Har du set min stramme superheltedragt?

Indtil Videre har Watchmen, eller Vogterne, behandlet emner som: “supermennesket” der mister sin menneskelighed , selvtægtsmanden der ser verden i sort/hvid og så var der lige Gøgleren, som blev myrdet. Fordi han var et dumt svin? Eller, som del af et større komplot mod de sidste superhelte i verden?

Plottet bliver en smule tykkere i fjerde album, som hovedsageligt fokuserer på Natuglen og Sølvsværmeren. Og deres fortsatte flirt og dansen omkring de varme, stramme superheltedragter – som de endelig får skruet sig ned i igen. Det viser sig, at stramme, kulørte dragter og selvtægt/heltegerninger, er lidt af et potensmiddel . Ikke mindst for dejklumpen og mandslingen Danny, der småfed og impotent i lang tid har været en skygge af sig selv. Og Natugle-navnet, som han arvede fra Hollis Mason, den oprindelige Natugle.

Begge vores hovedpersoner i afsnit 7 og 8, der udgør dette album, er forresten version to af deres respektive heltenavne. Det er der nok ikke en uvæsentlig pointe i fra Alan Moores side. Danny har overtaget en anerkendt helt/forbillede/legendes alterego, mens Sølvsværmer … har taget over for hendes egen mor.

“Fædre” og sønner, mødre og døtre. Originaler kontra kopier og efterligninger. At leve i og forsøge, at træde ud af nogens lange skygger. At leve op til noget fra fortiden. Hvad er helte-gerninger og hvad er selvtægt? Hvordan retfærdiggør man sidstnævnte? Er gode gerninger altid egoistisk motiveret? Er superheltelivet “bare” en potensforlænger?

Sølvsværmerier og opvågnende natugle

Sølvsværmerens genkomst i Dannys kedelig og anonyme liv, er endelig ved, at få lidt gang i motivationen og energiniveauet hos den (førtids)pensionerede Natugle. På flere punkter. Hun sætter i første omgang, bogstaveligt talt, fut i sagerne, da hun er ved, at brænde hans værksted ned.

Hun tog fejl af knapperne i hans luftskib, da hun ledte efter en lighter. I stedet fik hun affyret flammekasteren. Danny forklarer Laurie, at han altid har været fascineret af fugle og tanken om, at flyve og har udlevet drømmen gennem Natuglen. Hans far, der var bankmand, og som han arvede et stort pengebeløb efter, var skuffet over at sønnen ikke gik i hans fodspor. Pengene brugte han til, at købe/bygge alle mulige Natugle-gadgets.

“Det var trods alt din egen fantasi. Jeg realiserede min mors”; påpeger Laurie. Hun forklarer også, at rygning har været ved, at dræbe hende, så hun burde stoppe. Danny mener, at han trang til, at tage et kostume på og lege helt var ved, at tage livet af ham. De har begge haft laster, der var ved at koste dem livet. I mens graver de stadig rundt i Dannys gamle gear og fortiden.

Danny fortæller, at han startede med, at lege natugle fordi han var rig og kede sig. Men, at Gøgleren havde ret, det her superhelte-pjat er blot “et tomt paradenummer”. Et, der endda driver nogle til som vanvid. Som Rorschach.

Kammerspil i katastrofens skygge

Danny og Laurie holder snakken kørende, imens de graver sig igennem Natuglens gamle “ragelse”. Og dermed dybere og dybere ned og ind i fortiden og mytologien. Den er, åbenbart svær at lade ligge.

Samtidig med, at Danny og Laurie udspiller deres “køkkenvask”-drama sniger verdens realiteter ind på dem, her via fjernsynet. Truslen om atomkrig pga. Ruslands invasion af Afghanistan vokser. Ozymandias lurer i skyggerne, eller på tv-skærmen, hvor han viser sig frem, nu praktisk talt, som klodens eneste aktive superhelt. Og teknologien, videnskaben og gætværket i forbindelse med Dr. Manhattans forsvinden forsøges oprullet.

Danny har mareridt. Han forestiller sig ham selv og Laurie trække i deres dragter igen. Det medfører død og ødelæggelse i silhuetter midt i en nuklear eksplosion. Danny står op, går i værkstedet. Han betror over for Laurie, da hun dukker op, at han føler sig impotent. Er dragterne løsningen? De trækker i dem og får luftskibet på vingerne.

Fra luften over byen spotter de en storbrand. De redder folk ud af huset. Opstemte af deres heltegerninger, giver de endelig efter for deres ulmende drifter og kaster sig over hinanden. Superheltene har genfundet potensen og lysten. For deres egen, eller for verdens skyld?

Nogle blomstre op, andre visner hen…

Andet hæfte i albummet, Watchmen #8, følger flere spor. Vi får de oprindelige helte på banen, i form af Hollis Mason, den første Natugle, og Lauries mor, Sally, den originale Sølvsværmer. Rorschach, der sidder i fængsel, har problemer med medfangerne. Avissælgeren og knægten på gaden dukker op igen. Og, så er der Danny og Laurie, der nu også har politiet og nysgerrige journalister i hælene.

De har en plan, Rorschach skal befris, Danny har brug for hans viden om det mulige komplot mod superheltene inklusiv mordet på Gøgleren. Hæftet bygger op mod denne befrielsesaktion, hvor det hele spidser til og eskalerer. På flere fronter.

Vi starter nemlig med en telefonsamtale mellem Hollis og Sally, der taler om gamle dage kontra nutiden. Og hæftet ender også hos Hollis, efter den dramatiske befrielsesaktion, hvor Natugle II og Sølvsværmer II får Rorschach ud af kachotten. Nogle “helte” er tilbage og aktive igen, andre ryger på permanent pension. Hollis bliver overfaldet, og banket ihjel, i sit hjem af punker/gadebøller/bandet Pale Horse. Han lukker dem selv ind, i det han tror det er børn, som er ude i anledning af Halloween

Nogen får en ny begyndelse, andre får en ende. Men, hvad sker der mon med Laurie, der opsøges af Dr. Manhattan, eller en projektion af ham, og tager med ham til Mars?! Jon vil bare snakke, Laurie tror, at det kan være løsningen på alle problemerne. Danny, der er efterladt med hyggesprederen Rorschach kan bare se til…

Gentagelse fremmer forståelsen

Som tidligere i Vogterne, er der igen en del temaer og værktøjer i spil. Moore og Gibbons fortsætter, deres ret stringente fortællestil, hvor alt virker meget møjsommeligt bygget op. Brikkerne rykkes rundt på brættet, et bræt, der i dette tilfælde i vid udstrækning består af 9 ruder på en side.

Når Gibbons i korte glimt bryder med den opbygning, har det desto større effekt. Eksempelvis for, at dvæle ved en scene ved, at dele et motiv op i 3 ruder og lade det imaginære kamera panorere.

Der gøres igen brug, i både ord og billeder, med figurative spejlinger og silhuetter på husmure. Spejlinger ser man eksempelvis i nævnte genkomst for nogle yngre (ok, nu midaldrende) helte, hvorimod deres første inkarnationer er parkeret på et plejehjem, eller ender med at blive slået ihjel. Der ligheder og kontraster i Moore og Gibbons spejlbilleder.

Det giver dog også et lille skær af “gentagelser fremmer forståelsen”. På den led bringes der ikke rigtig nye former og teknikker i spil, i dette album. Den metaforiske tegneserien i tegneserien, som knægten hos Avis sælgeren læser, dukker eksempelvis også op igen. Hvad disse to numre kan savne af nye tricks, kompenseres der i nogen grad for på andre punkter.

Selvtægt som potensmiddel

Der er noget tiltagende eskalerende over historien, og en effektiv brug af dynamik. Det stille, nære drama sat op mod en større fortælling, hvor det hele er ved at eksplodere. En spirende romance får lov til, at springe ud i fuldt flor, mens verden er på randen af atomkrig. Helte trækker i kostumerne igen, men bruger ikke kun lejligheden til, at redde uskyldige ud af brændende bygninger. De befrier også en psykopatisk selvtægtsmand fra fængslet.

Hvis der er et gennemgående tema i disse to hæfter, eller albummet om man vil, må det være superhelteliv som middel mod impotens. Ikke kun i en seksuel og fysisk forstand, men også som, at det giver disse menneskers tilværelse indhold og værdi. Selv aldrende Hollis Mason går ud som en helt og dør i åben kamp, i en eller anden forstand. Han endte i hvert fald ikke på et plejehjem.

Andetsteds køres Ozymandias mere og mere i stilling som en spiller, han er stadig kun med i korte glimt, eller lurer i kulissen. Og så er der seriens Deux Ex Machina, Dr. Manhatten, det kalder Sølvsværmeren ligefrem Jon, da han dukker op ud af det blå (pun intended!) mod slut. Hvad pønser han på, om noget. Hvordan kommer det til, at påvirke Danny og Lauries forhold, og hvad med verdenssituationen?! Og hvilken rolle kommer Rorschach til, at spille i det hele, nu han er færdig med at pine og myrde medfanger?

Hvad får watchmen til tikke?

Og hvem holder egentlig øje med The Watchmen? Også bogstaveligt, for i dette album fokuseres der flere steder på de tomme øjne i Natuglens maske inden han har taget den på. Som om nogen kigger med… eller kigger vi, som læsere, ind i den tomme skal? Eller stirrer ind i heltenes indre og psyke? Hvad får deres urværk til at tikke?

Der rejses flere spørgsmål end svar i Vogteren nr. 4, men slutspillet nærmer sig. Brikkerne er ved, at være kørt i stilling.

Som i de andre album/hæfter med Vogterne er, der masser af åbenlyse og mere hentydede temaer, at dykke ned i. Moore og tegner Gibbons er nu så dybt inde i historie, plot og mytologi, at man som læser kan blive helt paranoid. Får man mon det hele med? Forstår man det man SKAL?!

Arven efter og Watchmens omdømme hviler, som en tung skygge over en som læser… på en måde kan det føles, som om man er Natuglen Danny, når man læser serien for første gang.

The post Som Et Urværk: Vogterne Nr. 4 appeared first on Kathoom.

En super DC-mands svanesang

Hvad får man så for 3 kroner? Jo, først og fremmest har forsiden nok lokket. Superman og Batman i kamp mod en tilsyneladende grøn overmagt, og en anden grøn fætter (Menneskejægeren) bundet til en pæl. Grønne marsmænd, økser og en mulig henrettelse? Solgt!

