(Dette handler om den danske version af Watchmen, men for ikke, at skade de lidt skrøbelig danske album ved, at proppe dem i en scanner har jeg valgt, at bruge billeder fra den digitale udgave af tegneserien på engelsk).
Fredag nat døde en gøgler i New York. Gaderne er udvidede rendestene. De lugter af utugt og dårlig samvittighed. Maskerede helte er forbudt. Måske jaget vildt. En morder er løs. Dommedagsklokken er ved at slå hel. Verden er ved, at gå under og det hele stinker. Er Vogterne af uret løsningen eller årsagen?
Watchmen. Den store, hvide hval i min tegneseriehistorie. Eller en af dem. Allan Moore og Dave Gibbons legendariske magnum opus fra 1985. Ikonisk. Kanoniseret. Ærefrygtindgydende. Jeg har aldrig fået den læst. Skamfuldt. Der er mange grunde…
Da serien oprindelige udkom i 12 hæfter var jeg for ung. Oprindeligt udsendt via DC i 1986/87, som en månedlig serie. Kom på dansk som Vogterne i 6 numre, i albumstørrelse 1989. 72 sider i farver via Interpresse. I 1989 var jeg mest til de kendte superhelte, og stadig for ung til Watchmen. Den røg under min radar. Og, det var som om den forsvandt lidt ud af den kollektive hukommelse i de efterfølgende år.
Måske var det DCs insisteren på, at fortsætte med, at udsende den i utallige opsamlinger, som holdt liv i den. En manøvre til, at fucke med forfatter Allan Moore og hans rettigheder. Hvis ikke DC brugte deres intellektuelle ejerskab til noget ville rettighederne gå tilbage til Moore. Det har de sørget for ikke skete…
Et produkt af og udenfor systemet
Lidt paradoksalt. Både, at Moore er blevet så bitter på DC over dette. Og, at det på en måde er helt i Watchmens ånd. Moore baserede figurerne i Watchmen på gamle Charlton Comics karakterer, som DC havde rettighederne over. Som en slags pasticher.
Han har dermed selv “lånt”, da DC ikke ville give ham lov til, at bruge mere etablerede figurer. Og så er det helt i Watchmens ånd, at “superhelte” bliver stridspunkter og er ilde set. De havde et valg. Ligesom “folket” havde det i det 1985, som portrætteres i Vogterne. Enden er nær, nu vil de frelses. Rorschach siger “nej”. De har ikke fortjent frelse.
Har Moore? Måske. Han har i hvert fald nok fortjent en form for kompensation. Men, den mystiske engelske magiker har også været trodsig og på tværs. Udenfor systemet. Men, stadig en del af det. Er han Rorschach? På en og samme tid del af, udenfor, et produkt af systemet. Han bevæger sig i den urene bys skygger. New York 1985. Beskidt og farlig. Både i Vogternes verden og i virkeligheden.
Han er frihedselskende liberalist i den udgave, som burde trodse systemer og samfundsordner. Alligevel går han ind for retfærdighed. Gøgleren, en gammel maskeret “helt” er myrdet, “alle er ligeglade”. Alle Rorschach opsøger. Natuglen Danny, folk på en snusket bar, Dr. Manhattan og Miss Jupiter, Laurie, den nye Sølvsværmer. Men, “der findes godhed og ondskab. Og ondskab skal straffes”.
Indenfor systemets rammer eller selvtægt? Hvem myrdede Gøgleren, systemet, systemets fjender? Var det et politisk mord? Eller noget mere personligt?
Ingen græder for Gøgleren
Gøgleren var ikke et rart menneske. Han var muskuløs og i god form, for hans alder. Det konkluderer de to politifolk, der undersøger hans mord. Hans hoved blev skubbet ned i brystkassen på ham, da han ramte gaden, konkluderer Rorschach.
