg vil skyde på, at mange moderne øjne slet ikke vil se figuren, som værende et lille menneske. Line Baun ville ikke…

Selve The Spirit figuren er også af sin tid. Ikke en helt med Superkræfter, men en Batman lignende detektiv med en hemmelig identitet og gode opklaringsevner. Bag den lille Zorro-maske gemmer sig Denny Colt, crimefighter. Klædt i nydeligt jakkesæt, handsker og fedora hat.

Der er altså tale om en karakter, der kombinere pulp-helten med en privat detektiv arketype. Omgivet af hårdkogte forbrydere, femme fatales og storbyens fristelser.

Fra barndomsven til farlig femme fatal

I denne historie følger vi The Spirit på et eventyr, der ripper op i fortiden. Centreret om den mystiske Sand Saref, en kvinde Spirit mødte da de begge var børn. Hendes far, en politimand der bliver involveret i en sag om Spirits onkel og hans problemer med lokale forbrydere.

Sand Sarefs strisser far og onklen er venner, betjenten dræbes af forbryderne, der har chikaneret onklen. Det ender med, at onklen i et anfald af skyldfølelse over vennens død begår selvmord. Dette driver en kile ind mellem unge Colt og Sand Sarefs forhold, da hun føler, at Spirits onkel indirekte bære skylden for hendes fars død.

Saref kommer ud på et skråplan, bliver selv involveret i småkriminalitet. Unge Colt forsøger forgæves, at styre hende tilbage på dyndens smalle sti. Han ser hende for sidste gang, da hun går ombord på en færge til Europa, som en del af en “forbryderisk spillering”.

Mange år senere kan Spirit, i kraft af hans involvering i det amerikanske efterretningsvæsen følge Sarefs gøren og laden. Nu som “mystisk kvinde”; der er involveret i jetset liv og global glamour. En aften dukker et lig op i det frosne mudder, i havnen i Spirits hjemby, Central City. Et spor peget mod Sand Sarefs involvering.

Klassisk og kompakt historiefortælling

Herefter følge opklaringsarbejde, forviklinger og, naturligvis en midlertidig genforening af de to barndomsvenner. Det er 14 siders meget kompakt historiefortælling, af en lille, afsluttet fortælling, der når vidt omkring.

Du kan gå til en uden forkendsskab til figurerne og universet, men du skal nok have en kærlighed til denne form for figur og historiefortælling for helt at værdsætte det. Det kan føles lidt stift og gammeldags, og arven efter avis-serial fortællestilen og struktur fornægter sig ikke.

Når man lige kommer sig over Ebony Whites uheldige fremtoning, så opdager man også, at figuren faktisk ikke fremstilles, eller behandles underdanigt eller nedværdigende. Han ER et sidekick, men ikke en boksebold, eller butt of the joke. Ligesom andre bi-figurer også fremstilles lettere karikeret, eller stereotypt rent udseendesmæssigt.

Man fornemmer dog også, at en figur og et univers som The Spirits havde en udløbsdato, og at den var nært forestående. Her i start 50erne befinder vi os i figurens efterår, og han forsvandt efterhånden ud af den bredere offentligheds bevidsthed.

Sidenhen er det blevet til sporadiske optrædener hen over de efterfølgende årtier, men aldrig for alvor et reelt comeback. Figuren er forsøgt overført til andre medier, som en TV-film fra 80erne, der egentlig var tænkt som et pilot-afsnit til en TV-serie. Og så var der Frank Millers gentænkning af en mislykket film fra 2008.

Fribrydende forbryderbekæmper

Hvis The Spirit har ført lidt en skyggetilværelse i populærkulturen siden peaket, så er han dog stadig ikonisk og husket af tegneseriefans. Det samme kan vist ikke sige i samme grad om nogle af de øvrige serier i bladet her.

Vi får blandt andet en episode med den indfødte amerikanske wrestler Johnny Puma, der åbenbart også moonlighter som forbryderbekæmper i sin fritid. I denne del af en fortløbende fortælling ombord på et passagerfly på vej til en bryder-tour i England, hvor han gør kort process med nogle möchtgern flykaperere.

Og hvis Ebony White var en stereotyp fremstilling af afro-amerikanere, i hvert fald visuelt, så ligner og opfører Johnny Puma sig på en måde, der havde fået John Wayne til, at nikke anerkendende. Primitiv, dyrisk, stærk, handlekraftig men ikke videre intelligent og lidt fish out of water. I det mindste løber han ikke rundt med en tomahawk, i eller udenfor ringen.

Johnny Puma er Johnny Cougar, en britisk figur fra bladet Tiger Comic. Figuren eksisterede fra 1962 til 1985, altså hele Seriemagasinets levetid og lidt til. Og det ser ud til, at han var en ret hyppig gæst i bladet, så han må have haft en vis popularitet?

Pilot fanget i politisk konflikt

Vi får også et udsnit af et fortløbende eventyr med en anden Johnny, denne gang Hazard. Pilot, globetrotter, hemmelig agent (måske?) og all round manly man. Han roder rundt i noget koldkrigsdrama i Albanien, der involvere nogle lokale fraktioner fra hver deres side af det politiske spektre.

Egentlig begyndte Johnny Hazard som pilot under Anden Verdenskrig, i en avis-stribe der debuterede dagen inden D-dag i 1944. Da Anden Verdenskrig blev afløst af Den Kolde Krig fulgte Hazard med, og bekæmpede demokratiets fjender verden rundt de efterfølgende 3 årtier. Indtil seriens skaber, Frank Robbins gik på pension i 1977.

Det er typisk drengeaction, der går fra krigsserie til spioner, farlige og fristende damer (uden at man ser noget fræk hanky panky, selvfølgelig), smuglere og andet revl og krat. Fra storpolitisk drama til små-forbrydere, der kan ordnes med et par knytnæver.

Modsat Johnny Puma, der er pænt primitivt tegnet og ser billig ud, så er Hazard egentlig ganske hæderligt tegnet. Strukturelt og fortællemæssig er den af sin tid og præget af avis-stribe formatet, så forvente masser af cliffhangers og en episodisk følelse.

En pose blandede tegneseriebolsjer

De øvrige serier, som Hagar og Haltende Hugorm har jeg tidligere skrevet om, eller også det bare én-siders “breakers” mellem de længere serier i bladet. Så kan man lige ikke-grine af en side med Snøfte Smith, eller give Al Capones “ugebladshumoristiske” punchline et stenansigt.

Så er der fodboldserien Rovers, der virker ekstremt outdated og britisk, den fangede mig slet ikke og virker som et stivbenet fortidslevn. Mere “sjovt”, eller kuriøst er et læserbidrag, serien Hypensprutz af Ove Nørhave. Ud over at få trykt sin primitivt tegnede stribe i bladet har han vundet et abonnement på Super Magasinet Uno! Bred ymer og knæhøj karse!

Af øvrige indslag kan nævnes, at bladet indledes med en kort introduktion til Will Eisner og The Spirit, hvilket jo altid er et kærkommen tiltag. Og så er der, selvfølgelig en tegneseriehæfteklassiker, brevkassen Klatteplankeværket.

Her kan man få svar på presserende (hvis du har tålmodighed til, at vente et par måneder på svar) spørgsmål som: kommer Luke Cage tilbage? Bringer I noget med Dræberravnen eller hvor mange numre udgav I med De Fantastiske 4 og Edderkoppen? “Ikke foreløbig”, “måske” og “det var ikke os, men Williams der udgav De Fantastiske 4 og Edderkoppen (og de ved det garanteret ikke, hæ!)”.

Uhhh, stød lige under bæltestedet til en konkurrent. Så kan Williams lige tygge på den!

Stiv, tør og gammeldags underholdning til raske drenge

Okay, jeg vil ikke lyve, det tog mig overraskende lang tid, at tygge mig igennem Seriemagasinet. Ikke fordi, at de 60 sider er en uoverskuelig mængde, men det er da et fint sideantal til prisen på 3.75 i 1975 mønt. Det skal de da have.

Nej, det er bare ikke lige mig, det må jeg nok erkende. Min mistanke fra 80erne blev bekræftet. Jeg kan sagtens forstå, sætte mig ind i og respektere, hvis man er til serier, som dem Seriemagasinet præsentere her. Spænding, lidt romance og andre “drenge dyder”. Jeg har endda sympati for mange af disse genre, og ville nok også have set tv-udgaver af denne form for historier, da jeg var knægt.

I tegneserieform, som de er præsenteret her, bliver det bare en kende for stift, tørt og gammeldags til mig. Det er en smagssag. Dog vil jeg vove, at påstå at en serie som Johnny Puma, eller nogle af forsøgene på “humor” i nogle af de korte indslag, ikke har ældes med ynde.

