Den Allerførste gang…
Hvordan startede det hele egentlig? Var det Andeby eller Eternia (Masters of The Univers) der kom først på bordet i det sønderjyske hjem, eller var der en Asterix eller Lucky Luke tegneserie hos min hyggelige dagplejemor? Jeg kan ikke helt indsnævre det yderligere, men vi er i hvert fald tilbage i start/midt-80erne. Jeg ved dog, at det der for alvor fangede mig og var noget jeg begyndte at dyrke var Anders And og Masters of The Univers. Begge dele fyldte meget i den periode, hvor jeg som knægt i en lille landsby i Sønderjylland havde begrænset adgang til tegneserier og legetøj.
Men, den lokale Brugsforening havde faktisk et for, den slags forretning, hæderligt udvalg af tegneserier og også en lille smule legetøj. Var det ikke nok, så måtte man til en af de nærliggende større byer, 6 km til kommunens største by, eller endnu længere væk, 15 km til regionens handelscentrum, Tønder, hvor udvalget var noget mere prangende – men vi befandt os stadig ude på landet i midt 80erne, så der var langt fra frit valg på hylderne. Kort sagt var ens adgang til kulørte sider og plastik begrænset af omstændighederne.
Mit gæt er, at den første tegneserie jeg selv læste, eller bladrede i, var et Anders And blad, en kærlighed der holdt i en hel del år og vel først begyndte at dale, da kvaliteten af bladet og dets indhold begyndte at falde mærkbart i løbet af start 90erne. Resultatet er et par flyttekasser med Anders And & Co komplette årgange, diverse Jumbo Bøger, Lomme-And, specials og guderne må vide hvad ellers, som jeg har beholdt af nostalgiske årsager… selvom skidtet bare står og fylder i et skur. For det er der fortiden har haft sin plads i mange år.
En fortid, der har været pakket væk i et skur i nogle flyttekasser, kasser der har fulgt mig siden jeg flyttede hjemmefra i slut-90erne, men som jeg altså af en eller anden grund ikke har kunnet skille mig af med. De havde luret i baghovedet i årevis. Hvad gemte de mon? Var “det hele” der mon stadig? Havde de overhovedet overlevet utallige flytninger, kældre, loftsrum og nu et opbevaringsskur? I julen sidste år tog jeg skridtet. Kasserne blev båret ind, pakket ud og indholdet sorteret og studeret. Og så klappede fælden, ligesom jeg havde frygtet. Jeg følte det krible og jeg var hooked igen.
Første gang jeg blev afhængig var altså Anders And & co’s skyld, men den første tegneserier jeg kom i kontakt med, som virkelig fik kickstartet min fantasi, var nok en min far læste op for mig. I 1985 var He-Man og Masters of The Univers det helt store på legetøjsmarkedet. Letpåklædte krigere og fantasifigurer med svulmende muskler og store våben var åbenbart noget der kunne pirre en 6-årig, rask dreng! Og med hver figur, hvoraf nogle rent faktisk kunne erhverves i den førnævnte Brugs, og ellers i de større handelsbyers legetøjsforretninger, fulgte der en lille, kompakt tegneserie med, som introducerede universet/figuren. De blev mere og mere tarvelige og dårligt tegnede med årene, men de første, især den jeg husker fangede min opmærksomhed og virkede som en eksplosion i min hjerne var inspireret af stilen fra en tegner som Frank Frazetta. Der blandt andet var kendt fra Conan, hvilket jeg ikke anede en skid om dengang, men den lille tegneserier bog og også box artet til det første af legetøjet fangede fuldstændig min fantasi. Mørkt, mystisk, dragende, lidt uhyggeligt, gammeldags og futuristisk på samme tid.
Jeg kunne ikke selv læse de første, da de var på tysk eller engelsk, men jeg lærte efterhånden at stave mig igennem de tæt trykte sider, indtil da måtte min arme far slave sig igennem enkle historier om fantasy sci-fi nonsens som godnatlæsning. What a trooper! Senere kom en regulær He-Man tegneserie, på dansk, på markedet, mere inspireret af den populære Filmation animationsserie, som på mange måder redefinerede og overtog mytologien omkring MOTU og udfasede de mere Conan/barbar fantasy prægede elementer. Den serie kigger jeg nok mere på ved lejlighed, lad os bare sige, at det ikke helt var det samme, men OK for et barn.
