Som et urværk: Vogterne nr. 2

by | May 12, 2022 | Artikler | 0 comments

(Dette handler om den danske version af Watchmen, men for ikke, at skade de lidt skrøbelig danske album ved, at proppe dem i en scanner har jeg valgt, at bruge billeder fra den digitale udgave af tegneserien på engelsk).

“Jon, du ved alt om alting, undtagen mennesker…”… alligevel bliver det Dr. Manhattan, som kommer til, at fælde dom over menneskeheden. En menneskehed på randen af atomkrig og total udslettelse. Men, også i Jons privatliv er dommedagsuret få minutter i midnat, da hans forhold til det sidste menneske han har et bånd med klipper det over…

Vi er nået til anden del af min allerførste læsning af klassikeren Watchmen (læs del 1 HER), eller Vogterne som de kom til, at hedde på dansk. Ja, jeg har aldrig fået læst Allan Moores klassiker, før jeg kastede mig over den oprindelige danske udgave, hvor Watchmen blev udsendt i 6 store albums i 1989. Her blev Watchmens oprindelige 12 hæfter lange historie altså samlet to og to. Nu til dags, kendes Watchmen nok mest i den samlede udgave, der også fås i en dansk version.

Jeg har valgt, at bryde lidt med min normale form, hvor jeg hvad klassikere angår plejer, at kigge på den samlede udgave af en historie. Og komme med en samlet dom over dens klassikerstatus. Watchmen ER, ubetinget og indiskutabelt en klassiker, det kan min ydmyge holdning ikke rokke ved.

I stedet vil jeg tage serien album for album, og komme med nogle overordnede tanker om hele serien efterfølgende. Jeg tilstræber, at læse og formidle mine indtryk for hvert album, som det de er: en læsning med friske øjne og min umiddelbare reaktion.

Al tid, hele tiden, altid

Vogterne nr. 2 følger Dr. Manhattan, efter første album havde Gøgleren i fokus. Her fulgte vi efterdønningerne efter mordet på den knap så sjove og uskyldige komiker. En form for noir “who done it” med den små-fascistiske Rorschach, der fungerede som historiens privatdetektiv. Første del sluttede med, at resterne af de nu inaktive (sådan da) Vogtere deltog i Gøglerens begravelse uden, at vi var kommet tættere på en opklaring af mordmysteriet.

Det opklaringsarbejde træder lidt i baggrunden i del 2, hvor fokus skifter til Dr. Manhattan og hans personlige deroute. En nedtur, for et ellers følelseskoldt og udelukkende rationelt tænkende væsen, der ender med at få store konsekvenser for hele Jorden. Men, det vidste Jon Osterman, bedre kendt som den berømte Dr. Manhattan allerede.

Han kan ikke blot se fremtiden, han oplever al tid, og dermed hele sit liv, sideløbende og på samme tid. Al tid altid. Han ved, hvad der er sket, sker og kommer til, at ske lige nu. Dermed er tid ikke blot abstrakt, men for ham, i bund og grund ikke-eksisterende, eller i hvert fald meningsløs.

Det giver en vi portion apati, kan man sige, i det at det ikke kan betale sig af forgribe, forsøge at forhindre eller ændre begivenheder. De ER allerede sket. Eller, ja, sker lige nu, for ham. Man kan godt få lidt ondt i hovedet af, at tænke den tanke helt ud.

Sølvsværmerens sværmerier og Doktor Kuvøseguf

“For ham er virkelighedens verden som en tåge. og alle mennesker er som skygger”. Laurie (Sølvsværmer nummer 2) bekender hendes følelser overfor Danny, den anden Natugle. Hun er, endelig gået fra Jon efter deres seneste skænderi. En ensidig affære, i det Dr Manhattan for længst har mistet de sidste rester af menneskelighed og kontakt med eventuelle følelser.