The Spirit er legendarisk, og det er der en grund til. Den er flot tegnet, effektivt fortalt og virker på mange måder som prototypen på denne form for pulp-helt. Selvom den, naturligvis står på skuldrene af serier og figurer der kom inden. Så må man lige sluge Ebony White.

Seriemagasinet og dens kulørte sammensætning af serier virker også lidt, som at købe en lottokupon. Denne gang blev det ikke til den store gevinst, men måske næste gang? Der er jo lidt tilbage på reolen til en anden god gang, når der skal lidt spænding på drengen.

The post Fra Reolen: Seriemagasinet nr. 187 appeared first on Kathoom.

Da Alf var en del af tidsånden

TV-serien VAR et ægte fænomen i sin tid. Men, da serien sluttede i 1990 var verden allerede rykket videre fra den lille, behårede, grovædende og dybt sarkastiske dukke/lille person i dragt. I Danmark kørte serien på DR1, og var for en stund obligatorisk fjernsynstid for denne (dengang) 9-10 år gamle gut.

Humoren og den lidt absurde præmis var nærmest perfekt timet for undertegnede. Plat og let-afkodelig, men stadig lidt mere “edgy” og grovkornet end, hvad jeg hidtil havde moret mig over. Figuren var både tilpas grotesk, men stadig nuttet og relaterbar til, at en pre-teen kunne være med. Alf VAR jo, i kraft af sin fish-out-of-water status og fremmedhed en form for barn, i disse ærkeamerikanske kernefamilie omgivelser.

Bag kulisserne var alt dog langtfra fryd og gammen. Seriens far, spillet af Max Wright var notorisk vanskelig, at arbejde sammen med og så træt af serien, at han efter sigende stormede fra sættet efter hans sidste optagelse – uden, at se sig tilbage eller sige farvel. Historier om en anspændt atmosfære har været talrige sidenhen.

Alt fra frustrationer over dukken, en langsommelig arbejdsproces, der første til lange, udmattende dage, samarbejdsvanskeligheder med skaber/Alf dukkefører Paul Fusco, bulimi hos en af skuespillerne til generel apati over for hele projekt. Hvis verden var kørt træt i Alf og parat til, at rykke videre da serien lukkede, så tilsluttede holdet foran og bag kameraet sig gerne koret.

Men, tag ikke fejl, Alf var, i hvert fald kortvarigt, et kæmpe hit og blev del af slut-80ernes zeitgeist.

Fra TV-show til tegneserie

Det medførte, naturligvis også en lang række tilføjelser til universet og en uendelig strøm af merchandise. Hurtigt kom en animationsserie til, som var en art prequel, hvor Alf liv på hjemplaneten, inden dens ødelæggelse, var omdrejningspunktet. Den husker jeg svagt fra tysk tv, i den sønderjyske barndom, men ikke for det gode.

Tegneserien dækkede noget af samme stof, men indeholdt også historier, der tog udgangspunkt i Alf nye tilværelse, som husgæst/terrorist hos Familien Tanner. Visse historier var endda direkte løftet fra TV-serien. Måske et resultat af, at det samme hold af travle 3 forfattere og tegnere stod for samtlige 50 hæfter på amerikansk.

Tegneserien udkom fra slutningen af 1987 til slutningen af 1991 på amerikansk. På det danske marked udsendte Interpresse i perioden 1988 til 1990 i alt 14 hæfter, under “Satellit Blad” banneret. Af den ejer jeg, åbenbart, cirka halvdelen, en del erhvervet brugt, kan jeg se på den med tuschpen påskrevne pris. Retro… De danske blade lader til, dømt ud fra forsiderne, at følge den amerikanske udgivelsesrække.

Jeg har ikke de store minder om tegneserieudgaven af Alf så, der er ikke knyttet den store nostalgi, eller affektionsværdi til netop denne serie. Men, jeg må have kunnet lide den “godt nok” til, at købe hæfterne? Eller også var det bare lige, hvad der lå i tilbudsbunken, når jeg mødte op med sparepengene?

Alf tegneserien: halv-slap, episodisk sticom format

Det (mere eller mindre) tilfældige valg af hæfte, som eksempel til denne udgave af Fra Reolen blev Alf nr….. bummelum… 12! Vi er hermed oppe i 1990, på bagkanten af seriens peak og et af de sidste numre, som udkom på dansk.

Dermed har skaberne også lige fået en chance for, at skrive og tegne sig varme i de amerikanske blade. Jeg formoder, at indholdet bare er overført 1:1, og oversat til dansk af Paul Schiøtt. Han gør det fint, men forklarer et par steder “joken” med en note henvisning på siden – var der en ting taget fra de amerikanske blade? En slags nedbrydning af den fjerde væg?

Nuvel, bladet er på 52 sider, i farver, udsendt af Interpresse, og består af 5 korte historier. De virker helt tilfældigt sammensat, der er ikke nogen rød tråd eller kontinuitet, ud over at Tanner familiens nyfødte efternøler, Eric refereres en enkelt gang.

Dermed har det præg af episodiske, små “klip”, ikke helt ulig en tegnefilmsserie, som tegneserien jo også læner sig op af. I tegnefilmen følger vi Alf, eller Gordon Shumway, som han jo egentlig hedder, og hans liv på hjemplaneten Melmac. Den optræder også i glimt i tegneserien, bare ikke i dette hæfte.

I stedet får vi 5 ret slappe og umorsomme fortælling, der følger en velkendt, meget gammeldags, sitcom-opskrift. Bare uden dåselatter til, at guide en igennem “afsnittet”. Det havde nok ikke gjort en forskel, men jeg ved ikke rigtig om det er meningen, at man skal grine? Og i så tilfælde hvor?

5 Alf historier med papirstyndt plot

Det her er tydeligvis skrevet til børn, hvilket ikke er unaturligt. Det underlige er, at Alf tv-serien på mange måder ikke var for/til børn? Men, heller ikke rigtig til voksne? Den er en lidt mærkværdig størrelse, hvis man lige stopper op og tænker over den.

Handlingen i tegneserien er papirstynd og kan egentlig opsummeres i nogle overskrifter:

1) Alf viser Tanner familien en bid af fremtiden. I 2020 (!) er der familiebesøg, Alf skal stadig gemme sig og bruger sin “holohumanoid”-dims til, at kamuflere sig som “Onkel Gordon”. “Morsomme” optrin følger.

2) Alf gør sig som kunstmaler, Willie får “æren”. Rumvæsnets klatmalerier udtages til en udstilling, Willie må deltage i stedet for, af naturlige årsager. “Morsomme” forvekslinger følger.

3) Alf snuser til en giftig Stedmoderblomst og vokser til gigantisk størrelse. Willie kører ham ud i skoven, hvor han kan vokse i fred. Her løber han på nogle skurkagtige jægere. “Morsomme” natur-jokes følger og indtagelse af søvand helbreder Alf.

4) Willie får ondt i ryggen. Familien er bortrejst, Willie får ondt i ryggen, Alf forsøger at hjælpe. Nabokonen dukker op og falder i det hul i soveværelsesgulvet, som Alf har lavet. Svigermor Dot tilkaldes, men Alf kommer til, at sige at Willie er i soveværelset sammen med nabokonen. “Morsomme” misforståelser opstår.

5) Alf crasher i baghaven, da han forsøger at flyve hangglider. Alf er alene hjemme sammen med Dot, han slår hovedet i hangglider-ulykken og drømmer om en syret tur ud i ørkenen. “Morsomme” drømmesyn optræder.

Hvem er Alfs målgruppe?

Fælles for dem er, at det er enkle, små afrundede fortællinger, der følger en helt klassisk struktur.

Tonen og humoren fra TV-serien anes kun i glimt og er meget nedtonet, sarkasme og forsøg katte-ædning er muligvis også svært, at få til at fungere i skrevet og tegnet form? I hvert fald til et børnepublikum. Og så er vi tilbage til, hvem denne tegneserie egentlig er henvendt til?

Humoren er meget afhængig af situationskomik og, at man som udgangspunkt bare synes Alf-figuren og præmissen er sjov. Der er ikke så mange “jokes” som sådan, og dem der forsøges falder temmelig udramatisk til jorden med et halv-trist klask og en trist trompetlyd.

Generelt er bladet “OK” tegnet, man kan i hvert fald genkende karaktererne fra TV-udgaven, her i lettere karikeret “tegneseriestil”. Farverne og tryk er af den vanlige slut-80er stil og kvalitet, dvs. den kan svinge. Nogen gange hæderligt, andre gange lidt udtværet og flad, og hist og her med underlige farvelægningsfejl.

Alf, en popkulturel prut

For nye/nutidige seere (og læsere) vil Alf nok virke, som noget af et kuriøst, hvis ikke uforståeligt, kulturelt fænomen. Hvis man kigger helt nøgternt på konceptet, så giver det heller ikke meget mening, hvis man begynder, at trække lidt i trådene.

