Haves: dansk gross-out humorblad. Savnes: gode grin.
Denne gang har jeg hævet noget ud af reolen, som falder udenfor superhelte kategorien, vi skal jo have lidt afveksling, ik? Vi er ovre i humorgenren, desværre er der ikke meget at grine af her, ud over kvaliteten af bladet og dets indhold. At læse Pyton nummer 1 medførte ikke meget andet end stivnede og anstrengte smil.
Pyton udkom oprindeligt i perioden 1994 til 1995, hvor Interpresse nåede at udsende 7 numre. Bladet blev kaldt et “burleske humorblad”, hvilket i dette tilfælde lod til at dække over humor, der var interesseret i at fremstå provokerende, ulækker og “på kanten”. Dårlig smag, kunne man også kalde det. Bladet består af en lang række “skits”, af varierende længde, som veksler mellem parodier og twistede udgaver af kendte figurer og noget der kunne kaldes karikeret genresatire. Nu er jeg ikke lige inde i copyright lovgivningen, jeg går ud fra at et stort forlag som Interpresse havde deres på det rene, men dele af det må have balanceret på grænsen af krænke nogens ophavsret. Eksempelvis er den første historie om Lucky Duck, der er en Anders And parfrase sat i et Lucky Luke lignende Vilde Vesten. Eller senere, hvor Steen og Stoffer dukker op for en kort bemærkning. Her er figurdesignet tydeligvis efterlignet i en sådan grad, at vi er ude over grænsen og “minder om” og “genkendelig”, men skaberne må jo have fundet balancen mellem lovligt og ulovligt?
Billige grin og stivnede smil
Jeg kan dog næppe forestille mig, at skaberne og rettighedsindehaverne til de karakterer, der parodieres kan have været ovenud begejstret for fremstillingen her. Ikke fordi jeg tror de har manglet humor, nej, tværtimod hvis de har haft humoristisk sans, for det mangler Pyton og deres bagmænd i vid udstrækning. Tegningerne, fra efterligningerne til de mere originale kreationer, er sådan set OK. De er så vidt jeg har kunnet sjusse mig frem til hovedsageligt af svensk og norsk oprindelse, hvilket giver mening, da bladet tilsyneladende var en større succes i Norge og Sverige end her til lands. Men på tværs af landegrænser er det her godt nok en mager omgang, medmindre man synes at en karakter med navnet Analbert, som hugger sko fra folk og skaber sig en samling af sko smurt ind i lort, er topmålet af humor. Seriøst, det er joken… Analbert propper sko op i røven.
Mange af historierne er af typen, hvor de ikke har en decideret punchline, men sætter deres lid til, at man synes situationerne, eller den gakkede idé på et konceptplan er morsom. Det KAN fungere, hvis man har timing, setuppet er stærkt nok og eksekveringen god. Her underpræsterer Pyton desværre i stor stil, uden at eje stil eller finesse. Jeg trak på smilebåndet en enkelt, meget kort gang, i en Steen og Stoffer knockoff ét-panels joke, hvor Steen er blevet spist af en rigtig tiger i zoologisk have. Helt enkelt og ret godt leveret. Et glimt af lys i et bæ-farvet mørke, der starter skidt med Lucky Duck, anden historie i bladet, en retningsløs og fuldstændig humorforladt fortælling. Groteske udgaver af Anders And, Fedtmule, Snurre Snup, Elmer Fjot og andre prøver at tvinge nogle grin ud af noget der måske, MÅSKE kunne havde været lidt skægt i teorien. Men det virker som om af dem der har skrevet dette makværk bare har satset på, at man synes selve idéen om at mishandle disse figurerer i en vild vest setting, er morsom nok i sig selv. Det er den ikke…
Den første, kortere historie, er en anden kliché inden for denne gren af humor, den selvrefererende type, hvor man på tilstræbt meta-vis bryder den fjerde væg, gør opmærksom på at man, som i dette tilfælde, er en tegneserie og forsøger at tage lidt pis på hele konceptet. Her på en måde, hvor man med et glimt i øjet fokuserer på, hvor frække og ulækre Pyton er i forhold til alle andre, som om man er stolt af at være klassens uartige drenge. Du ved, den slags hvis ypperst præstation er, at de skider i bukserne når de forsøger at slå en stor prut… hvem griner så?
Som en slap prut i en kirke
Hey, jeg sætter da også pris på, og føler mig ikke for fin til at nyde, en god prutte-joke! Kodeordet her er “god”. Pyton er de kedeligste, mest slatne og indholdsløse prutte-jokes man kan forestille sig. Og det har ikke kun noget med at gøre, at jeg nu er et voksent og fornuftigt menneske, modsat en hormonpumpet og klam teenage knægt da bladet udkom i første omgang. Der er nok en ret god grund til, at jeg kun har dette første nummer af Pyton i samlingen. Jeg kan mindes, at jeg heller ikke dengang fandt indholdet sjovt i selv den mindst tænkelige grad – og jeg havde og har skam dårlig humor! Skal man lave en sammenligning af en art, så udkom det her blad samme år som filmen Dum og Dummere, som jeg dengang grinede hysterisk af, og også stadig finder sjov, selvom den er fucking dum. Men den er også veludført, skuespillet er godt og mange jokes og langt-ude situationer lander, fordi håndværket et eller andet sted er i orden. Pyton virker nærmest i provokerende grad uinteresseret i at levere godt humor-håndværk, og det er så også det eneste provokerende med det her blad, der er ekstremt forhippet på at være “åhhh så edgy”.
Bussemænd, hygge-racisme/stereotyp forestilling af asiater, afstumpet vold, drukkenbolte, Obelix med en ordenlig “boner” pga. “trylledrik”, gokke-jokes, en omvendt Gary Larson, Pyton har det hele og lidt til! Det eneste der mangler er en snert af komisk talent og sans, men hvem bekymrer sig om den slags detaljer? Jeg vil dog give Pyton skaberne at det er gennemført. Fra start til slut, i sort/hvid og farver, der sigtes konsekvent efter laveste fællesnævner – vel at mærke uden at ramme noget som helst.
Jeg vil næsten gå så vidt at kalde bladet skandaløst ringe og ikke engang på en “så dårligt at det er sjovt” måde og både bagmænd og udgivere burde faktisk skamme sig. Ikke fordi det er ulækkert, frækt og frastødende. Fordi det er så UBEHJÆLPELIGT USJOVT. Hvordan den her kæmpe lort nåede op på 7 numre er mig en gåde.
