Fra Reolen: Seriemagasinet nr. 187

by | Sep 12, 2021 | Fra Reolen | 0 comments

Seriemagasinet har en helt særlig plads i det danske tegneserielandskab. I perioden 1968 til 1984 udkom der i alt 314 hæfter, plus en lang række ekstra udgivelser. Dermed dækkede magasinets udgivelsesperiode en af de mere omskiftelige perioder i nyere historie.

Fra hippie og “nej tak til atomvåben”, over 70er frisind og oliekrise, til punkens opblomstring, BZere og Yuppie 80erne. Materialet magasinet bragte var lige så varieret, og afspejlede de omskiftelige tider. Humor, spænding, krimi, krig, western, sport, sci-fi og meget mere. I farver, i sort/hvid eller en skrabet, falmet lav-kvalitets farvepalette.

Normalt faldt materialet, lidt forenklet sagt, i to kategorier: engelske hæfteserier og amerikanske avisstriber. Ofte løb serier kontinuerligt over mange hæfter, henvendt til raske drenge med hang til fart, spænding og action. Superhelte virkede som mere sjældne gæster, selvom man også så titler som Luke Cage og Moon Knight snige sig ind.

Bladet bragte blandt andet også den danske debut for Punisher. Ligesom man kunne opleve voldsomme sager som Conan og Judge Dredd. Men, især i de første mange år, virkede det mere “pulp”-prægede som hovedfokus.

Tegneserier, som vores fædre elskede dem

Jeg har ikke andet forhold til Seriemagasinet end, at det “altid” har eksisteret i min bevidsthed. Eftersom bladet stoppede i 1984, jeg er født i 79 og begyndte først for alvor at læse tegneserier omkring 85, er det “før min tid”. Jeg husker dog tydeligt bladet fra tilbudsbunkerne/poserne hos tidens forhandlere af brugte blade.

Det lokkede dog aldrig helt nok til, at jeg erindre aktivt at have opsøgt, eller investeret i det. Jeg var til Superhelte og tidens mest populære humortitler, der udkom bredt tilgængeligt, samt albums med Lucky Luke, Asterix, Tintin og lignende. Jeg forbandt Seriemagasinet med noget, som så lidt “billigt” og ret gammeldags ud. “Dad comics”.

Her mange år senere, da jeg vendte tilbage til tegneseriemediet, og var blevet mere nysgerrig på tegneseriehistorie, dukkede Seriemagasinet op i min bevidsthed igen. Lidt tilfældigt blev jeg ved med, at falde over det når jeg “bladrede” (eller “scrollede” for alle jeg hippe katte derude) online antikvariske hjemmesiders udbud igennem.

Så jeg besluttede, at fylde lidt på reolen- Både af nysgerrighed og for, at have lidt at tage af til disse Fra Reolen artikler. Jeg valgte 4 blade, udelukkende ud fra forsiderne og et forsøg på, at ramme lidt forskelligt. Overskrifter som “Black power” og billedet af en gangster-pimp fangede. Judge Dredd på dansk, haps. “En hippie på holdet” og et klip fra en fodboldkamp? Ja tak! Og så omdrejningspunktet for denne omgang af Fra Reolen: Seriemagasinet nr. 187.

Maskerede helte, fribrydere, jagerpiloter og fodboldspillere!

Bladet udkom i oktober 1975 og prydes af Will Eisners ikoniske The Spirit, “en ny skøn serie”. Så jeg kunne slå flere fluer med et smæk her. En ikonisk tegneserieskaber og en af hans klassiske serier, tilmed “fra begyndelsen” af en historie. Plus smagsprøver på, hvad Seriemagasinet anno midt-70erne ellers kunne byde på.

Jeg vil ikke gennemgå handlingen i alle serierne minutiøst, de fleste af dem springer alligevel direkte ind i et handlingsforløb, så det giver ikke meget mening at gengive i detaljer. Det er mere et et hurtigt blik ud over et blad “af sin tid”, løse nedslag og strøtanker.

Ønsker man et dybere, mere “nørdet” dyk ned i Seriemagasinet, så kan jeg anbefale Tom Kampmans hjemmeside/podcast Verden Ifølge Seriemagasinet. Ligesom der er en stor mængde data og info samlet på ComicsWiki, hvis man er interesseret i ting som indholdsfortegnelser og hård fakta.