Hvorfor taler et rumvæsen engelsk? Og hvorfor forstår Alf “nutidige”, popkulturelle referencer og har menneske-humor? Hjemplaneten, Melmac, lader til, at være en eller anden form for twistet, amerikansk let-50er inspireret, verden – 50erne var retro og in igen i 80erne. Det udgangspunkt må man bare acceptere.

Men, hvordan serien, der når man tænker over den, kunne gå fra idéplan, til pitch til rent faktisk, at blive lavet og kører 4 sæsoner, virker komplet skørt i 2021. Den var sgu’ ikke gået i dag!

Som tegneserie minder den meget om lignende licensprodukter, være det Flintstones, Tom & Jerry, Den Lyserøde Panter, hvad man nu kan nævne. Den ligner, på en måde, det rigtige produkt, men i en udvandet og temmelig smagløs udgave.

Den gør ikke det store indtryk, den gør heller ikke nogen fortræd – den er der bare…

The post Fra Reolen: Alf nr. 12 appeared first on Kathoom.

Et kort, Toxic bølgeskvulp

På dansk udkom i alt 6 numre, i 1992/93 på Atlantic forlaget. Atlantic udsendte, efter en flirt med Marvel på dansk i start-80erne, en række licens-tegneserier, som The Real Ghostbuster, Transformers og altså Toxic Avenger. Først 4 numre under titlen Toxic, inden serien kørte to numre som Toxic Crusaders.

En kort karriere på det danske marked, må man sige. Jeg formoder, at serien simpelthen kom for sent på markedet, i forhold til hvilken undergrundsbuzz filmen end måtte have haft i 80erne, og aldrig fik fat? Dog kom der i 1991 en animationsserie, kaldet Toxic Crusaders, som også fik nogle actionfigurer, der kortvarigt var tilgængelige på det danske marked. Så måske var det, dette lille bølgeskvulp for franchisen, som Atlantic forsøgte, at ride med på her?

Hvorom alting er, jeg faldt over Toxic nr. 2, fra 1992 til den nette sum af 15.75 kr., i kassen og smed den i Fra Reolen bunken. Købt brugt engang i 90erne til 7 kr., i følge den flotte tuschpenskrift, der pryder forsiden. En hurtig søgning afslører, at serien pt. er udsolgt på Faraos, men halvdelen af numrene, inkl. dette nr. 2, kan fås hos Pegasus. Til 45 kr…

En giftig hævner lige til skraldespanden

Det er jeg glad for, at jeg ikke har betalt for bladet! For, det er kort og godt 90er tegneserie-affald. Jeg er klar over, at serien og figuren, er tænkt som en form for superhelte satire/parodi og tonen er placeret godt i kinden. Men, selv med al tænkelig “wink wink, nudge nudge”, glimt i øjet, det er bare trashy fun haha, så er det her en dårlig tegneserie.

Den er grimt tegnet, ubehjælpeligt rodet fortalt og meget af humoren føles virkelig outdated og stinker af 80er og 90er gross-out comedy. Jeg kan heller ikke erindre, at jeg synes det her var sjovt dengang i start-90erne, måske derfor jeg kun ejer dette ene hæfte?

Humor er subjektiv, måske nogle finde stilen og tonen hysterisk morsom. Men, rent objektivt synes jeg ikke, at man kommer udenom, at den rent teknisk, som tegneserie, er lige til skraldespanden.

Hvad lugter mon værst?

Eftersom dette er blad nummer to i serien, så dumper vi ind i historien, hvis man kan kalde den det, på et tidspunkt, hvor den basale forhistorie allerede er fortalt. Formoder jeg i hvert fald? Inden De Udødelige Kondifreaks Angriber, ja, det er titlen på første historie, mødes vi dog af en reklame for serien og lidt redaktionelt stof.

Reklamen er et sort/hvid stilfoto fra filmen, hvor Toxic byder velkommen til alle hans millioner af fans, mens den baby han, af en eller anden grund, har på armen undrer sig. “Ved ikke hva der lugter værst… ham eller min ble!”. Så er tonen slået an.

Og kvaliteten af dette Atlantic produkt etableres også straks, i det der er en stavefejl i overskriften på første redaktionelle side. Flot. Det skyldes, muligvis at bladet er oversat fra svensk eller norsk, men alligevel. Den slags sjusk er blot med til, at understrege følelsen af, at man sidder med et lidt discountagtig skodprodukt.

En introtekst, holdt i seriens lidt 4. væg nedbrydende tongue in cheek tone, giver lidt baggrund og etablerer meta-universet. Den afsluttes med, at det usynlige, unavngivne redaktionsmedlem opfordrer til, at en eller anden ringer til Ekstra Bladet. Eller er det, de to teenagere der er tegnet omkring infoboksen, der taler? Allerede her, er jeg lidt forvirret…

Forvirringen er total i Tromaville

Forvirringen bliver ikke mindre, når man forsøger, at læse selve bladet. Holdet bag er egentlig “OK”. Navnkundige Doug Moench, kendt fra blandt andet Batman, Moon Knight og Master of Kung Fu, er på som forfatter.

Henholdsvis tegnet og rentegnet af Rod Ramos og Val Mayerik, farver af Bob Sharen, håndtekstet på dansk af Tina Høyer og oversat af John Lysmand. Lysmand har oversat et væld af tegneserier fra samme periode.

Nå, men fra første panel overfaldes vores “helt” af nogle zombie-lignende kondifreaks. Humoren er allerede temmelig hamfisted, kondifreaks er en slags motionszombier, høhø. En masse rodet slagsmål, vittige kommentarer og “action” følger. Der er også noget med en eller anden skurkagtig type, i et stort, fornemt hus, der plages af nogle mareridt med dæmoner.

Vi kommer hjem til Ferd, hvor hans mor vågner fra sin sofa-koma, åbenbart fremprovokeret af synet af hendes nu deforme søn. I huset befinder sig også en blond, blind og storbarmet bimbo, der klodser rundt med en harmonika om halsen. Og jeg har ingen anelse om, hvem hun er, kom fra eller hvad der egentlig foregår? Det hele virker fragmenteret og hektisk fortalt.

Er det her en reklame for legetøj?

Åh, der er også scener på den lokale avissprøjte, med mediesatire og det hele. Og et eller andet med en byrådskvinde, der opsøges af en lusket punker kaldet Mr. Drekko. Hvem er de og hvor kom de fra? Det forklares, naturligvis ikke. Overgange mellem, og etablering af scener og figurgalleriet, er ikke en af dette blads forcer…

Historien og hele det pukkelryggede sammenrend af karakterer, og nogle flere, fortsætter over i bladets anden historie, Toxic Går Amok. Mere af det samme mere eller mindre usammenhængende, og forvirrende fortalte nonsens følger. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde bladet ulæseligt, men så i hvert fald så “støjende” og dårligt fortalt, at jeg var lige ved at give op.

Midt i bladet får man lige et lille pusterum i form af mere redaktionelt indhold. Nej vent, det er vist reklame for Toxic Crusader legetøjet, i form af en konkurrence. Legetøjet, som også pryder bladets bagside. Man begynder, at mistænke dette blad for slet skjulte motiver: at sælge legetøj!

Mistanken forstærkes, når man efter lidt internet-gravearbejde kan se, at serien oprindeligt kun udkom i 11 numre i USA. Det sidste fra februar 1992. Serien var altså lukket i USA, inden den begyndte i Danmark. Hvorfor begynde, at udsende en serie, som man ved højest kommer til, at løbe i 11 numre? Måååååske passer det lige med, at man kan bruge den, som reklamesøjle i 1 “legetøjs-sæson”, når Toxic Crusaders skulle lanceres?

Toxic skyder forbi skiven

Det kunne måske også forklare noget af den ujævne stil og tone, der præger og hæmmer bladet. Hvem er det her egentlig tænkt til?

Fans af den oprindelige B-film vil nok synes, at indholdet her er for nedtonet og tamt, i forhold til filmforlægget. Børn, som må være målgruppen for Toxic Crusader legetøjet, er måske lige på kanten af, at være for unge til den pubertære tone i tegneserien?

Der resulterer i en tegneserie, som forsøger at sigte bredt og ikke rigtig, at ramme nogen. Havde den så været pæn, underholdende eller haft en god historie, så kunne det måske tilgives. Men, også her fejler Toxic gevaldigt. Tilmed ser trykket billigt, gnidret og grimt ud. Ikke helt ulige andre tegneserier på markedet i start/midt-90erne, som begyndte at ligne noget, hvor der blev sparet lige lovligt i den skandinaviske samtryksproces.

