(Dette handler om den danske version af Watchmen, men for ikke, at skade de lidt skrøbelig danske album ved, at proppe dem i en scanner har jeg valgt, at bruge billeder fra den digitale udgave af tegneserien på engelsk).
“Vi lever fordi vi ikke har noget bedre at slå tiden ihjel med”… “Vi er alene. Der er ikke andet”. Rorschachs oprindelse og livssyn kommer i fokus i tredje bind af Vogterne. Og det bliver for alvor mørk, sortsynet og nihilistisk. Frygten for en mulig atomkrig bryder ud i lys lue, og samfund begynder, at gå op i limningen. Kaos lurer, menneskeheden står overfor en mulig ødelæggelse.
Vi er nået til tredje del af min allerførste læsning af klassikeren Watchmen (læs del 1 HER og del 2 HER), eller Vogterne som de kom til, at hedde på dansk. Ja, jeg har aldrig fået læst Allan Moores klassiker, før jeg kastede mig over den oprindelige danske udgave, hvor Watchmen blev udsendt i 6 store albums i 1989. Her blev Watchmens oprindelige 12 hæfter lange historie altså samlet to og to. Nu til dags, kendes Watchmen nok mest i den samlede udgave, der også fås i en dansk version.
Jeg har valgt, at bryde lidt med min normale form, hvor jeg hvad klassikere angår plejer, at kigge på den samlede udgave af en historie. Og komme med en samlet dom over dens klassikerstatus. Watchmen ER, ubetinget og indiskutabelt en klassiker, det kan min ydmyge holdning ikke rokke ved.
I stedet vil jeg tage serien album for album, og komme med nogle overordnede tanker om hele serien efterfølgende. Jeg tilstræber, at læse og formidle mine indtryk for hvert album, som det de er: en læsning med friske øjne og min umiddelbare reaktion.
Når øjnene åbnes
Den forstyrrede selvtægtsmand Walter Kovacs, eller Rorschach, som han ynder at kalde sig selv. Kovacs findes ikke mere. Og vi får historien om, hvordan og hvorfor Kovacs “lukke øjnene” og da han åbnede dem igen var han Rorschach.
Vi bliver taget tilbage til Kovacs barndom, som horeunge/faderløs, uønsket søn af, hvad omgivelserne kalder en luder. Som ikke er bleg for, at stikke de uduelige barn en flad, når han forstyrrer hendes forretninger med et hjembragt mandfolk. De andre lømler i kvarteret er heller ikke tilbageholdende med, at gøre ham opmærksom på moderens stilling og status. En dag får lille Walter nok, slår igen og ender med, at gøre en af mobberne blind ved, at slukke en cigaret i dennes øje.
Hadet til moderen tager til, sammen med hans rejse mod den endelige forvandling til Rorschach. Som 16 årig får han et job i beklædningsindustrien. Ikke noget han brød sig om, da det involverede, at han skulle røre ved dametøj. Dog får han stoffet til, hans karakteristiske maske, da en kvinde dropper bestillingen af en kjole, da hun finder stoffet grimt.
Walter synes, at stoffet er smukt. Han laver en maske. Gemmer den til en senere lejlighed. Han finder ud af, at kvinden der bestilte kjolen er blevet dræbt.
Fælden klapper
Plottet i de to hæfter (Watchmen #5 og #6), som her er samlet i album nr 3 på dansk, er ikke det tungeste. Faktisk er det ikke fremdrift i plottet, som er i fokus her. Til gengæld bygges, der for alvor ovenpå og den verden Watchmen foregår i. Ligesom vi dykker dybt ned i psyken og forhistorien af en af hovedkarakaterne.
Første hæfte rammes ind af Rorschach og to møder med den kræftsyge Moloch. En gammel fjende af Vogterne/Watchmen, der nu er dødeligt syg. Nogle har startet et rygte om, at det er pga. hans kontakt med Dr. Manhattan. Der er dukket en liste op med navne, folk der har udviklet kræft efter, at han været i nærheden af Doktoren. Det fik ham til, at vende Jorden og menneskeheden ryggen i forrige album. Og flytte til Mars for, at bygge magiske sandslotte.
Rorschach opsøger Moloch for, at pumpe ham for informationer (og tømme hans køleskab). Han får ikke meget ud af første forsøg ud over, at han begynder at brygge på egne konspirationsteorier.
