Sværd, store muskler, farlige troldmænd og vilde barbarer!
Kan en pulphelt, der oprindeligt blev skabt i 30erne, havde sin storhedstid i 70erne og blev forsøgt genoplivet i 90erne, stadig have relevans i 2021? Svaret er ikke helt entydigt efter, at jeg hæv Conan Barbaren nr. 1 ned Fra Reolen og gav den en genlæsning.
Bladet er udsendt af forlaget Interpresse i 1993, 68 sort/hvid sider til den nette sum af 19.95. Umiddelbart blev bladet ikke den store succes. Det løb kun i 9 numre, og så blev der stille omkring Conan på dansk. Indtil forlaget Shadow Zone i 2019 begyndte, at udsende danske udgaver igen under titlen Conan af Cimmera.
Karakteren, der blev skabt af pulp-forfatter Robert E. Howard i 1930erne, er vist egentlig kommet i public domain, og kan altså frit bruges. Men på det amerikanske marked, er det Marvel der udsender Conan, så de må vel have en eller anden form for udgivelsesrettigheder til figuren?
Conans oprindelseshistorie – cliffnotes versionen.
Robet E. Howard led en krank skæbne og nåede aldrig selv at opleve hans kreation have succes. Han tog sig selv af dage inden hans 9 oprindelige romaner om den muskuløse barbar fra det fjerne, mystiske land Cimmera, der drager i kamp som lejesoldat, fik succes. Karakteren fik en opblomstring da Marvel, på redaktør Roy Thomas’ initiativ, blev genoplivet, i tegneserieform i begyndelsen af 1970erne. Det er nok den udgave af Conan (ud over filmene?), som de fleste er bekendte med. Og den version, der har sat det største aftryk og dannet grundlag for de efterfølgende 50 års tilstedeværelse i populærkulturen.
Thomas fik i første omgang et nej fra Marvels øverste chef, Marty Goodman, der dog endte med at give efter, da Thomas kunne holde udgifterne i bund. Blandt andet ved, at Thomas selv skrev bladet og hyrede en dengang ukendt “staff writer” hos Marvel, Barry Windsor-Smith til, at tegne bladet for laveste sats. Senere kom blandt andet navnkundige John Buscema på som tegner, og det er den konstellation, Thomas og Buscema, og deres materiale fra start-70erne, som hovedsageligt benyttes i dette Conan nr. 1.
Senere mistede, eller afstod, Marvel rettighederne og Dark Horse tog over, inden Marvel altså igen begyndte at udsende Conan for et par år siden. Karakteren og Conan-navnet har altså aldrig helt været væk, men eksisteret i sin egen lille boble som tegneserie med en afstikker til to Arnold Schwarzenegger film i 80erne. Hvoraf den første stadig er et kig værd.
He-Man og Conan sad i et træ…
Jeg var aldrig selv den store Conan-fan, som sådan. Så vidt jeg husker, så kendte jeg til navnet, sikkert gennem filmene og tegneserieforsider hos brugtbladsforhandleren. Men, universet har altid tiltalt mig, rumsteret i baghovedet eller periferien. Uden, at figuren for alvor fik min kærlig- og opmærksomhed.
Det var en Conan-knock off, lad os bare kalde det, det, som fascinerede mig mere i 80erne. Nemlig He-Man og Masters of the Univers, hvis udseende og også baggrundshistorie, i hvert fald indledningsvist, var kraftigt inspireret af Conan “myten”. He-Man var en muskuløs barbar fra ødemarken, eller noget, der kæmpede om et magisk sværd (og dens to halvdele) med en mystisk “troldmand”, Skeletor og horder af monstre.
Det univers var jeg helt solgt på. Senere omskrivninger og retcons, hvor He-Man og omgivelserne blev mere børnevenlige og strømlinet med den tilhørende animationsserie, knap så meget. Derfor BURDE Conan nr. 1 også have været et hit hos mig, da det udkom i 1993. Det kunne sagtens være blevet et hit hos knægte som mig, der var vokset op med He-Man og tegneserier i løbet af 80erne og nu var nogle testosteron ulmende teenagere. Men, det blev det bare ikke.
Jeg har kun en meget svag erindring om, at have læst dette blad i 1993. Og det vage indtryk, da jeg så forsiden igen, efter jeg gravede min samling frem i slutningen af 2019 var, at “det blad var da lidt kedelig, ikke?”.
Mucho macho muskuløs mande-fantasy
Det indtryk har ikke ændret sig ved en genlæsning. Hvis man ER til det her, stilen og universet, så er jeg sikker på, at man kan argumenterer for, at det har en tidløs kvalitet. Conan er en mandlig og mandig arketype. Universet i sin grundessens “fantastisk” og “eventyrlig”, nærmest en hed drengefantasi. Pulpet eskapisme. Og det er der absolut intet galt i. Det her BURDE appellere voldsomt til mig, interesser fra min ungdom osv. taget i betragtning.
Men, jeg synes det virker utroligt støvet og gammeldags. Måske hviler noget af det på Roy Thomas’ skuldre. Jeg er klar over, at han både er berømmet, hyldet og populær. Efter at have læst blandt andet hans Alliancen og Kaptajn Marvel historier, så synes jeg, alt taget i betragtning, at hans skrivestil er noget bedaget. Og måske bare ikke lige min smag?
Kort fortalt, så får man 3 historier på de 68 sider i dette blad, der også får plads til lidt redaktionelle sider og en kort introduktion til karakteren og Robert E. Howard.