Med årene skiftede, eller overlappede, diverse legetøjstrends, men fulgte nogenlunde det samme mønster, hvor legetøjet blev bakket op af en mere eller mindre vellykket tegneserier, hvor Transformers var lidt af en ujævn fornøjelse, så var Action Force lidt bedre, mens jeg nok var ved at være “for gammel”, da Turtles overtog markedet i start-90erne. Faen, selv Ghostbusters havde en tegneserie på dansk, som jeg har et par numre liggende af – igen et projekt til en anden dag/artikel!
Ville man have adgang til andet end de aktuelle udgivelser, og ikke udelukkende være afhængig af butikkernes nåde, måtte man besøge tidens lykkepose i butiksformat: brugtbladsforhandleren.
Alt kunne stort set bruges i de år og min tegneserier sult var tilsyneladende umættelig, selvom midlerne var begrænsede og muligheden for at besøge en butik, som denne brugtbladsbiks, afhængig af ens forældres nåde – indtil jeg blev gammel nok til selv at tage toget… et tog man kunne tage fra et trinbræt 2 km udenfor byen… som sagt: jeg boede lidt isoleret. Derfor dukkede der også en, lad os kalde det, “eklektisk blanding” af tegneserier op, da jeg fik åbnet de ovennævnte, famøse kasser. Groft sagt kan det deles op i humor og superhelte. Anders And, Basserne, Garfield og Serieparaden (med Steen og Stoffer som det helt store trækplaster!) første an, men der dukkede også ting som Hagbard, Mads og Misse, Tom og Jerry, Gøg og Gokke (?!) og andet op i bunkerne. Det har muligvis været med til at forme og præge min humor i højere grad end jeg egentlig vil stå ved.
Desværre fik jeg aldrig lige så store muskler, eller særlige evner, som den anden sværvægter i min samling: superheltene. Jeg er ret sikker på, at det første “aktuelle” nummer af Edderkoppen som jeg selv købte, eller fik foræret, var Edderkoppen nr. 26 fra 1986 med Marvelklubben nr. 86, indkøbspris 9.75, hvilket var halvdelen af den 20er jeg fik i lommepenge om ugen dengang. Og så var jeg solgt. Jeg har en erindring om, at jeg har læst nogle tidligere Edderkoppenblade fra Interpresse (der overtog udgivelsen i 84) end nr. 26, men det må have været blade min nørde-ven Christian ejede og havde anskaffet sig brugt for hans samling startede, så vidt vi har kunnet gisne os frem til omkring samtidig.
Derfra og 5-6 år frem var jeg superheltefanatiker, og støvsugede mine tegneseriekilder for alt hvad lommepenge og tiggeri kunne trække, nyt som gammelt blev fortæret, tygget igen og igen, indtil bladene rent faktisk lignede noget man havde gumlet lidt på. Edderkoppen var (og er!) størst, men andet Marvel kunne også bruges, DC i lidt mindre grad, det har aldrig fanget mig helt i samme grad, selvom jeg gerne ville elske Batman, men hans udgivelser på dansk dengang var noget redaktionelt rod og materialet ikke det bedste. Der er også nogle Winthers-forlag udgaver af diverse helte i samlingen, købt brugt, men det var mere af nød de blev indkøbt, hvis der ikke lige var andet. Min Edderkoppen var den 80er Edderkoppen, som jeg kendte fra Interpresse-bladene og kurateret af legendariske Marvel-Morten, i hvert fald ud af til. De ældre blade virkede underligt tegnede og lidt “grimme” i mine øjne, ligesom det var svært at finde hoved og hale i historierne, da de virkede noget tilfældigt udvalgt, uden fokus på kontinuitet.
Men sagaen om Den Gule Djævel og hans identitet, Den Sorte Kat og Edderkoppen/Peter Parkers forhold, Projekt Xs mere indviklede og uforståelige univers, De Fantastiske 4s kosmiske familieudflugter og Hulks til tider noget groteske solo-eventyr, det var kræs for knægten. Jeg husker stadig en familieferie til Norge i 1990, hvor gaven til bilturen var Edderkoppen Sommer Special 90. Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at bladre det igennem på en 5-6 timers biltur fra Sønderjylland til Frederikshavn og en efterfølgende 8 timers sejltur og derefter ditto biltur op gennem Norge? Fantastisk!