Toxic er på de fleste punkter grim, utiltalende og sjusket venstrehåndsarbejde. Det er ikke SÅDAN her man skaber, eller behandler, en elsket kultfigur. Der skal være en eller anden form for kvalitet, et eller andet sted. Eller være så gennemført ringe, at det bliver ufrivilligt komisk.

Der findes god og dårlig skrald indenfor populærkultur, det her er bare kikset og kedeligt. Time to take out the trash, heriblandt denne tegneserie.

The post Fra Reolen: Toxic nr. 2/92 appeared first on Kathoom.

I dette Hagar nr. 3, får vi ud over titelkarakteren, Hagar, nogle sider med henholdsvis Haltende Hugorm (Tumbleweeds), Homo Sapiens (B.C.) og Kong Tut. Hagar er nok den mest kendte af serierne på disse breddegrader, og kørte i mange år både, som daglig stribe i mange aviser og som fast inventar i Basserne.

Tumbleweeds er nok lidt mindre kendt/udbredt eller blevet “glemt”, den husker jeg ikke fra andre sammenhænge, mens jeg er ret sikker på, at Homo Sapiens optrådte i blandt andet Serieparaden. Så er der Kong Tut, som jeg hverken husker eller har kunnet finde særligt meget info om online.

Men, her blev det altså forsøgt, at malke humorbladsmarkedet yderligere ved, at give disse 3 serier, ikke mindst Hagar, en art spin-off blad og mere fokus.

Hagar den Skrækkelige

Vores titelfigur får, naturligt mest plads i dette 34 sider lange blad (i farver!) med 17 sider. En velkendt blanding af lidt længere, helsides søndagsstriber og de korte, 3 paneler lange daglige. Formularen er på plads, helt klassisk både hvad angår opbygning og indhold.

Serien er skabt af Dik Browne (1917-1989), der selv skrev og tegnede serien, fra dens skabelse i 1973 frem til kort tid før sin død. Herefter er serien blevet overtaget af hans søn, Chris Browne og kører stadig og nærmer sig dermed et 50 års jubilæum.

Browne ernærede sig tidligt i karrieren som tegner for aviser, og dækkede blandt andet sagen mod gangsterbossen Lucky Luciano, ligesom han tegnede for hæren, da han aftjente værnepligt. Efterfølgende begyndte han et samarbejde med en anden berømt tegneserieskaber, Mort Walker.

Ham kender de fleste nok som Bassernes “far”, efter sigende var figuren Plato, fra Basserne, modelleret efter Browne. Sammen skabte de tegneserien Hi and Lois, herhjemme bedre kendt som Mads og Misse.

Jovial og blød vikingehumor

Hagar ligger i helt naturlig forlængelse heraf, og man ser og føler et tydeligt slægtskab. Både i den lidt naive, “primitive” tegnestil med få, eller ingen baggrunde og et meget “cartoony”, hyggeligt udseende og humoren. Den kan i dag virke ganske harmløs og gammeldags, og består meget af ordspil, hverdagssituationer med et twist, livets trivialiteter, observationshumor eller slap stick. Helt klassisk.

Den store forskel, og Hagars varemærke er, at den er sat i vikingetiden, i en fiktiv Norsk by. Men, det er Skandinavien og vikingetiden set igennem amerikanske, popkulturelle briller. Store hjelme med horn, store skæg og store, runde maver.

Nok er serien sat i vikingetiden, men humoren og tonen er “moderne”, blandet med mere “vikingetidstypisk” komik. Hager er en helt arketypisk “blue collar everyday working man”, som elsker at spise, drikke og hænge ud med vennerne, mens konen brokker og er krævende. Figurgalleriet og karaktererne kunne eksisterer i enhver tid og i mange forskellige omgivelser, her er idéen så bare, “hvordan ville en low brow vikings hverdag mon se ud?”.

Det virker uden tvivl bedaget i 2021, og måske også i slut-80erne. Jeg husker i hvert fald hverken serien eller figuren, som en af mine favoritter. På den anden side, så elskede jeg i samme periode Garfield, så hvad ved jeg?! Man er nødt til, at bedømme det her ud fra sin kontekst og tid. Og det helt afgørende er i sidste ende: er serien sjov?

Klassisk eller lettere bedaget?

Ehhhhh, altså… Jeg må sige, at 17 sider med Hagar resulterede i, at jeg trak en lille smule på smilebåndet en enkelt gang. Det var i virkeligheden nok nærmere en lille trækning i mundvigen. Er man vokset op med serien, eller har en svaghed for denne form for “hverdagssituation”-humor, så er der måske et par grin at finde? Især hvis du er typen, der synes det er morsomt, at konen er en værre “kran”. Eller “den dumme, men nogle gange overraskende indsigtsfulde ven” trope.

Det hele virker noget harmløst, uden bid og pænt tamt. Vikinge-settingen bliver kun brugt i begrænset omfang, og mest så det kan kombineres med en punch-line, som relaterer til moderne fænomener. Browne skal dog have ros for, at selv når vi er nede på kun 2 paneler, så formår han hele vejen igennem at sætte en scene, lave et setup og levere en form for punch-line.

At lave en daglig stribe og dag ud og dag ind leverer den slags må være hårdt arbejde. Om man så synes det er morsomt, det er en helt anden sag. Men, rent teknisk leverer Hagar varen.

Haltende Hugorm

Vild nok oversættelse af Tumbleweeds, dér. Serien blev skabt af Tom K. Ryan (1926-2019) i 1965 og løb frem til 2007. 42 år af et 92 år langt liv for Ryan. Humoren er sammenlignelig med eksempelvis Radiserne, som Ryan efter sigende også var inspireret af.

Scenen er Det Vilde Vesten, eller en meget tegneserieagtig udgave af det. Haltende Hugorm kom frem da Western genren måske var på sit højeste, eller lige havde peaket, som en form for satire på genren. Stilen og humoren er af den mere absurde slags, eller situationer, hvor det sjove opstår i modsætninger, eller pludselige afvigelser fra det forventede.

Vi har at gøre med et univers, hvor dyr har menneskelignende adfærd, og er ellers befolket af en række mere eller mindre excentriske figurer. Karakterer og typer man ville forvente, at støde ind i, i en western, med vores titulære hovedperson i fokus. En lakonisk, lidt lapset cowboy.

Hugorm uden bid

På siderne i Hagar nr. 3, er de fleste striber nu dedikeret til nabolagets indianerstamme. Det bliver det ikke meget sjovere af. Den er sgu’ lidt svær, den her. Jeg var ikke i nærheden af, at have en form for reaktion på disse striber. De er der bare…

Så vidt jeg kan se på det, der er trykt med meget småt, så stammer materialet fra 1966/67. Måske kom der mere kraft i den haltende hugorm, som årene gik? For det her halter ikke bare, det falder så hårdt og fladt til jorden, at støvet stadig ikke har lagt sig.

Normalt er gælder det også, især for humorserier, at de lige skal have et par år, inden de finder formen og formlen. Så, det er måske også bare et tilfælde af, at tonen og stilen ikke er helt på plads endnu?

Homo Sapiens

Eller BC., som denne klassiske serie, skabt af John Louis Hart (1931-2007) helt tilbage i 1958, egentlig hedder. Den løb uafbrudt frem til Hart død, og er efterfølgende blevet overtaget af Mason Mastroianni. Så, ja, den kører søreme stadig.

Vi befinder os, som den originale titel signalerer, i hulemændenes tid, hvor vi, igen, også møder dyr, som udviser menneskelig adfærd. Som man måske kunne forvente, så er en del af humoren og konceptet også her baseret på, at en gammel setting kombineres med mere moderne begreber. Så vi får et modsætningsforhold, eller skal morer os over, at selv på hulemændenes tid, så boksede de med de samme udfordringer og trivielle hverdagsting som os.

Homo Sapiens husker jeg faktisk ret tydeligt, ikke lige fra Hagar-bladet, men de andre steder den jævnligt dukkede op. Jeg mindes, at jeg syntes noget af det var “OK sjovt”, men en del af humoren og stilen, gik måske også lidt hen over mit unge hoved. Igen, titler som Basserne og Garfield var måske mere umiddelbar i deres humor og let afkodelig.

En del af humoren her er baseret på gammeldags slapstick, ordspil og generel “leg med sproget”. Det burde i princippet give serien en vis tidløshed og også universel appel. Det er en stil, som ikke rigtig går af mode. Det gør også tonen lidt tør, ofte bevidst som i “tør humor”, men også at det føles en kende konservativt.

Konservativt og… kristent?

Hart løb over årene også ind i en del kritik for, at putte lidt for mange kristne budskaber ind i serien. De største kontroverser opstod dog i seriens senere år, efter årtusindskiftet, så det er ikke så udtalt i dette materiale, som jeg, dømt ud fra tegnestilen og tonen gætter på stammer fra 80erne.

