To gudeverdener, fædre mod sønner, universets skæbne i deres hænder. Apokolips og Ny Genesis, Antilivsligningen og Jack Kirby for fuld udblæsning, så Jorden skælver. Bogstaveligt. Der er gang i den, i King Kirbys Fourth World-saga om New Gods. En ambitiøs serie, som måske aldrig blev helt forløst hos DC Comics.
På dansk fik vi kun et enkelt hæfte. Dette sort/hvide på 112 sider, som Interpresse udsendte i 1987 under titlen Gudesønnerne. Et hæfte, der kun fik samlet en del af det materiale Kirby nåede, at producere om dette univers i løbet af 70erne og 80erne. Gudesønnerne nr. 1 samler materiale fra Kirbys New Gods #1, #2, #7, #8, samt dele af DC Graphic Novel #4: The Hunger Dogs.
Det giver, naturligt en noget fragmenteret oplevelse af Kirbys vision og stort anlagte fortælling. Formodentlig valgt for, at prøve på, at give historien en større følelse af sammenhæng og for, at strukturere materialet og præsentere det, så det giver mere mening i en begrænset form som her.
I begyndelsen var der Jack Kirby…
New Gods, eller Fourth World universet, havde en lang og kompliceret udvikling og udgivelseshistorie. Den tager sin begyndelse omkring 1970, da en frustreret Kirby endelig fik nok af Marvel og skiftede til DC. Der er varierende historier om grundene. Kirbys forhold til hans samarbejdspartner Stan Lee, anerkendelsen og kreditten for deres output. For ikke at tale om kunstnernes rettigheder kontra udgiverne.
Det er der skrevet bøger og lavet film om, hvad skiftet end skyldtes, Kirby var nu hos konkurrenten, hvor han indledningsvis fik rimeligt fri hænder. De blev dog løbende mere og mere bundet, efter den indledende salgssucces for Fourth World titlerne begyndte at løje af. Kirby havde en afrundet fortælling i tankerne, DC ledelsen så det anderledes. De modsatte sig blandt andet Kirbys ønske om, at afslutte fortællingen med, at dræbe de nye guder.
Slutligt blev det kun til 11 numre af New Gods og en række mere eller mindre forbundne titler, som Mr. Miracle, Jimmy Olsen og The Forever People. I sidste ende fik hverken Kirby eller DC nok det ud af det, som de ønskede. Senere kom der nye titler til, forsøg på fortsættelser fra andre forfattere og tegnere. Og en form for afrunding fra Kirby selv med DC graphic novel #4 i midt 80erne.
Som så blev omgjort, “retconet” og alligevel fortsat med nye titler og Fourth World figurernes involvering i crossover events som Crisis on Infinite Earths i 1986.
Et kunstnerisk kludetæppe fra Kongen
Denne rodede, ujævne og langstrakte udgivelseshistorik, er nok også stærkt medvirkende til, at handlingen i en titel som Gudsønnerne kan virke lettere usammenhængende. Også selvom den kun bringer et mindre uddrag af Kribys samlede virke på Fourth World, så fornemmer man, at det lidt er et kludetæppe.
Det er dog også en del af charmen, for hvilket kludetæppe! Når Kirby og historien er oppe i kreative omdrejninger, så er det en ganske overrumplende, sært underholdende og fascinerende oplevelse.
En form for særegen blanding af sci-fi og bibelhistorie, der forsøger at fortælle en ny mytologi om nye guder for en ny generation af læsere. Frygt som magthavere, tro på ungdommen, mere eller mindre håndgribelige og højtflyvende koncepter vikles ind og ud af hinanden
Usammenhængende er, måske en lidt misvisende betegnelse. Men, så da “uklar”, kompliceret eller uoverskuelig. Hvor Kirby hos Marvel havde en, der kunne tøjle og give hans idéer og koncepter retning, i form af Stan Lee, så manglede han muligvis en lignende figur hos DC. Her fik Kirby lov til, at tømme den kreative åre som både tegner, forfatter og planlægger. Det var, trods alt måske for meget af det gode?
Samtidig har den vekslende opbakning fra DC været med til, at mudre det samlede billede. Det ene øjeblik ville de have mere, det andet øjeblik mindre. Det gør, at Fourth World flyder over med idéer og løse ender. Figurer kommer og går, handlingstråde introduceres, men følges måske ikke helt til dørs. På mange måder føles serien både, som om den vil for meget og for lidt på samme tid – det trækker i alle retninger.
