Det er fugl, det er fly det er… OK, det er en fugl. Falken er en af de DC-helte, der har en af de mere mudrede og knudrede historier og kontinuitet. Rødderne strækker sig tilbage til 1940, hvor 2 forskellig Falke fik luft under vingerne. Efter Crisis On Infinite Earths i 80erne blev det for alvor forvirrende.
I 1986 udsendte Interpresse Falken i SuperSolo nr. 23 med fokus på en række historier, der udkom i slutningen af karakterens første gyldne periode. Vi skal tilbage til 50erne. Med udgangspunkt i SuperSolo nr. 23 vil jeg prøve noget nyt. Jeg splitter et blad op i “afsnit” og kigger på hver af de korte historier hver for sig.
Kort fortalt er den oprindelige Falken 2 personer. I 1940 debuterede den første, Carter Hall i Flash Comics #1. En reinkarnation af en Ægyptisk Gud, hvis udseende var inspireret af fuglefolket fra Jens Lyn. Hall var arkæolog på et museum og leder af det første Justice Society of America. Karakteren døde ud sammen med The Golden Age i start 50erne
I 1961 blev Falken gentænk og re-introduceret af Gardner Fox og Joe Kubert, som Katar Holl: alien politimand fra planeten Thanagar. Han ankommer til jorden sammen med hans kone, Shayera, hvor de skifter navne og identitet til Carter og Shiera Hall. Og tager job op Midway Citys museum, mens de jagter forbrydere på flugt fra deres hjemplanet.
Fjollet fugl fra det ydre rum
Falken er en af de mere “wacky” karakterer, som jeg har været i berøring med her på siden. Jeg husker tydeligt forsiden af SuperSolo nr. 23, men inden denne genlæsning har jeg ingen erindring om nogensinde, at have læst det?! Måske fordi det virkede underligt og gammeldags? I hvert fald er det i sort/hvid og ser som udgangspunkt sært og bedaget ud.
Og så er han en mand i fugledragt… come on. Selv i superheltesammenhæng, så er der bare et eller andet fjollet over hele konceptet. Måske mindede Falken mig også lidt om Condorman? En superheltefilm af tvivlsom kvalitet, som var en af de få indenfor genren, ud over Superman, som jeg havde adgang til i 80erne.
Condorman er helt klart en historie til en anden god gang, hvis jeg kan få opstøvet en kopi af filmen! Men først, skal vi på vingeren, ud at flyve og se om Falken letter. OK, lad os se om vi kan holde de flyvske fugle-puns til et minimum. Men, det følgende er forsøgt holdt i en let tone. Ikke for, at latterliggøre Falken og hans eventyr, men tegnserien er tydeligvis tænkt som let underholdning.
Dette bliver den første af fem afsnit om Falken, dette første er Falkens “debut” fra 1961. Historien blev oprindeligt bragt i The Brave and The Bold #34.
Rumrejse år 1961
En øde landevej, en hund humper afsted. En bil dukker op, ejeren standser for at hjælpe det tilsyneladende sårede dyr. Hunden forvandler sig til en bjørn, knockouter manden og stjæler hans bil! Så er tonen ligesom slået fast fra start, det her går over stok og sten. Og det er god, gammeldags tegnserier wackyness.
Næste scene foregår 375.000 km. ude i rummet. Et rumskib passerer månen, mens vi ser en taleboble der giver giver lidt praktisk eksposition. Folk har det med, at tale meget beskrivende. Rumskibets mandskab er på jagt efter en vis Byth, ders instrumenter viser, at han er landet på den nærtliggende plantet.
Mandskabet i det lille rumskib er Katar Kol og Shayera. De bruger skibets computer til, at indsamle “al viden” om Jorden og overføre den til dem. Nemt, praktisk og meget hurtigt, boom, så er vi videre. De beslutter, at skjule deres sande identitet ved, at klæde sig ud som politifolk. De er politifolk på deres hjemplanet.
På Jorden lokaliserer og opsøger de straks en såkaldt “politikommisær”. Rum-google er højt udviklet og effektivt i 1961!
Effektiv historiefortælling uden fedt på fjerpragten
Så 2-3 sider inde i historien, har vi allerede fået etableret karakterer, grundkonflikten og sat scenen for det der følger. Meget effektiv historiefortælling, og absolut ingen mellemregninger. Alt skal tages for pålydende og bare sluges råt uden, at man tænker for meget på logik og sammenhæng.