Han har travlt med sin forskning, det vigtigste i hans afsondrede verden er videnskaben. Og, at gøre sig klar til det tv-interview han, noget dumdristigt har sagt ja til, at stille op til. I kølvandet på en “skandale” i den kulørte presse, hvor tabloidavisen Nova har kørt et interview om hans første, nu kræftsyge og bitre, kone. Som han forlod i 60erne til fordel for den dengang kun 16 årige Laurie. Doktor kuvøseguf!

Laurie erkender, at hun kun “kender andre superhelte”, og følte en eller anden forbindelse til Natuglen, da hun så ham til Gøglerens begravelse. Dr. Manhattan føler ikke længere nogen form for forbindelser til mennesker overhovedet, ej heller til hans egne følelser. De findes ikke.

Fortællingen kører konstant i flere spor, tv-interviewet forløber samtidig med, at der klippes til Laurie og Danny, der genopdager deres indre superhelt da de overfaldes på gaden. I tv-studiet “overfaldes” doktoren af nærgående spørgsmål om, der er en sammenhæng mellem, at folk han har haft kontakt med i længere perioder har udviklet kræft. Det er DEN vinkel, Nova journalisten i publikum benytter til, at bringe Janey Slater på banen.

Doktor Manhattan er, muligvis så radioaktiv, at man bliver dødeligt syg af, at være i nærheden af ham for længe. Det kan man da kalde lidt af et metafor!

Græsset er grønnere på… Mars?

Den mutte doktor er muligvis blottet for følelser, og forståelse for andres ditto, men han kan, trods alt fornemme, når han er uønsket. Han gør et kort stop i Arizona, hvor han henter et gammelt, falmet og krøllet fotografi af ham og Janey. Og så teleporterer han sig ellers til Mars, og vender Jorden og menneskeheden ryggen.

Og så lige, når lokummet for alvor brænder! For den ulmende konflikt, der truer med, at udløse en atomkrig, eskalerer i selvsamme øjeblik. Rusland har invaderet Afghanistan, og dermed trodset USAs advarsler om konsekvenserne ved dette. Den Kolde Krig er lige blevet varm. I Washington har Præsident Nixon isoleret til i the war room, sammen med hans rådgivere. Med fingeren på knappen.

Resten af albummet er slags fler-sporet flashback, hvor vi får lov til, at følge hvordan Dr. Manhattan oplever tid. Vi får hans oprindelseshistorie i brudstykker, hvor vi hopper frem og tilbage i fortiden, mens Manhattan sidder på Mars, og grubler over nutid/fremtid/fortid, al tid og eksistensen generelt.

Fra hans tidlige barndom som søn af en urmager, studietiden, ulykken som gjorde at han blev Dr. Manhattan. Mødet med Janey og hans tid som en del af den første superheltegruppe. Ligesom vi ser hans afgørende indflydelse og indgriben i Vietnam, sammen med Gøgleren, hvor de vendte krigen til USAs fordel.

Urmagerens søn beslutter sig for, at forblive uden for tid og langt væk fra menneskeheden og deres problemer. Og opfører sit eget Superman lignende Fortress of Solitude i den røde sand på Mars.

En rigtig (sø)røverhistorie

Hvor første album mindede om klassisk pulp og noir, så skifter Moore virkelig spor her. Og begynder for alvor, at folde Watchmen universet ud, teste tegneseriemediet og formatet og se hvor meget det kan bære. Andet album er både langt mere klassisk superhelte oprindelse/fortælling og sci-fi med rødderne placeret i videnskaben.

Det er også her, at Moore introducerer “tegneserien i tegneserien”, den sørøverhistorie, som har det med, at dele vandene blandt læsere. Kort fortalt går det ud på, at en ung knægt, der hænger ud hos en avissælger (en karakter, der  også begynder at fylde ret meget i fortællingen), sidder og læser en tegneserie om hændelserne på et sørøverskib. Det er Moore i meta-mode, noget der kommer til, at fylde en del i spredte fremtidige kapitler af Watchmen.