Inden i bladet er det knap så kulørt. I hvert fald var der ikke råd til farver dengang, og i ret lang tid i DCs danske udgivelser. Jeg kan simpelthen heller ikke huske, at jeg nogensinde har læst en eneste side i bladet. Der var nok nogle Marvel tegneserier i bunken med hjembragt brugt, som lokkede mere.

Nu kan jeg se, at historien er skrevet af navnkundige Curt Swan. Hans udgave af Superman er vel nærmest ikonisk, og synonym med karakteren i årtier? Hele vejen op gennem tegneseriernes sølv/bronzealder og ind i 80erne tegnede han hundredvis af Superman historier og forsider. Fra en spæd start i 1948 indtil John Byrne overtog karakteren i 1986!

Swan, som for mange nok også er Supermand tegnerEN, blev fyret på gråt papir. Ingen tak eller fanfare, DC havde fået et nyt, spændende legetøj i form af Byrne. Der holdt lidt over 2 år på titlen, så… Næsten lidt symbolsk blev hans sidste Superman historie Allan Moores What Ever Happend To The Man of Tomorrow? Moore kunne nok have en længere snak med Swan om, hvordan DC behandlede deres kreative kræfter.

Nedslag i Superman nr. 5

Bladet er skrevet af Bob Haney og indeholder de amerikanske hæfter: World´s Finest Comics # 245 : Today Mars…Tomorrow the Universe (1977), Action Comics # 401 : The Boy Who Begged to Die (1971) og Brave and the Bold # 119 : Bring Back Killer Krag (1975).

Haney, endnu en veteran i branchen, startede karrieren i efterkrigsårene på diverse krigs- og crime titler. Han startede hos DC i midt-50erne og er blandt andet krediteret, som skaber af Teen Titans. Til gengæld er Doom Patrols skaber, Arnold Drake, ikke helt enig i Haneys påstand om, at han også var medskaber på den serie.

Vi har altså med to vægtige kapaciteter, at gøre og Superman nr. 5/79 emmer da også af “klassisk” tegneseriefortælling og præsentation fra den tid.

Derudover indeholder bladet også nogle redaktionelle sider. Det inkluderer de 50 vindere af super-nøgleringe, udtrukket blandt superklubbens medlemmer. En “månedens superkode meddelelse”, hvor man kan deltage i lodtrækningen om “2 flotte byggesæt” med scener fra Supermanfilmen. Hvis man altså kan knække kode og indsende svaret inden den 30/5-79.

Og, som en fremragende bonus: 3 bidrag til SUPER-FOTO siden. 3 raske knægte i hver deres hjemmelavede Superman-kostume, Den ene er iført en Batmanmaske, samtidig med at han er klædt ud som Superman.

Komrumplot!

Plottet er et ret enkelt og omhandler et komplot, og en intern kamp om magten… på Mars! Eller, Mars II, som det retmæssigt er. Vi begynder dog i et rumskib, hvor Justice League bøvler med en bombe.

En bombe placeret i en Superman kopi!! Jeps, vi kommer forrygende fra start med en klassisk “fjollet” superhelte fortælling. Den Marsiske Menneskejæger J’ohn J’onzz bruger dog sit røntgensyn og får sendt Super-Bomben ud af rumskibet inden den eksploderer. Falken, som mest står og kigger på her, kommer i tanke om en anden historie, der minder ham om denne. Den Trojanske Hest.

Både den klassiske græske myte, men mere konkret en historie fra Mars II. En glimrende anledning for J’onzz til, at fortælle DEN historie via et flashback. Der er tale om en lille rask forveksling, hvor Menneskejægeren via intriger troede, at Justice League var nogle slemme drenge og piger. Det var, selvfølgelig et komplot.

Men, hvem stod bag?

Magtspil på Mars II

Batman og Superman ankommer i samme øjeblik flashbacket slutter, opsat på at hjælpe deres Mars-bro med endelig, at få opklaret den sag. Og afsted går det gennem hyperrummet til Mars II. Her finder de den etablerede Mars-koloni efterladt. De følger et spor og finder indbyggerne opmarcheret og klar til kamp.

Målet er en hidtil ukendt underjordisk by, Baltaz, der skulle rumme store rigdomme. Marsboeren er anført af en vis R’ies, som ellers var formodet død. Superman og J’onzz konfronterer ham, R’ies afslører, ganske velvilligt, at han fik lokket J’onzz væk fra Mars II, fordi han ville have modsat sig en invasion af Baltaz. Til det formål fakede han sin egen død, og fik Justice League til at ligne de skyldige.

Ud over hans snedige magtspil fik R’ies også lige overbevist de andre Marsboere om, at indbyggerne i Baltaz er “onde”. Selvsikkert fortæller J’onzz Marsboerne, at de er blevet narret af R’ies skurkagtige planer og rævekager. De kvitterer ved, at angribe J’onzz og Superman, som efter et par siders heftig slagudveksling med hoben stikker af til Baltaz.

I mens er Batman vendt tilbage til Jorden, hvor han støder på en anden Marsboer, som var offer for R’ies komplot. N’orr Cott, ham der opdagede Baltaz i første omgang. Besøget i den hemmelige by har dog gjort ham dødeligt syg. Nu er det hele en kamp mod tiden.

Får Superman og J’onzz advaret Baltaz? Når Batman, at advare om den skjulte fare? Går Mars II Marsboerne deres undergang i møde? Læs selv den spændende afslutning i bladet!

Endnu en sprængfarlig fortælling

Udflugten til det ydre rum følges op af en ganske kort Superman historie på 7 sider. Sikkert en god, gammeldags back up historie, brugt til at fylde sideantallet i et amerikansk blad ud.

Der er igen en bombe af en art i spil. Denne gang en sprængfarlig meteoritsten, som er dumpet ned i en mindre amerikansk by, hvor Superman tilfældigvis lige kommer flyvende forbi. Superman samler stenen op, men opdager, at han ikke kan slippe den igen uden at den detonerer. Samtidig med, at den som tiden går vil forårsage en tiltagende større sprængning.

Slemt nok, men Superman kan nok tåle sådan en bette eksplosion. Det kan den invalide knægt, der kommer humpende på krykker ind i billedet fra højre dog ikke! Kæmpe dilemma. Venter Superman på, at knægten humper ud af byen vil eksplosionen blive så voldsom, at hele byen udslettes. Drengen beder Superman om, at ofre ham og redde byen.

Den slags selvopofrende vrøvl og tabersnak accepterer manden af stål, selvfølgelig ikke… Men, hvorledes han slipper ud af kattepinen skal jeg ikke afsløre her.

Flagermusmand mod Flagermusemanden

I stedet for iler jeg videre mod sidste del af bladet, som er dedikeret til en Batman solohistorie. Nærmere bestemt Batman og Flagermusemanden, en af Batmans ældste fjender, som altså er på spil igen i denne historie skrevet af Bob Haney og tegner af Jim Aparo.

Vi skal en tur på galopbanen. Hvor Batman er mødt op i fuldt kostume, Jim Gordon på slæb, de skal forsøge at standse en hr. Krag, der har planer om, at snigmyrde en af de rige hesteejere. Det lykkes dog ikke Batman, at forhindre mordet pga. en omgang Jockey switch-a-roo. Det ældste trick i snigmorderbogen!

Jagten på Krag fortsætter til den lille ø-stat Santa Cruz i den fake del af det Caribiske Hav. Her hersker den lokale diktator, kaldet “Den Sorte Napoleon” – han har tilbudt Krag husly. Hestefyrens enke har udlovet en dusør til dem der pågriber Krag, hvilket gør menneskejagten lidt mere kompliceret for Batman.

I Gotham ser vi en vis Kirk Langberg, pensioneret skurk og nu forsker på naturhistorisk museum, læse om dusøren i proto-internettet, avisen. De penge kunne han da godt bruge, så han tager straks et shot “flagermusekirtler-ekstrakt”. Hvilket forvandler ham til hans gamle skurke-alter ego/skikkelse, Flagermusemanden, den menneskelige flagermus!!

Åh, nå ja, CIA er også på vej til Santa Cruz, ude efter Krag. Heldigvis er han ankommet til Den Sorte Napoleons uindtagelige fæstning, og diktatoren hader USA. Hvem får fingre i Krag og dusøren? Svaret kan du læse dig til i, du gættede det: Superman nr. 5.

Gammelt blad læst med nye øjne

Der er altså ret meget valuta for pengene her. Hele 3 afsluttede historier, af meget varieret karakter på 52 sider. Det er sgu’ effektiv afvikling af historier. Og, det var jo noget af det de kunne dengang.

“Dengang”, eller da jeg røg på tegneserievognen midt i 80erne var Supermanblade, som dette noget jeg mest læste af mangel på “bedre”. Det var de kulørte, dynamiske og nogenlunde tidssvarende Marvel superhelte, som jeg faldt for i første omgang. Superman virkede mere tør. Og i disse blade af (også dengang) ældre dato, tilmed i sort/hvid, virkede simpelthen for gammeldags og kedelige.

Unge fjols, men jeg vidste jo ikke bedre. Nu, hvor jeg genlæser et blad som Superman nr. 5, eller andet fra samme periode, så kan jeg sagtens se appellen. Og, nogle kvaliteter, der bare gik hen over hovedet på mig, da jeg trippede over Edderkoppen og alle de andre Marvel karakterer.

Det er uskyldigt og naivt, ja. Harmløst, når det ikke lige er politisk ukorrekt. Fik jeg nævnt, at Den Sorte Napoleon er en sort mand, der ligner en blanding af en pimp og en pirat? Men, det er også sjovt. Ja, noget SÅ gammeldags, som bare skæg og superhelteballade. Det, og den rasende effektive måde at fortælle historier på, og bare skøjte hen over mellemregninger, har også sin charme.

Klassisk stil og nye tider

Om man synes om Swans fremstilling af Superman, eller ej, er nok en smagssag. Den er dog indiskutabelt helt ikonisk. Og, den fungerer, selvom den kan virke lidt bedaget set med moderne øjne. Når man ser stilen, karaktererne og måden historien afvikles på rent visuelt, så tænker jeg, “det er sådan her klassisk Superman ser ud”.