Vores rum-strissere har iført sig deres Falke-dragter, hvilket er kutyme der hvor de kommer fra. Deres “antigravitationsbælte” gør dem i stand til, at “flyve og de lander foran politikommissærens hus og ringer på døren. De har, åbenbart også tillært sig Jord-skikke og funktionen af en dørklokke i farten.
Politikommissæren virker ikke videre overrasket, eller rystet over det uanmeldte besøg fra to fuglemennesker og er straks med på legen. “Hvor utroligt det end lyder, så tror jeg I taler sandt! Kom indenfor…”, siger den utroligt godtroende kommissær
Han får et lynkursus i Thanagar teknologi og forbryderen Byth. Han har hugget en pille, der gør ham i stand til, at skifte skikkelse ved at kontrollere kroppens molekylære struktur. Nu er han på rov på Jorden, i jagt på nye ting han kan stjæle. For shits and giggles, you know! Det kan vi ikke have, kommissæren skaffer vores helte-duo nye identiteter, tøj, en bolig og et job på det lokale museum i løbet af 3-4 paneler.
Dus med dyrene
Herefter “konfererer” Falken (og Falkepigen) med ørnene og smutter op på hustagene og “taler med duerne og gråspurvene”. OK så! Fuglene får besked på, at give besked, hvis de ser en fugl “opføre sig underligt”, for så er det sikkert formskifteren Byth der er på spil. Fantastisk politiarbejde, det må jeg give dem…
Og søreme om Byth, i fugleskikkelse, ikke har en svaghed for skinnende ting og ikke kan holde næb og klør for sig selv!! En rødkælk alarmere Falken, lille sladrehank. Stikker piphans fortæller, at Byth gemmer sig på en husbåd. Da Falken og Falkepigen ankommer forvandler han sig til en THANAGARISK KASTAFUGL!!! Det ligner en flyveøgle, som vi kender det fra dino-tiden.
Fanget i Falkenes net (det er den slags superhelte, der altid lige har et praktisk våben/gadget/værktøj ved hånden) forvandler Blyth sig til et… “insekt” (ikke nærmere specificeret) og undslipper nettet. Han styrtdykker (i insektfart, som Falkene, åbenbart ikke helt kan matche) mod havoverfladen og transformerer sig til en fisk. Og slipper væk i en stime af artsfæller, muligvis tyvagtige små fisk.
Under havets overflade finder han en indgang til en fremmed, underjordisk verden. En art landet for længe siden, hvor evolutionen er gået i en lidt anden retning. Guf for en formskifter, der åbenbart ikke har valgmuligheder nok med kombinationen af Jordens øvrige dyreliv og Thanagariske specialiteter?
Sjældne fugle og flirt på jobbet
I det næste følger vi to spor, Blyth på eventyr i det uberørte, underjordiske paradis og The Halls på job. Og der er intriger i luften! Mavis Trent, en kunstner, har lavet et diorama. Carter opdager et billede af en Thanagarisk fugl på et af dem. Trent fatter hat, men er klart interesseret i den spændende museumsinspektør, og meget gifte Carter.
Carter er, selvfølgelig, på ægte 60er “Støv på Hjernen” manér ikke opmærksom på Trents flirt, men hans KONE sure as FUCK er! I en sådan grad, at hendes talebobler ændrer sig og fremstår stikkende og isnende spydige. Carter har mere travlt med, at koge en hurtig teori sammen om, at fuglen på billedet er Blyth i forklædning.
Hvorfor ville Blyth forklæde sig, som en fugl (af alle muligheder), som kun Falken og Kranen ville kunne genkende, hvis han prøver på at gemme sig?! MEN, Blyth ØNSKER måske, at blive opdaget og lave et baghold?
Hvilket Falken hurtigt konkluderer. Hvorefter han og Falkepigen sniger sig ud af museet uden, at blive opdaget af Trent ved, at skære et hul i taget af bygningen med en machete… fordi han kan! Der følger en hurtig kamp med Blyth, forklædt som noget der ligner en tapri, som kan skyde lyn!!
Denne tredje del af historien ender, naturligvis på endnu en semi-cliffhanger, hvor Blyth tager benene på nakken. Denne gang slipper han væk ved, at forvandle sig til en termit. Og på rekord tid æde sig ind- og gemme sig i, en af de træpile Falkene har skudt efter ham.
Breaking news: Drage stjæler motorvejstunnel
Det hele kulminerer i fjerde og sidst del af dette første afsnit, hvor det for alvor gakker helt ud. Jumping the shark var ikke en ting endnu i 60erne, og der er sikkert talløse, endnu mere skøre påfund i tegneseriehistorien. Men, Falken skruer i hvert fald op for tegneserievanvidet for denne serie, i denne afsluttende del af fortællingen.
