Denne gang i Fra Reolen skal vi have fat i en humorklassiker, eller faktisk hele 3 i samme hæfte. Hagar var et dansk humorblad, udsendt af Interpresse under deres “Glad-Blad” banner. Bladet nåede at udkomme i 12 numre, i perioden 1988/89, men serierne i bladet er nok også kendte fra andre, længerevarende sammenhænge.
I dette Hagar nr. 3, får vi ud over titelkarakteren, Hagar, nogle sider med henholdsvis Haltende Hugorm (Tumbleweeds), Homo Sapiens (B.C.) og Kong Tut. Hagar er nok den mest kendte af serierne på disse breddegrader, og kørte i mange år både, som daglig stribe i mange aviser og som fast inventar i Basserne.
Tumbleweeds er nok lidt mindre kendt/udbredt eller blevet “glemt”, den husker jeg ikke fra andre sammenhænge, mens jeg er ret sikker på, at Homo Sapiens optrådte i blandt andet Serieparaden. Så er der Kong Tut, som jeg hverken husker eller har kunnet finde særligt meget info om online.
Men, her blev det altså forsøgt, at malke humorbladsmarkedet yderligere ved, at give disse 3 serier, ikke mindst Hagar, en art spin-off blad og mere fokus.
Hagar den Skrækkelige
Vores titelfigur får, naturligt mest plads i dette 34 sider lange blad (i farver!) med 17 sider. En velkendt blanding af lidt længere, helsides søndagsstriber og de korte, 3 paneler lange daglige. Formularen er på plads, helt klassisk både hvad angår opbygning og indhold.
Serien er skabt af Dik Browne (1917-1989), der selv skrev og tegnede serien, fra dens skabelse i 1973 frem til kort tid før sin død. Herefter er serien blevet overtaget af hans søn, Chris Browne og kører stadig og nærmer sig dermed et 50 års jubilæum.
Browne ernærede sig tidligt i karrieren som tegner for aviser, og dækkede blandt andet sagen mod gangsterbossen Lucky Luciano, ligesom han tegnede for hæren, da han aftjente værnepligt. Efterfølgende begyndte han et samarbejde med en anden berømt tegneserieskaber, Mort Walker.
Ham kender de fleste nok som Bassernes “far”, efter sigende var figuren Plato, fra Basserne, modelleret efter Browne. Sammen skabte de tegneserien Hi and Lois, herhjemme bedre kendt som Mads og Misse.
Jovial og blød vikingehumor
Hagar ligger i helt naturlig forlængelse heraf, og man ser og føler et tydeligt slægtskab. Både i den lidt naive, “primitive” tegnestil med få, eller ingen baggrunde og et meget “cartoony”, hyggeligt udseende og humoren. Den kan i dag virke ganske harmløs og gammeldags, og består meget af ordspil, hverdagssituationer med et twist, livets trivialiteter, observationshumor eller slap stick. Helt klassisk.
Den store forskel, og Hagars varemærke er, at den er sat i vikingetiden, i en fiktiv Norsk by. Men, det er Skandinavien og vikingetiden set igennem amerikanske, popkulturelle briller. Store hjelme med horn, store skæg og store, runde maver.
Nok er serien sat i vikingetiden, men humoren og tonen er “moderne”, blandet med mere “vikingetidstypisk” komik. Hager er en helt arketypisk “blue collar everyday working man”, som elsker at spise, drikke og hænge ud med vennerne, mens konen brokker og er krævende. Figurgalleriet og karaktererne kunne eksisterer i enhver tid og i mange forskellige omgivelser, her er idéen så bare, “hvordan ville en low brow vikings hverdag mon se ud?”.
Det virker uden tvivl bedaget i 2021, og måske også i slut-80erne. Jeg husker i hvert fald hverken serien eller figuren, som en af mine favoritter. På den anden side, så elskede jeg i samme periode Garfield, så hvad ved jeg?! Man er nødt til, at bedømme det her ud fra sin kontekst og tid. Og det helt afgørende er i sidste ende: er serien sjov?