Igen har dyr en fremtrædende rolle, i dette tilfælde orm og nogle myrer, som optræder i godt halvdelen af striberne. Af en eller anden grund er det også dem, jeg husker bedst. Når jeg (gen)læser striberne kan jeg måske godt spørge mig selv hvorfor. Det er ikke, at det er decideret usjovt, faktisk er det meste af striberne ret velskrevede, men det er ikke noget der får mig til, at grine i 2021.

Her må man også gribe i egen barm, og måske erkende, at man enten har svært til grin, er blevet forvent/forskruet, eller at ens humor bare har rykket og udviklet sig. Ikke nødvendigvis til det bedre! Men alligevel…

Kong Tut

Som nævnt indledningsvis, så har det været meget sparsomt, hvad jeg har kunnet opdrive af information om denne serie. Den er skabt af Geoff Watson, og serien er noget så eksotisk, i tegneserie sammenhæng, som Sydafrikansk. Og, så vidt jeg har kunnet sjutte mig frem til, så er den nok skabt engang sidst i 1970erne?

Altså da Sydafrika stadig var underlagt Apartheid og havde et hvidt overherredømme, så da kan man da tale om a blast from the past. Heldigvis. Serien er dog ikke politisk i nogen udstrækning, og handling er sat i det nordlige Afrika, og ikke i syd. Og som titlen antyder, så foregår den op Kong Tuts tid i de gamle Ægypten.

Endnu engang med fokus på humor, der bringer moderne elementer i spil, hverdagssituationer sat på spidsen, ordspil og situationshumor. Nå ja, og så er den noget bras. Humor er subjektivt, men det her fandt jeg ikke sjovt. Situationerne, ordspillene og temaerne fungerer ikke rigtig for mig.

Meget af det, i disse striber, centrerer omkring teknologi, moderne teknologi bragt over i den klassiske Ægyptiske tidsperiode. Ofte i form af en overdrevet stor kugleramme, hvor der laves computer “jokes” ud af dette setup. Mest af typen “haha, moderne teknologi er skør”. Teknologi, der var moderne i 70erne/80erne, eller hvornår striberne nu er fra.

En del af problemet kan også være, at nogle af ordspillene går lidt tabt i oversættelsen. Der er et eksempel på sidste side med en joke om en uregerlig sten, som er en “punk rock”, som redaktionen har valgt ikke at oversætte. For at illustrere jokes, som ikke kan oversættes. Det er sådan set en fin lille tilføjelse, men det kommer til at udstille de oversatte striber. Så man tænker, “hmm, det var muligvis sjovere på original sproget”.

Et interpresse halv-glad blad

Som det står her, er Kong Tut klart den svageste af de 4 serier i Hagar nr. 3. Og har heller ikke det historiske aftryk og vægt bag, som de 3 andre serier, på hver deres måde, trods alt er i besiddelse af.

Nuvel, det var da en halv-tam omgang, stort set støvsuget for grin og smil!

The post Fra Reolen: Hagar nr. 3 appeared first on Kathoom.

Fra Reolen dykker i denne omgang ned i en ældre sag, som sin alder til trods er en af de nyere erhvervelser i samlingen. Skræk, eller Den Store Skræk Bog, en tegneserier i stort format, der lover “128 bloddryppende sider”, på den krøllede forside.

Bogen er nemlig ikke i, hvad man kunne kalde mint condition. Det er nærmere vintage condition, hvis der er noget der hedder det? Jeg faldt over bogen i min lokale boligforenings byttekælder. En utømmelig kilde til blandt andet bøger, i alle afskygninger. En form for genbrugsbutik, hvor man kan få tømt ud i gemmerne. Og så slæbe andres aflagte ting med hjem, og få fyldt gemmerne op igen… bogreolen bliver aldrig tom…

Der lå den så pludselig. Og stirrede på mig med sin slidte forside med 4 “gruopvækkende” billeder. Haps, den lignede noget, som både kunne have en vis værdi og være sjov at læse. Lidt research viste så, at havde bogen været i bedre stand, havde den været adskillige hundrede kroner værd. I sin nuværende nok knap så meget.

Det er nu heller ikke så vigtigt for mig. Den er i “hæderlig” stand og kan læses uden, at falde fra hinanden. Og så bidrager det på en måde til charmen, at den ser lidt medtaget og gusten ud. Det matcher på en måde indholdet, og giver det hele lidt patina og sjæl.

Den SKRÆKKELIGE forhistorie

Den Store Skræk Bog er udsendt af Forlaget Williams i 1974, og samler 15 historier fra EC Comics storhedstid i 50erne. Så det er på en måde vintage vintage. Eller retro vintage?? Williams blev grundlagt i 1955 og, er nok mest kendt for deres Illustrerede Klassiker-serie. Samt de første Marvel-udgivelser på dansk i slut-60erne/start-70erne. I 1976 blev Williams solgt til svenske Semic, der lagde det sammen med Interpresse, som de også havde i deres portefølje. Dermed er der jo en form for Marvel-skæbnefællesskab blandt disse danske forlag.

EC Comics (Entertaining Comics) kunne man, ligesom Williams, sikkert skrive hele artikler og bøger om. Selskabet specialiserede sig op gennem 40erne og 50erne indenfor de mere “underlødige” og “underholdende” genre på markedet, som sci-fi, fantasy, crime og gys. Kulørt underholdning, som blev en kæmpe succes på det amerikanske marked. Så stor faktisk, at disse genre i de år næsten fortrængte og kvalte superhelte tegneserie-udgivelserne og var ved at dræbe genren helt.

Supermennesker med fantastiske kræfter var efter Anden Verdenskrig ikke længere in vogue. Der var ikke brug for dem til at tæve Hitler, onde japanere og andre stereotype fjendebilleder. Næh, det voksende forbruger og forbrugsmarked ville have en anden form for eskapisme.

Sådan kunne det i hvert fald se ud på overfladen, men mange af publikationerne fra EC Comics var faktisk gennemstrømmet af historier, der udviste samfundssind, var socialt bevidste og indeholdt budskaber og moraler, som kunne virke opbyggelige. En del af æren tilskrives ejer William Gaines. Han overtog EC Comics efter faderen, Max Gaines’ pludselige død i 1947, og ændrede forlagets profil.

EC Comics storhed og fald

Under Gaines Junior blomstrede EC Comics op, blev førende på markedet med markante og ikoniske titler, som Tales From The Crypt og Weird Science. Forlaget fik hyret en række prominente navne til, at skrive og tegne deres udgivelser. Og var nogle af de første, som rent faktisk krediterede og profilerede historiernes forfattere og tegnere.

Det var dog ikke alle, der anså EC Comics og andre forlags udgivelser i samme genre, som progressive og positive for folk og fæ. I midt-50erne steg det politiske pres i visse kredse. Anført af Dr. Frederic Wertham og hans berømte/berygtede bog Seduction of the Innocent. Der omhandlede tegneseriers påståede skadelige og nedbrydende virkning på den letpåvirkelige ungdom.

Den bogs indvirkning og skadelighed på tegneseriers anseelse kan man stadig mærke dønningerne af i dag. Så tak til doktoren! Konkret førte det til et enormt politisk pres. Sammenholdt med en undersøgelse af distributionsmodellen på bladmarkedet, og et styrtdyk i salgstal pga. den dårlige omtale, lukkede EC mange af deres mest berømte titler. Mad Magazine overlevede, og blev forlagets redning og topsællert i mange år, men det er en helt anden historie. Vi vil have blod!

Behøver man så, at vide alt det her (og gerne mere, naturligvis) for, at dykke ned i Skræk og nyde historierne? Muligvis ikke, men konteksten betyder alligevel noget her. En ny/moderne læser, der får det her smidt i hovedet, vil muligvis opfatte en bog som denne, og dens indhold, som ganske gammeldags. Endda bedaget og måske også lidt kluntet. Det er på mange måder, som at se film af ældre dato, hvor det at man har noget forhåndsviden og viden om betydningen gør, at man måske sætter lidt mere pris på det. Og sætter pris på indflydelsen på det specifikke medie.

Kort fortællinger, stor indflydelse

Jeg har aldrig dyrket, eller læst, specielt meget gys og sci-fi af denne slags. Men, jeg har slugt genrerne inden for andre medier, især film og tv. Fra jeg kunne sidde selv oprejst for flimmerkassen til i dag, hvor jeg kan vælge og vrage i streamingland. EC Comis’ eksistens, noget af deres historie, de mest berømte historier og ikke mindst deres indflydelse, er heller ikke strøget helt over hovedet på mig.

