Kan vi komme længere ned i kaninhullet? James Tynion den Fjerde er tilbage med 5. del af hans konspirationsteoretiske thriller Department of Truth. Der bidrages ikke voldsomt meget til det samlede plot, men trådene tegnes tydeligere op og bindes elegant sammen.
Christopher Chance er Human Target, en mand som antager identiteten af mennesker, der formodes at blive udsat for attentatforsøg. Han er kort sagt en skydeskive for andre. Men det er ikke en kugle, der truer med at tage livet af ham i DC/Vertigos mini-serie skrevet af Tom King.
Her er Chance blevet forgiftet, efter han udgav sig for at være Lex Luthor.
Jeff Lemires Family Tree handler om hans favorittema: familie. Og træer. Mennesker, der forvandles til træer og overtager verden.
Meta-serien Crossover bygger ovenpå både plot og metalagene fra vol. 2 i en meget underholdende og vellykket anden del. En morder er løs, som slår ægte serieskabere ihjel, men hvorfor? Og hvem ER morderen?
Depression, angst, mindreværd, selvmord! Der er liv og glade dage i Lars Kramhøfts (semi-selvbiografiske?) Noget Frygteligt Er Altid Lige Ved At Ske. En tegneserier, der tackler den moderne mands udfordringer i en verden fyldt med ting, som der skal leves op til.
Laguardia er en slet-skjult fortælling om fordomme, racisme og manglede forståelse mellem racer af enhver art for folk, som skal have budskaber skåret ud i pap. Verden ville være meget bedre, hvis vi bare alle kunne være venner og der var plads til alle – vidste I det?
Dead Eyes er en kort, stram fortælling med et enkelt, men velsmurt plot. En 4-numre lang miniserie (med mulighed for en fortsættelse), der både mætter og efterlader en sulten efter mere.
The Good Asian er klassisk noir og pulp, men i en asiatisk kontekst, hvor USAs behandling af kinesiske immigranter danner ramme og baggrund for fortællingen. Sat i 30ernes San Francisco er det en fortælling om racisme, den kriminelle underverden og trådene ud i forskellige samfundslag og et multifacetteret mysterie.
Vi kan næsten ikke nå dybere ned i konspirationskaninhullet i James Tynions forrygende Department of Truth. Det er måske også grunden til at serien, ganske klogeligt, styrer tilbage på det mere personlige spor i fjerde og foreløbigt sidste del.