Usammenhængende, men guddommeligt flot epos
I Gudesønnerne starter vi dermed både forfra, hvor alt skal bygges op og introduceres fra bunden, og i fuld fart fra start. Hæfte #7, som dukker op i sidste halvdel af dette blad, er eksempelvis den egentlige skabelsesberetning om De Nye Guder og de to søster planter Apokolips og Ny Genesis.
Dermed får vi koncepter, world building og figurer vi allerede har mødts oprindelse, samt forklaring på baggrundsstof, som kun er blevet vagt hentydet til, meget sent i bladet. Det er oplysninger, som man for overskuelig- og forståelighedens skyld godt kun have brugt tidligere.
Man kan sagtens forestille sig, at det er kommet ovenfra i DC-systemet, at “Hey, Jack, tror du ikke lige du skulle forklare noget af alt det her snart?!”. Kirby har enten tænkt, at det kom han nok til senere, haft en pointe med den lidt underlige og forvirrende struktur, eller også har han ikke haft de fortælletekniske evner. Hvad ved jeg, faktum er, at netop dette hæfte #7, kaldet Pagten, er bladets højdepunkt.
Og, jeg ved det er store ord, måske et højdepunkt i hele King Kirbys gloværdige karriere. Det er vanvittigt flot tegnet, opfindsomt, sprudlende og ambitiøst. Hvor den samlede fortælling kan virke hullet, så stråler Kirby så kraftigt i glimt, at han nærmest sprænger siderne med sin tegneseriekunst.
Kirbys smeltedigel bobler
Pagten går ud på den fred, der efter mange års kamp opstår mellem det utopiske, naturelskende og lidt hippiedrøm lignende Ny Genesis og det maskinelle, forurenede helvede Apokolips. Deres to ledere, Alfaderen på Ny Genesis og djævlen fra Apokolips, Darksejd, bytter sønner. Det gode, gamle spædbarns-swapping trick. Jeg betror min fjende mit dyrebareste.
Der er både bibelske overtoner, elementer fra nordiske/græsk mytologi, strømninger fra hippietiden, Vietnamkrigen og Kirbys egne erfaringer fra Anden Verdenskrig spøger, og en fascination for space opera/soap-serier og sci-fi. Mytologi og maskiner, teknik og natur. Tankerne og koncepterne er enorme, der er sikkert utallige referencer og inspirationskilder at nørde og opdage her.
Pagten er nok kulminationen af Kirbys vision i Gudesønnerne nr. 1, det er dog ikke ensbetydende med, at resten af bladet ikke er tegneteknisk og visuelt betagende. Selv når man har problemer med, at følge den lidt snørklede, stedvis gumpetunge handling, er der hele tiden noget at kigge på. Eller også er idéerne pirrende nok til, at man hænger på, selvom man ikke helt forstår hvor vi skal hen.
Hvem, hvad, hvorfor og hvordan?!
Figurernes kræfter bliver eksempelvis aldrig helt defineret. Orion, en af sønnerne, har noget kaldet Astroenergien. Hvad er det? Bah, pyt, det skal man ikke bekymre sig om. Hvad er den stol den (måske) neutrale, kosmosrejsende Metron flyver rundt i reelle kraft og begrænsninger? Det er en Møbius-stol, fjollehoved, der kan… ting!
Hvorfor bliver Alfaderen, tilsyneladende årtier ældre på et splitsekund i Pagten? Fordi det gør han. Hvad er Kilden (The Source), en slags alvidende/vis/synsk/magtfuld væg i Ny Genesis egentlig? Det behøver du ikke svar på endnu. Hvor bliver de der mennesker af, som Darksejd kidnapper i et kapitel, men som senere reddes og bringes tilbage til Jorden? De forvinder lidt ud af fortællingen fordi… øhhh… plot-grunde!
Hvorfor ligner- og går politidirektør Turpin, der ene mand sætter sig for, at stoppe Darksejds håndlangeres invasionsforsøg på Jorden, klædt som en form for gangster fra 30erne?! Og hvor pokker er Superman, eller nogle af de andre helte henne når lokummet brænder? OK, Superman nævnes to gange i en henkastet bemærkning. Han skulle vist noget andet den dag.