Der er et stillistisk spring til den afsluttende Batman historie, hvor Jim Aparo bringer en en anderledes noget mørkere, og (på den tid) moderne streg i spil. Ikonisk i sin egen ret, Aparos Batman ser mere dyster og dunkel ud. Kantet og “skarp”, uden den mere 50er bløde linjer hos Swan.

Det indvarsler en ny tid i 70erne, mere gritty, beskidt og barsk. Det samme er tonen. Batman bander og svovler, virker mere grum og sammenbidt. Finder sig ikke i noget pis. Godt, at han ikke stødte på ham knægten på krykker, så var han fandeme nok blevet vrissen over, at blive forstyrret af et handicappet børnehjemsbarn!

Alt i alt er Superman nr.5 på overfladen en lidt sær blanding. Du får sci-fi i rummet med kendte helte, en helt nede på Jorden, lille afrundet Superman fortælling og en dyster, men stadig lidt fjollet Batman historie. Det hvad tone og stil angår, måske virke lidt rodet.

Kulørt underholdning i sort/hvid

På den anden side kan man også sige, at der er lidt for enhver smag her. Og det formoder jeg, at have været et af målene for den danske redaktion. Et månedligt blad, hvor der bydes på lidt af hvert, så man kan appellerer så bredt som muligt – og forhåbentlig sælge mere. Man kan, selvfølgelig også sigte så bredt, at man ikke rigtig rammer nogen.

Personligt var jeg overraskende godt underholdt. Især i forhold til mit lige ligegyldige forhold til disse gamle sort/hvide Superman hæfter da jeg var i målgruppen som barn. Jeg kan bedre lide dem nu?! Måske fordi, at jeg kan sætte pris på indholdet på en anden måde, og ser det i en ny, bredere og historisk kontekst?

Måske fordi, at jeg læser så mange “alvorlige” og “voksne” tegneserier, at det her virker som et frisk pust? Uforpligtende underholdning og sjov og spas. Det SKAL der også være plads til. Tror sgu lige, at jeg hiver et gammelt, støvet hæfte mere ned fra reolen…

The post Fra Reolen: Superman nr. 5/79 appeared first on Kathoom.

The Main Event, en ægte slobberknocker, clash of the Titans, eller et lidt halvfesen 70er slagsmål… Det er Batman mod Ra’s Al Ghul!

Den snedige skurk har lavet en kompliceret plan, som bringer Batman og hans velvillige hjælpere den halve verden rundt. Fra Gotham, over Calcutta til fjerne bjergegne. Mål: at se om Batman er en værdig arvtager og svigersøn. Det kan virke unødigt besværligt, men det er jo ikke hver dag, at man skal have afsat både datter Talia og Dæmonernes Broderskab.

Død og genopstandelse

Batman mod Ra’s Al Ghul er kreeret af et sandt superhold, bestående af forfatter Denny O’Neil, tegner Neal Adams og rentegnet af Dick Giordano. Oprindeligt udsendt i Batman #232 (1971) samt numrene #242-244 (1972), på dansk samlet i et 80 sider langt farvealbum af Interpresse i 1980.

Der er altså oprindeligt tale om enkelte hæfter og ikke en mini-serie, graphic novel eller hvad man nu ville kalde det nu til dags. Til gengæld havde de enkelte hæfter fantasifulde og fængende titler som: “Daughter of The Demon”, “Bruce Wayne – Rest In Peace”, “The Lazarus Pit” og “The Demon Lives Again”.

De titler afslører også en del af handlingsforløbet og tematikkerne for fortællingen om Batmans møde og slutlige kamp mod den mystisk Ra’s Al Ghul. Død og genopstandelse, på flere fronter. Som del af et kompliceret (dobbelt eller mere?) spil, hvor Batman og Ra’s Al Ghul (og Talia) tester og forsøger at “outsmarte” hinanden.

Det giver en historie og tegneserie, som egentlig er ret kompleks for sin tid. Det er ikke ren tjubang action og klassisk “vi dropper mellemregningerne” fortælling, som man måske ellers er vant til, at se i mange superhelteserier.

Har du nogensinde danset med dæmonens datter i det blege måneskin?

“Velkommen hjem, Batman. Eller skulle jeg kalde dig Bruce Wayne?”. BANG. bustet! Kun et par sider inde i Batman mod Ra’s Al Ghul og Batmans hemmelige identitet er afsløret.

Det går så stærkt fra start, at man mistænker Denny O’Neil for, at have haft snudeskaftet godt nede i en pose 70er coke. Robin er blevet kidnappet, Batman modtager et brev fra kidnapperne OG når, at tage tilbage til Wayne Manor på de første sider. Han og Alfred er, åbenbart flyttet fra landet til storbyen?

Anyway, da Batman ankommer til det gamle hus for, at undersøge brevet i Bathulen står Ra’s Al Ghul altså klar i mørket til, at byde ham velkommen hjem. Hvor længe har han stået der og skumlet? Hvem ved, men han har brugt sin skarpe skurke-skills til, at regne ud, at Wayne må være Batman. Og Batman SMIDER MASKEN og erkender det!?! Well, det var da nemt…

Vi har travlt, Ra’s Al Ghul forklarer Batman, at hans datter Talia også er blevet kidnappet. Batman konkluderer, at de to herrer dermed må have fælles interesser. Altså… jeg mener… ud over, at de begge har fået kidnappet en der står dem nær, så er der ikke meget, som lige umiddelbart peger i retning af en sammenhæng? Men, nu er jeg jo heller ikke verdens bedste detektiv!

Det var de første 4 sider af prologen til Batman mod Ra’s Al Ghul, Hey, afslører den titel ikke, at der er noget uldent ved det hele, og at denne Ghul (udover, at hans navn lyder som “ghoul”, dæmon) nok ikke er til, at stole på?!

Jorden rundt på 80 sider

JO, det er sgu’ et trick! Men, først skal vi på Indiana Jones lignende udflugt til Calcutta, Ra’s giver turen i sit privatfly, der er parkeret lige i nærheden. Batman introduceres også til Ra’s kæmpe brød af en tjener, Ubu, som er “trænet til total underkastelse”. Lyder praktisk, og lidt kinky.

Nå, vi har meget at dække, så lad os skrue lidt op for tempoet og koge fortællingen lidt ned. I Calcutta overfaldes Batman først af nogle random goons, som han prygler lidt oplysninger om Dæmonernes Broderskab ud af. Heldigt tilfælde! Dernæst angribes han af en leopard, som han BRÆKKER NAKKEN PÅ!! Kræet bevogtede, åbenbart et kort over en fjern bjergegn. Endnu et heldigt tilfælde?!

Batman, med Ghul og Ubu på slæb mosler op i Himalayabjergene, en snigskytte forsøger, at tage livet af flagermusemanden – uden held, naturligvis. Og slutteligt marcherer han uden større modstand ind i Broderskabets superhemmelige hule. Han når dog, at fornærme et par bevæbnede vagter på vejen ved, at fyrer følgende zinger af om deres geværer: “ildspyende potensforlængere”.

Han befrier Robin og sammen tværer de Broderskabets håndlangere og den øverste leder ud. Det var da nemt. FOR nemt? Hey, hvor blev Ubu og Ghul af? SURPRISE, Ubu var forklædt som den øverste leder og Ghul ankommer sent til festen med Talia på slæb. Batman praler med, at han havde regnet det hele ud fra starten. Nuvel, det havde de fleste vist…

Batman havde så ikke regnet motivet ud: Ghul vil have Batman som hans arvtager og sviger søn, i det Talia er forelsket i ham! Og så slutter kapitlet (hæftet) og…

Hvedebrødsdagene er overstået

Der følges ikke umiddelbart op på denne cliffhanger i begyndelsen af kapitel to, som jo rent kronologisk foregår omkring 10 numre senere. Så… hvad er der sket i mellemtiden og hvordan kom Batman og Robin hjem fra deres lille udflugt?

Skidt pyt, vi må videre! Bruce Wayne- Rest In Peace var den foruroligende titel på andet hæfte, som udgør kapitel to. Som er lidt en små-forvirrende omgang med masser af dobbeltspil, udklædninger og halløj. Det korte af det ret lange: Batman forsøger, at samle et hold, der skal hjælpe ham med, at besejre Ra’s Al Ghul. Der nu har hævet ambitionsniveauet fra, at få Talia godt gift til VERDENSHERREDØMMET.

Jeg springer lidt let og elegant hen over sagerne. Bruce Wayne har faket sin egen død i et flystyrt. Batman forsøger (forklædt som en gangster kaldet Malone) at hverve videnskabsmanden Harry Blaine og så er der noget bøvl med en asiatisk udseende mand, Lo Ling, der arbejder for Ghul. Eller “orientaleren”, som afro-amerikanske Blaine betegner ham i et anfald af “det kunne man sige dengang”.

Batman redder Lo Ling fra, at blive til asfaltsplat efter et rask lille slagsmål på et hustag. Nu skylder han, og Batman vil indfrie gælden ved, at Ling hjælper ham mod Ghul. Og så er der noget med en Batman dukke, som Batman placerer en radiosender i, fordi…

Jeg har læst kapitlet 3 gange og jeg fatter stadig ikke helt, hvad der helt præcist foregår og hvorfor. Måske er jeg tungnem, eller også er det lidt klodset fortalt?! Som Batman opsummerer det på sidste side: “Han (Ghul) hersker over en snesevis af veltrænede mordere og Jeg over en vrangvillig forsker, en overtroisk skurk og en død gangster og så denne dukke…”.

OKAY SÅ.

Flagermusemand mod den sure agurk

Vi er nået til 3. kapitel, “The Lazarus Pit” og vi starter dramatisk med en kamp på LIV OG DØD. Batman mod splittede Ling, der skylder sit liv til både Batman og Ra’s Al Ghul. Vi befinder os i Batmans træningslokale, hvor også “Malone” er til stedet, som altså nu ikke længere er Batman i forklædning.

Batman vinder med hans mad judo skills, viser igen Ling nåde, som IGEN underkaster sig. Slaver interesserer ikke Batman, han vil bare have hjælp til, at fange Ghul og beder Ling møde ham i lufthavnen dagen efter. “Malone” smider masken da Ling er forduftet, det er Robin og Batman påfører sig “Malone” forklædningen. Han sender Robin tilbage til universitetet, den her klarer BatMalone selv (sammen med hans nye hjælpere…).

