Fra sort/hvid film til dansk tegneserier i farver
Denne gang er vi kommet lidt ud i de støvede kroge på reolen, hvor der gemmer sig nogle af de tegneserier, som ikke ser dagslyset i min stue så ofte. OK, i dette tilfælde er der tale om et hæfte (og et par andre i samme serie), som jeg fiskede op af en flyttekasse inden de røg tilbage i skuret.
Gøg og Gokke, i tegneserieform, på dansk! En serie, som jeg forbinder med mine bedsteforældres hjem. Langt langt ude på landet, hvor jeg erindrer, at de havde nogle af disse hæfter i “legetøjsskabet. Der, hvor man også kunne finde Matadorspillet med oldgamle pengesedler og biler i ægte træ – old times, dengang film også kunne være i sort/hvid… også fordi selve fjernsynsapparatet var en sort/hvid model. Men, nu kan jeg mærke, at vi er ved at drive væk fra udgangspunktet og komme ud på lidt af et sidespor.
Og dog. Gøg og Gokke, som film/tv-stjerner, er også et af mine tidlige barndomsminder. Sammen med andre stumfilms- og/eller sort/hvid-stjerner, som eksempelvis Buster Keaton og Charlie Chaplin m.fl., kørte deres film især på tysk tv. Kanaler, der kunne fanges med stue-antennen i det sønderjyske hvor jeg voksede op, og jeg slugte det råt. Gøg og Gokke, “Dick und Doof” (“Tyk og Tumpet”) som de hed på tysk, kunne også jævnligt ses på dansk tv. først DR og senere TV2, men det var altså den tyske version jeg så først. Her i 1980erne var de stadig store, måske pga. vores forældres generation, der huskede dem fra deres barndom, hvor de var megastjerner – hvilket mange i dag måske ikke ved, eller har glemt. Komiker-duoen havde en lang og gloværdig karriere, hvor de tog hele turen fra stum- til talefilm og faktisk overlevede overgangen. Indtil kvaliteten af deres output dalede, og duoens stjernestatus endeligt brændte ud op gennem 40erne.
Er man interesseret i et hurtigt overblik og især fokus på deres senere, knap så populære film, så kan jeg anbefale Jacob Stegelmanns podcast-serie Stegelcast, der har et helt afsnit dedikeret til det emne.
Fra film til tegnefilm til tegneserie på dansk
Gøg og Gokke i tegneserieudgaven, på dansk, må også have været lidt af et hit. Bladet udkom i hvert fald i perioden 1963-1982, altså knap 20 år! Det er da alligevel en del, og ganske imponerende for en serie baseret på nogle filmstjerner, hvis karriere, da bladet begyndte at udkomme, var et overstået kapitel. Og det er ikke fordi, at bladet blot udkom et par gange om året. Op gennem 70erne, hvor dette blad stammer fra, udkom bladet helt op imod 24 gange om året, altså hver 14. dag. Måske ikke uhørt i dengang, men dog alligevel lidt overraskende (i hvert fald for mig), at markedet kunne bære Gøg og Gokke, af alle ting, i disse mængder?
Mit tilfældige nedslag stammer fra 1976, nr. 12, til den nette indkøbspris af 3 kroner og 50 øre, hvilket i 2021 penge svarer til cirka 16 kroner. På det tidspunkt var vi nede på 12 hæfter om året, udsendt af forlaget Williams, tegnet og skrevet af Larry Harmon, der også er en slags hovedmand bag serien. Det vil sige, han er i hvert fald den eneste krediterede jeg kan finde på serien, på nettet, og på selve bladet. Harmon var en amerikansk entertainer, der måske er bedst kendt under hans scene/kunstnernavn og alterego, Bozo the Clown, som blev et amerikansk underholdningsikon i sin egen ret. I 1961 erhvervede Harmon merchandise-rettighederne til Laurel and Hardy (Gøg og Gokke), hvilket resulterede i en række tegnefilm og altså også tegneserierne. Animationsfilmene blev produceret af Hanna-Barbera, og det har betydning for tegneserien her. Tegnestilen, hvis man skulle drage paralleller til noget, netop kunne kalde tegnestilen og looket “Hanna-Barberask”.
