Gak og løjer i den Internationale Justice League
Velkommen til første udgave af Fra Reolen, hvor jeg, ja, hiver mere eller mindre tilfældige hæfter ud af bunken på tegneserie reolen og ser hvad de har at byde på. I denne omgang skal vi tilbage til 1988, hvor jeg var et par år inde i min tegneserie fascination og læste stort set alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det betød også, at nogle ting var løsrevne fra en dansk kontinuitet, der i forvejen var et opkog af de amerikanske udgivelser, men da man var barn betød den slags ikke så meget – jeg skulle bare have nogle kulørte superhelte!
Lovens Vogtere, som i dette tilfælde bestod af materiale fra Justice League International, en art reboot af Justice League, der opstod i hælene på det første store DC reset nogle år tidligere, skabt af Keith Griffen og J. M. DeMatteis. På dansk udkom der i 1988 4 hæfter med den nye gruppe, hvor af jeg kun ejer nr. 3 og 4, derfor dumper vi også lidt ned midt i det hele, men det har jo også sin charme sådan at skulle forsøge at orientere sig. Jeg har valgt bare at slå begge hæfter sammen her og kigge på nogle af de overordnede indtryk og større linjer i de to numre.
I Lovens Vogtere nummer 3 er der brugt materiale fra de amerikanske blade 5, 6 og 7, så der er vist blevet klippet og klistret lidt, da der normalt går 2 amerikanske blade på 1 dansk, men det er nu ikke noget man lægger mærke til. Næh, det der umiddelbart springer mest i øjnene ved en genlæsning 30 år senere, er hvor… “kulørt” og fjollet tonen er og i bund og grund også historierne. Jeg kan mindes, at jeg allerede dengang syntes af Lovens Vogtere var lidt “kiksede” og de var bestemt ikke mine favoritter, men jeg syntes nogle af heltene så ret seje ud i deres kulørte dragter, ikke mindst Booster Gold og Gyldne Hjelm, som jeg bare syntes så smadder seje ud i deres gule/gyldne og blå farver. Derimod var den farverige Mr. Miracle, kedelige Billen og den mere Golden Age Kaptajn Shazam nogle figurer, som jeg syntes så lidt små-lamme ud. Sorte Fugl husker jeg ikke rigtig, ud over at jeg kunne huske forsiden til nummer 4. Marsmanden J’onn J’onzz syntes jeg vist bare var en lidt underlig karakter, jeg mener, en mand fra Mars i en superheltetegneserie?? Da kunne jeg nok godt have brugt lidt mere baggrund…
Og så var der den iltre, rødhårede Grønne Lygte, Gay Gardner, som jeg erindrer som en karakter jeg bare opfattede som virkelig belastende Så er det godt, at Batman gør kort process med ham og slår ham ud med et enkelt slag på side 16 i nr. 3 efter at han havde været irriterende i en længere periode. Swift Justice League! Han er tilsyneladende slået ud hele hæftet igennem, indtil han vågner op på næstsidste side, kravler ind i et panel i hovedkvarteret for at undersøge en lyd og… ja… måske slås han ud igen af en ikke-synlig overfaldsmand, eller overtages af en ukendt kraft, i hvert fald opfører han sig som om han har fået Sagfører Skjold-Hansen (Fra Matador) syndrom og er efterfølgende blevet velopdragen og medgørlig som en kattekilling.
Ellers er hovedhistorien her om Den Grå Mand, som engang i fortiden har fået tildelt nogle kræfter af en mystisk Lovens Orden, han misbruger dem og bliver forvist men er nu dukket op igen i en lille by i Vermont, hvor han truer med at overtage byen og dernæst verden. Ved på lidt uforklarlig vis, at omdanne dem til “grå mænd”, en art lydig hverdagsgrå zombie hær? Jeg er ikke helt sikker på hvad planen er her, eller den præcise videnskab bag det hele, det virker for mig lidt uklart beskrevet og det er ikke lige en historie der heller ved anden gennemlæsning hverken fanger eller giver meget mening for mig?!
Måske er det også fordi at det meste af figurgalleriet fremstår en kende “goofy” og universet lidt rodet for mig. Det er i bund og grund en fortælling om en sammenbragt gruppen sekunda helte (sorry, Marsmand), der skal lære at samarbejde og vogte over LOVEN! Til at binde det hele sammen som et form for anker har man så en stoisk Batman, der virker lidt som om art standard version af karakteren med nogle default indstillinger. Humor er ligeledes en vigtig ingrediens, som da Kaptajn Shazam (med sin komisk lille kappe) er blevet overtaget af den grå mand og ender i slagsmål med Marsmanden. Han får slutteligt en ordenlig røvfuld og bliver slået ind i en væg, lige da han er blevet sig selv igen og følgende udveksling finder sted:
En anden underlig bi-figur der dukker op er den drillesyge “trickster” Krybet, hvis motiver og alliance status ikke er helt tydelige, men i sidste ende lader han dog til at være på heltenes side. Han har nok et af de grimmeste figurdesign og farvesammensætning jeg kan mindes at have set, noget der skriger “Jeps, det er 80er DC” i mine øjne og som gør det vanskelige på nogen måde at tage karakteren alvorlig.
