GRUOPVÆKKENDE fund i kælderen!
Fra Reolen dykker i denne omgang ned i en ældre sag, som sin alder til trods er en af de nyere erhvervelser i samlingen. Skræk, eller Den Store Skræk Bog, en tegneserier i stort format, der lover “128 bloddryppende sider”, på den krøllede forside.
Bogen er nemlig ikke i, hvad man kunne kalde mint condition. Det er nærmere vintage condition, hvis der er noget der hedder det? Jeg faldt over bogen i min lokale boligforenings byttekælder. En utømmelig kilde til blandt andet bøger, i alle afskygninger. En form for genbrugsbutik, hvor man kan få tømt ud i gemmerne. Og så slæbe andres aflagte ting med hjem, og få fyldt gemmerne op igen… bogreolen bliver aldrig tom…
Der lå den så pludselig. Og stirrede på mig med sin slidte forside med 4 “gruopvækkende” billeder. Haps, den lignede noget, som både kunne have en vis værdi og være sjov at læse. Lidt research viste så, at havde bogen været i bedre stand, havde den været adskillige hundrede kroner værd. I sin nuværende nok knap så meget.
Det er nu heller ikke så vigtigt for mig. Den er i “hæderlig” stand og kan læses uden, at falde fra hinanden. Og så bidrager det på en måde til charmen, at den ser lidt medtaget og gusten ud. Det matcher på en måde indholdet, og giver det hele lidt patina og sjæl.
Den SKRÆKKELIGE forhistorie
Den Store Skræk Bog er udsendt af Forlaget Williams i 1974, og samler 15 historier fra EC Comics storhedstid i 50erne. Så det er på en måde vintage vintage. Eller retro vintage?? Williams blev grundlagt i 1955 og, er nok mest kendt for deres Illustrerede Klassiker-serie. Samt de første Marvel-udgivelser på dansk i slut-60erne/start-70erne. I 1976 blev Williams solgt til svenske Semic, der lagde det sammen med Interpresse, som de også havde i deres portefølje. Dermed er der jo en form for Marvel-skæbnefællesskab blandt disse danske forlag.
EC Comics (Entertaining Comics) kunne man, ligesom Williams, sikkert skrive hele artikler og bøger om. Selskabet specialiserede sig op gennem 40erne og 50erne indenfor de mere “underlødige” og “underholdende” genre på markedet, som sci-fi, fantasy, crime og gys. Kulørt underholdning, som blev en kæmpe succes på det amerikanske marked. Så stor faktisk, at disse genre i de år næsten fortrængte og kvalte superhelte tegneserie-udgivelserne og var ved at dræbe genren helt.
Supermennesker med fantastiske kræfter var efter Anden Verdenskrig ikke længere in vogue. Der var ikke brug for dem til at tæve Hitler, onde japanere og andre stereotype fjendebilleder. Næh, det voksende forbruger og forbrugsmarked ville have en anden form for eskapisme.
Sådan kunne det i hvert fald se ud på overfladen, men mange af publikationerne fra EC Comics var faktisk gennemstrømmet af historier, der udviste samfundssind, var socialt bevidste og indeholdt budskaber og moraler, som kunne virke opbyggelige. En del af æren tilskrives ejer William Gaines. Han overtog EC Comics efter faderen, Max Gaines’ pludselige død i 1947, og ændrede forlagets profil.
EC Comics storhed og fald
Under Gaines Junior blomstrede EC Comics op, blev førende på markedet med markante og ikoniske titler, som Tales From The Crypt og Weird Science. Forlaget fik hyret en række prominente navne til, at skrive og tegne deres udgivelser. Og var nogle af de første, som rent faktisk krediterede og profilerede historiernes forfattere og tegnere.
Det var dog ikke alle, der anså EC Comics og andre forlags udgivelser i samme genre, som progressive og positive for folk og fæ. I midt-50erne steg det politiske pres i visse kredse. Anført af Dr. Frederic Wertham og hans berømte/berygtede bog Seduction of the Innocent. Der omhandlede tegneseriers påståede skadelige og nedbrydende virkning på den letpåvirkelige ungdom.
Den bogs indvirkning og skadelighed på tegneseriers anseelse kan man stadig mærke dønningerne af i dag. Så tak til doktoren! Konkret førte det til et enormt politisk pres. Sammenholdt med en undersøgelse af distributionsmodellen på bladmarkedet, og et styrtdyk i salgstal pga. den dårlige omtale, lukkede EC mange af deres mest berømte titler. Mad Magazine overlevede, og blev forlagets redning og topsællert i mange år, men det er en helt anden historie. Vi vil have blod!
