Som Et Urværk: Vogterne Nr. 4

by | Jan 19, 2023 | Artikler | 0 comments

(Dette handler om den danske version af Watchmen, men for ikke, at skade de lidt skrøbelig danske album ved, at proppe dem i en scanner har jeg valgt, at bruge billeder fra den digitale udgave af tegneserien på engelsk).

“… som en løbsk teenagefantasi”. Har Natuglen ret, er heltegerningen og alle hans gadgets blot, som en løbsk teenagefantasi? Der er i hvert fald hormoner i luften, når han og sølvsværmeren igen trækker i dragten. Og får afprøver Natuglens gamle isenkram, når de genoptager og genfinder glæden ved at lege superhelt.

Men, det vækker også andre følelser i dem. Der gør, at Danny ikke længere føler sig så pokkers impotent og ligegyldig. Måske skulle man befri Rorschach. nu man er blevet opstemt?

Vi er nået til fjerde del af min allerførste læsning af klassikeren Watchmen (læs del 1 HER, del 2 HER og del 3 HER), eller Vogterne som de kom til, at hedde på dansk. Ja, jeg har aldrig fået læst Alan Moores klassiker, før jeg kastede mig over den oprindelige danske udgave, hvor Watchmen blev udsendt i 6 store albums i 1989. Her blev Watchmens oprindelige 12 hæfter lange historie altså samlet to og to. Nu til dags, kendes Watchmen nok mest i den samlede udgave, der også fås i en dansk version.

Jeg har valgt, at bryde lidt med min normale form, hvor jeg hvad klassikere angår plejer, at kigge på den samlede udgave af en historie. Og komme med en samlet dom over dens klassikerstatus. Watchmen ER, ubetinget og indiskutabelt en klassiker, det kan min ydmyge holdning ikke rokke ved.

I stedet vil jeg tage serien album for album, og komme med nogle overordnede tanker om hele serien efterfølgende. Jeg tilstræber, at læse og formidle mine indtryk for hvert album, som det de er: en læsning med friske øjne og min umiddelbare reaktion.

Har du set min stramme superheltedragt?

Indtil Videre har Watchmen, eller Vogterne, behandlet emner som: “supermennesket” der mister sin menneskelighed , selvtægtsmanden der ser verden i sort/hvid og så var der lige Gøgleren, som blev myrdet. Fordi han var et dumt svin? Eller, som del af et større komplot mod de sidste superhelte i verden?

Plottet bliver en smule tykkere i fjerde album, som hovedsageligt fokuserer på Natuglen og Sølvsværmeren. Og deres fortsatte flirt og dansen omkring de varme, stramme superheltedragter – som de endelig får skruet sig ned i igen. Det viser sig, at stramme, kulørte dragter og selvtægt/heltegerninger, er lidt af et potensmiddel . Ikke mindst for dejklumpen og mandslingen Danny, der småfed og impotent i lang tid har været en skygge af sig selv. Og Natugle-navnet, som han arvede fra Hollis Mason, den oprindelige Natugle.

Begge vores hovedpersoner i afsnit 7 og 8, der udgør dette album, er forresten version to af deres respektive heltenavne. Det er der nok ikke en uvæsentlig pointe i fra Alan Moores side. Danny har overtaget en anerkendt helt/forbillede/legendes alterego, mens Sølvsværmer … har taget over for hendes egen mor.

“Fædre” og sønner, mødre og døtre. Originaler kontra kopier og efterligninger. At leve i og forsøge, at træde ud af nogens lange skygger. At leve op til noget fra fortiden. Hvad er helte-gerninger og hvad er selvtægt? Hvordan retfærdiggør man sidstnævnte? Er gode gerninger altid egoistisk motiveret? Er superheltelivet “bare” en potensforlænger?

Sølvsværmerier og opvågnende natugle

Sølvsværmerens genkomst i Dannys kedelig og anonyme liv, er endelig ved, at få lidt gang i motivationen og energiniveauet hos den (førtids)pensionerede Natugle. På flere punkter. Hun sætter i første omgang, bogstaveligt talt, fut i sagerne, da hun er ved, at brænde hans værksted ned.