OK, så vidt er jeg så med igen. “Malone” mødes med Ling og Blaine (der ifølge BatMalone ligner en “sur agurk”!) og de flyver mod Ra’s Al Ghuls Vinterlandsted i de schweiziske alper. Selvtilliden hos Ghul er, åbenbart i orden, hvorfor gemme sig? Efter landingen undskylder “Malone” sig og efterlader Blaine og Ling på egen hånd. De spotter STRAKS Talia i samme lufthavn og forfølger hende – verden er lille!

Halløj på Vinterlandstedet

Bøffen Ubu knockouter ubesværet Ling med en enkelt knytnæve, og man begynder at tvivle på Batmans screeningsproces hvad hjælpere angår.  Batman selv dukker op ud af det blå og kaster sig ud i et håndgemæng med Ubu, og et rask lille skænderi med den forsmåede elsker Talia. Da bølgerne går højt pandes Batman ned bagfra med et par ski?!

En ukendt kvinde, i skitøj har grebet ind for, at forhindre at Batman forulempede “en forsvarsløs kvinde”. Talia og Ubu daffer og Batman genkender overfaldskvinden som “den internationale skistjerne” Molly Post. Hun forklarer, at hun har en høne at plukke med Ghul, hendes tidligere forlovede. Mand, verden ER virkelig lille!!

Vores gruppe af sure agurker, orientalske slaver og ex. superskurk forlovede, samt Batman (der nu helt har droppet Malone forklædningen, åbenbart) sætter kurs mod Ghul vinterlandsted. Det involverer blandt andet en lang actionscene på en tovbane med onde håndlangere, flere snigskytter og en vild eksplosion forårsaget af “Natrium 19”. Hmm, hvad skal Ghul mon bruge det stof til, spekulerer Blaine? Måske bliver det vigtigt for plottet senere…

Inde i landstedet sætter Batman Ubu ud af spillet med et dropkick to the face, mens Molly tackler Talia. Som bare ville kysse og kissemisse lidt med Batman, på æresord! De finder Ghul, “død som en sild”, i følge Blaine, der jo som bekendt er “videnskabsmand” (det indebærer, tilsyneladende at han har forstand på eksplosive stoffer og lægevidenskab?). Men, Talia, der er gået i ekspositionsmode, trykker på en hemmelig knap.

Mens Bat-holdet fører Talia bort, sker der noget i rummet. Den døde sild GENOPSTÅR!!!

Tegneserier bliver rebelske teenagere

Hvordan det hele ender kan man selv læse i sidste kapitel af Batman mod Ra’s Al Ghul, vi skal jo ikke spoile det hele her. Og det er ved, at blive langt nok. Kan afsløre, at det involverer en luftpudebåd, Batman på ski, en udflugt ud i ørkenen og en tvekamp i MANLY bar overkrop med krumsabler!

Batman mod Ra’s Al Ghul er, tydeligvis et produkt af sin tid. Nogle elementer har ikke ældet med ynde, mens andre signalerede et nybrud. Et nybrud, som gik på tværs af populærkulturen i slut-60erne og start-70erne. Kunsten, også den mere kulørte var ved, at tage et generationsopgør og blive en rebelsk teenager.

Tegneserier er blevet mere mørke, eller flirter i hvert fald med det. En ny generation af tegneserieforfattere og tegnere, som er opflasket med første generation af superhelte begynder at tage over. Og bringe frisk energi, idéer og strømninger. Ikke helt ulig “New Hollywood” med instruktører, som Scorsese, Bogdanovich, Cassavetes, Peckinpah, Walter Hill, Coppola og hvad de nu ellers hed.

Tegneserier var ved, at blive voksne teenagere. Oprørske og nysgerrige, stadig påvirket af den forrige generation, men også ved at bryde fri og puste nyt liv ind i mediet. Det angår alt fra fortælleteknik, temaer, stemning og tegninger. Rammer sprænges dog ikke helt, der er i bund og grund stadig tale om en genkendelig superheltefortælling. Så vidt som, at man vil kalde Batman en superhelt – han har jo reelt ikke nogen superkræfter.

Neal Adams definerer Batman for kommende generationer

Fortællingen går over stok og sten, og kan stedvis virke en kende forpustet. Det spiller, naturligvis også ind, at dette ikke er tænkt som et album, eller grafisk novelle, det er enkelthæfter med et par og tyve sider til, at afvikle hæftes plot.

Alligevel er det stedvis overraskende komplekst, eller i hvert fald forvirrende. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad den der Batman-dukke havde af funktion. Og maskebytteriet og forklædningen med den afdøde gangster Malone var næsten ren Mission Impossible. Det gav dog en god balance mellem regulær actionscener, der kan minde om James Bond, almindelig helt mod skurk tegneserie sjov og passager, hvor Batman får lov til, at lege detektiv/eventyrer.

Neal Adams formår, at jonglerer med det hele på fornem vis. Han var stadig relativt ny og på vej op, men man kan se, at han er ved, at have fundet sin genkendelige og nu ikoniske stil. Tegningerne og figurerne er dynamiske og moderne (for tiden), men ligner stadig klassik superheltetegneserie i sin grundessens.

Handlingen er nem, at følge fra panel til panel. Farvelægningen er hvad den er, det er lidt spartansk, og der er “sparet” på baggrunde hist og her, men det må man forvente af et månedligt hæfte fra den tid. Det er næsten umuligt, at sige noget om Neal Adams og hans Batman, som ikke allerede er analyseret ned i mindste detalje. Lad os bare sige, at hans fremstilling af karakteren blev ikonisk og indflydelsen kan stadig ses helt op til i dag.

Revolutionerende i sin tid

Alt i alt er Batman mod Ra’s Al Ghul underholdende læsning, der uden hele konteksten godt kan virke lidt småforvirrende. Visse mellemregninger undlades, nogle ting ville sikkert give mere mening, hvis man var fast læser af hæfterne dengang. Men, selv med spredte huller, er de vigtigste tråde til, at følge og giver mening nok til, at man ikke bliver hægtet helt af.

Ens nydelse vil dog også afhænge af, at man er bevidst om, at serien altså er fra 1971/72. Den skal læses og bedømmes i ud fra denne kontekst. Set med 2022 øjne vil det mest, naturligt virke ret gammeldags. Sådan er det med det meste kunst, hvad der virkede, som et nybrud eller revolutionerende, vil have mistet lidt af glansen 50 år senere.

Her skal man huske, at vi er lige på bagkanten af, at Batman største aftryk i populærkulturen var den campy tv-serie fra slut-60erne. I det lys, er det noget mere gods i Neal Adams hårdkogte leopard-dræber Batman end Adam West pun-maskine. Og det virker lidt mere saftigt, at han jages af den kærlighedssyge, dødsensfarlige Talia. Samt en svigerfar, der kan død og genopstå efter forgodtbefindende.

“Er du menneske, eller djævel”, hvæser Ra’s Al Ghul i retning af en dyrisk, blodig Batman mod slut i albummet. Campen er pakket sammen, dyret er vågnet.

The post Fra Reolen: Batman mod Ra’s Al Ghul appeared first on Kathoom.

“Jon, du ved alt om alting, undtagen mennesker…”… alligevel bliver det Dr. Manhattan, som kommer til, at fælde dom over menneskeheden. En menneskehed på randen af atomkrig og total udslettelse. Men, også i Jons privatliv er dommedagsuret få minutter i midnat, da hans forhold til det sidste menneske han har et bånd med klipper det over…

Vi er nået til anden del af min allerførste læsning af klassikeren Watchmen (læs del 1 HER), eller Vogterne som de kom til, at hedde på dansk. Ja, jeg har aldrig fået læst Allan Moores klassiker, før jeg kastede mig over den oprindelige danske udgave, hvor Watchmen blev udsendt i 6 store albums i 1989. Her blev Watchmens oprindelige 12 hæfter lange historie altså samlet to og to. Nu til dags, kendes Watchmen nok mest i den samlede udgave, der også fås i en dansk version.

Jeg har valgt, at bryde lidt med min normale form, hvor jeg hvad klassikere angår plejer, at kigge på den samlede udgave af en historie. Og komme med en samlet dom over dens klassikerstatus. Watchmen ER, ubetinget og indiskutabelt en klassiker, det kan min ydmyge holdning ikke rokke ved.

I stedet vil jeg tage serien album for album, og komme med nogle overordnede tanker om hele serien efterfølgende. Jeg tilstræber, at læse og formidle mine indtryk for hvert album, som det de er: en læsning med friske øjne og min umiddelbare reaktion.

Al tid, hele tiden, altid

Vogterne nr. 2 følger Dr. Manhattan, efter første album havde Gøgleren i fokus. Her fulgte vi efterdønningerne efter mordet på den knap så sjove og uskyldige komiker. En form for noir “who done it” med den små-fascistiske Rorschach, der fungerede som historiens privatdetektiv. Første del sluttede med, at resterne af de nu inaktive (sådan da) Vogtere deltog i Gøglerens begravelse uden, at vi var kommet tættere på en opklaring af mordmysteriet.

Det opklaringsarbejde træder lidt i baggrunden i del 2, hvor fokus skifter til Dr. Manhattan og hans personlige deroute. En nedtur, for et ellers følelseskoldt og udelukkende rationelt tænkende væsen, der ender med at få store konsekvenser for hele Jorden. Men, det vidste Jon Osterman, bedre kendt som den berømte Dr. Manhattan allerede.

Han kan ikke blot se fremtiden, han oplever al tid, og dermed hele sit liv, sideløbende og på samme tid. Al tid altid. Han ved, hvad der er sket, sker og kommer til, at ske lige nu. Dermed er tid ikke blot abstrakt, men for ham, i bund og grund ikke-eksisterende, eller i hvert fald meningsløs.

Det giver en vi portion apati, kan man sige, i det at det ikke kan betale sig af forgribe, forsøge at forhindre eller ændre begivenheder. De ER allerede sket. Eller, ja, sker lige nu, for ham. Man kan godt få lidt ondt i hovedet af, at tænke den tanke helt ud.

