Bromance in space
Så er det igen blevet tid til, at hive et mere eller mindre tilfældigt blad ned fra reolen og se hvad der gemmer sig på de let falmede sider. Denne gang blev det, det første store møde mellem to af Marvel og DCs mest berømte helte, Edderkoppen og Superman.
Superman versus Edderkoppen udkom første gang i 1976, denne danske udgave er dog udsendt som et specialhæfte i 1992 fra Semic Interpresse, med undertitlen “Det Historiske Møde Mellem De To Helte”. Det amerikanske blad var det første cross over mellem to af Marvel og DCs superhelte, da Stan Lee fra Marvel og Carmine Infantino (der har det mest gangster navn nogensinde i tegneseriebranchen) fra DC fandt fælles fodslag og kunne se store dollartegn i et samarbejde.
Historien er skrevet af Gerry Conway og tegnet af Ross Andru, der begge havde erfaring med både Superman og Edderkoppen-titler, så de virkede som et et valg og kompromis. De slipper da også ganske hæderligt fra bestillingsopgaven, der sikkert har været pålagt en lang række restriktioner og tovtrækkeri de to tegneserieforlag imellem, så begge deres helte blev præsenteret på bedst mulig vis og ligeværdigt. Conway har en lang karriere bag sig, der inkluderer længere forløb med Amazing Spiderman og Justice League, skabelsen af Punisher og arbejde med figurer som Iron Man, Hulk, Black Widow, ligesom han har skrevet sci-fi romaner og en del tv-manuskripter. Andru er krediteret som medskaber af Punisher og har tegnet titler som Wonder Woman, The Flash og Spiderman.
Hvorfor være fjender, når man kan være venner?
Plottet er hvad det er, det er et ret simpelt “stop superskurke fra at få verdensherredømmet/afpresse penge” plot med en lille forvikling og en hurtig forbrødring mellem vores to helte. Tegningerne er generelt ret flotte, jo, de er lidt gammeldags og af deres tid, som man kunne forvente, men det ser alligevel ud som om der er blevet lagt noget arbejde og sjæl i dette prestigeprojekt, så det ikke fremstår som et billigt og hurtigt cash-in. Rygter siger også at kapaciteter som Neal Adams på DC siden og John Romita havde en finger med i det endelige produkt og udglatningen af visse detaljer, så Superman og Edderkoppen kunne skinne.
Det helt store problem er og bliver plottet. Det følger, efter en række prologer, en plan der involverer et samarbejde mellem Lex Luthor og Doktor Oktopus, som ville få en klassisk James Bond skurke til at tænke, “hey, er det ikke lidt klichéfyldt og goofy?!”. Kort fortalt går det ud på, at sætte Superman og Edderkoppen på kollisionskurs ved at kidnappe deres to damsels in distress, Lois Lane og Mary Jane, der er taget med henholdsvis Clark Kent og Peter Parker på en teknologi udstilling. Dertil bruger de en “falsk Superman” til at frame Superman for kidnapningen. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor og hvad slutspillet er her, og hvordan det skulle lokke Edderkoppen ud af busken, hvis det var planen? Medmindre Luthor og Oktopus kender forbindelsen mellem Peter Parker og Mary Jane? Hvordan ved skurkene overhovedet hvem de to kvinder er?? Fordi “tegneserie”. OK, men så er næste skridt i den store, forkromede skurkeplan af hacke sig ind i en ny satellit, bruge dens laser (“laser”) til at skabe uvejr på Jorden og afpresse verdens nationer… 10… milliarder… DOLLAR, *Doctor Evil Grin*, MUUUHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAAAAAA!
OK… “cool”. Luthor og Oktopus er her endnu mere cartoony skurkagtige end normalt, og Luthor tilmed også gyseligt klædt i en grim grøn og lilla dragt (alle ved at skurke er grønne og lilla, hvis man lige manglede flere klichéer), der gør ham meget svær at tage alvorlig som en trussel. Inden skal Superman og Edderkoppen dog også lige regne ud, at de er blevet fuppet af to onde genier og holde op med at fare i flæsket på hinanden. Edderkoppen er mistroisk, han så jo trods alt den falske Superman udføre sin ugerning, Superman er, ikke overraskende, mere afdæmpet og hurtig til at slå koldt vand i blodet og formode, at Edderkoppen nok bare er oppe at køre og kunne være en god allieret, hvis han da kunne holde op med at være i komplet jerk-mode og forsøge at slå løs på manden af stål. En af Supermans evner er åbenbart også godtroenhed og en veludviklet intuition.
Da det endelig lykkes af dæmpe den noget dumsmarte og opfarende Edderkops temperament og få indført en våbenhvile, vender stemningen på rekordtid og pludselig har vores to helte gang i en lynhurtigt eskalerende bromance. “Ven”, “gamle ven” og mandige håndtryk galore. Jeg vil ikke ødelægge fornøjelsen, hvis du ikke har læst historien endnu og afsløre alle detaljer, men det involverer blandt andet Supermans praktisk evne til at samle en ellers destrueret computer, en rejse til Afrika til nogle ikke helt politisk korrekt fremstillede stammefolk, en fucking hemmelig base i et bjerg og en tur ud i rummet, hvor det viser sig, at Edderkoppen kan styre en lille rumskib… Yes, vi får James Bond Moonraker afslutningen, året inden den film ramte biograferne. Mellemregninger er der, helt i tråd med de gode, gamle tegneseriedage ikke mange af, ting sker og udvikler sig i et ganske hæsblæsende tempo, tilfældigheder har afgørende indflydelse på plottet og det hele er herligt gakket.
Uskadelig eskapisme og let underholdning
Selv om historien ikke er officiel kanon, så virker den temmelig langt ude og grinagtig. Men, den er også… skæg. Kan man leve med den slags silly campy fun, så er Superman versus Edderkoppen 100 ganske uforpligtende underholdende siders spas og løjer. Det er meget “tegneserie”, kompromiserne i fremstillingen af karaktererne og forsøget på at ramme en balance mellem dem, så alle får plads til at skinne, er ret tydelig og virker stedvis meget forceret, men det kunne nok ikke være meget anderledes i sådan et højt profileret, første møde Selve titlen er også noget misvisende, versus delen fylder utroligt lidt i det samlede billede, der er aldrig noget reelt på spil i deres sammenstød og de bliver komiske hurtigt buddy buddy og “hva så, gamle jas”. Så hvis du håbede på, at se de to helte tæve hinanden til plukfisk, så er det her det forkerte sted at lede – det er mere en reklame for to retskafne helte. Og en knap så god reklame for to megalomane skurke…
Jeg mindes ikke, at Superman versus Edderkoppen gjorde det helt store indtryk dengang i 1992, da føltes den nok lidt småtam og gammeldags i forhold til, hvad der foregik i de mere tidssvarende serier i start-90erne. Derfor var det egentlig også et ganske, lidt overraskende glædeligt gensyn. Den er hurtigt læst, trods længden og sluger man præmissen, og accepterer at disse to ret forskellige helte pludseligt kan eksistere i den samme verden, hvor status quo tydeligvis aldrig for alvor er i fare, så er det gedigen, letbenet tidsfordriv.