Senere kontakter Moloch ham og beder ham om, at møde op samme aften. Han har vigtige informationer. Rorschach går i en fælde. Han finder Moloch død med et skudhul i panden. I samme sekund dukker politiet op, efter et telefonisk tip. Efter en længere kamp og flugtforsøg pågribes (og demaskeres) Rorschach, efter han prøvede at undslippe ved, at hoppe ud af et vindue.
Der er kun os
Rorschach bliver buret inde og i hæfte nummer to følger vi ham i fængslet, og i nogle længere samtaler med psykoanalytikeren Mal. En særdeles selvsikker psykoanalytiker med høje tanker om egne evner (hans kone mener tilsyneladende noget andet om hans evner i sengen), der ikke har nogen anelse om, hvad og hvem han er oppe imod.
“Jeg er ikke spærret inde her sammen med jer. I er spærret inde her sammen med mig!”, hvæser Rorschach på et tidspunkt af hans medfanger. Det kunne også gælde for selvfede Mal. Han møder op med masser af optimisme, men som Rorschach igennem terapisamtaler (og Rorschachtests) optrævler hans fortid og oprindelse smitter det af på Mal. Det er ikke Rorschach, der helbredes for hans psykoser og sortsyn. Nej, det er omgivelser, symboliseret via Mal, som systematisk nedbrydes og kommer til, at se verden som den er. Rorschachs syn på verden i hvert fald.
Det hele kulminerer, da Rorschach når frem til den begivenhed, der åbnede hans øjne endegyldigt. Han forsøger, at løse en sag om et forsvundet barn, Han finder ikke pigen, kun hendes jordiske rester i en brændeovn og de lårbensknogler nogle glubske hunde slås om. Han dræber hundene. Venter på ejeren. Uskadeliggør ham og brænder ham levende. Meningsløsheden har fået overtaget, søgen efter mening med livet er nu ligegyldig for Kovacs. Der er kun Rorschach, og den mening han tilskriver tilværelsen bag den sort/hvide hætte.
“Livet er tilfældigt. Dets eneste mønster er det, vi bilder os ind at se ved at stirre for længe på det. Uanset hvad vi vælger at tro er det uden mening… Denne kaosverden er ikke skabt af tågede metafysiske kræfter. Det er ikke Gud, der dræber børnene, ikke skæbnen, der slagter dem eller forsynet, der kaster dem for hundene. Det er os. Kun os.”.
Moore og Gibbons’ spejl
Jeg har tidligere skrevet, at Moore og Gibbons i Watchmen leger med spejlinger. I Vogterne nr. 3 bliver den stakkels, selvovervurderende Mal spist af Rorschach og overtager hans livssyn. Måske var kimen allerede lagt, og samtalerne med Rorschach var den sidste øjenåbner?
Mal er sur på tilværelsen. Kaos og den altødelæggende atomkrig spøger. Men, det er ydmygelserne på hjemmefronten, der tager til som Mal opsluges af Rorschach-sagen, som for alvor fortærer ham. Et lidt sygeligt forhold til konen og sexlivet, som på sin vis spejler Rorschachs opvækst og usunde forhold til sin mor, og kvinder generelt. Det kunne der (og er blevet) skrives utallige afhandlinger om.
Vogterne nr. 3 er i bund og grund en origin story, men ikke en helt eller superskurks, som sådan. Alt efter hvordan man vil anskue Rorschachs metoder og indstilling til livet, så er han en, som i hans optik forsøger, at gøre det rigtige. Forskruet? Muligvis, men for ham er det, det eneste logiske og det eneste, som giver livet en eller anden form for mening.
Mal ser ham indledningsvis som en syg patient, men ender med, at blive Rorschach. Eksemplificeret ved, at de journalnotater han tager, i ordlyd og stramme form begynder, at ligne Rorschachs dagbogsnotater. Rorschach er ikke syg, han er et symptom. En spejling og resultatet af det samfund, han er vokset op i.
Fregat i sigte!
Der er andre eksempler på temaet spejling, og sammenfletning af flere tråde i Watchmen fortælling. Som bliver tydeligere og tydeligere, som vi væves ind i Moore og Gibbons tætmaskede spind. Vi har tidligere mødt avissælgeren, stemmen af “manden på gaden”, og hans lille sidekick, den tegneserielæsende knægt Bernard.