Sølvsværmerens sværmerier og Doktor Kuvøseguf

“For ham er virkelighedens verden som en tåge. og alle mennesker er som skygger”. Laurie (Sølvsværmer nummer 2) bekender hendes følelser overfor Danny, den anden Natugle. Hun er, endelig gået fra Jon efter deres seneste skænderi. En ensidig affære, i det Dr Manhattan for længst har mistet de sidste rester af menneskelighed og kontakt med eventuelle følelser.

Han har travlt med sin forskning, det vigtigste i hans afsondrede verden er videnskaben. Og, at gøre sig klar til det tv-interview han, noget dumdristigt har sagt ja til, at stille op til. I kølvandet på en “skandale” i den kulørte presse, hvor tabloidavisen Nova har kørt et interview om hans første, nu kræftsyge og bitre, kone. Som han forlod i 60erne til fordel for den dengang kun 16 årige Laurie. Doktor kuvøseguf!

Laurie erkender, at hun kun “kender andre superhelte”, og følte en eller anden forbindelse til Natuglen, da hun så ham til Gøglerens begravelse. Dr. Manhattan føler ikke længere nogen form for forbindelser til mennesker overhovedet, ej heller til hans egne følelser. De findes ikke.

Fortællingen kører konstant i flere spor, tv-interviewet forløber samtidig med, at der klippes til Laurie og Danny, der genopdager deres indre superhelt da de overfaldes på gaden. I tv-studiet “overfaldes” doktoren af nærgående spørgsmål om, der er en sammenhæng mellem, at folk han har haft kontakt med i længere perioder har udviklet kræft. Det er DEN vinkel, Nova journalisten i publikum benytter til, at bringe Janey Slater på banen.

Doktor Manhattan er, muligvis så radioaktiv, at man bliver dødeligt syg af, at være i nærheden af ham for længe. Det kan man da kalde lidt af et metafor!

Græsset er grønnere på… Mars?

Den mutte doktor er muligvis blottet for følelser, og forståelse for andres ditto, men han kan, trods alt fornemme, når han er uønsket. Han gør et kort stop i Arizona, hvor han henter et gammelt, falmet og krøllet fotografi af ham og Janey. Og så teleporterer han sig ellers til Mars, og vender Jorden og menneskeheden ryggen.

Og så lige, når lokummet for alvor brænder! For den ulmende konflikt, der truer med, at udløse en atomkrig, eskalerer i selvsamme øjeblik. Rusland har invaderet Afghanistan, og dermed trodset USAs advarsler om konsekvenserne ved dette. Den Kolde Krig er lige blevet varm. I Washington har Præsident Nixon isoleret til i the war room, sammen med hans rådgivere. Med fingeren på knappen.

Resten af albummet er slags fler-sporet flashback, hvor vi får lov til, at følge hvordan Dr. Manhattan oplever tid. Vi får hans oprindelseshistorie i brudstykker, hvor vi hopper frem og tilbage i fortiden, mens Manhattan sidder på Mars, og grubler over nutid/fremtid/fortid, al tid og eksistensen generelt.

Fra hans tidlige barndom som søn af en urmager, studietiden, ulykken som gjorde at han blev Dr. Manhattan. Mødet med Janey og hans tid som en del af den første superheltegruppe. Ligesom vi ser hans afgørende indflydelse og indgriben i Vietnam, sammen med Gøgleren, hvor de vendte krigen til USAs fordel.

Urmagerens søn beslutter sig for, at forblive uden for tid og langt væk fra menneskeheden og deres problemer. Og opfører sit eget Superman lignende Fortress of Solitude i den røde sand på Mars.

En rigtig (sø)røverhistorie

Hvor første album mindede om klassisk pulp og noir, så skifter Moore virkelig spor her. Og begynder for alvor, at folde Watchmen universet ud, teste tegneseriemediet og formatet og se hvor meget det kan bære. Andet album er både langt mere klassisk superhelte oprindelse/fortælling og sci-fi med rødderne placeret i videnskaben.

Det er også her, at Moore introducerer “tegneserien i tegneserien”, den sørøverhistorie, som har det med, at dele vandene blandt læsere. Kort fortalt går det ud på, at en ung knægt, der hænger ud hos en avissælger (en karakter, der  også begynder at fylde ret meget i fortællingen), sidder og læser en tegneserie om hændelserne på et sørøverskib. Det er Moore i meta-mode, noget der kommer til, at fylde en del i spredte fremtidige kapitler af Watchmen.

I begyndelsen virkede det distraherende på mig, og stoppede også handlingen lidt op, også selvom vi i første album fik forklaret betydningen af sørøverhistorier, i den verden Watchmen udspiller sig i. De havde været et popkulturelt fænomen ala superhelt i vores virkelighed, så det er nærmest en metakommentar inden i et metalag?! Efterhånden vænnede jeg mig til, at sørøverne brød ind i fortælling og begyndte, at fange hvordan DEN historie spejler, eller foregriber ting i Watchmen-historien.

Kort sagt kan man sige, at Moores ambitionsniveau lige skrues lidt i vejret, og at ham og tegner Dave Gibbons for alvor er ved, at være varmet op. Watchmen begynder, at fyrer på samtlige cylindere.

Kompleks urværk med vokseværk

Faktisk vokser Vogterne fortællingen i andet album så meget, hvor der både bygges ovenpå ting introduceret i første album og bringes en masse nyt på banen, at det er svært at få det hele med. Der er ligeledes så mange små detaljer, både Moores tekst, men især visuelt, som jeg først fangede i anden gennemlæsning.

Den nævnte avissælger, det bliver en art fortællestemme, som kommenterer på de storpolitiske elementer i historien. Men, samtidig også er del af en større medie-kommentar, der også involverer indtil flere fiktive aviser og Dr. Manhattans oplevelse med TV. Natuglen og Sølvsværmerens blomstrende romance og deres genopdagelse af superheltelivet. Rorschach, der her mest lurer på sidelinjen, men faktisk afmaskes og viser sit sande ansigt for verden og læserne. I et par scener, hvor jeg først fangede, at det var ham uden maske, anden gang han dukker op i albummet.

Så er der hele Moores metaleg, der ud over tegneserien i tegneserien også tæller, at vi får flere sider fra Hollis Mason, den første Natugles, selvbiografi. Og slutteligt en fiktiv videnskabsartikel om Dr. Manhattan skrevet af en professor Milton Glass. Der giver mere baggrund og dybde, til hele Jon Osterman/Dr. Manhattan karakteren. Og er en af den slags detaljer, som er medvirkende til, at Watchmens verden føles “ægte”.

Lille spejl på væggen der…

Mit umiddelbare indtryk var, at Dr. Manhattan, som karakter i Watchmen var svær at relaterer til. Og dermed også, hvis ikke lidt kedelig, så en form for forvokset, blå plot-redskab, en deus ex machina, der kunne aktiveres efter behov. Derfor var jeg i første omgang heller ikke helt så fanget af dette album, som jeg var i den mere plotdrevne første del med Gøgleren.

Efter andet album lige fik lov til at simre og bundfælde sig, og jeg læste det igennem igen for lige, at genopfriske detaljerne inden disse skriverier, så voksede den store smølf på mig. Ikke hans personlighed, han har jo nærmest ikke en, i det han er så blottet for følelser.

Men, nu skrev jeg tidligere, at “spejling” er et tilbagevendende tema i Watchmen. Dr. Manhattan er også et spejl. Et, som Moore holder op foran os læsere, men også I selve historien, hvor Dr. Manhattan fungerer som en slags spejl for menneskeheden. En slags blank, reflekterende overflade, der viser menneskeheden på godt og mest ondt. Et spejlbillede lyver ikke, men det du ser kan, muligvis fejlfortolkes og ligger i the eye of the beholder.

Det Dr. Manhattan selv ser, analyserer og rationaliserer sig frem til, er kun de værste sider. I det han jo mangler empati og basal forståelse for menneskelige følelser. Han er urmageren, som kun ser tandhjul, fjedrer og teknik, der skal virke, som et urværk. Og hvis det ikke går rigtigt, eller virker, så er det uden værdi eller funktion. Ligesom Jorden.

Fortællingen om en supermand

Hvis første album var en form for noir, så er det for alvor i album to, at Watchmen bliver en superheltefortælling. Men, på Moore’sk vis, naturligvis med et twist eller to. Her er det fortællingen om en supermand, et supermenneskes oprindelse og transformation pga. science gone wrong.

På det punkt, kan Dr. Manhattans historie også minde om Dr. Bruce Banner og Hulks. Som karakter er Dr. Manhattan dog noget helt andet end Banner/Hulk, og minder mere om et twist af Supermand-myten om en almægtig, gudelignende skikkelse. Men, hvor Superman i sin kerne stræber efter, at blive så menneskelig som mulig, så mister Dr. Manhattan sin menneskelighed og medfølelse.

Superman kunne være den mest skræmmende person på Jorden, eller planetens (hvis ikke universets) største skurk, hvis han ville. Dr. Manhattan ER skræmmende og farlig i form af hans manglende empati og rene logiske og rationelle tankegang. Helt blottet for følelser. Det gør ham dog også til en ensom, ynkelig og i bund og grund tragisk figur.

I sidste ende melder han sig helt ud, og forlader Jorden i den ultimative, symbolske handling. Han var i forvejen anderledes og skilte sig ud. Også illustreret og understreget ved, at han med sin nøgne, blå krop skiller sig ud i Watchmens farvepallette. Nu er han en almægtig, blå mand på en rød planet, under en gul sol.

Hey, det er da forresten Supermands farver: rød, gul og blå! Hvis man lige vil overtænke/tolke lidt.

Menneskehedens skyggesider

Dr. Manhattan er det perfekte urværk, som går præcist og aldrig går i stykker. Men, han er også et våben. Det ultimative skræmmevåben i den kolde krig, som Moore og Gibbons skabte Watchmen i skyggen af. Her er forskellen blot, at USA rent faktisk har brugt ham aktivt som våben i en tidligere konflikt.

De oplevelser, rædsler og skyggesiderne af menneskeheden, som Dr. Manhattan så der kaster også stadig skygger. Han er for følelsesløs til, at de grufulde begivenheder og umenneskeligheden påvirker ham direkte. De spiller dog nok ind, når hans regnestykke skal gøres op: menneskeheden er ikke værdige, eller bøvlet værd og vil i sidste ende udslette sig selv.