Behøver man så, at vide alt det her (og gerne mere, naturligvis) for, at dykke ned i Skræk og nyde historierne? Muligvis ikke, men konteksten betyder alligevel noget her. En ny/moderne læser, der får det her smidt i hovedet, vil muligvis opfatte en bog som denne, og dens indhold, som ganske gammeldags. Endda bedaget og måske også lidt kluntet. Det er på mange måder, som at se film af ældre dato, hvor det at man har noget forhåndsviden og viden om betydningen gør, at man måske sætter lidt mere pris på det. Og sætter pris på indflydelsen på det specifikke medie.
Kort fortællinger, stor indflydelse
Jeg har aldrig dyrket, eller læst, specielt meget gys og sci-fi af denne slags. Men, jeg har slugt genrerne inden for andre medier, især film og tv. Fra jeg kunne sidde selv oprejst for flimmerkassen til i dag, hvor jeg kan vælge og vrage i streamingland. EC Comis’ eksistens, noget af deres historie, de mest berømte historier og ikke mindst deres indflydelse, er heller ikke strøget helt over hovedet på mig.
Fra Simpsons forfattere, over filmskabere som Spielberg og Lucas, og forfattere som Stephen King til specifikke scener i film som Tilbage til Fremtiden 1. Hvor Marty klæder sig ud som “Darth Vader”, og skræmmer en 50er knægt, der læser en scifi tegneserie. EC Comics indflydelse er “overalt”.
Formatet og indholdet, samt EC Comics storhed og “fald”, har været med til at forme dele af populærkulturen, som vi kender den i dag. Det bør anerkendes, respekteres og være med til at give perspektiv, når man sidder med og læser en bog som Skræk.
Læser man bogen i dag, så kan historierne virke korte, temaer og budskaber “simple”. Historierne er ofte kun 6-7 sider lange og rummer en klar morale, eller et enkelt twist, som afslutning på fortællingen. Det er episodisk, og på mange måder minder det om klassiske eventyr hvad moralen og opbygningen angår. Folklore i tegneserieform.
Den Store Skrækbog
Kigger man specifikt på Den Store Skrækbog, så dækker den hovedsageligt materiale udgivet i årene 1952-55. EC Comics absolutte guldalder, kunne man sige. Historierne er både i sort/hvid og farver. Alle indledes med en kort biografi af historiens skabere. Ligesom der er nogle redaktionelle sider, der forklarer baggrunden og giver et lille overblik over EC Comics historie og betydning. Det er så skrevet og set fra start-70ernes perspektiv, altså kun omkring 20 år efter historierne oprindeligt udkom.
Dermed kunne Williams-folkene, naturligvis ikke kigge ind i fremtiden og se hvor vidtrækkende og blivende EC indflydelse ville være. Men, de har nu ramt overraskende godt plet og må have haft en fornemmelse af, at det her ville være noget, som ville blive ved med at præge populærkulturen fremadrettet. I det hele taget emmer udgivelsen af kærlighed til, og viden om, materialet og denne form for tegneserier, hvilket jo i sig selv er prisværdigt.
For helt, at sætte pris på bogens indhold er alt det her nok også nødvendigt, at have in mente. Set med 2021 øjne kan det være lidt svært at se, at meget af det her skulle kunne virke særligt skrækindjagende, kontroversielt eller fordærve nogen læsere, på nogen måde. Det er her kontekst og historisk betydning bliver vigtig.
Farlige vejskilte og hånende hekse
Netop tonen, er måske en man vil genkende. Især, hvis man har set en af de mange EC-inspirerede antologi gyserserier, der er dukket op, henvendt primært til lidt yngre seere, over årene. En historie, som eksempelvis “Farligt Vejskilt”, tegnet af Graham Ingles, oprindeligt bragt i The Haunt of Fear nr. 17, jan.-feb. 1953 (det er fedt den slags oplysninger er inkluderet i bogen), indledes af en slags alvidende fortæller.
En fortæller, ala The Crypt Ceeper eller lignende karakterer, her en gammel heks, der følger med fra sidelinjen bogen igennem. Heksen runder lige den forrige historie af, i dette tilfælde en BLODDRYPPENDE vampyr-historie, hvor hovedpersonen endte som en slags blodbank for en flok storbyvampyrer, sætter scenen for den næste og fungerer ellers som en form for “hypeman”.