I Seriemagasinet nr. 175 kan man ud over den Zorro-maskerede The Spirit møde bryderen Johnny Puma, jagerpiloten Johnny Hazard, fodboldspillerne fra Roy Rovers og serier som Hagar, Peddersen, Haltende Hugorm, Poeten og Lillemor med mere.

“Af sin tid” eller “utidig” Spirit?

Som man kan se, så er det mildt sagt en eklektisk blanding af serier. Og også en der signalerer en brydningstid, hvis ikke lidt redaktionel stilforvirring og skydning med spredehagl. Der er rester fra en efterhånden svunden tid, der virker lidt malplacerede i selskab med hinanden. Jovial humor og lømmel-spænding, og så en pulp-helt med rødder tilbage til 30erne?

The Spirit er hovedserien i dette blad. Serien er godt nok skabt i 1940, men med kraftig indflydelse af 30erne spændings/pulp-helte. Ligesom seriens skaber, legendariske Will Eisner, begyndte at arbejde på den og udtænke karakteren i løbet af 1939. Hvor avisredaktører præsenterede ham idéen om, en fortløbende tegneserie-serie i deres aviser.

Lad os bare adressere den store, fede elefant i rummet. The Spirit er ikke bare af sin tid, den er dybt forankret i den. Jeg er ofte fortaler for “husk konteksten”. Og “alt er præget af sin samtid”, eller “vær påpasselig med en moderne læsning af ældre materiale”. Ligesom jeg bestemt ikke er tilhænger af censur, specielt woke eller en frelst social justice warrior.

Men, The Spirit balancerer i dén grad på grænsen mellem, at være “af sin tid”, “ret problematisk” og “straight up racist”. Der er, naturligvis tale om fremstillingen af The Spirits sidekick Ebony White. Navnet er én ting for denne afro-amerikanske medhjælper. Noget andet er, at han er en form for male servant for en meget hvid helt. Måden han er tegnet på, er noget helt, helt andet.

Der er ingen vej udenom det: Eisner har tegnet manden, så han ligner en lille, karikeret abe.

Ulasteligt klædt selvtægtsmand

Èn ting er, at det måske stadig gik an i 1940, hvor arven efter uheldige ting som gamle minstrel shows stadig spøgede i populærkulturen. Men, denne historie er fra start-50erne, hvor andre vinde stille og roligt må være begyndt at blæse? Spoler vi så frem til 1975, hvor Seriemagasinet bringer historien, så begynder det for alvor, at virke mildt sagt gammeldags.

I 2021 kan det virke upassende, måske endda chokerende og anstødeligt. Her er det, naturligvis også nødvendigt, at kigge på hensigten. Ønskede Eisner, at fremstille et ubehageligt magtforhold mellem hvide og sorte, og gøre grin med en hel befolkningsgruppe med Ebony Whites karikerede fremtoning? Sikkert ikke, men jeg vil skyde på, at mange moderne øjne slet ikke vil se figuren, som værende et lille menneske. Line Baun ville ikke…

Selve The Spirit figuren er også af sin tid. Ikke en helt med Superkræfter, men en Batman lignende detektiv med en hemmelig identitet og gode opklaringsevner. Bag den lille Zorro-maske gemmer sig Denny Colt, crimefighter. Klædt i nydeligt jakkesæt, handsker og fedora hat.

Der er altså tale om en karakter, der kombinere pulp-helten med en privat detektiv arketype. Omgivet af hårdkogte forbrydere, femme fatales og storbyens fristelser.

Læserbreve: Hvem, hvad, hvornår?!

Fra barndomsven til farlig femme fatal

I denne historie følger vi The Spirit på et eventyr, der ripper op i fortiden. Centreret om den mystiske Sand Saref, en kvinde Spirit mødte da de begge var børn. Hendes far, en politimand der bliver involveret i en sag om Spirits onkel og hans problemer med lokale forbrydere.

