Fra Reolen: Toxic nr. 2/92

by | Apr 17, 2021 | Fra Reolen | 0 comments

Melvin Ferd er pedel på en skole i Tromaville, New Jersey. Han har, som mange andre superhelte fra The Silver og Bronze Age et uheld med nogle kemikalier. I dette tilfælde en tønde med radioaktivt affald, som han falder i. Grumme mutationer og super-pedelkræfter følger.

Figuren, skabt af Troma Films Lloyd Kaufman og Joe Ritter, startede som en film instrueret af Michael Hertz, i 1984. Ægte B-films schlogfest, der blev et kulthit og en klassiker indenfor genren. Det emmer af old school VHS-stemning og 80erne, hvor jeg også så filmen.

Jeg har ikke set den siden, og husker ikke meget andet end forsiden og The Toxic Avengers groteske udseende. Men, i min gennemrodning af de gamle tegneserieflyttekasser faldt jeg over en dansk udgave, af den amerikanske tegneserier.

Et kort, Toxic bølgeskvulp

På dansk udkom i alt 6 numre, i 1992/93 på Atlantic forlaget. Atlantic udsendte, efter en flirt med Marvel på dansk i start-80erne, en række licens-tegneserier, som The Real Ghostbuster, Transformers og altså Toxic Avenger. Først 4 numre under titlen Toxic, inden serien kørte to numre som Toxic Crusaders.

En kort karriere på det danske marked, må man sige. Jeg formoder, at serien simpelthen kom for sent på markedet, i forhold til hvilken undergrundsbuzz filmen end måtte have haft i 80erne, og aldrig fik fat? Dog kom der i 1991 en animationsserie, kaldet Toxic Crusaders, som også fik nogle actionfigurer, der kortvarigt var tilgængelige på det danske marked. Så måske var det, dette lille bølgeskvulp for franchisen, som Atlantic forsøgte, at ride med på her?

Hvorom alting er, jeg faldt over Toxic nr. 2, fra 1992 til den nette sum af 15.75 kr., i kassen og smed den i Fra Reolen bunken. Købt brugt engang i 90erne til 7 kr., i følge den flotte tuschpenskrift, der pryder forsiden. En hurtig søgning afslører, at serien pt. er udsolgt på Faraos, men halvdelen af numrene, inkl. dette nr. 2, kan fås hos Pegasus. Til 45 kr…

En giftig hævner lige til skraldespanden

Det er jeg glad for, at jeg ikke har betalt for bladet! For, det er kort og godt 90er tegneserie-affald. Jeg er klar over, at serien og figuren, er tænkt som en form for superhelte satire/parodi og tonen er placeret godt i kinden. Men, selv med al tænkelig “wink wink, nudge nudge”, glimt i øjet, det er bare trashy fun haha, så er det her en dårlig tegneserie.

Den er grimt tegnet, ubehjælpeligt rodet fortalt og meget af humoren føles virkelig outdated og stinker af 80er og 90er gross-out comedy. Jeg kan heller ikke erindre, at jeg synes det her var sjovt dengang i start-90erne, måske derfor jeg kun ejer dette ene hæfte?

Humor er subjektiv, måske nogle finde stilen og tonen hysterisk morsom. Men, rent objektivt synes jeg ikke, at man kommer udenom, at den rent teknisk, som tegneserie, er lige til skraldespanden.

Hvad lugter mon værst?

Eftersom dette er blad nummer to i serien, så dumper vi ind i historien, hvis man kan kalde den det, på et tidspunkt, hvor den basale forhistorie allerede er fortalt. Formoder jeg i hvert fald? Inden De Udødelige Kondifreaks Angriber, ja, det er titlen på første historie, mødes vi dog af en reklame for serien og lidt redaktionelt stof.

Reklamen er et sort/hvid stilfoto fra filmen, hvor Toxic byder velkommen til alle hans millioner af fans, mens den baby han, af en eller anden grund, har på armen undrer sig. “Ved ikke hva der lugter værst… ham eller min ble!”. Så er tonen slået an.

Og kvaliteten af dette Atlantic produkt etableres også straks, i det der er en stavefejl i overskriften på første redaktionelle side. Flot. Det skyldes, muligvis at bladet er oversat fra svensk eller norsk, men alligevel. Den slags sjusk er blot med til, at understrege følelsen af, at man sidder med et lidt discountagtig skodprodukt.