Nå ja, og så har han jo den luksus, gennem hans ikke-lineære opfattelse af tid, at han har set fremtiden. Dommedagsuret vil ufravigeligt ramme 12. Han har dog, lærer vi senere (jaha, jeg har snydt og læst hele serien inden jeg skrev dette. 2-3 gange!) ikke set, eller tolket alt, som det måske hænger sammen.

Han stoler 100 % på, at hans rationelle tilgang til verden og det han ser, er “sandheden”. Alt andet ville, selvfølgelig også være ulogisk. Her bliver han mangel på følelser, muligvis en indbygget “blind vinkel”. En der kan udnyttes.

Et ur uden urmager

Moore bygger ovenpå og udvider Watchmens urvæk i Vogterne 2. Når Dr. Manhattan betragter sit skaberværk på Mars, stilles spørgsmålet “hvem skaber verden?”. Dr. Manhattan spekulerer, imens han mindes fortiden, hvem, om nogen der bærer “skylden” for hans skæbne og skabelse.

Hvad kom først, hønen eller ægget, uret eller urmageren? Det bliver filosofisk, højtragende og eksistentielt. Men, lyver Dr. Manhattan i bund og grund for sig selv og bruger alt det her, som et værn mod, at føle noget? Føle smerte? Hans sidste gerning, inden han forsvandt fra Jorden var, at få fat i et gammelt fotografi af ham og Laurie og tage det med til Mars…

Det selvom han ved, i følge hans indsigt, erfaringer og oplevelser af tid, at det hele er uundgåeligt. Han efterlader fotografiet i Mars’ sand og filosoferer videre om “et ur uden urmager”.

“Måske bliver Verden ikke skabt. Måske bliver intet skabt, måske har det altid været der. Og vil altid være der”… “Men det er for sent. Det har altid været for sent. Og vil altid være det”.

Vil den form for rationale og tankegang ikke fører til en følelse af meningsløshed? Tomhed og apati?

The post Som et urværk: Vogterne nr. 2 appeared first on Kathoom.

I begyndelsen var der Jack Kirby…

New Gods, eller Fourth World universet, havde en lang og kompliceret udvikling og udgivelseshistorie. Den tager sin begyndelse omkring 1970, da en frustreret Kirby endelig fik nok af Marvel og skiftede til DC. Der er varierende historier om grundene. Kirbys forhold til hans samarbejdspartner Stan Lee, anerkendelsen og kreditten for deres output. For ikke at tale om kunstnernes rettigheder kontra udgiverne.

Det er der skrevet bøger og lavet film om, hvad skiftet end skyldtes, Kirby var nu hos konkurrenten, hvor han indledningsvis fik rimeligt fri hænder. De blev dog løbende mere og mere bundet, efter den indledende salgssucces for Fourth World titlerne begyndte at løje af. Kirby havde en afrundet fortælling i tankerne, DC ledelsen så det anderledes. De modsatte sig blandt andet Kirbys ønske om, at afslutte fortællingen med, at dræbe de nye guder.

Slutligt blev det kun til 11 numre af New Gods og en række mere eller mindre forbundne titler, som Mr. Miracle, Jimmy Olsen og The Forever People. I sidste ende fik hverken Kirby eller DC nok det ud af det, som de ønskede. Senere kom der nye titler til, forsøg på fortsættelser fra andre forfattere og tegnere. Og en form for afrunding fra Kirby selv med DC graphic novel #4 i midt 80erne.

Som så blev omgjort, “retconet” og alligevel fortsat med nye titler og Fourth World figurernes involvering i crossover events som Crisis on Infinite Earths i 1986.

Et kunstnerisk kludetæppe fra Kongen

Denne rodede, ujævne og langstrakte udgivelseshistorik, er nok også stærkt medvirkende til, at handlingen i en titel som Gudsønnerne kan virke lettere usammenhængende. Også selvom den kun bringer et mindre uddrag af Kribys samlede virke på Fourth World, så fornemmer man, at det lidt er et kludetæppe.

Det er dog også en del af charmen, for hvilket kludetæppe! Når Kirby og historien er oppe i kreative omdrejninger, så er det en ganske overrumplende, sært underholdende og fascinerende oplevelse.

En form for særegen blanding af sci-fi og bibelhistorie, der forsøger at fortælle en ny mytologi om nye guder for en ny generation af læsere. Frygt som magthavere, tro på ungdommen, mere eller mindre håndgribelige og højtflyvende koncepter vikles ind og ud af hinanden

Usammenhængende er, måske en lidt misvisende betegnelse. Men, så da “uklar”, kompliceret eller uoverskuelig. Hvor Kirby hos Marvel havde en, der kunne tøjle og give hans idéer og koncepter retning, i form af Stan Lee, så manglede han muligvis en lignende figur hos DC. Her fik Kirby lov til, at tømme den kreative åre som både tegner, forfatter og planlægger. Det var, trods alt måske for meget af det gode?

Samtidig har den vekslende opbakning fra DC været med til, at mudre det samlede billede. Det ene øjeblik ville de have mere, det andet øjeblik mindre. Det gør, at Fourth World flyder over med idéer og løse ender. Figurer kommer og går, handlingstråde introduceres, men følges måske ikke helt til dørs. På mange måder føles serien både, som om den vil for meget og for lidt på samme tid – det trækker i alle retninger.

Usammenhængende, men guddommeligt flot epos

I Gudesønnerne starter vi dermed både forfra, hvor alt skal bygges op og introduceres fra bunden, og i fuld fart fra start. Hæfte #7, som dukker op i sidste halvdel af dette blad, er eksempelvis den egentlige skabelsesberetning om De Nye Guder og de to søster planter Apokolips og Ny Genesis.

Dermed får vi koncepter, world building og figurer vi allerede har mødts oprindelse, samt forklaring på baggrundsstof, som kun er blevet vagt hentydet til, meget sent i bladet. Det er oplysninger, som man for overskuelig- og forståelighedens skyld godt kun have brugt tidligere.

Man kan sagtens forestille sig, at det er kommet ovenfra i DC-systemet, at “Hey, Jack, tror du ikke lige du skulle forklare noget af alt det her snart?!”. Kirby har enten tænkt, at det kom han nok til senere, haft en pointe med den lidt underlige og forvirrende struktur, eller også har han ikke haft de fortælletekniske evner. Hvad ved jeg, faktum er, at netop dette hæfte #7, kaldet Pagten, er bladets højdepunkt.

Og, jeg ved det er store ord, måske et højdepunkt i hele King Kirbys gloværdige karriere. Det er vanvittigt flot tegnet, opfindsomt, sprudlende og ambitiøst. Hvor den samlede fortælling kan virke hullet, så stråler Kirby så kraftigt i glimt, at han nærmest sprænger siderne med sin tegneseriekunst.

Kirbys smeltedigel bobler

Pagten går ud på den fred, der efter mange års kamp opstår mellem det utopiske, naturelskende og lidt hippiedrøm lignende Ny Genesis og det maskinelle, forurenede helvede Apokolips. Deres to ledere, Alfaderen på Ny Genesis og djævlen fra Apokolips, Darksejd, bytter sønner. Det gode, gamle spædbarns-swapping trick. Jeg betror min fjende mit dyrebareste.

Der er både bibelske overtoner, elementer fra nordiske/græsk mytologi, strømninger fra hippietiden, Vietnamkrigen og Kirbys egne erfaringer fra Anden Verdenskrig spøger, og en fascination for space opera/soap-serier og sci-fi. Mytologi og maskiner, teknik og natur. Tankerne og koncepterne er enorme, der er sikkert utallige referencer og inspirationskilder at nørde og opdage her.

Pagten er nok kulminationen af Kirbys vision i Gudesønnerne nr. 1, det er dog ikke ensbetydende med, at resten af bladet ikke er tegneteknisk og visuelt betagende. Selv når man har problemer med, at følge den lidt snørklede, stedvis gumpetunge handling, er der hele tiden noget at kigge på. Eller også er idéerne pirrende nok til, at man hænger på, selvom man ikke helt forstår hvor vi skal hen.

Hvem, hvad, hvorfor og hvordan?!

Figurernes kræfter bliver eksempelvis aldrig helt defineret. Orion, en af sønnerne, har noget kaldet Astroenergien. Hvad er det? Bah, pyt, det skal man ikke bekymre sig om. Hvad er den stol den (måske) neutrale, kosmosrejsende Metron flyver rundt i reelle kraft og begrænsninger? Det er en Møbius-stol, fjollehoved, der kan… ting!

Hvorfor bliver Alfaderen, tilsyneladende årtier ældre på et splitsekund i Pagten? Fordi det gør han. Hvad er Kilden (The Source), en slags alvidende/vis/synsk/magtfuld væg i Ny Genesis egentlig? Det behøver du ikke svar på endnu. Hvor bliver de der mennesker af, som Darksejd kidnapper i et kapitel, men som senere reddes og bringes tilbage til Jorden? De forvinder lidt ud af fortællingen fordi… øhhh… plot-grunde!

Hvorfor ligner- og går politidirektør Turpin, der ene mand sætter sig for, at stoppe Darksejds håndlangeres invasionsforsøg på Jorden, klædt som en form for gangster fra 30erne?! Og hvor pokker er Superman, eller nogle af de andre helte henne når lokummet brænder? OK, Superman nævnes to gange i en henkastet bemærkning. Han skulle vist noget andet den dag.

En aldrende mesters afskedssalut

Gudesønnerne rejser flere spørgsmål end svar, og begynder man at trække lidt i syninger og løse tråde, så kan man hurtigt trævle kludetæppet op. Men, lad være! Modstå fristelsen, læn dig tilbage, nyd det og lad dig fortrylle og underholde. Gudesønnerne og Kirby kan, hvis du er heldig, få dig til at føle dig som et barn igen.

Kirby leger på siderne med netop en barnlig begejstring. Ingen indfald er for tossede, eller langt ude og de skal helst inkluderes i legen hurtigst muligt – selvom legen måske lige havde en helt anden retning. Og det kommer fra en, som i lang tid ikke forstod Kirby, eller overhovedet kunne lide hans stil.