Det ER en fortællestemme, hun er altså klar over, at der sidder læsere på den anden side. Og henvender sig direkte til læserne, i en form for fjerde væg nedbrydende manøvre. Her bliver man både kaldt et “blodtørstigt bæst”, det insinueres at man muligvis ikke har betalt for bogen (korrekt, det har jeg jo ikke!). Og så smøres ellers tykt på med, hvor uhyggeligt det hele er.
Ens tolerance over for gys, gru og uhygge er jo cirka lige så individuel som humor. Men, der er altså ikke meget at blive bange for eller skræmt over, i en historie som denne.
Mord og misdannelser i mosen
Den handler kort fortalt om et brødrepar, de ene “syg” og misdannet, den anden bare almindeligt grimt. De bor langt ude på landet og narre ved nattetide uskyldige forbipasserende på afveje med et vejskilt, der leder dem op til brødrenes afsidesliggende MORDERHUS. Den ene bror, den grimmeste og mest syge, holdes i ro ved, at han får lov til at myrde de uskyldige natlige “gæster”. Efterfølgende han dumper ligene i nærliggende mose.
Efter gæst nummer tre sker der et eller andet mystisk i mosen. De tre ligs kropsdele smelter sammen på kryds og tværs. De tre genopståede misfostre drager op til huset, hvor de torturerer (off screen) den “raske” bror i nøjagtig 25 minutter og giver ham en noget uheldig, fysisk make over.
Historien slutter med at begge brødre nu er freaks. Mere freaky end før i hvert fald og heksen runder af med, at komme med en afsluttende punchline om, hvordan han nu skal spise spaghetti. Hans hoved er placeret omvendt, cirka i skridthøjde. Der er altså tale om god, gammeldags body horror.
Det vil nogle måske finde foruroligende, eller ligefrem lidt ulækkert, men i denne milde form som her, så giver det nu ikke meget ubehag i min ende. Her, og ved alle de andre gyser/skrækhistorier, i Den Store Skrækbog gør det samme sig gældende. Man er nødt til, at tænke på hvordan det her har virket på læsere i 50erne, som ikke var blevet bombarderet med en uendelig strøm af langt mere bloddryppende- og tilsølede billeder i forskellige medier. For slet ikke at tale om nyhedsudsendelser.
Taget ud af konteksten, så virker det her pænt tamt. Ligesom tegninger og fortællestil virker gammeldags og lidt primitiv. Her godt hjulpet på vej af en farvelægning, som måske ikke var state of the art allerede i 1974, da disse historier blev genoptrykt (hvem ved om det er en kopi af en kopi af en kopi) og så lige knap 50 års slid og brug oveni. Det er kort sagt en lidt falmet og udtværet oplevelse.
duften af gamle historier
Ellers byder Den Store Skrækbog på et miskmask af fortællinger om skyldige og uskyldige, der får som fortjent, eller ikke. Sci-fi afstikkere, hvor vi kommer ud i rummet. Hjemsøgte moser og forbandede opiumshuler i ”fjern østen”. Morderiske femme fatales, jødeforfølgelse og klamme, onde børn. Alt hvad et godt gyserhjerte kan begære.
Alsidigheden i udvalget af historierne kan man ikke klage over. Ligesom den generelle præsentation og den kærlighed man fornemmer til kildematerialet, og deres skabere, er prisværdig. Og mere end godkendt for en bog, som har næsten 50 år på bagen.
Tryk, farver og den tekniske del kunne godt trænge til en lige så kærlig hånd, som behandlingen af selve indholdet. Man kan kun forestille sig, hvor imponerende en restaureret version af dette materiale, i samme oversized størrelse og format, ville se ud med nutidens tekniske muligheder.
Men, som Den Store Skrækbog præsenterer sig her, med sine krøller, folder, rifter og gulligt, falmede og medtagede sider, så har den nu også sin helt egen charme. Man kan næsten lugte fordærvet. Virkelig, bogen lugter faktisk lidt… Den er af sin tid, og indholdet i endnu højere grad.
Der er dog en grund til, at disse EC Comics-historier har haft, og stadig har, indflydelse på populærkulturen. Gammeldags går af og til hånd i hånd med ”tidløse”, arketypiske eller klassiske. Når støvet lægger sig, så står den slags historier stadig tilbage og overlever på en eller anden måde, at tidens tand gnaver i dem fra alle sider. Helt ind til KNOGLERNE, MUHAHAHAHA!