En aldrende mesters afskedssalut
Gudesønnerne rejser flere spørgsmål end svar, og begynder man at trække lidt i syninger og løse tråde, så kan man hurtigt trævle kludetæppet op. Men, lad være! Modstå fristelsen, læn dig tilbage, nyd det og lad dig fortrylle og underholde. Gudesønnerne og Kirby kan, hvis du er heldig, få dig til at føle dig som et barn igen.
Kirby leger på siderne med netop en barnlig begejstring. Ingen indfald er for tossede, eller langt ude og de skal helst inkluderes i legen hurtigst muligt – selvom legen måske lige havde en helt anden retning. Og det kommer fra en, som i lang tid ikke forstod Kirby, eller overhovedet kunne lide hans stil.
Den er god nok. Da jeg var ung tegneserielæser i 80erne var Kirby yt, i hvert fald hos mig. Hans stil, der på det tidspunkt kun var 15, 20, 25 år gammel, i hvert fald i det materiale der var tilgængeligt på dansk, virkede umådeligt gammeldags. Grimt, kantet, stift og umoderne. Kollektivt, tror jeg også at han var ved, at gå lidt i glemmebogen.
Det ændrede sig, naturligvis op gennem 90erne og senere, hvor han har opnået den status han fortjener. Men, da var jeg ude af tegneseriegamet. Så da jeg vendte tilbage, var det også med min oprindelige opfattelse af Kirby og hans kunst intakt. Selvom jeg, selvfølgelig ikke havde kunnet undgå, at læse og høre om Kongens fortræffeligheder og livshistorie.
Respekt og forståelse for en kunstneres virke, indflydelse og status er dog ikke det samme som, at man kan lide det, eller er fan.
Gudesønnerne er mageløst uperfekt
At læse Gudesønnerne for første gang har dog ændret et eller andet. Jeg tror, at jeg for første gang, for alvor “got it”. Det hjælper måske også, at vi er senere inde i Kirbys karriere end hvad jeg tidligere har været eksponeret for. Mit første indtryk er delvist baseret på titler på dansk som De Fantastiske 4 Klassiker nr. 1. En tegneserie, jeg som barn syntes var så tudegrim, at jeg faktisk ikke har læst den siden.
Nu ligger den over på reolen og det trækker lidt i mig. Det skyldes min overraskende fortryllende læseoplevelse med Gudesønnerne. Det pudsige er, at jeg sammenligner oplevelsen med, at føle sig som et barn igen. Men, jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde fattet en dyt af Gudesønnerne, havde jeg læst den i 1987.
Nu kan jeg nyde budskaber, læse mellem linjerne og opfatte underliggende tematikker, der blot var druknet i mit forsøg på, at forstå handlingen. Gudesønnerne har meget at byde på, på den konto. Og sammen med Kirbys visuelle flair, som jeg nu endelig forstår at værdsætte, kreativiteten og de svimlende ambitioner er det fængslende læsning.
Det er også nok til, at overskygge de åbenlyse svagheder fortællingen også har. New Gods blev af mange grunde et enormt flop i sin tid, men nogle gange er der også noget smukt og storhed, at finde i noget der fejlede. Det “tragiske” er, at en fortælling som denne nok havde haft bedre vilkår i dag med den måde man udgiver og læser tegneserier på.
Før sin tid, af sin tid og ved siden af tid, Gudesønnerne er helt sin egen.
Epilog
Efter dette blev skrevet fik jeg anskaffe mig, og læst, Jack Kirbys New Gods, der samler de oprindelige 11 hæfter i serien. Den føjer med sine 400 sider, en betragtelig mængde materiale til historien. Og giver et mere komplet billede af Kirbys ambition. Det er ikke ubetinget en fordel. For hver gode idé og svimlende tegninger, er der også lidt mere “fyldstof”.
Det er tydeligt, at historien ikke var tænkt til at slutte efter 11 hæfter, derfor bygges der også på, og tages afstikkere for, at fylde fortløbende hæfter ud. Indtil historien pludselig skal rulles tilbage og rundes af. Det er en nydelse, at se Kirby i farver, men den sort/hvide Gudesønnerne er faktisk lige så flot. De supperler hinanden godt.
Endelig skal den danske redigering roses. Selvom man ikke får det komplette billede af New Gods i Gudesønnerne, så giver de redaktionelle valg og klippe/klistre arbejdet fint mening. Jeg vil klart anbefale, hvis man som jeg, er/var lidt Kirby neutral, at man giver New Gods, som samlet serie, en chance.