Fra Simpsons forfattere, over filmskabere som Spielberg og Lucas, og forfattere som Stephen King til specifikke scener i film som Tilbage til Fremtiden 1. Hvor Marty klæder sig ud som “Darth Vader”, og skræmmer en 50er knægt, der læser en scifi tegneserie. EC Comics indflydelse er “overalt”.

Formatet og indholdet, samt EC Comics storhed og “fald”, har været med til at forme dele af populærkulturen, som vi kender den i dag. Det bør anerkendes, respekteres og være med til at give perspektiv, når man sidder med og læser en bog som Skræk.

Læser man bogen i dag, så kan historierne virke korte, temaer og budskaber “simple”. Historierne er ofte kun 6-7 sider lange og rummer en klar morale, eller et enkelt twist, som afslutning på fortællingen. Det er episodisk, og på mange måder minder det om klassiske eventyr hvad moralen og opbygningen angår. Folklore i tegneserieform.

Den Store Skrækbog

Kigger man specifikt på Den Store Skrækbog, så dækker den hovedsageligt materiale udgivet i årene 1952-55. EC Comics absolutte guldalder, kunne man sige. Historierne er både i sort/hvid og farver. Alle indledes med en kort biografi af historiens skabere. Ligesom der er nogle redaktionelle sider, der forklarer baggrunden og giver et lille overblik over EC Comics historie og betydning. Det er så skrevet og set fra start-70ernes perspektiv, altså kun omkring 20 år efter historierne oprindeligt udkom.

Dermed kunne Williams-folkene, naturligvis ikke kigge ind i fremtiden og se hvor vidtrækkende og blivende EC indflydelse ville være. Men, de har nu ramt overraskende godt plet og må have haft en fornemmelse af, at det her ville være noget, som ville blive ved med at præge populærkulturen fremadrettet. I det hele taget emmer udgivelsen af kærlighed til, og viden om, materialet og denne form for tegneserier, hvilket jo i sig selv er prisværdigt.

For helt, at sætte pris på bogens indhold er alt det her nok også nødvendigt, at have in mente. Set med 2021 øjne kan det være lidt svært at se, at meget af det her skulle kunne virke særligt skrækindjagende, kontroversielt eller fordærve nogen læsere, på nogen måde. Det er her kontekst og historisk betydning bliver vigtig.

Farlige vejskilte og hånende hekse

Netop tonen, er måske en man vil genkende. Især, hvis man har set en af de mange EC-inspirerede antologi gyserserier, der er dukket op, henvendt primært til lidt yngre seere, over årene. En historie, som eksempelvis “Farligt Vejskilt”, tegnet af Graham Ingles, oprindeligt bragt i The Haunt of Fear nr. 17, jan.-feb. 1953 (det er fedt den slags oplysninger er inkluderet i bogen), indledes af en slags alvidende fortæller.

En fortæller, ala The Crypt Ceeper eller lignende karakterer, her en gammel heks, der følger med fra sidelinjen bogen igennem. Heksen runder lige den forrige historie af, i dette tilfælde en BLODDRYPPENDE vampyr-historie, hvor hovedpersonen endte som en slags blodbank for en flok storbyvampyrer, sætter scenen for den næste og fungerer ellers som en form for “hypeman”.

Det ER en fortællestemme, hun er altså klar over, at der sidder læsere på den anden side. Og henvender sig direkte til læserne, i en form for fjerde væg nedbrydende manøvre. Her bliver man både kaldt et “blodtørstigt bæst”, det insinueres at man muligvis ikke har betalt for bogen (korrekt, det har jeg jo ikke!). Og så smøres ellers tykt på med, hvor uhyggeligt det hele er.

Ens tolerance over for gys, gru og uhygge er jo cirka lige så individuel som humor. Men, der er altså ikke meget at blive bange for eller skræmt over, i en historie som denne.

Mord og misdannelser i mosen

Den handler kort fortalt om et brødrepar, de ene “syg” og misdannet, den anden bare almindeligt grimt. De bor langt ude på landet og narre ved nattetide uskyldige forbipasserende på afveje med et vejskilt, der leder dem op til brødrenes afsidesliggende MORDERHUS. Den ene bror, den grimmeste og mest syge, holdes i ro ved, at han får lov til at myrde de uskyldige natlige “gæster”. Efterfølgende han dumper ligene i nærliggende mose.

Efter gæst nummer tre sker der et eller andet mystisk i mosen. De tre ligs kropsdele smelter sammen på kryds og tværs. De tre genopståede misfostre drager op til huset, hvor de torturerer (off screen) den “raske” bror i nøjagtig 25 minutter og giver ham en noget uheldig, fysisk make over.

Historien slutter med at begge brødre nu er freaks. Mere freaky end før i hvert fald og heksen runder af med, at komme med en afsluttende punchline om, hvordan han nu skal spise spaghetti. Hans hoved er placeret omvendt, cirka i skridthøjde. Der er altså tale om god, gammeldags body horror.

Det vil nogle måske finde foruroligende, eller ligefrem lidt ulækkert, men i denne milde form som her, så giver det nu ikke meget ubehag i min ende. Her, og ved alle de andre gyser/skrækhistorier, i Den Store Skrækbog gør det samme sig gældende. Man er nødt til, at tænke på hvordan det her har virket på læsere i 50erne, som ikke var blevet bombarderet med en uendelig strøm af langt mere bloddryppende- og tilsølede billeder i forskellige medier. For slet ikke at tale om nyhedsudsendelser.

Taget ud af konteksten, så virker det her pænt tamt. Ligesom tegninger og fortællestil virker gammeldags og lidt primitiv. Her godt hjulpet på vej af en farvelægning, som måske ikke var state of the art allerede i 1974, da disse historier blev genoptrykt (hvem ved om det er en kopi af en kopi af en kopi) og så lige knap 50 års slid og brug oveni. Det er kort sagt en lidt falmet og udtværet oplevelse.

duften af gamle historier

Ellers byder Den Store Skrækbog på et miskmask af fortællinger om skyldige og uskyldige, der får som fortjent, eller ikke. Sci-fi afstikkere, hvor vi kommer ud i rummet. Hjemsøgte moser og forbandede opiumshuler i ”fjern østen”. Morderiske femme fatales, jødeforfølgelse og klamme, onde børn. Alt hvad et godt gyserhjerte kan begære.

Alsidigheden i udvalget af historierne kan man ikke klage over. Ligesom den generelle præsentation og den kærlighed man fornemmer til kildematerialet, og deres skabere, er prisværdig. Og mere end godkendt for en bog, som har næsten 50 år på bagen.

Tryk, farver og den tekniske del kunne godt trænge til en lige så kærlig hånd, som behandlingen af selve indholdet. Man kan kun forestille sig, hvor imponerende en restaureret version af dette materiale, i samme oversized størrelse og format, ville se ud med nutidens tekniske muligheder.

Men, som Den Store Skrækbog præsenterer sig her, med sine krøller, folder, rifter og gulligt, falmede og medtagede sider, så har den nu også sin helt egen charme. Man kan næsten lugte fordærvet. Virkelig, bogen lugter faktisk lidt… Den er af sin tid, og indholdet i endnu højere grad.

Der er dog en grund til, at disse EC Comics-historier har haft, og stadig har, indflydelse på populærkulturen. Gammeldags går af og til hånd i hånd med ”tidløse”, arketypiske eller klassiske. Når støvet lægger sig, så står den slags historier stadig tilbage og overlever på en eller anden måde, at tidens tand gnaver i dem fra alle sider. Helt ind til KNOGLERNE, MUHAHAHAHA!

The post Fra Reolen: Den Store Skrækbog appeared first on Kathoom.

Kan en pulphelt, der oprindeligt blev skabt i 30erne, havde sin storhedstid i 70erne og blev forsøgt genoplivet i 90erne, stadig have relevans i 2021? Svaret er ikke helt entydigt efter, at jeg hæv Conan Barbaren nr. 1 ned Fra Reolen og gav den en genlæsning.

Bladet er udsendt af forlaget Interpresse i 1993, 68 sort/hvid sider til den nette sum af 19.95. Umiddelbart blev bladet ikke den store succes. Det løb kun i 9 numre, og så blev der stille omkring Conan på dansk. Indtil forlaget Shadow Zone i 2019 begyndte, at udsende danske udgaver igen under titlen Conan af Cimmera.

Karakteren, der blev skabt af pulp-forfatter Robert E. Howard i 1930erne, er vist egentlig kommet i public domain, og kan altså frit bruges. Men på det amerikanske marked, er det Marvel der udsender Conan, så de må vel have en eller anden form for udgivelsesrettigheder til figuren?

Conans oprindelseshistorie – cliffnotes versionen.