90er nedturen
Jeg kan se på min samling, at der begynder at opstå større huller omkring 92/93, hvor jeg vel, helt naturligt, er begyndt at få andre interesser? I de år var jeg også sports-nørd, ikke mindst fodbold, som jeg dyrkede med samme religiøse tilgang som tegneserier og øvrig nørde-kultur. Film og ikke mindst musik begyndte også at fylde mere, nå ja, og piger – det var sikkert også mere spændende end mere eller mindre kulørte superhelte og diverse muskelmænd støbt i plastik? Måske led jeg i den periode også lidt under fordommene om, at “tegneserier er noget pjat for børn”? Det er ikke en tanke jeg erindrer, at jeg bevidst har haft, men eftersom min nørde-ven og jeg var de eneste, som i hvert fald jeg kendte til, der interessere sig for mediet i kilometers omkreds, så var det da i hvert fald ikke en fascination der indgød til et stort, samlende fællesskab for to unge teenagere…
Et par år senere begyndte jeg på gymnasiet, placeret i “storbyen” Tønder, hvilket også medførte en daglig gang i den nært liggende gågade og dermed også en nemmere adgang til kiosker og forhandlere af blade og magasiner. Og et eller andet begyndte at fange min nysgerrighed igen, noget sugede mig ind i butikken og ledte mig hen til tegneserier afdelingen, hvad foregik der min i Edderkoppen? Han var kommet ind i 90erne, med alt hvad det indebar og jeg havde cirka alderen hvor figurer som Krybet og Splatter, som de hed på dansk, prydede forsiden og virkede stimulerende på min hormonpumpende krop. Det lignede jo et tegnet, farverigt og voldeligt adrenalin kick!
Men det holdt ikke rigtig ved, historierne var ikke helt lige så gode og fængende, det hele virkede lidt overfladisk og tju-bang “gimmick” agtigt. Og da det så endelig blev kompliceret, blev det så indviklet, rodet og fortænkt, at det næsten dræbte min kærlighed til Edderkoppen og tegneserier generelt. Ja, vi ramte den famøse og notoriske Klon-Saga, som næsten fortjener et nyt kig på et andet tidspunkt her på siden. Men, sideløbende, eller lidt efter, må jeg være begyndt at købe Projekt X bladet, der var godt i gang med deres ultra populære Chris Claremont og Jim Lee run på dansk. Flyttekasserne gemte i hvert fald hele Age of Apocalypse historien, og faktisk en del numre fra inden den gik i gang. Det “sjove” er, at jeg ikke husker, at have læste den?! I hvert fald ikke før tidligere i år, hvor jeg drønede de blade igennem? Hvorfor har jeg så købt bladene?
Enten har jeg simpelthen købt Projekt X af vane, eller med ambition om at læse dem og aldrig kommet til det, eller også kan jeg bare ikke huske at have læst historien? Underligt. Samlingen stopper også ganske brat inden sidste nummer i AOA-sagaen (som jeg så måtte ud og finde brugt her mange år senere), så det kan ikke have fænget voldsomt eller betydet nok til, at det blev fulgt til dørs…
Således hostede jeg mig gennem slut-90erne og havde en årrække, hvor jeg igen ikke skænkede de kulørte helte en tanke. Anders And lå for længst i bakspejlet, Garfield og Basserne kørte i en evig cirkel af masseproducerede gentagelser og Steen og Stoffer var stoppet nogle år tidligere og tilhørte fortiden, sammen med alt det andet, som nu var røget i flyttekasser og op på mine forældres loft. Og sidenhen kom med på eventyr i opbevaring når jeg flyttede rundt. I første omgang da jeg rykkede til provinsens hovedstad, fik mit første rigtige lønnede job og begyndte at lege voksen – eller feste som en 20 årig nu gør.
I den periode var Edderkoppen blevet til Spiderman, det havde jeg fået med fra sidelinjen og syntes, selvfølgelig, at det var noget værre pjat! Alligevel begyndte jeg, i hvert fald kortvarigt, at købe bladet igen. Selvom jeg ejer en del blade fra perioden 01-03ish, så blev jeg aldrig for alvor hooked og sparepengene begyndte at gå til udenlandske musikmagasiner, CDer og DVD-film da jeg rykkede til Aarhus for at læse ved universitetet. Jeg var på fra Spiderman nr. 29 og omkring 20 numre frem og så er der et isoleret nummer 71, der åbenbart var den sidste krampetrækning.