Siden antiheltelovgivningen blev indført i ’77 har der kun været 2 aktive helte. Gøgleren i CIAs tjeneste og Rorschack, uden for nummer. Derude et sted. Mange år tidligere forsøgte Gøgleren, at voldtage Miss Jupiters mor. Hun brækkede et par ribben. Miss Jupiter var, muligvis ikke begejstret for hendes mor. Men, den behandling fortjente ingen. Nu arbejder han i statens tjeneste, mens andre, mere værdige helte er faldet i unåde.
Edward Blake. Gøglernes borgerlige navn. De fleste virker ligeglade med hans blodige endeligt. Dr. Manhattan opsummerer det således, da Rorschach opsøger ham og hans yngre kæreste, Miss Jupiter: “En levende krop og en død krop indeholder det samme antal partikler. Strukturelt er der ingen målelig forskel. Liv og død er noget rent abstrakt. Hvorfor skulle jeg være bedrøvet?”.
Heller ikke Danny Dreiberg, Natuglen (den anden), eller Veidt, “verdens klogeste mand”, virkede videre rystede da Rorschach opsøgte dem. For, at overbringe dem nyheden og som en advarsel? Eller fordi Rorschach ville udelukke dem som mistænkte?
En Gøgler er død, ingen grinede, ingen græd. I så fald havde det været tørre tårer.
Med døden som punchline
“Han var Gøgleren og han troede, at han ville komme til, at le sidst”, konkluderer Lauries mor, Sally, den første Sølvsværmeren, da datteren besøger hende. Hun er nu på plejehjem, men virker stadig mentalt frisk. Fysisk set er hun kræftramt og svækket. Det er Gøglerens begravelsesdag, “så nåede han altså omsider frem til vitsens pointe”.
Dermed er der kun 3 tilbage af Våbendragerne, den originale gruppe af maskerede helte dannet i 40erne, som Gøgleren var en del af. Den første Sølvsværmer, den originale Natugle, Hollies Mason og Byron Lewis, der er på koldbøttefabrikken et sted i Maine. Gøgleren forsøger efter et møde i gruppen, at voldtage Sølvsværmeren, men stoppes i sit forehavende af Den Hætteklædte Selvtægtsmand. Senere fulgte en ny gruppe, Forbrydernes Fjender, dannet i 60erne. Gøgleren bidrager, som det første med at bøvse højlydt under gruppens første møde… charmetrold
De fremmødte til begravelsen, virker mere som om de er mødt op af pligt. Eller for, at være sikre på, at han virkelig er død og, bogstaveligt talt begravet. Dr. Manhattan får et flashback til deres tid i Vietnam, eller for ham foregår al tid på samme tid – så det er teknisk set hverken et minde, eller et flashback. Derfor kunne han også, hvis han ville, have forhindret, at Gøgleren skød den lokale kvinde, som han havde gjort gravid. I stedet kiggede han bare på og lod det ske.
“Hvem vogter Vogterne”, er der skrevet på en væg under de optøjer Natuglen mindes under begravelsen. En politistrejke grundet de maskerede selvtægtsfolk/(helte) har sat gaderne i brand. “Hvad er der sket med den amerikanske drøm”, spørger Natuglen retorisk. “Du ser på den”, svarer Gøgleren.
Det tyvende århundredes sande ansigt
Rorschack opsøger den gamle skurk Moloch i dennes lejlighed. Nysgerrig efter, hvorfor en fjende af Gøgleren deltog i dennes begravelse. Moloch forklarer, at Gøgleren selv opsøgte ham i hjemmet kort tid før hans død. Fuld, i vildrede og usammenhængende. Han har set Molochs navn på en liste over kræftsyge, sammen med Janey Slater, Dr. Manhattans ex. kone.
Moloch får lov til, at slippe denne gang. Selvom Rorschack, regelrytteren, har fundet ulovlig medicin mod Molochs kræft. Rorschack forsvinder ud i den regnvåde nat, og traver, begravet i egne tanker, gennem den syge by. Han tilbydes “svensk og fransk kærlighed”, men ikke amerikansk.