Luskede troldmænd, forbandede sværd og bjørne-brydning
Troldmanden og Krigeren er “løst baseret” på Howards historie Two Against Tyre og handler om, at Conan lokkes til at hjælpe en ond, maskeret troldmand. Maskerne falder, dobbeltspillet afsløres og Conan ender med at blive soldat i landet Turans hær.
Den efterfølgende Skyggen og Gravkammeret er baseret på samme Howard historie og er en fortsættelse af en del af, hvad man kunne kalde Conans oprindelseshistorie. Denne gang historien om en stor, pumpet barbar og et stort, sejt sværd! Hæren Conan tjener i fordrives til nogle dunkle huler af overmagten (og grundet inkompetent ledelse i egen rækker, wussies!).
I hulen mindes Conan, via et flashback, dengang han sloges med en enorm bjørn, endte i et mystisk gravkammer og fandt et (måske) magisk sværd i mørket. Han approprierer det, bliver overfaldet af sin egen skygge, business as usual når man negler et magisk sværd. Derefter kæmper han lidt mod ild og vand, konkluderer at sværdet nok er forbandet og smider det væk med ordene “intet sværd er bedre end et forbandet sværd”.
Tilbage i virkeligheden sker der pludselig et skred i handlingen, ting sker, Conan slås mod en kæmpe og ender med at at sejre. Mens han overvejer om kampe som denne ville have været lettere, hvis han havde beholdt det magiske sværd, som gjorde ham “uovervindelig i kamp”. Han tror det ikke… Hvad lærte vi så i dag, unger?
Letpåklædt dame i nød og Nergals klamme hånd
Nergals Hånd er også frit efter en Howard historie, mere står der ikke og formodentlig, ligesom første historie, tegnet af John Buscema og muligvis Ernie Chua, der også er krediteret som tegner der.
Conan kæmper i frontlinjen (var der andet “dengang”?) i den Turanske hær, bliver overmandet af en usynlig hær, lander i en grotte hvor han finder en amulet og ender ude i ødemarken, hvor han finder en bevidstløs, letpåklædt kvinde. Fordi så heldig er han bare?
Hun er sendebud for en forbandet filosof, som skal bruge noget brutal muskelkraft for at bryde forbandelsen, der hviler over hele dette land forårsaget af titlens Nergals Hånd. Han kender Conan fra et syn i krystalkuglen, naturligvis. Der er noget med en ond troldmand og et opgør mod ham og den forbandede hånd, han er i besiddelse af.
Conan sejrer, naturligvis til sidste, tilbydes en plads i den royale garde hos hans nye venner, takker nej med ordene, at “en uge med fred og jeg ville kede mig ihjel”. Så heller dø på slagmarken, så han “nøjes” med en pose guld (bare en lille), den stærkeste hest og slavinden, som i første omgang førte ham hertil.
“Nogle mænd kæmper, nu og da i det mindste, for andet end guld…” og så rider Conan mod solnedgangen med en kvinde i sin favn. I en scene, der enten er opløftende, fordi han befrier en slave, eller nedtrykkende fordi kvinden er komplet umyndiggjort i denne historie. Det må man vist selv bestemme, hvad man synes om…
Halv-kedelig, dødbringende kødæder
Okay, Conan er gammeldags. Både udgangspunktet og inspirationskilden som Roy Thomas og co trækker på, stilen og måden det præsenteres på. Tegneserie og seriens indhold, der repræsenterer en eller anden form for maskulin, macho megasej mandsdomineret fantasi, virker også af en anden tid. Svulmende kroppe, mandsmod, ære, blod, mod og kampånd. Sat i magiske omgivelser, som folk som Rudy Giuliani sikkert ville tror er en form for historisk korrekt dokumentar.
Det er der grundlæggende ikke noget galt i, hvis man bare tager det for hvad det er og lige skænker konteksten en tanke. Tager man det for pålydende, så virker det hele noget bedaget og primitivt. Jeg har dog ikke noget imod en god omgang brovtende, kulørt underholdning og/eller maskuline feberdrømme, bare det netop er, underholdende. Conan keder mig, desværre bare!
Man kan ikke rigtig klandre den visuelle del for noget, den er som den nu er. Af sin tid, men Buscemas stil passer godt til det her, han kan tegne savlende muskelmænd og ret dynamiske kampscener.
Det er på mange måder “sådan her fantasy ser ud”, det jeg forbinder med det, når man siger ordet. Så man kan vel kalde den visuelle side ikonisk? Gammeldags, jovist, men det er klassikere jo som regel. Så problemet ligger, for mig, nok hos Thomas, hans ord og skrivestil.
Den passer jo på mange måder til materialet og den tone man ville forvente. Lidt højtidelig, højtragende og bombastisk. Lad os kalde det en smagssag, om man tænder på det, som det er udført her, eller synes det fremstår noget kluntet og tungt bagi. Det hjælper lidt, hvis man læser det højt for sig selv med den dybe, gryntende og hakkende stemme man forventer et brød som Conan ville have.
En mand af få ord, som jeg nu har fået skrevet (lidt for mange?) ord om. Ville det have været lettere, hvis man havde haft et magisk sværd? Nah, pennen er jo stærkere end sværdet… Til gengæld ser Jason Aarons nyere bud på Conan, i form af en 12 numre lange serie udsendt via Marvel ret interessant ud – måske det var noget?