Tegneserierne røg ud i periferien og eksisterede op gennem 00erne og helt frem til i dag mest som et minde og oplæg til de Marvel-film, der begyndte at dukke op i forrige årti, og som jeg med årene fik set og nydt for hvad de nu var. Tænk hvis man havde kunnet få disse og de moderne Batman-film da man var barn! Mit hoved ville have eksploderet…
Stille og roligt op gennem 10erne begyndte jeg at læse en lille smule op på især Marvels udgivelser, uden at anskaffe mig nogle af bladene, mest fordi jeg ikke anede hvor man skulle anskaffe dem eller begynde – så stak nysgerrigheden åbenbart ikke dybere end det? Marvel månedsbladende på dansk var stoppet med at udkomme i 2009 og de amerikanske tegneserier havde aldrig rigtig interesseret mig, i hvert fald ikke nok til, at jeg ejede mere end 4-5 amerikanske Spider-Man og Venom blade. Man kan jo godt begræde, at Marvel-filmenes enorme succes ikke førte til, eller kunne bære, en fornyet interesse for tegneserierne på dansk, men sådan artede tiderne og folks vaner sig altså. Spørgsmålet er også: ville jeg selv have købt bladene når jeg nu så filmene? Nej, sikkert ikke.
Comeback comicbook kid
Efter mange år på farten med skiftende bopæle med begrænset plads, så alt unødvendigt var opmagasineret rundt omkring, slog jeg endelig rødder i Herlev med lidt mere plads og de nævnte skur, for nogle år siden. Flyttekasserne forblev spærret inde, væk fra beboelsen, sikkert under lidt kummerlige forhold og ikke optimalt klima for stakkevis af gammelt papir, der havde været pakket ned i 20 år, eller mere. Det var et af de der “det skal jeg have kigget på når jeg lige får tid” projekter, og der var bare aldrig tid når man også skal lege familiefar, musikskribent, passe et “rigtigt” arbejde og og og…
Indtil juleferien 2019, hvor fanden tog ved mig af en eller anden grund og jeg lige pludselig slæbte alle kasser med tegneserier ind i stuen og gik i gang med at åbne for gemmerne. Et dyk ned i fortiden. Jeg havde på fornemmelsen, hvad det kunne ende med, hvilket nok også var en af grundene til, at jeg havde udsat genåbningen af skattekisterne. Jeg “frygtede”, at min besættelse og samlertrangen ville få overhånden og hive mig tilbage i “gamet”. Jeg fik, på sin vis, ret. Da det første nostalgiske rush havde lagt sig gik jeg i gang med at sortere i bunkerne, mere eller mindre ubevidst ud fra devisen “hvad skal have lov til at rykke indenfor” og “hvad ryger tilbage i skuret… for nu”. På grund af den stadig lidt begrænsede plads blev det til en grov opdeling mellem “humor” og “diverse blandet”, der røg tilbage i skuret og “superhelte og lignende”, der for første gang i flere årtier fik lov til, at ligge frit fremme på reoler. En sær, lidt jordslået og indelukket duft af “gammel loft møder fugtig kælder” dominerede lejligheden et godt stykke ind i 2020.
I begyndelsen var mit naive håb, at min interesse ville begrænse sig til at genlæse de blade jeg havde. Åh, dit naive fæ. Hurtigt viste det sig jo, at der var huller i samlingen, der gjorde det svært at læse bladene uden at opleve hop i “handlingen”, hvilket ikke gjorde det store da man var barn, men nu som voksen med nogle OCD lignende tendenser til, at ting skal være komplette inden man kan gå i gang med dem, var det forstyrrende. Fordømt. Nå, i løbet af januar kom internettet til hjælp og jeg begyndte stille og roligt at kigge på hvordan diverse danske forretninger kunne hjælpe med at fylde de forbaskede huller ud. Det var også cirka på det tidspunkt jeg opdagede, at gamle, danske tegneserier har værdi og at min egen samling måske sgu’ var ret mange penge værd, hvis de blev afsat? Og at det ville koste en mindre formue at fylde alle huller ud, så det måtte jo blive et mere langstrakt og omstændigt projekt. Fuck. Så var jeg jo… samler.