Sand Sarefs strisser far og onklen er venner, betjenten dræbes af forbryderne, der har chikaneret onklen. Det ender med, at onklen i et anfald af skyldfølelse over vennens død begår selvmord. Dette driver en kile ind mellem unge Colt og Sand Sarefs forhold, da hun føler, at Spirits onkel indirekte bære skylden for hendes fars død.

Saref kommer ud på et skråplan, bliver selv involveret i småkriminalitet. Unge Colt forsøger forgæves, at styre hende tilbage på dyndens smalle sti. Han ser hende for sidste gang, da hun går ombord på en færge til Europa, som en del af en “forbryderisk spillering”.

Mange år senere kan Spirit, i kraft af hans involvering i det amerikanske efterretningsvæsen følge Sarefs gøren og laden. Nu som “mystisk kvinde”; der er involveret i jetset liv og global glamour. En aften dukker et lig op i det frosne mudder, i havnen i Spirits hjemby, Central City. Et spor peget mod Sand Sarefs involvering.

“SM-stemning”, den slags kan vi jo alle komme i?

Klassisk og kompakt historiefortælling

Herefter følge opklaringsarbejde, forviklinger og, naturligvis en midlertidig genforening af de to barndomsvenner. Det er 14 siders meget kompakt historiefortælling, af en lille, afsluttet fortælling, der når vidt omkring.

Du kan gå til en uden forkendsskab til figurerne og universet, men du skal nok have en kærlighed til denne form for figur og historiefortælling for helt at værdsætte det. Det kan føles lidt stift og gammeldags, og arven efter avis-serial fortællestilen og struktur fornægter sig ikke.

Når man lige kommer sig over Ebony Whites uheldige fremtoning, så opdager man også, at figuren faktisk ikke fremstilles, eller behandles underdanigt eller nedværdigende. Han ER et sidekick, men ikke en boksebold, eller butt of the joke. Ligesom andre bi-figurer også fremstilles lettere karikeret, eller stereotypt rent udseendesmæssigt.

Man fornemmer dog også, at en figur og et univers som The Spirits havde en udløbsdato, og at den var nært forestående. Her i start 50erne befinder vi os i figurens efterår, og han forsvandt efterhånden ud af den bredere offentligheds bevidsthed.

Sidenhen er det blevet til sporadiske optrædener hen over de efterfølgende årtier, men aldrig for alvor et reelt comeback. Figuren er forsøgt overført til andre medier, som en TV-film fra 80erne, der egentlig var tænkt som et pilot-afsnit til en TV-serie. Og så var der Frank Millers gentænkning af en mislykket film fra 2008.

Fribrydende forbryderbekæmper

Hvis The Spirit har ført lidt en skyggetilværelse i populærkulturen siden peaket, så er han dog stadig ikonisk og husket af tegneseriefans. Det samme kan vist ikke sige i samme grad om nogle af de øvrige serier i bladet her.

Vi får blandt andet en episode med den indfødte amerikanske wrestler Johnny Puma, der åbenbart også moonlighter som forbryderbekæmper i sin fritid. I denne del af en fortløbende fortælling ombord på et passagerfly på vej til en bryder-tour i England, hvor han gør kort process med nogle möchtgern flykaperere.

Og hvis Ebony White var en stereotyp fremstilling af afro-amerikanere, i hvert fald visuelt, så ligner og opfører Johnny Puma sig på en måde, der havde fået John Wayne til, at nikke anerkendende. Primitiv, dyrisk, stærk, handlekraftig men ikke videre intelligent og lidt fish out of water. I det mindste løber han ikke rundt med en tomahawk, i eller udenfor ringen.

Johnny Puma er Johnny Cougar, en britisk figur fra bladet Tiger Comic. Figuren eksisterede fra 1962 til 1985, altså hele Seriemagasinets levetid og lidt til. Og det ser ud til, at han var en ret hyppig gæst i bladet, så han må have haft en vis popularitet?

Pilot fanget i politisk konflikt

Vi får også et udsnit af et fortløbende eventyr med en anden Johnny, denne gang Hazard. Pilot, globetrotter, hemmelig agent (måske?) og all round manly man. Han roder rundt i noget koldkrigsdrama i Albanien, der involvere nogle lokale fraktioner fra hver deres side af det politiske spektre.