I Watchmen #3 (Vogterne nr. 2), begyndte tegneserien i tegneserien, sørøverhistorien om The Black Freighter. Et sørøverskib har sænket vores hovedpersons skude, han er den eneste overlevende og kæmper nu en kamp mod tiden. Han skal nå sin hjemby, og redde dets indbyggere, inden sørøverne ankommer. På morbid vis bygger han en tømmerflåde af hans mandskabs lig. Hvilket tiltrækker hajer.
Historien er ikke kun en metakommentar på tegneseriemediet, men spejler også handlingen og begivenheder i Watchmen. The Black Freighter rummer i sit narrativ referencer til nogle af Watchmen karakterer, og deres skæbne. Samtidig er den med til, at udvides den verden Moore og Gibbons skaber. Vogternes 3 indeholder en fiktiv artikel om sørøverhistorier og The Black Freighters skabere, som er baseret på virkelige hændelser og tegneserieskabere.
The Black Freighter er krediteret til Shea og Orlando, de er ægte, og sidstnævnte har Moore samarbejdet med. Men, The Black Freighter er ikke en rigtig tegneserie, kun en der eksisterer i Watchmen. Hvor den så, som nævnt, spejler handlingen i den historie, som den er en del af.
Watchmen i silhuet
Det stopper ikke her. I Vogterne nr. 3, hvor Moore og Gibbons, hvis nogen skulle være i tvivl, virkelig er kommet op i kreative omdrejninger, leges der også med silhuetter. Det kan vel kaldes en anden form for spejling?
Meget konkret bliver silhuetter, der forestiller et par i omfavnelse, tegnet på en mur i baggrunden hos vores avissælger, en illustration på den frygtede atomkrig sælgeren konstant snakker om. Det ser ud som om silhuetten er brændt ind i muren, hvilket bringer mindelser om billederne fra Hiroshima efter atombomben i 45.
Et andet sted forvandles Rorschach-mønsteret, som Kovacs kigger på, i en glidende overgang til et flashback til et par i en anden form for omfavnelse. Moderen og hendes kunde, som unge Kovacs finder i seng sammen. En anden form for “bombe”, og den første der ramte Rorschach som barn?
I det hele taget er det ikke kun Moore, som har fundet den fortællemæssige form. Gibbons, hans tegninger, og især brugen af den ellers begrænsede farvepalette og selve farvelægningen er et helt studie i sig selv. Det er uhyre effektivt, selvom virkemidlerne og udtrykket kan virke begrænset. Selv ved anden eller tredje gennemlæsning opdager man nye detaljer, visuelle “spor” gemt i baggrunden eller snedige og sindrige detaljer.
Vogternes verden vokser
Selvom Rorschach er i fokus, og man ikke ser meget til andre af hovedkarakterne i Vogterne 3, så formår Moore og Gibbons altså på imponerende vis, at få Watchmens verden til, at føles endnu større. Og mere ægte.
Det er på ingen måde overfortalt. Der lægges på veldoseret vis til, små detaljer, glimt af noget større og tilføjes lag, som er med til at give fornemmelsen af en stor og rig verden. En hvor superhelte findes, men hvilke tegneserier læser man så? Nok ikke superheltetegneserie, men i dette tilfælde sørøverhistorier. Der rummer indtil flere metalag, som der kun løftes dele af sløret af.
Og man behøver ikke mere for, at få indtrykket af, at Moore og Gibbons Watchmen verden er en ægte verden. Intet her virker tilfældigt, korte scener med eksempelvis Adrian Veidt og et attentatforsøg på ham, nogle politibetjente eller avissælgeren lægger kimen til noget, som skal bruges senere. Eller udvider bare og breder fortællingen ud.
Så selvom Vogterne 3 ikke flytter fortællingen eller driver hovedplottet voldsomt meget frem, føles albummet alligevel proppet med information. Og en voksende følelse af paranoia. Hvem trækker i trådene, både dem der involverer Vogterne og på et verdenspolitisk plan? Er atomkrigen uundgåelig og hvem ville egentlig nyde godt af den?! Who watches the Watchmen, hvem vogter over vogterne?
Måske får vi flere svar i Vogterne nr. 4, der bærer undertitlen: “Natuglen”.