I begyndelsen virkede det distraherende på mig, og stoppede også handlingen lidt op, også selvom vi i første album fik forklaret betydningen af sørøverhistorier, i den verden Watchmen udspiller sig i. De havde været et popkulturelt fænomen ala superhelt i vores virkelighed, så det er nærmest en metakommentar inden i et metalag?! Efterhånden vænnede jeg mig til, at sørøverne brød ind i fortælling og begyndte, at fange hvordan DEN historie spejler, eller foregriber ting i Watchmen-historien.

Kort sagt kan man sige, at Moores ambitionsniveau lige skrues lidt i vejret, og at ham og tegner Dave Gibbons for alvor er ved, at være varmet op. Watchmen begynder, at fyrer på samtlige cylindere.

Kompleks urværk med vokseværk

Faktisk vokser Vogterne fortællingen i andet album så meget, hvor der både bygges ovenpå ting introduceret i første album og bringes en masse nyt på banen, at det er svært at få det hele med. Der er ligeledes så mange små detaljer, både Moores tekst, men især visuelt, som jeg først fangede i anden gennemlæsning.

Den nævnte avissælger, det bliver en art fortællestemme, som kommenterer på de storpolitiske elementer i historien. Men, samtidig også er del af en større medie-kommentar, der også involverer indtil flere fiktive aviser og Dr. Manhattans oplevelse med TV. Natuglen og Sølvsværmerens blomstrende romance og deres genopdagelse af superheltelivet. Rorschach, der her mest lurer på sidelinjen, men faktisk afmaskes og viser sit sande ansigt for verden og læserne. I et par scener, hvor jeg først fangede, at det var ham uden maske, anden gang han dukker op i albummet.

Så er der hele Moores metaleg, der ud over tegneserien i tegneserien også tæller, at vi får flere sider fra Hollis Mason, den første Natugles, selvbiografi. Og slutteligt en fiktiv videnskabsartikel om Dr. Manhattan skrevet af en professor Milton Glass. Der giver mere baggrund og dybde, til hele Jon Osterman/Dr. Manhattan karakteren. Og er en af den slags detaljer, som er medvirkende til, at Watchmens verden føles “ægte”.

Lille spejl på væggen der…

Mit umiddelbare indtryk var, at Dr. Manhattan, som karakter i Watchmen var svær at relaterer til. Og dermed også, hvis ikke lidt kedelig, så en form for forvokset, blå plot-redskab, en deus ex machina, der kunne aktiveres efter behov. Derfor var jeg i første omgang heller ikke helt så fanget af dette album, som jeg var i den mere plotdrevne første del med Gøgleren.

Efter andet album lige fik lov til at simre og bundfælde sig, og jeg læste det igennem igen for lige, at genopfriske detaljerne inden disse skriverier, så voksede den store smølf på mig. Ikke hans personlighed, han har jo nærmest ikke en, i det han er så blottet for følelser.

Men, nu skrev jeg tidligere, at “spejling” er et tilbagevendende tema i Watchmen. Dr. Manhattan er også et spejl. Et, som Moore holder op foran os læsere, men også I selve historien, hvor Dr. Manhattan fungerer som en slags spejl for menneskeheden. En slags blank, reflekterende overflade, der viser menneskeheden på godt og mest ondt. Et spejlbillede lyver ikke, men det du ser kan, muligvis fejlfortolkes og ligger i the eye of the beholder.

Det Dr. Manhattan selv ser, analyserer og rationaliserer sig frem til, er kun de værste sider. I det han jo mangler empati og basal forståelse for menneskelige følelser. Han er urmageren, som kun ser tandhjul, fjedrer og teknik, der skal virke, som et urværk. Og hvis det ikke går rigtigt, eller virker, så er det uden værdi eller funktion. Ligesom Jorden.

Fortællingen om en supermand

Hvis første album var en form for noir, så er det for alvor i album to, at Watchmen bliver en superheltefortælling. Men, på Moore’sk vis, naturligvis med et twist eller to. Her er det fortællingen om en supermand, et supermenneskes oprindelse og transformation pga. science gone wrong.