Robet E. Howard led en krank skæbne og nåede aldrig selv at opleve hans kreation have succes. Han tog sig selv af dage inden hans 9 oprindelige romaner om den muskuløse barbar fra det fjerne, mystiske land Cimmera, der drager i kamp som lejesoldat, fik succes. Karakteren fik en opblomstring da Marvel, på redaktør Roy Thomas’ initiativ, blev genoplivet, i tegneserieform i begyndelsen af 1970erne. Det er nok den udgave af Conan (ud over filmene?), som de fleste er bekendte med. Og den version, der har sat det største aftryk og dannet grundlag for de efterfølgende 50 års tilstedeværelse i populærkulturen.

Thomas fik i første omgang et nej fra Marvels øverste chef, Marty Goodman, der dog endte med at give efter, da Thomas kunne holde udgifterne i bund. Blandt andet ved, at Thomas selv skrev bladet og hyrede en dengang ukendt “staff writer” hos Marvel, Barry Windsor-Smith til, at tegne bladet for laveste sats. Senere kom blandt andet navnkundige John Buscema på som tegner, og det er den konstellation, Thomas og Buscema, og deres materiale fra start-70erne, som hovedsageligt benyttes i dette Conan nr. 1.

Senere mistede, eller afstod, Marvel rettighederne og Dark Horse tog over, inden Marvel altså igen begyndte at udsende Conan for et par år siden. Karakteren og Conan-navnet har altså aldrig helt været væk, men eksisteret i sin egen lille boble som tegneserie med en afstikker til to Arnold Schwarzenegger film i 80erne. Hvoraf den første stadig er et kig værd.

He-Man og Conan sad i et træ…

Jeg var aldrig selv den store Conan-fan, som sådan. Så vidt jeg husker, så kendte jeg til navnet, sikkert gennem filmene og tegneserieforsider hos brugtbladsforhandleren. Men, universet har altid tiltalt mig, rumsteret i baghovedet eller periferien. Uden, at figuren for alvor fik min kærlig- og opmærksomhed.

Det var en Conan-knock off, lad os bare kalde det, det, som fascinerede mig mere i 80erne. Nemlig He-Man og Masters of the Univers, hvis udseende og også baggrundshistorie, i hvert fald indledningsvist, var kraftigt inspireret af Conan “myten”. He-Man var en muskuløs barbar fra ødemarken, eller noget, der kæmpede om et magisk sværd (og dens to halvdele) med en mystisk “troldmand”, Skeletor og horder af monstre.

Det univers var jeg helt solgt på. Senere omskrivninger og retcons, hvor He-Man og omgivelserne blev mere børnevenlige og strømlinet med den tilhørende animationsserie, knap så meget. Derfor BURDE Conan nr. 1 også have været et hit hos mig, da det udkom i 1993. Det kunne sagtens være blevet et hit hos knægte som mig, der var vokset op med He-Man og tegneserier i løbet af 80erne og nu var nogle testosteron ulmende teenagere. Men, det blev det bare ikke.

Jeg har kun en meget svag erindring om, at have læst dette blad i 1993. Og det vage indtryk, da jeg så forsiden igen, efter jeg gravede min samling frem i slutningen af 2019 var, at “det blad var da lidt kedelig, ikke?”.

Mucho macho muskuløs mande-fantasy

Det indtryk har ikke ændret sig ved en genlæsning. Hvis man ER til det her, stilen og universet, så er jeg sikker på, at man kan argumenterer for, at det har en tidløs kvalitet. Conan er en mandlig og mandig arketype. Universet i sin grundessens “fantastisk” og “eventyrlig”, nærmest en hed drengefantasi. Pulpet eskapisme. Og det er der absolut intet galt i. Det her BURDE appellere voldsomt til mig, interesser fra min ungdom osv. taget i betragtning.

Men, jeg synes det virker utroligt støvet og gammeldags. Måske hviler noget af det på Roy Thomas’ skuldre. Jeg er klar over, at han både er berømmet, hyldet og populær. Efter at have læst blandt andet hans Alliancen og Kaptajn Marvel historier, så synes jeg, alt taget i betragtning, at hans skrivestil er noget bedaget. Og måske bare ikke lige min smag?

Kort fortalt, så får man 3 historier på de 68 sider i dette blad, der også får plads til lidt redaktionelle sider og en kort introduktion til karakteren og Robert E. Howard.

Luskede troldmænd, forbandede sværd og bjørne-brydning

Troldmanden og Krigeren er “løst baseret” på Howards historie Two Against Tyre og handler om, at Conan lokkes til at hjælpe en ond, maskeret troldmand. Maskerne falder, dobbeltspillet afsløres og Conan ender med at blive soldat i landet Turans hær.

Den efterfølgende Skyggen og Gravkammeret er baseret på samme Howard historie og er en fortsættelse af en del af, hvad man kunne kalde Conans oprindelseshistorie. Denne gang historien om en stor, pumpet barbar og et stort, sejt sværd! Hæren Conan tjener i fordrives til nogle dunkle huler af overmagten (og grundet inkompetent ledelse i egen rækker, wussies!).

I hulen mindes Conan, via et flashback, dengang han sloges med en enorm bjørn, endte i et mystisk gravkammer og fandt et (måske) magisk sværd i mørket. Han approprierer det, bliver overfaldet af sin egen skygge, business as usual når man negler et magisk sværd. Derefter kæmper han lidt mod ild og vand, konkluderer at sværdet nok er forbandet og smider det væk med ordene “intet sværd er bedre end et forbandet sværd”.

Tilbage i virkeligheden sker der pludselig et skred i handlingen, ting sker, Conan slås mod en kæmpe og ender med at at sejre. Mens han overvejer om kampe som denne ville have været lettere, hvis han havde beholdt det magiske sværd, som gjorde ham “uovervindelig i kamp”. Han tror det ikke… Hvad lærte vi så i dag, unger?

Letpåklædt dame i nød og Nergals klamme hånd

Nergals Hånd er også frit efter en Howard historie, mere står der ikke og formodentlig, ligesom første historie, tegnet af John Buscema og muligvis Ernie Chua, der også er krediteret som tegner der.

Conan kæmper i frontlinjen (var der andet “dengang”?) i den Turanske hær, bliver overmandet af en usynlig hær, lander i en grotte hvor han finder en amulet og ender ude i ødemarken, hvor han finder en bevidstløs, letpåklædt kvinde. Fordi så heldig er han bare?

Hun er sendebud for en forbandet filosof, som skal bruge noget brutal muskelkraft for at bryde forbandelsen, der hviler over hele dette land forårsaget af titlens Nergals Hånd. Han kender Conan fra et syn i krystalkuglen, naturligvis. Der er noget med en ond troldmand og et opgør mod ham og den forbandede hånd, han er i besiddelse af.

Conan sejrer, naturligvis til sidste, tilbydes en plads i den royale garde hos hans nye venner, takker nej med ordene, at “en uge med fred og jeg ville kede mig ihjel”. Så heller dø på slagmarken, så han “nøjes” med en pose guld (bare en lille), den stærkeste hest og slavinden, som i første omgang førte ham hertil.

“Nogle mænd kæmper, nu og da i det mindste, for andet end guld…” og så rider Conan mod solnedgangen med en kvinde i sin favn. I en scene, der enten er opløftende, fordi han befrier en slave, eller nedtrykkende fordi kvinden er komplet umyndiggjort i denne historie. Det må man vist selv bestemme, hvad man synes om…

Halv-kedelig, dødbringende kødæder

Okay, Conan er gammeldags. Både udgangspunktet og inspirationskilden som Roy Thomas og co trækker på, stilen og måden det præsenteres på. Tegneserie og seriens indhold, der repræsenterer en eller anden form for maskulin, macho megasej mandsdomineret fantasi, virker også af en anden tid. Svulmende kroppe, mandsmod, ære, blod, mod og kampånd. Sat i magiske omgivelser, som folk som Rudy Giuliani sikkert ville tror er en form for historisk korrekt dokumentar.

Det er der grundlæggende ikke noget galt i, hvis man bare tager det for hvad det er og lige skænker konteksten en tanke. Tager man det for pålydende, så virker det hele noget bedaget og primitivt. Jeg har dog ikke noget imod en god omgang brovtende, kulørt underholdning og/eller maskuline feberdrømme, bare det netop er, underholdende. Conan keder mig, desværre bare!

Man kan ikke rigtig klandre den visuelle del for noget, den er som den nu er. Af sin tid, men Buscemas stil passer godt til det her, han kan tegne savlende muskelmænd og ret dynamiske kampscener.

Det er på mange måder “sådan her fantasy ser ud”, det jeg forbinder med det, når man siger ordet. Så man kan vel kalde den visuelle side ikonisk? Gammeldags, jovist, men det er klassikere jo som regel. Så problemet ligger, for mig, nok hos Thomas, hans ord og skrivestil.

