Alf, det lådne, katteelskende rumvæsen fra Melmac, der crashede i en amerikanske forstad i slut-80erne. Hvor den sarkastiske fyr ødelagde idyllen og blev en del af tidsånden.
Fra Reolen byder denne gang på et kig tilbage på et kulturelt fænomen, der for en kort periode, tilsyneladende var overalt i populærkulturen. Blandt andet også en tegneserie. Men, først lidt baggrund.
Alf, TV-serien, rullede over fjernsynsskærme verden rundt i 4 sæsoner, fra 1986 til 1990. Plus en række tv-film, blandt andet en noget forsinket “afslutning”, i form af en tv-film fra 1996, der såmænd også “sluttede” med en cliffhanger. Alfs endelige skæbne blev aldrig afsløret, men i 1996 var det nok de færreste, som fløj op af sofaen af den grund.
Da Alf var en del af tidsånden
TV-serien VAR et ægte fænomen i sin tid. Men, da serien sluttede i 1990 var verden allerede rykket videre fra den lille, behårede, grovædende og dybt sarkastiske dukke/lille person i dragt. I Danmark kørte serien på DR1, og var for en stund obligatorisk fjernsynstid for denne (dengang) 9-10 år gamle gut.
Humoren og den lidt absurde præmis var nærmest perfekt timet for undertegnede. Plat og let-afkodelig, men stadig lidt mere “edgy” og grovkornet end, hvad jeg hidtil havde moret mig over. Figuren var både tilpas grotesk, men stadig nuttet og relaterbar til, at en pre-teen kunne være med. Alf VAR jo, i kraft af sin fish-out-of-water status og fremmedhed en form for barn, i disse ærkeamerikanske kernefamilie omgivelser.
Bag kulisserne var alt dog langtfra fryd og gammen. Seriens far, spillet af Max Wright var notorisk vanskelig, at arbejde sammen med og så træt af serien, at han efter sigende stormede fra sættet efter hans sidste optagelse – uden, at se sig tilbage eller sige farvel. Historier om en anspændt atmosfære har været talrige sidenhen.
Alt fra frustrationer over dukken, en langsommelig arbejdsproces, der første til lange, udmattende dage, samarbejdsvanskeligheder med skaber/Alf dukkefører Paul Fusco, bulimi hos en af skuespillerne til generel apati over for hele projekt. Hvis verden var kørt træt i Alf og parat til, at rykke videre da serien lukkede, så tilsluttede holdet foran og bag kameraet sig gerne koret.
Men, tag ikke fejl, Alf var, i hvert fald kortvarigt, et kæmpe hit og blev del af slut-80ernes zeitgeist.
Fra TV-show til tegneserie
Det medførte, naturligvis også en lang række tilføjelser til universet og en uendelig strøm af merchandise. Hurtigt kom en animationsserie til, som var en art prequel, hvor Alf liv på hjemplaneten, inden dens ødelæggelse, var omdrejningspunktet. Den husker jeg svagt fra tysk tv, i den sønderjyske barndom, men ikke for det gode.
Tegneserien dækkede noget af samme stof, men indeholdt også historier, der tog udgangspunkt i Alf nye tilværelse, som husgæst/terrorist hos Familien Tanner. Visse historier var endda direkte løftet fra TV-serien. Måske et resultat af, at det samme hold af travle 3 forfattere og tegnere stod for samtlige 50 hæfter på amerikansk.
Tegneserien udkom fra slutningen af 1987 til slutningen af 1991 på amerikansk. På det danske marked udsendte Interpresse i perioden 1988 til 1990 i alt 14 hæfter, under “Satellit Blad” banneret. Af den ejer jeg, åbenbart, cirka halvdelen, en del erhvervet brugt, kan jeg se på den med tuschpen påskrevne pris. Retro… De danske blade lader til, dømt ud fra forsiderne, at følge den amerikanske udgivelsesrække.
Jeg har ikke de store minder om tegneserieudgaven af Alf så, der er ikke knyttet den store nostalgi, eller affektionsværdi til netop denne serie. Men, jeg må have kunnet lide den “godt nok” til, at købe hæfterne? Eller også var det bare lige, hvad der lå i tilbudsbunken, når jeg mødte op med sparepengene?
Alf tegneserien: halv-slap, episodisk sticom format
Det (mere eller mindre) tilfældige valg af hæfte, som eksempel til denne udgave af Fra Reolen blev Alf nr….. bummelum… 12! Vi er hermed oppe i 1990, på bagkanten af seriens peak og et af de sidste numre, som udkom på dansk.
Dermed har skaberne også lige fået en chance for, at skrive og tegne sig varme i de amerikanske blade. Jeg formoder, at indholdet bare er overført 1:1, og oversat til dansk af Paul Schiøtt. Han gør det fint, men forklarer et par steder “joken” med en note henvisning på siden – var der en ting taget fra de amerikanske blade? En slags nedbrydning af den fjerde væg?
Nuvel, bladet er på 52 sider, i farver, udsendt af Interpresse, og består af 5 korte historier. De virker helt tilfældigt sammensat, der er ikke nogen rød tråd eller kontinuitet, ud over at Tanner familiens nyfødte efternøler, Eric refereres en enkelt gang.