Hun tog fejl af knapperne i hans luftskib, da hun ledte efter en lighter. I stedet fik hun affyret flammekasteren. Danny forklarer Laurie, at han altid har været fascineret af fugle og tanken om, at flyve og har udlevet drømmen gennem Natuglen. Hans far, der var bankmand, og som han arvede et stort pengebeløb efter, var skuffet over at sønnen ikke gik i hans fodspor. Pengene brugte han til, at købe/bygge alle mulige Natugle-gadgets.

“Det var trods alt din egen fantasi. Jeg realiserede min mors”; påpeger Laurie. Hun forklarer også, at rygning har været ved, at dræbe hende, så hun burde stoppe. Danny mener, at han trang til, at tage et kostume på og lege helt var ved, at tage livet af ham. De har begge haft laster, der var ved at koste dem livet. I mens graver de stadig rundt i Dannys gamle gear og fortiden.

Danny fortæller, at han startede med, at lege natugle fordi han var rig og kede sig. Men, at Gøgleren havde ret, det her superhelte-pjat er blot “et tomt paradenummer”. Et, der endda driver nogle til som vanvid. Som Rorschach.

Kammerspil i katastrofens skygge

Danny og Laurie holder snakken kørende, imens de graver sig igennem Natuglens gamle “ragelse”. Og dermed dybere og dybere ned og ind i fortiden og mytologien. Den er, åbenbart svær at lade ligge.

Samtidig med, at Danny og Laurie udspiller deres “køkkenvask”-drama sniger verdens realiteter ind på dem, her via fjernsynet. Truslen om atomkrig pga. Ruslands invasion af Afghanistan vokser. Ozymandias lurer i skyggerne, eller på tv-skærmen, hvor han viser sig frem, nu praktisk talt, som klodens eneste aktive superhelt. Og teknologien, videnskaben og gætværket i forbindelse med Dr. Manhattans forsvinden forsøges oprullet.

Danny har mareridt. Han forestiller sig ham selv og Laurie trække i deres dragter igen. Det medfører død og ødelæggelse i silhuetter midt i en nuklear eksplosion. Danny står op, går i værkstedet. Han betror over for Laurie, da hun dukker op, at han føler sig impotent. Er dragterne løsningen? De trækker i dem og får luftskibet på vingerne.

Fra luften over byen spotter de en storbrand. De redder folk ud af huset. Opstemte af deres heltegerninger, giver de endelig efter for deres ulmende drifter og kaster sig over hinanden. Superheltene har genfundet potensen og lysten. For deres egen, eller for verdens skyld?

Nogle blomstre op, andre visner hen…

Andet hæfte i albummet, Watchmen #8, følger flere spor. Vi får de oprindelige helte på banen, i form af Hollis Mason, den første Natugle, og Lauries mor, Sally, den originale Sølvsværmer. Rorschach, der sidder i fængsel, har problemer med medfangerne. Avissælgeren og knægten på gaden dukker op igen. Og, så er der Danny og Laurie, der nu også har politiet og nysgerrige journalister i hælene.

De har en plan, Rorschach skal befris, Danny har brug for hans viden om det mulige komplot mod superheltene inklusiv mordet på Gøgleren. Hæftet bygger op mod denne befrielsesaktion, hvor det hele spidser til og eskalerer. På flere fronter.

Vi starter nemlig med en telefonsamtale mellem Hollis og Sally, der taler om gamle dage kontra nutiden. Og hæftet ender også hos Hollis, efter den dramatiske befrielsesaktion, hvor Natugle II og Sølvsværmer II får Rorschach ud af kachotten. Nogle “helte” er tilbage og aktive igen, andre ryger på permanent pension. Hollis bliver overfaldet, og banket ihjel, i sit hjem af punker/gadebøller/bandet Pale Horse. Han lukker dem selv ind, i det han tror det er børn, som er ude i anledning af Halloween

Nogen får en ny begyndelse, andre får en ende. Men, hvad sker der mon med Laurie, der opsøges af Dr. Manhattan, eller en projektion af ham, og tager med ham til Mars?! Jon vil bare snakke, Laurie tror, at det kan være løsningen på alle problemerne. Danny, der er efterladt med hyggesprederen Rorschach kan bare se til…

Gentagelse fremmer forståelsen

Som tidligere i Vogterne, er der igen en del temaer og værktøjer i spil. Moore og Gibbons fortsætter, deres ret stringente fortællestil, hvor alt virker meget møjsommeligt bygget op. Brikkerne rykkes rundt på brættet, et bræt, der i dette tilfælde i vid udstrækning består af 9 ruder på en side.

