Vi er nået til anden del af min læsning, og genfortælling af SuperSolo nr. 23 med Falken på flyvske eventyr. Lad os starte med en hurtig opsummering, og henvise til del 1 for begyndelsen af vores rumhelts færd her på Jorden.
Rødderne strækker sig tilbage til 1940, hvor 2 forskellig Falke fik luft under vingerne. Efter Crisis On Infinity Earths i 80erne blev det for alvor forvirrende. I 1986 udsendte Interpresse Falken i SuperSolo nr. 23 med fokus på en række historier, der udkom i slutningen af karakterens første gyldne periode. Vi skal tilbage til 50erne.
Kort fortalt, er den oprindelige Falken 2 personer. I 1940 debuterede den første, Carter Hall i Flash Comics #1. En reinkarnation af en Ægyptisk Gud, hvis udseende var inspireret af fuglefolket fra Jens Lyn. Hall var arkæolog på et museum og leder af det første Justice Society of America. Karakteren døde ud sammen med The Golden Age i start 50erne
I 1961 blev Falken gentænk og re-introduceret af Gardner Fox og Joe Kubert, som Katar Holl: alien politimand fra planeten Thanagar. Han ankommer til jorden sammen med hans kone, Shayera, hvor de skifter navne og identitet til Carter og Shiera Hall. Og tager job op Midway Citys museum, mens de jagter forbrydere på flugt fra deres hjemplanet.
Tvivlsomt forbrydergeni på møntrov
I første kapitel kæmpede Falken og Falkepigen mod en formskiftende forbryder, der stammede fra samme planet som vores helte-duo. De afværgede hans spektakulære forsøg på, i drageskikkelse, at hugge Midway Citys nye motorvejstunnel. Det var… skørt! I dette kapitel er de oppe imod SKYGGETYVEN!!
En lumsk, langfingret type, der hærger Midway med en række tyverier, hvor han i skyggeform undviger ordensmagten. Eller hærger og hærger, politiet og Falke-parret er temmelig hurtige til, at udnævne denne småkriminelle skyggetyv til at være en eller anden form for forbrydergeni. Og samfundsfjende nummer et.
The Carters har dog travlt, de er samtidig med skyggetyvens første, og eneste forbrydelse (i hvert fald som vi ser), blevet kaldt hjem til Thanagar. Inden bevæbner de sig dog med armbrøst og kamera (fordi!), konfererer med deres ven Kommissær Emmett og drager på jagt efter Skyggetyven.
Betjene er blevet instrueret i, at affyre en lysraket, hvis de spotter Skyggen. Og det gør de i raketfart. Han er brudt ind i et hus, der rummer “den eneste komplette samling af amerikanske mønter”, informerer Falken os om. Det ved han bare, fordi… FORDI! Stjæle en møntsamling, hvor grusomt! Hvilket monster!
Skyggetyvens ekstravagante oprindelseshistorie
Skyggen lader sig ikke indfange, påvirkes tilsyneladende ikke af armbrøstens pile (dammit), men Falkepigen når da, at tage et billede af ham. Hvilket, overraskende nok, bliver meget vigtigt senere. Inden skal vi dog have en af de mere wacky oprindelseshistorier, jeg har læst i en tegneserie.
Skyggen begynder, at tænke højt for sig selv (og os), da han er tilbage i sit hemmelige skjul… en campingvogn. Praktisk. Hvad hemmelige, onde baser angår, da ligger det her et sted i midten af skalaen.
OK, hans forhistorie kort, den fylder en ret stor del af dette korte kapitel: Han var i fængsel, drømte om, at være en skygge, så han kunne snige sig ud. Han begynder, at læse om skygger, “Både fakta og legender”. Ethvert velassorteret fængsel bibliotek med respekt for sig selv har den slags bøger, naturligvis. Åh, og en “tryllekunsterbog”! Klart nok.
Han bakser lidt rundt med noget tvivlsom videnskab og teknologi. Intet virker, indtil han, ud af det blå, kontaktes af et væsen fra en anden dimension. Ja, selvfølgelig. Væsnet har brug for hjælp, han er løbet tør for brændstof til sin strålepistol. Der skal bruges til at fjerne nogle klipper, som har fanget hans rumskib. Det er noget rod.