Byth har udset sig det næste objekt for hans ustyrlige tyve-trang: en tunnel! En tunnel lavet af guld?? Nix, Midway nye motorvejstunnel, der i følge en avisartikel han er faldet over, indtjente 20 millioner dollars året før. Hvordan han så har tænkt sig, at få en forretning ud af en stjålet trafiktunnel melder historien ikke noget om.
Måske gør han det også mest for, at fange Falken og Falkepigens opmærksomhed. Nu har de jo stoppet ham to gange, så han brænder lidt for, at genvinde håneretten. Men, hvordan stjæler man nemmest en motorvejstunnel?
Jo, man forvandler sig til en Thanagarisk BRONTADON, en stor, lang dragelignende krabat. Dernæst møver man sig ind i tunlen, hvor man lige kan være hvis man suger drageskinnet ind OG TRÆKKER TUNLEN UD AF BJERGSIDEN DEN GENNEMBRYDER. Dragen Byth letter med sit tunnelhylster, succes! Men, hvad med de to irriterende, retskafne politi-falke?
De har brygget en eller anden mikstur sammen ombord på deres rumskib, som skal lamme Byth reflekser lang tid nok til, at de kan lamme hans reflekser. Dernæst skal de uskadeliggøre dragen ved, at bokse den i dens svage punkt: dens to hjernehalvdele, der af uransagelige årsager sidder placeret under hvert øje?!
Bye bye, Bythie
Jeg behøver vel ikke, at sige at den hookey manøvre, naturligvis lykkes over al forventning. Drage-Byth får sig en ordenlig hjerneryster, styrter mod Jorden og indfanges. Efter han er skiftet til sin Thanagariske krop lænkes han til sædet i sit rumskib, og sendes mod hjemplaneten med autopiloten slået til retsforfølgelse. Jeg kan ikke se nogen svage punkter i den plan, og er sikker på, at han ikke undslipper inden ankomsten…
Historien rundes af på kommissærens kontor, hvor duoen fortæller, at de har tænkt sig at blive hængende og studere “politimetoder”. Mavis Trent plager Carter dagen efter, hun vil OGSÅ være berømt, ligesom disse Falke. Carter lover, at tage med hende ud i naturen og lede efter hendes sjælden fugl, velvidende at den er flere hundrede lysår væk.
Vi slutter med et fugle-pun fra Falkekonen, der udbryder “*Gaaab*, endnu en søvnløs nat, mens vi leder efter en papand som for længst er fløjet”. Fugle-puns, hvor letkøbt!
Det er helt pip, men jeg ka’ li’ det
Der er meget i og ved Falken, som jeg normalt måske ikke ville bryde mig specielt meget om. Det er enormt bedaget, der er nærmest ingen logik og ting har det med bare at ske, når det lige er nødvendigt for plottet. Og plottet er mildt sagt ujævnt, hullet og hænger kun lige sammen.
Figurerne er løst defineret og deres kræfter ligeså, ligesom deres personligheder og kønsroller er voldsomt præget af at serien er fra 1961. Det er uskyldigt, uskadeligt, konsekvensløst og vil ikke andet end underholde. Historien er langt ude og bliver tiltagende gakket og fantastisk, som den skrider frem indtil vi når til “rumdrage stjæler motorvejsklimakset”.
Men, da vi når dertil er jeg blødt op, har kapituleret og er fuldstændig med på løjerne. Det her er sjovt! Bevares, noget af det, måske på ufrivillig vis. Jeg kan ikke sige, om der er et glimt i øjet fra Gardners side, men det hele spilles “straight”. Hvilket egentlig bare gøre det endnu sjovere. Og det sker uden, at serien bliver selvhøjtidelig, eller virker som om den tager sig selv for alvorligt.
Joe Kuberts tegninger er tidstypiske, men ret flotte for noget, der nok er produceret og publiceret efter det gamle tegneserieprincip: hurtigt og billigt. Og sådan er det her også tænkt som produkt. Hurtig, nem og letfordøjelig underholdning, som ikke skal være tankevækkende eller bliver hængende i baghovedet efterfølgende.
Falken er et fint eksempel på klassisk “compressed storytelling”; en formel der bare fungerer i en historie som denne. Jeg ser frem til næste afsnit af SuperSolo nr. 23, Skyggetyven fra Midway City, hvor vi får en fortælling fra Brave and The Bold #36.