En introtekst, holdt i seriens lidt 4. væg nedbrydende tongue in cheek tone, giver lidt baggrund og etablerer meta-universet. Den afsluttes med, at det usynlige, unavngivne redaktionsmedlem opfordrer til, at en eller anden ringer til Ekstra Bladet. Eller er det, de to teenagere der er tegnet omkring infoboksen, der taler? Allerede her, er jeg lidt forvirret…

“Krefter”… mhmm

Forvirringen er total i Tromaville

Forvirringen bliver ikke mindre, når man forsøger, at læse selve bladet. Holdet bag er egentlig “OK”. Navnkundige Doug Moench, kendt fra blandt andet Batman, Moon Knight og Master of Kung Fu, er på som forfatter.

Henholdsvis tegnet og rentegnet af Rod Ramos og Val Mayerik, farver af Bob Sharen, håndtekstet på dansk af Tina Høyer og oversat af John Lysmand. Lysmand har oversat et væld af tegneserier fra samme periode.

Nå, men fra første panel overfaldes vores “helt” af nogle zombie-lignende kondifreaks. Humoren er allerede temmelig hamfisted, kondifreaks er en slags motionszombier, høhø. En masse rodet slagsmål, vittige kommentarer og “action” følger. Der er også noget med en eller anden skurkagtig type, i et stort, fornemt hus, der plages af nogle mareridt med dæmoner.

Vi kommer hjem til Ferd, hvor hans mor vågner fra sin sofa-koma, åbenbart fremprovokeret af synet af hendes nu deforme søn. I huset befinder sig også en blond, blind og storbarmet bimbo, der klodser rundt med en harmonika om halsen. Og jeg har ingen anelse om, hvem hun er, kom fra eller hvad der egentlig foregår? Det hele virker fragmenteret og hektisk fortalt.

Er det her en reklame for legetøj?

Åh, der er også scener på den lokale avissprøjte, med mediesatire og det hele. Og et eller andet med en byrådskvinde, der opsøges af en lusket punker kaldet Mr. Drekko. Hvem er de og hvor kom de fra? Det forklares, naturligvis ikke. Overgange mellem, og etablering af scener og figurgalleriet, er ikke en af dette blads forcer…

Historien og hele det pukkelryggede sammenrend af karakterer, og nogle flere, fortsætter over i bladets anden historie, Toxic Går Amok. Mere af det samme mere eller mindre usammenhængende, og forvirrende fortalte nonsens følger. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde bladet ulæseligt, men så i hvert fald så “støjende” og dårligt fortalt, at jeg var lige ved at give op.

Midt i bladet får man lige et lille pusterum i form af mere redaktionelt indhold. Nej vent, det er vist reklame for Toxic Crusader legetøjet, i form af en konkurrence. Legetøjet, som også pryder bladets bagside. Man begynder, at mistænke dette blad for slet skjulte motiver: at sælge legetøj!

Mistanken forstærkes, når man efter lidt internet-gravearbejde kan se, at serien oprindeligt kun udkom i 11 numre i USA. Det sidste fra februar 1992. Serien var altså lukket i USA, inden den begyndte i Danmark. Hvorfor begynde, at udsende en serie, som man ved højest kommer til, at løbe i 11 numre? Måååååske passer det lige med, at man kan bruge den, som reklamesøjle i 1 “legetøjs-sæson”, når Toxic Crusaders skulle lanceres?

Toxic skyder forbi skiven

Det kunne måske også forklare noget af den ujævne stil og tone, der præger og hæmmer bladet. Hvem er det her egentlig tænkt til?

Fans af den oprindelige B-film vil nok synes, at indholdet her er for nedtonet og tamt, i forhold til filmforlægget. Børn, som må være målgruppen for Toxic Crusader legetøjet, er måske lige på kanten af, at være for unge til den pubertære tone i tegneserien?

Der resulterer i en tegneserie, som forsøger at sigte bredt og ikke rigtig, at ramme nogen. Havde den så været pæn, underholdende eller haft en god historie, så kunne det måske tilgives. Men, også her fejler Toxic gevaldigt. Tilmed ser trykket billigt, gnidret og grimt ud. Ikke helt ulige andre tegneserier på markedet i start/midt-90erne, som begyndte at ligne noget, hvor der blev sparet lige lovligt i den skandinaviske samtryksproces.

Toxic er på de fleste punkter grim, utiltalende og sjusket venstrehåndsarbejde. Det er ikke SÅDAN her man skaber, eller behandler, en elsket kultfigur. Der skal være en eller anden form for kvalitet, et eller andet sted. Eller være så gennemført ringe, at det bliver ufrivilligt komisk.

Der findes god og dårlig skrald indenfor populærkultur, det her er bare kikset og kedeligt. Time to take out the trash, heriblandt denne tegneserie.