Han ender på kirkegården, tænker videre over Gøglerens liv, mens billeder viser glimt af det. Inklusive hans voldsomme endeligt. “Han så samfundets revner, så de små maskerede mænd prøve, at holde sammen på det… Han så det tyvende århundrede sande ansigt og valgte at blive et spejlbillede, en parodi på det. Ingen andre forstod vitsen. Det var derfor han var ensom…”.
Rorschack tager en enkelt rose, fra den buket, som ligger på Gøglerens grav. En buket lagt af Moloch. Kun hans fjende havde taget blomster med til begravelsen…
Nøj, det for voksne!
“Superhelte for voksne”, står der på forsiden af Vogterne Første Del: Gøgleren. Jeg ville nok heller ikke have sat pris på den, som barn. I hvert fald ikke i samme grad, som jeg gør nu. Men, den er også voldsom svær, at hive ud af sin kontekst. At se bort fra den historiske ballast og alt der følger med.
Watchmen er en serie, der er og fortsat bliver analyseret helt ned til de enkelte paneler. Det er der, naturligvis en grund til. Men, det er også vægt der tynger og som serien slæber med rundt til nye læsere, som jeg jo er i dette tilfælde. Den kan, næsten kun skuffe eller ikke leve op til de opblæste forventninger.
Jeg har prøvet, at lægge alt jeg har læst, set og hørt om serien gennem årene lidt væk. Læse den med så friske øjne, som muligt og på den egne præmisser. Serien skal, som udgangspunkt bedømmes ud fra sin samtid. Moore kan jo ikke tages direkte til indtægt for, hvad mere eller mindre lærte, eksperter og fans har føjet til myten om Watchmen gennem årene.
Superhelte set gennem Moores linse
Jeg synes, at serien kommer virkelig stærkt fra land med Vogterne nr. 1. Måden fortællingen her er fortalt, indrammet og præsenteret på fungerer stadig upåklageligt næsten 40 år senere. Naturligvis er nogle af teknikkerne, fortællestruktur og opbygning for længst blevet overgået hvad raffinement angår. Men, det holder stadig og må have virket temmelig overvældende i sin tid.
Mysteriet om, hvem eller hvad der er på spil, er fint etableret og stikker en retning ud for plottet. Men, man fornemmer også hurtigt, at det ikke er det væsentligste for Moore. Det sætter handlingen i gang, er en katalysator, men det er karakterne og den verden de lever i, der er det egentlige fokus. Det er en leg med gamle superhelteklicheer og troper, krydret med pulp/noir elementer. På mange måder virker Watchmen, som en undersøgelse, dekonstruktion og hyldest til mediet.
En manøvre, hvor Moore kigget gennem en nutidig (80er) linse på ting, som han elskede og som prægede hans opvækst. De gamle helte og dyder, ting der nu står til fald i en koldkrigspræget verden, hvor frygten og hadet mod alt der fremmed og anderledes lurede overalt. Man kan nok heller ikke ignorere, at Moore var påvirket af Thatchers England, som meget andet samtidskunst i 1980erne.
Der var et op- og nybrud i tegneserielandskabet i de år. Hvor Watchmen fik følgeskab af titler, som især Frank Millers arbejde med Batman og Daredevil. Det er svært ikke, at se visse sammenfald, tematisk og i synet på superhelte, mellem eksempelvis Watchmen og The Dark Knight Returns.
Det velsmurte urværk
Watchmen er dog sin egen, halv-sære og lidt litterære tegneserie “misskabning”. Moore skriver ganske enkelt forrygende her, og den visuelle del af Dave Gibbons går i kunstnerisk symbiose med hans ord. Ikke blot er Vogterne nr. 1 velfortalt, stramt eksekveret og virker nøje planlagt, den er forbløffende tidløs og afvekslende.