Den passer jo på mange måder til materialet og den tone man ville forvente. Lidt højtidelig, højtragende og bombastisk. Lad os kalde det en smagssag, om man tænder på det, som det er udført her, eller synes det fremstår noget kluntet og tungt bagi. Det hjælper lidt, hvis man læser det højt for sig selv med den dybe, gryntende og hakkende stemme man forventer et brød som Conan ville have.

En mand af få ord, som jeg nu har fået skrevet (lidt for mange?) ord om. Ville det have været lettere, hvis man havde haft et magisk sværd? Nah, pennen er jo stærkere end sværdet… Til gengæld ser Jason Aarons nyere bud på Conan, i form af en 12 numre lange serie udsendt via Marvel ret interessant ud – måske det var noget?

The post Fra Reolen: Conan Barbaren nr. 1/93 appeared first on Kathoom.

Denne gang er vi kommet lidt ud i de støvede kroge på reolen, hvor der gemmer sig nogle af de tegneserier, som ikke ser dagslyset i min stue så ofte. OK, i dette tilfælde er der tale om et hæfte (og et par andre i samme serie), som jeg fiskede op af en flyttekasse inden de røg tilbage i skuret.

Gøg og Gokke, i tegneserieform, på dansk! En serie, som jeg forbinder med mine bedsteforældres hjem. Langt langt ude på landet, hvor jeg erindrer, at de havde nogle af disse hæfter i “legetøjsskabet. Der, hvor man også kunne finde Matadorspillet med oldgamle pengesedler og biler i ægte træ – old times, dengang film også kunne være i sort/hvid… også fordi selve fjernsynsapparatet var en sort/hvid model. Men, nu kan jeg mærke, at vi er ved at drive væk fra udgangspunktet og komme ud på lidt af et sidespor.

Og dog. Gøg og Gokke, som film/tv-stjerner, er også et af mine tidlige barndomsminder. Sammen med andre stumfilms- og/eller sort/hvid-stjerner, som eksempelvis Buster Keaton og Charlie Chaplin m.fl., kørte deres film især på tysk tv. Kanaler, der kunne fanges med stue-antennen i det sønderjyske hvor jeg voksede op, og jeg slugte det råt. Gøg og Gokke, “Dick und Doof” (“Tyk og Tumpet”) som de hed på tysk, kunne også jævnligt ses på dansk tv. først DR og senere TV2, men det var altså den tyske version jeg så først. Her i 1980erne var de stadig store, måske pga. vores forældres generation, der huskede dem fra deres barndom, hvor de var megastjerner – hvilket mange i dag måske ikke ved, eller har glemt. Komiker-duoen havde en lang og gloværdig karriere, hvor de tog hele turen fra stum- til talefilm og faktisk overlevede overgangen. Indtil kvaliteten af deres output dalede, og duoens stjernestatus endeligt brændte ud op gennem 40erne.

Er man interesseret i et hurtigt overblik og især fokus på deres senere, knap så populære film, så kan jeg anbefale Jacob Stegelmanns podcast-serie Stegelcast, der har et helt afsnit dedikeret til det emne.

Fra film til tegnefilm til tegneserie på dansk

Gøg og Gokke i tegneserieudgaven, på dansk, må også have været lidt af et hit. Bladet udkom i hvert fald i perioden 1963-1982, altså knap 20 år! Det er da alligevel en del, og ganske imponerende for en serie baseret på nogle filmstjerner, hvis karriere, da bladet begyndte at udkomme, var et overstået kapitel. Og det er ikke fordi, at bladet blot udkom et par gange om året. Op gennem 70erne, hvor dette blad stammer fra, udkom bladet helt op imod 24 gange om året, altså hver 14. dag. Måske ikke uhørt i dengang, men dog alligevel lidt overraskende (i hvert fald for mig), at markedet kunne bære Gøg og Gokke, af alle ting, i disse mængder?

Mit tilfældige nedslag stammer fra 1976, nr. 12, til den nette indkøbspris af 3 kroner og 50 øre, hvilket i 2021 penge svarer til cirka 16 kroner. På det tidspunkt var vi nede på 12 hæfter om året, udsendt af forlaget Williams, tegnet og skrevet af Larry Harmon, der også er en slags hovedmand bag serien. Det vil sige, han er i hvert fald den eneste krediterede jeg kan finde på serien, på nettet, og på selve bladet. Harmon var en amerikansk entertainer, der måske er bedst kendt under hans scene/kunstnernavn og alterego, Bozo the Clown, som blev et amerikansk underholdningsikon i sin egen ret. I 1961 erhvervede Harmon merchandise-rettighederne til Laurel and Hardy (Gøg og Gokke), hvilket resulterede i en række tegnefilm og altså også tegneserierne. Animationsfilmene blev produceret af Hanna-Barbera, og det har betydning for tegneserien her. Tegnestilen, hvis man skulle drage paralleller til noget, netop kunne kalde tegnestilen og looket “Hanna-Barberask”.

Ellers er formatet og opbygningen ret klassisk for denne slags blade. 32 sider, tilmed i farver, der er af den lidt blege og falmede slags, måske lidt præget af at bladet har næsten 45 år på bagen. Men, jeg tror også farvelægningen og kvaliteten af den har været af den lidt mere matte slags, og med en begrænset farvepalette, der mest holder sig i halv-fesne lysere toner. Bladet er bygget op af en række korte vignetter/sketches/episoder, hvad man nu vil kalde dem, der minder lidt om strukturen i de kortfilm duoen også selv optrådte i. Det hele er så bare lidt mere “cartoony”, selvom det, i hvert fald i dette blad, ikke forfalder til outlandish plots, det holder sig nogenlunde jordnært. Der dukker i hvert fald ikke pludselig talende dyr eller aliens op…

Penge er ikke alt, vel?

Historierne er, logisk nok, temmelig tynde og enkle. Der er ikke plads til store, intrigante plots, men til min egen overraskelse, så synes jeg faktisk de holder sig ret godt og generelt står distancen. Hvis man lige justerer sine forventninger i forhold til, hvad det er man sidder med her, så er det ikke dårligt! Ganske uskyldigt, harmløst og uden konsekvenser, jovist. Det ER lødig, clean family entertainment you can trust, men jeg var egentlig ret godt underholdt. Måske fordi det, modsat et andet “humorblad” jeg har kigget på her i Fra Reolen, Pyton, benytter sig af en velafprøvet formel og skabelon: setup, forvikling, punch line. Helt klassisk, både i stil og tone, ikke noget med at eksperimenterer, eller satse på at være kontroversiel, grænseoverskridende eller andet med en vis chokværdi.

Tværtimod er det ofte små “moralfortællinger”, som eksempelvis Penge Er Ikke Alt. Her driver Gøg og Gokke den indledningsvis af under en bro, uden en skilling på lommen, som ægte vagabonder og pludselig finder en hel krukke med guldmønter. Den formue får de, naturligvis, formøblet over de følgende sider pga. deres kombinerede gavmild- og dumhed, samt den spontanitet der præger deres lidt barnlige sind. Det går dog langt værre for nogle af de mere griske og lyssky typer duoen møder på deres vej. Gøg og Gokke ender, selvfølgelig hvor de startede: under broen og uden penge, men er blevet lidt klogere, penge er ikke alt, jo… lige indtil næste gang de kommer i besiddelse af nogen, formoder man. Helt forudsigeligt og renskuret fortælling.

Hele vejen igennem hæftet kan man (næsten) gætte hvor det bærer hen ad, men det gør sådan set ikke noget. Det er “bare” hyggelæsning, der ønsker at underholde og ikke skubber ved dine forventninger. Den gammeldags form for hygge-humor, den lidt primitive tegnestil og Hanna-Barbera udseendet vil nok ikke være for alle. Det er klart. Men, som et uforpligtende tidsfordriv, eller bare et blik ind i en anden tid, så er Gøg og Gokke slet ikke nogen dårlig oplevelse.

Ufarlig hyggestund

Behøver man et forkendskab til figurerne og universet det lever i? Nej, overhovedet ikke, det er på mange måder, ligesom de klassiske Hanna-Barbera tegnefilm, lidt en standardiseret metervarer fra produktionsbåndet, hvor du ville kunne presse en “hvilken som helst” licens ned i samme skabelon. Men, det er ikke helt charmeforladt og sjæleløst, selv et licensprodukt som dette kan åbenbart, have lidt “sjæl” og hjertet på rette sted.

Jeg ejer et par Gøg og Gokke hæfter fra 70erne, formoder de må stamme fra tidligere nævnte bedsteforældres hjem og dermed er de jo en form for arvesølv. Det gør dog nok ikke, at det ligefrem er noget arvesølv jeg tager frem og pudser i tide og utide, selvom dette greb i reolen  resulterede i en overraskende hygsom læsning.

The post Fra Reolen: Gøg & Gokke nr. 12/76 appeared first on Kathoom.