Når Gibbons i korte glimt bryder med den opbygning, har det desto større effekt. Eksempelvis for, at dvæle ved en scene ved, at dele et motiv op i 3 ruder og lade det imaginære kamera panorere.

Der gøres igen brug, i både ord og billeder, med figurative spejlinger og silhuetter på husmure. Spejlinger ser man eksempelvis i nævnte genkomst for nogle yngre (ok, nu midaldrende) helte, hvorimod deres første inkarnationer er parkeret på et plejehjem, eller ender med at blive slået ihjel. Der ligheder og kontraster i Moore og Gibbons spejlbilleder.

Det giver dog også et lille skær af “gentagelser fremmer forståelsen”. På den led bringes der ikke rigtig nye former og teknikker i spil, i dette album. Den metaforiske tegneserien i tegneserien, som knægten hos Avis sælgeren læser, dukker eksempelvis også op igen. Hvad disse to numre kan savne af nye tricks, kompenseres der i nogen grad for på andre punkter.

Selvtægt som potensmiddel

Der er noget tiltagende eskalerende over historien, og en effektiv brug af dynamik. Det stille, nære drama sat op mod en større fortælling, hvor det hele er ved at eksplodere. En spirende romance får lov til, at springe ud i fuldt flor, mens verden er på randen af atomkrig. Helte trækker i kostumerne igen, men bruger ikke kun lejligheden til, at redde uskyldige ud af brændende bygninger. De befrier også en psykopatisk selvtægtsmand fra fængslet.

Hvis der er et gennemgående tema i disse to hæfter, eller albummet om man vil, må det være superhelteliv som middel mod impotens. Ikke kun i en seksuel og fysisk forstand, men også som, at det giver disse menneskers tilværelse indhold og værdi. Selv aldrende Hollis Mason går ud som en helt og dør i åben kamp, i en eller anden forstand. Han endte i hvert fald ikke på et plejehjem.

Andetsteds køres Ozymandias mere og mere i stilling som en spiller, han er stadig kun med i korte glimt, eller lurer i kulissen. Og så er der seriens Deux Ex Machina, Dr. Manhatten, det kalder Sølvsværmeren ligefrem Jon, da han dukker op ud af det blå (pun intended!) mod slut. Hvad pønser han på, om noget. Hvordan kommer det til, at påvirke Danny og Lauries forhold, og hvad med verdenssituationen?! Og hvilken rolle kommer Rorschach til, at spille i det hele, nu han er færdig med at pine og myrde medfanger?

Hvad får watchmen til tikke?

Og hvem holder egentlig øje med The Watchmen? Også bogstaveligt, for i dette album fokuseres der flere steder på de tomme øjne i Natuglens maske inden han har taget den på. Som om nogen kigger med… eller kigger vi, som læsere, ind i den tomme skal? Eller stirrer ind i heltenes indre og psyke? Hvad får deres urværk til at tikke?

Der rejses flere spørgsmål end svar i Vogteren nr. 4, men slutspillet nærmer sig. Brikkerne er ved, at være kørt i stilling.

Som i de andre album/hæfter med Vogterne er, der masser af åbenlyse og mere hentydede temaer, at dykke ned i. Moore og tegner Gibbons er nu så dybt inde i historie, plot og mytologi, at man som læser kan blive helt paranoid. Får man mon det hele med? Forstår man det man SKAL?!

Arven efter og Watchmens omdømme hviler, som en tung skygge over en som læser… på en måde kan det føles, som om man er Natuglen Danny, når man læser serien for første gang.