Indledningsvist kæmpede jeg mig igennem mere eller mindre fornøjelige Edderkoppen-historier fra Marvelklubben, fyldte løbende huller op og fik også fyldt bunkerne med midt/slut-80er Projekt X og “Marvel-Heltene” udgivelser op og læst igennem. Blandt andet fik jeg, for første gang, læst hele, i hvert fald hvad der udkom på dansk, Phoenix-sagaen og den var da… fin? Hmmm, ud over det glædelige gensyn med gamle venner og charmen ved at læse noget, der er skrevet i en, for mediet, lidt mere uskyldig og “enkelt” tid, hvilket jeg altid vil kunne vende tilbage til med et smil på læben, så sneg der sig også en fornemmelse ind af, at det ikke helt var nok. Hvad skulle der ske, når jeg nåede igennem de gamle bunker, ville jeg overhovedet kunne holde interessen oppe til at læse det hele igen og lignende tanker dukkede stille og roligt op i løbet at foråret 2020.
Man KUNNE jo også smage, bare lidt, på nogle nyere udgivelser? Men at hoppe på Marvel-vognen, efter tilsyneladende utallige reboots and what not, virkede både uoverskueligt og måske heller ikke noget der helt fik det til at krible i fingrene? Måske var der andet og mere i tegneserie verdenen end superhelte, eller i hvert fald mere end Marvel?? En skræmmende tanke! I første omgang kastede jeg mig, som et form for mentalt kompromis, over Ultimate Spider-Man, på dansk, selvfølgelig! Ja ja ja, en 20 år gammel udgivelse tæller jo næppe som “ny”, men i min verden var det!
Så dukkede et velkendt problem op, som jeg også havde oplevet, da jeg forsøgte at rekonstruere Kree-Skrull Krigen og Warlock udgivelsesrækken på dansk: historien, selvom den hed Ultimate Spider-Man, var udsendt i 3 forskellige blade på dansk. Et par numre i “Mega-Marvel”, lidt i eget navn, så noget under “Giga” navnet og så som egen titel igen. Jeeeez, tak, til tegneserieindex, det er jo et mindre arkæologisk arbejde, at sammenstykke udgivelsesrækkerne på dansk, selvom Interpresse-holdet gjorde et forbilledligt redaktionelt arbejde med at kondensere og klippe og klistre i de mange, mange amerikanske udgivelser og omsætte dem til dansk.
Jeg vidste at Ultimate Spider-Man havde en slutning, men også at kun omkring halvdelen af det amerikanske run var nået at udkomme på dansk. Der begyndte, sideløbende med alt det andet, at melde sig en trang til, at læse noget der enten var en afsluttet historie, eller hvor man i hvert fald havde en mulighed for at følge historien til dørs på sigt – uden at skulle ud og lege privatdetektiv på det brogede, brugte marked.
Stille og roligt blev det henover sommeren klart for mig, at det der appellerer til mig for tiden indenfor tegneserier ikke er regulære superhelte. Ultimate Spider-man kunne godt være en udgivelse jeg fulgte til dørs med tiden, men ellers har min smag måske ændret sig lidt, selvom en nyere titel som House of X og Power of X med et nyt take på X-men virker tillokkende, og overskueligt, fordi man kan være på fra start.
Så nåede vi (endelig?!) frem til i dag, hvor jeg har kastet mig ud i at undersøge en række forskellige, nogenlunde eller højaktuelle udgivelser i form af trade paperbacks opsamlinger, krydret med enkelte enkeltstående historier i “bogform”. Det er lidt den “dovne” løsning med disse moderne trades, men de er praktiske, nemme at anskaffe og kan findes til rimelige priser, selvom det er den nemme løsning. De mangler også lidt af charmen, der er ved en kulørt, let flosset og nusset stak af løse hæfter, der virker præget af tidens tand og behandlingen de har fået. Da ser en nydelig indbundet, ens størrelse (voksende) samling trades på lige række bare lidt mere stiv og “ren” ud. Men, tiderne skifter, og så må jeg jo bare læse dem lidt mere med mad i munden og spilde kaffe på dem…