Den er god nok. Da jeg var ung tegneserielæser i 80erne var Kirby yt, i hvert fald hos mig. Hans stil, der på det tidspunkt kun var 15, 20, 25 år gammel, i hvert fald i det materiale der var tilgængeligt på dansk, virkede umådeligt gammeldags. Grimt, kantet, stift og umoderne. Kollektivt, tror jeg også at han var ved, at gå lidt i glemmebogen.

Det ændrede sig, naturligvis op gennem 90erne og senere, hvor han har opnået den status han fortjener. Men, da var jeg ude af tegneseriegamet. Så da jeg vendte tilbage, var det også med min oprindelige opfattelse af Kirby og hans kunst intakt. Selvom jeg, selvfølgelig ikke havde kunnet undgå, at læse og høre om Kongens fortræffeligheder og livshistorie.

Respekt og forståelse for en kunstneres virke, indflydelse og status er dog ikke det samme som, at man kan lide det, eller er fan.

Gudesønnerne er mageløst uperfekt

At læse Gudesønnerne for første gang har dog ændret et eller andet. Jeg tror, at jeg for første gang, for alvor “got it”. Det hjælper måske også, at vi er senere inde i Kirbys karriere end hvad jeg tidligere har været eksponeret for. Mit første indtryk er delvist baseret på titler på dansk som De Fantastiske 4 Klassiker nr. 1. En tegneserie, jeg som barn syntes var så tudegrim, at jeg faktisk ikke har læst den siden.

Nu ligger den over på reolen og det trækker lidt i mig. Det skyldes min overraskende fortryllende læseoplevelse med Gudesønnerne. Det pudsige er, at jeg sammenligner oplevelsen med, at føle sig som et barn igen. Men, jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde fattet en dyt af Gudesønnerne, havde jeg læst den i 1987.

Nu kan jeg nyde budskaber, læse mellem linjerne og opfatte underliggende tematikker, der blot var druknet i mit forsøg på, at forstå handlingen. Gudesønnerne har meget at byde på, på den konto. Og sammen med Kirbys visuelle flair, som jeg nu endelig forstår at værdsætte, kreativiteten og de svimlende ambitioner er det fængslende læsning.

Det er også nok til, at overskygge de åbenlyse svagheder fortællingen også har. New Gods blev af mange grunde et enormt flop i sin tid, men nogle gange er der også noget smukt og storhed, at finde i noget der fejlede. Det “tragiske” er, at en fortælling som denne nok havde haft bedre vilkår i dag med den måde man udgiver og læser tegneserier på.

Før sin tid, af sin tid og ved siden af tid, Gudesønnerne er helt sin egen.

Epilog

Efter dette blev skrevet fik jeg anskaffe mig, og læst, Jack Kirbys New Gods, der samler de oprindelige 11 hæfter i serien. Den føjer med sine 400 sider, en betragtelig mængde materiale til historien. Og giver et mere komplet billede af Kirbys ambition. Det er ikke ubetinget en fordel. For hver gode idé og svimlende tegninger, er der også lidt mere “fyldstof”.

Det er tydeligt, at historien ikke var tænkt til at slutte efter 11 hæfter, derfor bygges der også på, og tages afstikkere for, at fylde fortløbende hæfter ud. Indtil historien pludselig skal rulles tilbage og rundes af. Det er en nydelse, at se Kirby i farver, men den sort/hvide Gudesønnerne er faktisk lige så flot. De supperler hinanden godt.

Endelig skal den danske redigering roses. Selvom man ikke får det komplette billede af New Gods i Gudesønnerne, så giver de redaktionelle valg og klippe/klistre arbejdet fint mening. Jeg vil klart anbefale, hvis man som jeg, er/var lidt Kirby neutral, at man giver New Gods, som samlet serie, en chance.

The post Fra Reolen: Gudesønnerne nr. 1 appeared first on Kathoom.

Så er det igen blevet tid til, at hive et mere eller mindre tilfældigt blad ned fra reolen og se hvad der gemmer sig på de let falmede sider. Denne gang blev det, det første store møde mellem to af Marvel og DCs mest berømte helte, Edderkoppen og Superman.

Superman versus Edderkoppen udkom første gang i 1976, denne danske udgave er dog udsendt som et specialhæfte i 1992 fra Semic Interpresse, med undertitlen “Det Historiske Møde Mellem De To Helte”. Det amerikanske blad var det første cross over mellem to af Marvel og DCs superhelte, da Stan Lee fra Marvel og Carmine Infantino (der har det mest gangster navn nogensinde i tegneseriebranchen) fra DC fandt fælles fodslag og kunne se store dollartegn i et samarbejde.

Historien er skrevet af Gerry Conway og tegnet af Ross Andru, der begge havde erfaring med både Superman og Edderkoppen-titler, så de virkede som et et valg og kompromis. De slipper da også ganske hæderligt fra bestillingsopgaven, der sikkert har været pålagt en lang række restriktioner og tovtrækkeri de to tegneserieforlag imellem, så begge deres helte blev præsenteret på bedst mulig vis og ligeværdigt. Conway har en lang karriere bag sig, der inkluderer længere forløb med Amazing Spiderman og Justice League, skabelsen af Punisher og arbejde med figurer som Iron Man, Hulk, Black Widow, ligesom han har skrevet sci-fi romaner og en del tv-manuskripter. Andru er krediteret som medskaber af Punisher og har tegnet titler som Wonder Woman, The Flash og Spiderman.

Hvorfor være fjender, når man kan være venner?

Plottet er hvad det er, det er et ret simpelt “stop superskurke fra at få verdensherredømmet/afpresse penge” plot med en lille forvikling og en hurtig forbrødring mellem vores to helte. Tegningerne er generelt ret flotte, jo, de er lidt gammeldags og af deres tid, som man kunne forvente, men det ser alligevel ud som om der er blevet lagt noget arbejde og sjæl i dette prestigeprojekt, så det ikke fremstår som et billigt og hurtigt cash-in. Rygter siger også at kapaciteter som Neal Adams på DC siden og John Romita havde en finger med i det endelige produkt og udglatningen af visse detaljer, så Superman og Edderkoppen kunne skinne.

Det helt store problem er og bliver plottet. Det følger, efter en række prologer, en plan der involverer et samarbejde mellem Lex Luthor og Doktor Oktopus, som ville få en klassisk James Bond skurke til at tænke, “hey, er det ikke lidt klichéfyldt og goofy?!”. Kort fortalt går det ud på, at sætte Superman og Edderkoppen på kollisionskurs ved at kidnappe deres to damsels in distress, Lois Lane og Mary Jane, der er taget med henholdsvis Clark Kent og Peter Parker på en teknologi udstilling. Dertil bruger de en “falsk Superman” til at frame Superman for kidnapningen. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor og hvad slutspillet er her, og hvordan det skulle lokke Edderkoppen ud af busken, hvis det var planen? Medmindre Luthor og Oktopus kender forbindelsen mellem Peter Parker og Mary Jane? Hvordan ved skurkene overhovedet hvem de to kvinder er?? Fordi “tegneserie”. OK, men så er næste skridt i den store, forkromede skurkeplan af hacke sig ind i en ny satellit, bruge dens laser (“laser”) til at skabe uvejr på Jorden og afpresse verdens nationer… 10… milliarder… DOLLAR, *Doctor Evil Grin*, MUUUHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAAAAAA!

OK… “cool”. Luthor og Oktopus er her endnu mere cartoony skurkagtige end normalt, og Luthor tilmed også gyseligt klædt i en grim grøn og lilla dragt (alle ved at skurke er grønne og lilla, hvis man lige manglede flere klichéer), der gør ham meget svær at tage alvorlig som en trussel. Inden skal Superman og Edderkoppen dog også lige regne ud, at de er blevet fuppet af to onde genier og holde op med at fare i flæsket på hinanden. Edderkoppen er mistroisk, han så jo trods alt den falske Superman udføre sin ugerning, Superman er, ikke overraskende, mere afdæmpet og hurtig til at slå koldt vand i blodet og formode, at Edderkoppen nok bare er oppe at køre og kunne være en god allieret, hvis han da kunne holde op med at være i komplet jerk-mode og forsøge at slå løs på manden af stål. En af Supermans evner er åbenbart også godtroenhed og en veludviklet intuition.

Da det endelig lykkes af dæmpe den noget dumsmarte og opfarende Edderkops temperament og få indført en våbenhvile, vender stemningen på rekordtid og pludselig har vores to helte gang i en lynhurtigt eskalerende bromance. “Ven”, “gamle ven” og mandige håndtryk galore. Jeg vil ikke ødelægge fornøjelsen, hvis du ikke har læst historien endnu og afsløre alle detaljer, men det involverer blandt andet Supermans praktisk evne til at samle en ellers destrueret computer, en rejse til Afrika til nogle ikke helt politisk korrekt fremstillede stammefolk, en fucking hemmelig base i et bjerg og en tur ud i rummet, hvor det viser sig, at Edderkoppen kan styre en lille rumskib… Yes, vi får James Bond Moonraker afslutningen, året inden den film ramte biograferne. Mellemregninger er der, helt i tråd med de gode, gamle tegneseriedage ikke mange af, ting sker og udvikler sig i et ganske hæsblæsende tempo, tilfældigheder har afgørende indflydelse på plottet og det hele er herligt gakket.

Uskadelig eskapisme og let underholdning

Selv om historien ikke er officiel kanon, så virker den temmelig langt ude og grinagtig. Men, den er også… skæg. Kan man leve med den slags silly campy fun, så er Superman versus Edderkoppen 100 ganske uforpligtende underholdende siders spas og løjer. Det er meget “tegneserie”, kompromiserne i fremstillingen af karaktererne og forsøget på at ramme en balance mellem dem, så alle får plads til at skinne, er ret tydelig og virker stedvis meget forceret, men det kunne nok ikke være meget anderledes i sådan et højt profileret, første møde Selve titlen er også noget misvisende, versus delen fylder utroligt lidt i det samlede billede, der er aldrig noget reelt på spil i deres sammenstød og de bliver komiske hurtigt buddy buddy og “hva så, gamle jas”. Så hvis du håbede på, at se de to helte tæve hinanden til plukfisk, så er det her det forkerte sted at lede – det er mere en reklame for to retskafne helte. Og en knap så god reklame for to megalomane skurke…

Jeg mindes ikke, at Superman versus Edderkoppen gjorde det helt store indtryk dengang i 1992, da føltes den nok lidt småtam og gammeldags i forhold til, hvad der foregik i de mere tidssvarende serier i start-90erne. Derfor var det egentlig også et ganske, lidt overraskende glædeligt gensyn. Den er hurtigt læst, trods længden og sluger man præmissen, og accepterer at disse to ret forskellige helte pludseligt kan eksistere i den samme verden, hvor status quo tydeligvis aldrig for alvor er i fare, så er det gedigen, letbenet tidsfordriv.