Nå, den Gyldne Hjelm redder på en eller anden måde dagen og Den Grå Mand belønnes af den mystiske overmagt ved at blive suget ind i intetheden og opløst, eller et eller andet, good times! Lad os se hvad næste nummer gemmer, der nok har en af de mere kiksede forsider jeg kan mindes fra min barndomssamling. Så er der dømt store flyttedag? Hæsblæsende action og åndeløs spænding, eller dårlig sitcom??
Nummer 4 (amerikanske nummer 7 og 8) fortsætter nogle af de større tråde der løb gennem nummer 3 (og sikkert de 2 første numre), etableringen og legitimeringen af gruppen på et politisk plan overfor selveste FN. Den lidt anløbne type Maxwell Lord er hovedkraften her og forsøger, at yde indflydelse på politikere og magthavere, hvad hans egentlig motiver er, er endnu ikke helt klart, måske er han god nok, men han lader også til at have skjulte motiver. Lovens Vogtere har adgang til en art supercomputer, hvis motiver virker endnu mere lyssky, og den kunstige intelligens, eller hvem der nu trækker i trådene, er ikke bleg for at iscenesætte en international krise, udvidende for vores helte, som samtidig bliver filmet og udsendt over hele kloden, så verden kan se at der er brug for Vogterne.
En stor satellit bruges til at skyde en stor kraftstråle mod jorden, der truer med at ramme atomanlæg kloden over, hvis ikke Lovens Vogtere kan stoppe den med en tur ud i rummet. Det kan de, selvfølgelig, men Mr. Miracle gennemskuer at noget er los og at strålen ikke vil skade Lovens Vogtere og satellitten tilhører noget kaldet Ny Genesis projektet, som må være en reference til noget tidligere etableret i tegneserien?
I det hele taget er der lidt mere gang i gaden i dette hæfte, og historien hvor flere parter af ukendte grunde forsøger at få Lovens Vogtere FN-godkendt har da om ikke andet lidt mere kød på end den noget gammeldags historie om Den Grå Mand. Vi undgår dog ikke lidt fjoget “komik” og en herlig/hæslig scene, hvor Superman er i audiens hos selveste Ronald Reagan i Det Hvide Hus og taler Vogternes sag overfor en præsident der her fremstilles om en små-forvirret, ubeslutsom tøffelhelt, der lige må konferere med konen Nancy, inden han endeligt beslutter sig.
På den ene side er scenen sådan “tø-hø” morsom, men den er også med til at tidsfæste og gøre historien meget bedaget, hvilket altid er et problem, når man hiver “nutidige” historiske personer og kaster for præcise popkulturelle referencer ind. På et tidspunkt siger en af politikerne endda “vi befinder os i firserne”, ja, det skal jeg love for vi gør, det er da helt sikkert. Modsat fungerer en frisk bemærkning i rummet om Han Solo og Luke Skywalker OK, da referencen med tiden er blevet tidløs, hvilket man selvfølgelig ikke kunne vide dengang, men den giver jeg lige DeMatteis.
Men overordnet er Lovens Vogtere fanget i 80erne, fra dele af plottet, international krise med USA og Sovjet som hovedaktører, FN, storpolitik, dateret humor og hele tegneseriens udseende og opbygning. Tegningerne er ikke nødvendigvis grimme, men de virker af deres tid, med alt hvad det indebærer. Er man vokset op med den form for artwork vil det nok virke meget genkendeligt, set med nutidens øjne er det lidt primitivt og leverpostej håndværk. Missionen med at bringe lidt humor ind i universet lykkes også kun delvist, det er sådan set fint nok med mig at tonen bliver lidt mere let, men tonalt er der et eller andet der skurrer når man veksler mellem international storpolitik og scener hvor man følger deres hijinks under Flyttedag, den anden historie i 4. hæfte – og alle de “friske bemærkninger”, der er strøet ud over bladene.
Alt i alt kommer Lovens Vogtere til at fremstå noget dateret og fastlåst i en ret specifik tidsperiode, hvor skaberne har forsøgt at ramme 80ernes tidsånd men dermed også har sørget for, at tegneserien fremstår lidt gammeldags i det øjeblik den er udkommet. Holdt sammen med et figurgalleri, der veksler mellem det lidt stereotype, tilstræbt hippe og morsomme eller bare lidt fjollet, så bliver det nok ikke en serie jeg nogensinde bliver helt glad for. Allerede dengang jeg var barn faldt jeg ikke for den, og den har ikke ligefrem ældet med ynde. Men som et kuriosum rodfæstet i 80erne er den muligvis et kig værd?