Moore og Gibbons viser her, at de kan tilpasse, justere og gnidningsfrit veksle mellem forskellige skrive- og tegnestile. Alt efter hvad scene og stemningen lige kræver. Rorschack-delene er enkelt, ordknap og “skrabet” i farver og atmosfære. Det passer til, hans karakter, afspejler den og giver ham sin helt egen stemme i fortællingen. Andre steder skriver Moore, pludselig mere frit og teksttungt, eller slår problemfrit over i naturalistisk dialog, mens Gibbons lader den visuelle del følge med.
Det er simpelthen en nydelse, at læse og kigge sig igennem Vogternes første del. Den gør alt det, som et anslag og en første del skal, og man kan håbe på. Samtidig er det en helt lille, delvist afrundet fortælling med Gøglernes endeligt og begravelse som book ends.
Endelig er der tilføjelsen, af et uddrag af den første Natugles fiktive selvbiografi. Det er overflødigt for selve historien, men er med til, at Watchmen universet føles større. Samtidig giver det noget mere baggrund og kontekst, noget, der blot bidrager til at denne verden føles ægte. Den har en hel forhistorie, som vi kun får fragmenter fra, men de er dele af et samlet puslespil, som er Watchmen.
Den danske vinkel
Det var også en fornøjelse, at læse serien i dette danske albumformat. Siderne er større, den er trykt på rigtigt papir og man får fornemmelsen af, at sidde med noget der er mere end “bare” et hæfte. Eller endnu et trade paperback genoptryk fra samlebåndet.
Jeg dykker nok ned i serien på engelsk, på et tidspunkt for, at få den “rene” Moore oplevelse. Men, jeg synes den danske oversættelse af… Er ganske glimrende og rammer de nuancer og toner, som jeg forestiller mig Moore har sigtet efter i original udgaven.
Det er, måske der tætteste man kommer på, at læse Watchmen, som den oprindeligt blev udgivet. Tænker de originale, amerikanske månedlige hæfter er svære at opdrive. Og meget dyre. Her får man så to hæfter samlet i hvert album, det bryder måske lidt med den oprindelig tanke. Også fordi hvert album på en måde har fået en “hovedperson” i kraft af teksten på forsiden. Det er måske lidt en tilsnigelse og konstruktion, men giver mening, i hvert fald et godt stykke hen ad vejen.
Pas på pengene!
Jeg vil gemme de dybere analyser og tanker til, jeg er nået igennem alle 6 numre af Vogterne her på siden. Som jeg nu, endelig har fået samlet, efter at have været på jagt og ligget på lur i over et år. Man kan sagtens samle serien hurtigere, hvis man er villig til, at punge ud og vil have de danske album i near mint. Eller så tæt på, som man nu kan komme.
Det er ikke fordi Vogterne er den mest sjældne, eller dyreste danske tegneserie på det antikvariske marked. Men, jeg er ikke så fanatisk samler, at gamle blade skal være i nær-perfekt stand. Og jeg er for nærig til, at betale 3, 4, 500 kr. eller mere for et enkelt blad. Derfor har jeg ventet, tålmodigt og købt sporadisk, når der lige dukkede et album i ok stand op.
Dermed lykkes det mig, at samle hele serien for mellem 35-55 kr. pr. album. Det kan jeg rigtig godt leve med… Og for bidrager det blot til charmen, at gamle blade er lidt slidte, og man kan se de er brugt. Især en serie som Watchmen, der både ind- og udad til har rødder i pulp og gamle superhelteblade.
Gøgleren var vores fokus denne gang, selvom man kunne argumentere for, at det i lige så høj grad var Rorschack. Hvis ikke mere. Næste gang pryder Mr. Omnipotent Dr Manhattan forsiden og vi tager nogle dybere spadestik i historien og mytologien omkring Vogterne.