Klassisk eller lettere bedaget?
Ehhhhh, altså… Jeg må sige, at 17 sider med Hagar resulterede i, at jeg trak en lille smule på smilebåndet en enkelt gang. Det var i virkeligheden nok nærmere en lille trækning i mundvigen. Er man vokset op med serien, eller har en svaghed for denne form for “hverdagssituation”-humor, så er der måske et par grin at finde? Især hvis du er typen, der synes det er morsomt, at konen er en værre “kran”. Eller “den dumme, men nogle gange overraskende indsigtsfulde ven” trope.
Det hele virker noget harmløst, uden bid og pænt tamt. Vikinge-settingen bliver kun brugt i begrænset omfang, og mest så det kan kombineres med en punch-line, som relaterer til moderne fænomener. Browne skal dog have ros for, at selv når vi er nede på kun 2 paneler, så formår han hele vejen igennem at sætte en scene, lave et setup og levere en form for punch-line.
At lave en daglig stribe og dag ud og dag ind leverer den slags må være hårdt arbejde. Om man så synes det er morsomt, det er en helt anden sag. Men, rent teknisk leverer Hagar varen.
Haltende Hugorm
Vild nok oversættelse af Tumbleweeds, dér. Serien blev skabt af Tom K. Ryan (1926-2019) i 1965 og løb frem til 2007. 42 år af et 92 år langt liv for Ryan. Humoren er sammenlignelig med eksempelvis Radiserne, som Ryan efter sigende også var inspireret af.
Scenen er Det Vilde Vesten, eller en meget tegneserieagtig udgave af det. Haltende Hugorm kom frem da Western genren måske var på sit højeste, eller lige havde peaket, som en form for satire på genren. Stilen og humoren er af den mere absurde slags, eller situationer, hvor det sjove opstår i modsætninger, eller pludselige afvigelser fra det forventede.
Vi har at gøre med et univers, hvor dyr har menneskelignende adfærd, og er ellers befolket af en række mere eller mindre excentriske figurer. Karakterer og typer man ville forvente, at støde ind i, i en western, med vores titulære hovedperson i fokus. En lakonisk, lidt lapset cowboy.
Hugorm uden bid
På siderne i Hagar nr. 3, er de fleste striber nu dedikeret til nabolagets indianerstamme. Det bliver det ikke meget sjovere af. Den er sgu’ lidt svær, den her. Jeg var ikke i nærheden af, at have en form for reaktion på disse striber. De er der bare…
Så vidt jeg kan se på det, der er trykt med meget småt, så stammer materialet fra 1966/67. Måske kom der mere kraft i den haltende hugorm, som årene gik? For det her halter ikke bare, det falder så hårdt og fladt til jorden, at støvet stadig ikke har lagt sig.
Normalt er gælder det også, især for humorserier, at de lige skal have et par år, inden de finder formen og formlen. Så, det er måske også bare et tilfælde af, at tonen og stilen ikke er helt på plads endnu?
Homo Sapiens
Eller BC., som denne klassiske serie, skabt af John Louis Hart (1931-2007) helt tilbage i 1958, egentlig hedder. Den løb uafbrudt frem til Hart død, og er efterfølgende blevet overtaget af Mason Mastroianni. Så, ja, den kører søreme stadig.
Vi befinder os, som den originale titel signalerer, i hulemændenes tid, hvor vi, igen, også møder dyr, som udviser menneskelig adfærd. Som man måske kunne forvente, så er en del af humoren og konceptet også her baseret på, at en gammel setting kombineres med mere moderne begreber. Så vi får et modsætningsforhold, eller skal morer os over, at selv på hulemændenes tid, så boksede de med de samme udfordringer og trivielle hverdagsting som os.