Ellers er formatet og opbygningen ret klassisk for denne slags blade. 32 sider, tilmed i farver, der er af den lidt blege og falmede slags, måske lidt præget af at bladet har næsten 45 år på bagen. Men, jeg tror også farvelægningen og kvaliteten af den har været af den lidt mere matte slags, og med en begrænset farvepalette, der mest holder sig i halv-fesne lysere toner. Bladet er bygget op af en række korte vignetter/sketches/episoder, hvad man nu vil kalde dem, der minder lidt om strukturen i de kortfilm duoen også selv optrådte i. Det hele er så bare lidt mere “cartoony”, selvom det, i hvert fald i dette blad, ikke forfalder til outlandish plots, det holder sig nogenlunde jordnært. Der dukker i hvert fald ikke pludselig talende dyr eller aliens op…
Penge er ikke alt, vel?
Historierne er, logisk nok, temmelig tynde og enkle. Der er ikke plads til store, intrigante plots, men til min egen overraskelse, så synes jeg faktisk de holder sig ret godt og generelt står distancen. Hvis man lige justerer sine forventninger i forhold til, hvad det er man sidder med her, så er det ikke dårligt! Ganske uskyldigt, harmløst og uden konsekvenser, jovist. Det ER lødig, clean family entertainment you can trust, men jeg var egentlig ret godt underholdt. Måske fordi det, modsat et andet “humorblad” jeg har kigget på her i Fra Reolen, Pyton, benytter sig af en velafprøvet formel og skabelon: setup, forvikling, punch line. Helt klassisk, både i stil og tone, ikke noget med at eksperimenterer, eller satse på at være kontroversiel, grænseoverskridende eller andet med en vis chokværdi.
Tværtimod er det ofte små “moralfortællinger”, som eksempelvis Penge Er Ikke Alt. Her driver Gøg og Gokke den indledningsvis af under en bro, uden en skilling på lommen, som ægte vagabonder og pludselig finder en hel krukke med guldmønter. Den formue får de, naturligvis, formøblet over de følgende sider pga. deres kombinerede gavmild- og dumhed, samt den spontanitet der præger deres lidt barnlige sind. Det går dog langt værre for nogle af de mere griske og lyssky typer duoen møder på deres vej. Gøg og Gokke ender, selvfølgelig hvor de startede: under broen og uden penge, men er blevet lidt klogere, penge er ikke alt, jo… lige indtil næste gang de kommer i besiddelse af nogen, formoder man. Helt forudsigeligt og renskuret fortælling.
Hele vejen igennem hæftet kan man (næsten) gætte hvor det bærer hen ad, men det gør sådan set ikke noget. Det er “bare” hyggelæsning, der ønsker at underholde og ikke skubber ved dine forventninger. Den gammeldags form for hygge-humor, den lidt primitive tegnestil og Hanna-Barbera udseendet vil nok ikke være for alle. Det er klart. Men, som et uforpligtende tidsfordriv, eller bare et blik ind i en anden tid, så er Gøg og Gokke slet ikke nogen dårlig oplevelse.
Ufarlig hyggestund
Behøver man et forkendskab til figurerne og universet det lever i? Nej, overhovedet ikke, det er på mange måder, ligesom de klassiske Hanna-Barbera tegnefilm, lidt en standardiseret metervarer fra produktionsbåndet, hvor du ville kunne presse en “hvilken som helst” licens ned i samme skabelon. Men, det er ikke helt charmeforladt og sjæleløst, selv et licensprodukt som dette kan åbenbart, have lidt “sjæl” og hjertet på rette sted.
Jeg ejer et par Gøg og Gokke hæfter fra 70erne, formoder de må stamme fra tidligere nævnte bedsteforældres hjem og dermed er de jo en form for arvesølv. Det gør dog nok ikke, at det ligefrem er noget arvesølv jeg tager frem og pudser i tide og utide, selvom dette greb i reolen resulterede i en overraskende hygsom læsning.