Som tak for hjælpen, suser rumvæsnet tilbage til sit laboratorium for, at hente et “dimensiometer”. Det sender ved aktivering hans krop over i en anden dimension, mens hans skygge stadig befinder sig i vores. Og han kan styrer den uopdaget derfra. Det var den korte udgave, den lange fylder 4 sider…
Nødopkald fra en anden dimension
Det er dog ikke uden konsekvenser sådan, at bryde og lege med andre dimensioner og fremmed teknologi! Rumvæsnet kontakter igen Carl Sands, som skyggens borgerlige navn viser sig at være. Han vil have Dimensiometeret tilbage, brug af det i vores verden kan udløse EN NY ISTID!!!
Nonsens mener Carl, og smækker røret på til den inter-dimensionelle linje. Han er da ligeglade, han vil bare rapse og rage til sig og “stjæle alt orker”. “Jeg vil bruge det igen og igen… uanset konsekvenserne”. Pluspoint på grådighedsskalen. Klogt i forhold til konsekvenserne? Måske ikke helt.
Men, bare rolig, inden det kan gå sig galt, at den griske Skygge udløser ekstrem kulde, hungersnød og menneskehedens undergang, bliver det der billede Falkepige skød en redningsplanke. Ikke at hun regner det ud, hun er køn, men ikke lige så klog som Falken, jo.
Næh, Falken nærstuderer Skyggens profil, sammenligner det med et billede af den undvegne fange Carl Sands, i en avis som tilfældigvis lå og flød i nærheden? Anyway, Skyggen er Carl, det er helt tydeligt! Og hvis det ikke var nok held i sprøjten, så spotter en af Falkens hjælpere, en musvit, Carl der står og laver te for åbent vindue i hans campingvogn.
Anti-gravitation og flyvende campingvogne
Falkene må på vingerne i en fart. Denne gang bruger de deres “anti-gravitetsbælter”, som de sætter på fuld styrke og løfter stakkels Carls campingvogn op i luften. Hey, forsigtig, mand stod lige med varm te!?!
Carl lader sig dog ikke kue. Han regner med, at kan skygge sig ud igen, da han fornemmer, at campingvognen atter er på sikker grund efter han lader som om, at han har kapituleret. MEN; HAHA, Falken er snedigere end dette forbrydergeni og har dumpet campingvognen på kanten af en klippe.
Carl dratter ud i ingenting, men er heldigvis så langt oppe, eller falder så langsomt, at han når at overgive sig og afleverer Dimensiometeret. Dimmeren skades under luft-til-luft overdragelsen og så er den historie faktisk slut? Vi får lige 2 afsluttende paneler, hvor Falkene runder af og rumvæsnet fra den anden dimension ånder lettet op:
“Pyha. Det var tæt på. Hvis det var lykkes Falkepigen at aktivere Dimensiometeret én gang til… ville hun have udløst en ny istid på Jorden og det ville have betydet enden på alt liv!”. Jøsses, kvinder og Dimensiometere!!!
Falken er herlig, uforpligtende eskapisme
Skyggetyven fra Midway City er ikke helt lige så morsom, ej heller vanvittig, som det første kapitel i SuperSolo nr. 23. Men, det kan altså et eller andet det her. Det er klassisk “serial”-format, og “compressed Storytelling”, hvor det går over stok og sten, mens man bombarderes med informationer og baggrund.
Det er ikke det sammen som, at mellemregningerne går op, eller overhovedet er tilstede, eller alt giver mening. Sådan er det bare, plottet er komprimeret og i konstant, fremadrettet bevægelse. Det flyder som skidt fra en spædekalv fra forfatter Gardner Fox, der har en fin, dynamisk fortællesans. Altmodisch, ja, men stilen og formen fungerer i denne form for tegneserie.
Tegner Joe Kubert har, måske ikke helt så meget, at sætte tænderne (eller fingrene i) her, som i det udknaldede første kapitel. Hans tidstypiske streg er dog stadig ret flot for noget, der nok er produceret og publiceret efter det gamle tegneserieprincip: hurtigt og billigt. Og sådan er det her også tænkt som produkt.
Hurtig, nem og letfordøjelig underholdning, som ikke skal være tankevækkende eller bliver hængende i baghovedet efterfølgende.