Homo Sapiens husker jeg faktisk ret tydeligt, ikke lige fra Hagar-bladet, men de andre steder den jævnligt dukkede op. Jeg mindes, at jeg syntes noget af det var “OK sjovt”, men en del af humoren og stilen, gik måske også lidt hen over mit unge hoved. Igen, titler som Basserne og Garfield var måske mere umiddelbar i deres humor og let afkodelig.
En del af humoren her er baseret på gammeldags slapstick, ordspil og generel “leg med sproget”. Det burde i princippet give serien en vis tidløshed og også universel appel. Det er en stil, som ikke rigtig går af mode. Det gør også tonen lidt tør, ofte bevidst som i “tør humor”, men også at det føles en kende konservativt.
Konservativt og… kristent?
Hart løb over årene også ind i en del kritik for, at putte lidt for mange kristne budskaber ind i serien. De største kontroverser opstod dog i seriens senere år, efter årtusindskiftet, så det er ikke så udtalt i dette materiale, som jeg, dømt ud fra tegnestilen og tonen gætter på stammer fra 80erne.
Igen har dyr en fremtrædende rolle, i dette tilfælde orm og nogle myrer, som optræder i godt halvdelen af striberne. Af en eller anden grund er det også dem, jeg husker bedst. Når jeg (gen)læser striberne kan jeg måske godt spørge mig selv hvorfor. Det er ikke, at det er decideret usjovt, faktisk er det meste af striberne ret velskrevede, men det er ikke noget der får mig til, at grine i 2021.
Her må man også gribe i egen barm, og måske erkende, at man enten har svært til grin, er blevet forvent/forskruet, eller at ens humor bare har rykket og udviklet sig. Ikke nødvendigvis til det bedre! Men alligevel…
Kong Tut
Som nævnt indledningsvis, så har det været meget sparsomt, hvad jeg har kunnet opdrive af information om denne serie. Den er skabt af Geoff Watson, og serien er noget så eksotisk, i tegneserie sammenhæng, som Sydafrikansk. Og, så vidt jeg har kunnet sjutte mig frem til, så er den nok skabt engang sidst i 1970erne?
Altså da Sydafrika stadig var underlagt Apartheid og havde et hvidt overherredømme, så da kan man da tale om a blast from the past. Heldigvis. Serien er dog ikke politisk i nogen udstrækning, og handling er sat i det nordlige Afrika, og ikke i syd. Og som titlen antyder, så foregår den op Kong Tuts tid i de gamle Ægypten.
Endnu engang med fokus på humor, der bringer moderne elementer i spil, hverdagssituationer sat på spidsen, ordspil og situationshumor. Nå ja, og så er den noget bras. Humor er subjektivt, men det her fandt jeg ikke sjovt. Situationerne, ordspillene og temaerne fungerer ikke rigtig for mig.
Meget af det, i disse striber, centrerer omkring teknologi, moderne teknologi bragt over i den klassiske Ægyptiske tidsperiode. Ofte i form af en overdrevet stor kugleramme, hvor der laves computer “jokes” ud af dette setup. Mest af typen “haha, moderne teknologi er skør”. Teknologi, der var moderne i 70erne/80erne, eller hvornår striberne nu er fra.
En del af problemet kan også være, at nogle af ordspillene går lidt tabt i oversættelsen. Der er et eksempel på sidste side med en joke om en uregerlig sten, som er en “punk rock”, som redaktionen har valgt ikke at oversætte. For at illustrere jokes, som ikke kan oversættes. Det er sådan set en fin lille tilføjelse, men det kommer til at udstille de oversatte striber. Så man tænker, “hmm, det var muligvis sjovere på original sproget”.
Et interpresse halv-glad blad
Som det står her, er Kong Tut klart den svageste af de 4 serier i Hagar nr. 3. Og har heller ikke det historiske aftryk og vægt bag, som de 3 andre serier, på hver deres måde, trods alt er i besiddelse af.
Nuvel, det var da en halv-tam omgang, stort set støvsuget for grin og smil!