Egentlig begyndte Johnny Hazard som pilot under Anden Verdenskrig, i en avis-stribe der debuterede dagen inden D-dag i 1944. Da Anden Verdenskrig blev afløst af Den Kolde Krig fulgte Hazard med, og bekæmpede demokratiets fjender verden rundt de efterfølgende 3 årtier. Indtil seriens skaber, Frank Robbins gik på pension i 1977.

Det er typisk drengeaction, der går fra krigsserie til spioner, farlige og fristende damer (uden at man ser noget fræk hanky panky, selvfølgelig), smuglere og andet revl og krat. Fra storpolitisk drama til små-forbrydere, der kan ordnes med et par knytnæver.

Modsat Johnny Puma, der er pænt primitivt tegnet og ser billig ud, så er Hazard egentlig ganske hæderligt tegnet. Strukturelt og fortællemæssig er den af sin tid og præget af avis-stribe formatet, så forvente masser af cliffhangers og en episodisk følelse.

En pose blandede tegneseriebolsjer

De øvrige serier, som Hagar og Haltende Hugorm har jeg tidligere skrevet om, eller også det bare én-siders “breakers” mellem de længere serier i bladet. Så kan man lige ikke-grine af en side med Snøfte Smith, eller give Al Capones “ugebladshumoristiske” punchline et stenansigt.

Så er der fodboldserien Rovers, der virker ekstremt outdated og britisk, den fangede mig slet ikke og virker som et stivbenet fortidslevn. Mere “sjovt”, eller kuriøst er et læserbidrag, serien Hypensprutz af Ove Nørhave. Ud over at få trykt sin primitivt tegnede stribe i bladet har han vundet et abonnement på Super Magasinet Uno! Bred ymer og knæhøj karse!

Af øvrige indslag kan nævnes, at bladet indledes med en kort introduktion til Will Eisner og The Spirit, hvilket jo altid er et kærkommen tiltag. Og så er der, selvfølgelig en tegneseriehæfteklassiker, brevkassen Klatteplankeværket.

Her kan man få svar på presserende (hvis du har tålmodighed til, at vente et par måneder på svar) spørgsmål som: kommer Luke Cage tilbage? Bringer I noget med Dræberravnen eller hvor mange numre udgav I med De Fantastiske 4 og Edderkoppen? “Ikke foreløbig”, “måske” og “det var ikke os, men Williams der udgav De Fantastiske 4 og Edderkoppen (og de ved det garanteret ikke, hæ!)”.

Uhhh, stød lige under bæltestedet til en konkurrent. Så kan Williams lige tygge på den!

Stiv, tør og gammeldags underholdning til raske drenge

Okay, jeg vil ikke lyve, det tog mig overraskende lang tid, at tygge mig igennem Seriemagasinet. Ikke fordi, at de 60 sider er en uoverskuelig mængde, men det er da et fint sideantal til prisen på 3.75 i 1975 mønt. Det skal de da have.

Nej, det er bare ikke lige mig, det må jeg nok erkende. Min mistanke fra 80erne blev bekræftet. Jeg kan sagtens forstå, sætte mig ind i og respektere, hvis man er til serier, som dem Seriemagasinet præsentere her. Spænding, lidt romance og andre “drenge dyder”. Jeg har endda sympati for mange af disse genre, og ville nok også have set tv-udgaver af denne form for historier, da jeg var knægt.

I tegneserieform, som de er præsenteret her, bliver det bare en kende for stift, tørt og gammeldags til mig. Det er en smagssag. Dog vil jeg vove, at påstå at en serie som Johnny Puma, eller nogle af forsøgene på “humor” i nogle af de korte indslag, ikke har ældes med ynde.

The Spirit er legendarisk, og det er der en grund til. Den er flot tegnet, effektivt fortalt og virker på mange måder som prototypen på denne form for pulp-helt. Selvom den, naturligvis står på skuldrene af serier og figurer der kom inden. Så må man lige sluge Ebony White.

Seriemagasinet og dens kulørte sammensætning af serier virker også lidt, som at købe en lottokupon. Denne gang blev det ikke til den store gevinst, men måske næste gang? Der er jo lidt tilbage på reolen til en anden god gang, når der skal lidt spænding på drengen.