Dermed har det præg af episodiske, små “klip”, ikke helt ulig en tegnefilmsserie, som tegneserien jo også læner sig op af. I tegnefilmen følger vi Alf, eller Gordon Shumway, som han jo egentlig hedder, og hans liv på hjemplaneten Melmac. Den optræder også i glimt i tegneserien, bare ikke i dette hæfte.
I stedet får vi 5 ret slappe og umorsomme fortælling, der følger en velkendt, meget gammeldags, sitcom-opskrift. Bare uden dåselatter til, at guide en igennem “afsnittet”. Det havde nok ikke gjort en forskel, men jeg ved ikke rigtig om det er meningen, at man skal grine? Og i så tilfælde hvor?
5 Alf historier med papirstyndt plot
Det her er tydeligvis skrevet til børn, hvilket ikke er unaturligt. Det underlige er, at Alf tv-serien på mange måder ikke var for/til børn? Men, heller ikke rigtig til voksne? Den er en lidt mærkværdig størrelse, hvis man lige stopper op og tænker over den.
Handlingen i tegneserien er papirstynd og kan egentlig opsummeres i nogle overskrifter:
1) Alf viser Tanner familien en bid af fremtiden. I 2020 (!) er der familiebesøg, Alf skal stadig gemme sig og bruger sin “holohumanoid”-dims til, at kamuflere sig som “Onkel Gordon”. “Morsomme” optrin følger.
2) Alf gør sig som kunstmaler, Willie får “æren”. Rumvæsnets klatmalerier udtages til en udstilling, Willie må deltage i stedet for, af naturlige årsager. “Morsomme” forvekslinger følger.
3) Alf snuser til en giftig Stedmoderblomst og vokser til gigantisk størrelse. Willie kører ham ud i skoven, hvor han kan vokse i fred. Her løber han på nogle skurkagtige jægere. “Morsomme” natur-jokes følger og indtagelse af søvand helbreder Alf.
4) Willie får ondt i ryggen. Familien er bortrejst, Willie får ondt i ryggen, Alf forsøger at hjælpe. Nabokonen dukker op og falder i det hul i soveværelsesgulvet, som Alf har lavet. Svigermor Dot tilkaldes, men Alf kommer til, at sige at Willie er i soveværelset sammen med nabokonen. “Morsomme” misforståelser opstår.
5) Alf crasher i baghaven, da han forsøger at flyve hangglider. Alf er alene hjemme sammen med Dot, han slår hovedet i hangglider-ulykken og drømmer om en syret tur ud i ørkenen. “Morsomme” drømmesyn optræder.
Hvem er Alfs målgruppe?
Fælles for dem er, at det er enkle, små afrundede fortællinger, der følger en helt klassisk struktur.
Tonen og humoren fra TV-serien anes kun i glimt og er meget nedtonet, sarkasme og forsøg katte-ædning er muligvis også svært, at få til at fungere i skrevet og tegnet form? I hvert fald til et børnepublikum. Og så er vi tilbage til, hvem denne tegneserie egentlig er henvendt til?
Humoren er meget afhængig af situationskomik og, at man som udgangspunkt bare synes Alf-figuren og præmissen er sjov. Der er ikke så mange “jokes” som sådan, og dem der forsøges falder temmelig udramatisk til jorden med et halv-trist klask og en trist trompetlyd.
Generelt er bladet “OK” tegnet, man kan i hvert fald genkende karaktererne fra TV-udgaven, her i lettere karikeret “tegneseriestil”. Farverne og tryk er af den vanlige slut-80er stil og kvalitet, dvs. den kan svinge. Nogen gange hæderligt, andre gange lidt udtværet og flad, og hist og her med underlige farvelægningsfejl.
Alf, en popkulturel prut
For nye/nutidige seere (og læsere) vil Alf nok virke, som noget af et kuriøst, hvis ikke uforståeligt, kulturelt fænomen. Hvis man kigger helt nøgternt på konceptet, så giver det heller ikke meget mening, hvis man begynder, at trække lidt i trådene.
Hvorfor taler et rumvæsen engelsk? Og hvorfor forstår Alf “nutidige”, popkulturelle referencer og har menneske-humor? Hjemplaneten, Melmac, lader til, at være en eller anden form for twistet, amerikansk let-50er inspireret, verden – 50erne var retro og in igen i 80erne. Det udgangspunkt må man bare acceptere.
Men, hvordan serien, der når man tænker over den, kunne gå fra idéplan, til pitch til rent faktisk, at blive lavet og kører 4 sæsoner, virker komplet skørt i 2021. Den var sgu’ ikke gået i dag!
Som tegneserie minder den meget om lignende licensprodukter, være det Flintstones, Tom & Jerry, Den Lyserøde Panter, hvad man nu kan nævne. Den ligner, på en måde, det rigtige produkt, men i en udvandet og temmelig smagløs udgave.
Den gør ikke det store indtryk, den gør heller ikke nogen fortræd – den er der bare…