The post Fra Reolen: Superman Vs Edderkoppen appeared first on Kathoom.

Velkommen til første udgave af Fra Reolen, hvor jeg, ja, hiver mere eller mindre tilfældige hæfter ud af bunken på tegneserie reolen og ser hvad de har at byde på. I denne omgang skal vi tilbage til 1988, hvor jeg var et par år inde i min tegneserie fascination og læste stort set alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det betød også, at nogle ting var løsrevne fra en dansk kontinuitet, der i forvejen var et opkog af de amerikanske udgivelser, men da man var barn betød den slags ikke så meget – jeg skulle bare have nogle kulørte superhelte!

Lovens Vogtere, som i dette tilfælde bestod af materiale fra Justice League International, en art reboot af Justice League, der opstod i hælene på det første store DC reset nogle år tidligere, skabt af Keith Griffen og J. M. DeMatteis. På dansk udkom der i 1988 4 hæfter med den nye gruppe, hvor af jeg kun ejer nr. 3 og 4, derfor dumper vi også lidt ned midt i det hele, men det har jo også sin charme sådan at skulle forsøge at orientere sig. Jeg har valgt bare at slå begge hæfter sammen her og kigge på nogle af de overordnede indtryk og større linjer i de to numre.

I Lovens Vogtere nummer 3 er der brugt materiale fra de amerikanske blade 5, 6 og 7, så der er vist blevet klippet og klistret lidt, da der normalt går 2 amerikanske blade på 1 dansk, men det er nu ikke noget man lægger mærke til. Næh, det der umiddelbart springer mest i øjnene ved en genlæsning 30 år senere, er hvor… “kulørt” og fjollet tonen er og i bund og grund også historierne. Jeg kan mindes, at jeg allerede dengang syntes af Lovens Vogtere var lidt “kiksede” og de var bestemt ikke mine favoritter, men jeg syntes nogle af heltene så ret seje ud i deres kulørte dragter, ikke mindst Booster Gold og Gyldne Hjelm, som jeg bare syntes så smadder seje ud i deres gule/gyldne og blå farver. Derimod var den farverige Mr. Miracle, kedelige Billen og den mere Golden Age Kaptajn Shazam nogle figurer, som jeg syntes så lidt små-lamme ud. Sorte Fugl husker jeg ikke rigtig, ud over at jeg kunne huske forsiden til nummer 4. Marsmanden J’onn J’onzz syntes jeg vist bare var en lidt underlig karakter, jeg mener, en mand fra Mars i en superheltetegneserie?? Da kunne jeg nok godt have brugt lidt mere baggrund…

Og så var der den iltre, rødhårede Grønne Lygte, Gay Gardner, som jeg erindrer som en karakter jeg bare opfattede som virkelig belastende Så er det godt, at Batman gør kort process med ham og slår ham ud med et enkelt slag på side 16 i nr. 3 efter at han havde været irriterende i en længere periode. Swift Justice League! Han er tilsyneladende slået ud hele hæftet igennem, indtil han vågner op på næstsidste side, kravler ind i et panel i hovedkvarteret for at undersøge en lyd og… ja… måske slås han ud igen af en ikke-synlig overfaldsmand, eller overtages af en ukendt kraft, i hvert fald opfører han sig som om han har fået Sagfører Skjold-Hansen (Fra Matador) syndrom og er efterfølgende blevet velopdragen og medgørlig som en kattekilling.

Ellers er hovedhistorien her om Den Grå Mand, som engang i fortiden har fået tildelt nogle kræfter af en mystisk Lovens Orden, han misbruger dem og bliver forvist men er nu dukket op igen i en lille by i Vermont, hvor han truer med at overtage byen og dernæst verden. Ved på lidt uforklarlig vis, at omdanne dem til “grå mænd”, en art lydig hverdagsgrå zombie hær? Jeg er ikke helt sikker på hvad planen er her, eller den præcise videnskab bag det hele, det virker for mig lidt uklart beskrevet og det er ikke lige en historie der heller ved anden gennemlæsning hverken fanger eller giver meget mening for mig?!

Måske er det også fordi at det meste af figurgalleriet fremstår en kende “goofy” og universet lidt rodet for mig. Det er i bund og grund en fortælling om en sammenbragt gruppen sekunda helte (sorry, Marsmand), der skal lære at samarbejde og vogte over LOVEN! Til at binde det hele sammen som et form for anker har man så en stoisk Batman, der virker lidt som om art standard version af karakteren med nogle default indstillinger. Humor er ligeledes en vigtig ingrediens, som da Kaptajn Shazam (med sin komisk lille kappe) er blevet overtaget af den grå mand og ender i slagsmål med Marsmanden. Han får slutteligt en ordenlig røvfuld og bliver slået ind i en væg, lige da han er blevet sig selv igen og følgende udveksling finder sted:

En anden underlig bi-figur der dukker op er den drillesyge “trickster” Krybet, hvis motiver og alliance status ikke er helt tydelige, men i sidste ende lader han dog til at være på heltenes side. Han har nok et af de grimmeste figurdesign og farvesammensætning jeg kan mindes at have set, noget der skriger “Jeps, det er 80er DC” i mine øjne og som gør det vanskelige på nogen måde at tage karakteren alvorlig.

Nå, den Gyldne Hjelm redder på en eller anden måde dagen og Den Grå Mand belønnes af den mystiske overmagt ved at blive suget ind i intetheden og opløst, eller et eller andet, good times! Lad os se hvad næste nummer gemmer, der nok har en af de mere kiksede forsider jeg kan mindes fra min barndomssamling. Så er der dømt store flyttedag? Hæsblæsende action og åndeløs spænding, eller dårlig sitcom??

Nummer 4 (amerikanske nummer 7 og 8) fortsætter nogle af de større tråde der løb gennem nummer 3 (og sikkert de 2 første numre), etableringen og legitimeringen af gruppen på et politisk plan overfor selveste FN. Den lidt anløbne type Maxwell Lord er hovedkraften her og forsøger, at yde indflydelse på politikere og magthavere, hvad hans egentlig motiver er, er endnu ikke helt klart, måske er han god nok, men han lader også til at have skjulte motiver. Lovens Vogtere har adgang til en art supercomputer, hvis motiver virker endnu mere lyssky, og den kunstige intelligens, eller hvem der nu trækker i trådene, er ikke bleg for at iscenesætte en international krise, udvidende for vores helte, som samtidig bliver filmet og udsendt over hele kloden, så verden kan se at der er brug for Vogterne.

En stor satellit bruges til at skyde en stor kraftstråle mod jorden, der truer med at ramme atomanlæg kloden over, hvis ikke Lovens Vogtere kan stoppe den med en tur ud i rummet. Det kan de, selvfølgelig, men Mr. Miracle gennemskuer at noget er los og at strålen ikke vil skade Lovens Vogtere og satellitten tilhører noget kaldet Ny Genesis projektet, som må være en reference til noget tidligere etableret i tegneserien?

I det hele taget er der lidt mere gang i gaden i dette hæfte, og historien hvor flere parter af ukendte grunde forsøger at få Lovens Vogtere FN-godkendt har da om ikke andet lidt mere kød på end den noget gammeldags historie om Den Grå Mand. Vi undgår dog ikke lidt fjoget “komik” og en herlig/hæslig scene, hvor Superman er i audiens hos selveste Ronald Reagan i Det Hvide Hus og taler Vogternes sag overfor en præsident der her fremstilles om en små-forvirret, ubeslutsom tøffelhelt, der lige må konferere med konen Nancy, inden han endeligt beslutter sig.

På den ene side er scenen sådan “tø-hø” morsom, men den er også med til at tidsfæste og gøre historien meget bedaget, hvilket altid er et problem, når man hiver “nutidige” historiske personer og kaster for præcise popkulturelle referencer ind. På et tidspunkt siger en af politikerne endda “vi befinder os i firserne”, ja, det skal jeg love for vi gør, det er da helt sikkert. Modsat fungerer en frisk bemærkning i rummet om Han Solo og Luke Skywalker OK, da referencen med tiden er blevet tidløs, hvilket man selvfølgelig ikke kunne vide dengang, men den giver jeg lige DeMatteis.

Men overordnet er Lovens Vogtere fanget i 80erne, fra dele af plottet, international krise med USA og Sovjet som hovedaktører, FN, storpolitik, dateret humor og hele tegneseriens udseende og opbygning. Tegningerne er ikke nødvendigvis grimme, men de virker af deres tid, med alt hvad det indebærer. Er man vokset op med den form for artwork vil det nok virke meget genkendeligt, set med nutidens øjne er det lidt primitivt og leverpostej håndværk. Missionen med at bringe lidt humor ind i universet lykkes også kun delvist, det er sådan set fint nok med mig at tonen bliver lidt mere let, men tonalt er der et eller andet der skurrer når man veksler mellem international storpolitik og scener hvor man følger deres hijinks under Flyttedag, den anden historie i 4. hæfte – og alle de “friske bemærkninger”, der er strøet ud over bladene.

Alt i alt kommer Lovens Vogtere til at fremstå noget dateret og fastlåst i en ret specifik tidsperiode, hvor skaberne har forsøgt at ramme 80ernes tidsånd men dermed også har sørget for, at tegneserien fremstår lidt gammeldags i det øjeblik den er udkommet. Holdt sammen med et figurgalleri, der veksler mellem det lidt stereotype, tilstræbt hippe og morsomme eller bare lidt fjollet, så bliver det nok ikke en serie jeg nogensinde bliver helt glad for. Allerede dengang jeg var barn faldt jeg ikke for den, og den har ikke ligefrem ældet med ynde. Men som et kuriosum rodfæstet i 80erne er den muligvis et kig værd?

The post Fra Reolen: Lovens Vogtere nr. 3 + 4 appeared first on Kathoom.