På det punkt, kan Dr. Manhattans historie også minde om Dr. Bruce Banner og Hulks. Som karakter er Dr. Manhattan dog noget helt andet end Banner/Hulk, og minder mere om et twist af Supermand-myten om en almægtig, gudelignende skikkelse. Men, hvor Superman i sin kerne stræber efter, at blive så menneskelig som mulig, så mister Dr. Manhattan sin menneskelighed og medfølelse.

Superman kunne være den mest skræmmende person på Jorden, eller planetens (hvis ikke universets) største skurk, hvis han ville. Dr. Manhattan ER skræmmende og farlig i form af hans manglende empati og rene logiske og rationelle tankegang. Helt blottet for følelser. Det gør ham dog også til en ensom, ynkelig og i bund og grund tragisk figur.

I sidste ende melder han sig helt ud, og forlader Jorden i den ultimative, symbolske handling. Han var i forvejen anderledes og skilte sig ud. Også illustreret og understreget ved, at han med sin nøgne, blå krop skiller sig ud i Watchmens farvepallette. Nu er han en almægtig, blå mand på en rød planet, under en gul sol.

Hey, det er da forresten Supermands farver: rød, gul og blå! Hvis man lige vil overtænke/tolke lidt.

Menneskehedens skyggesider

Dr. Manhattan er det perfekte urværk, som går præcist og aldrig går i stykker. Men, han er også et våben. Det ultimative skræmmevåben i den kolde krig, som Moore og Gibbons skabte Watchmen i skyggen af. Her er forskellen blot, at USA rent faktisk har brugt ham aktivt som våben i en tidligere konflikt.

De oplevelser, rædsler og skyggesiderne af menneskeheden, som Dr. Manhattan så der kaster også stadig skygger. Han er for følelsesløs til, at de grufulde begivenheder og umenneskeligheden påvirker ham direkte. De spiller dog nok ind, når hans regnestykke skal gøres op: menneskeheden er ikke værdige, eller bøvlet værd og vil i sidste ende udslette sig selv.

Nå ja, og så har han jo den luksus, gennem hans ikke-lineære opfattelse af tid, at han har set fremtiden. Dommedagsuret vil ufravigeligt ramme 12. Han har dog, lærer vi senere (jaha, jeg har snydt og læst hele serien inden jeg skrev dette. 2-3 gange!) ikke set, eller tolket alt, som det måske hænger sammen.

Han stoler 100 % på, at hans rationelle tilgang til verden og det han ser, er “sandheden”. Alt andet ville, selvfølgelig også være ulogisk. Her bliver han mangel på følelser, muligvis en indbygget “blind vinkel”. En der kan udnyttes.

Et ur uden urmager

Moore bygger ovenpå og udvider Watchmens urvæk i Vogterne 2. Når Dr. Manhattan betragter sit skaberværk på Mars, stilles spørgsmålet “hvem skaber verden?”. Dr. Manhattan spekulerer, imens han mindes fortiden, hvem, om nogen der bærer “skylden” for hans skæbne og skabelse.

Hvad kom først, hønen eller ægget, uret eller urmageren? Det bliver filosofisk, højtragende og eksistentielt. Men, lyver Dr. Manhattan i bund og grund for sig selv og bruger alt det her, som et værn mod, at føle noget? Føle smerte? Hans sidste gerning, inden han forsvandt fra Jorden var, at få fat i et gammelt fotografi af ham og Laurie og tage det med til Mars…

Det selvom han ved, i følge hans indsigt, erfaringer og oplevelser af tid, at det hele er uundgåeligt. Han efterlader fotografiet i Mars’ sand og filosoferer videre om “et ur uden urmager”.

“Måske bliver Verden ikke skabt. Måske bliver intet skabt, måske har det altid været der. Og vil altid være der”… “Men det er for sent. Det har altid været for sent. Og vil altid være det”.

Vil den form for rationale og tankegang ikke fører til en følelse af meningsløshed? Tomhed og apati?