Den Amerikanske Borgerkrig er scenen for en fortælling om dæmoner, på begge sider af konflikten. I Two Moons helt konkret, i det Pawnee indianeren Virgil Morris, der kæmper på nordstaternes side, begynder at hallucinere dæmoner. Eller er det virkeligheden?
Two Moons er skabt af John Arcudi, der blandt andet også har skrevet på Dark Horse serien BPRD, som er sat i Hellboy-universet. Og tegnet af Valerio Giangiordano, der blandt andet arbejdet på flere horror tematiserede serier hos Marvel, som Savage Avengers. Nu er de sammen på Two Moons, der er udsendt via Image Comics.
Serien er indtil videre udkommet i 10 hæfter, og samlet i 2 trade paperbacks.
Borgerkrig i gråzone
Krig er beskidt. Og aldrig kun sort/hvid. Heller ikke i Two Moons, hvor begge sider af den konflikt, som splittede USA, og hvis efterdønninger stadig kan mærkes den dag i dag, ikke fremstilles i det bedste lys. Synsvinklen er også placeret hos en outsider, der historisk set har oplevet sin befolkning blive udsat for mildt sagt dårlig behandling, fra alle sider.
Virgil Morris er en del af Amerikas oprindelig befolking og Pawnee stammen. Som forældreløs blev han dog adopteret af den nogenlunde velstående Morris familie, og er vokset op langt fra rødderne. Han er indrullet i unionshæren, som kæmper for, at slå de oprørske sydstater ned og forhindre, at de forlader selvsamme union. Det han så ikke ved, men som historien lærte os er, at selvsamme unionshær i årtierne efter borgerkrigen blev brugt til, at lave en regulær etnisk udrensning blandt de indfødte amerikanere.
Den unge Pawnee har dog andre, mere presserende problemer at forholde sig til. Også ud over selve borgerkrigen, hvor oprørsgrupper, rebeller og militser lader til, at ligge på lur overalt og gør livet surt for Unionshæren. Der er intern uro, han oplever en ulmende racisme både udad- og indadtil. Nå ja, og så er han begyndt, at se de der dæmoner!
Stålsat jernvilje
Virgil møder, under en tur efter forsyninger. den unge sygeplejerske Frances Shaw. Et fyrig fruentimmer med ben i næsen, der ikke finder sig i noget pis. En form for sød musik opstår, naturligvis alligevel, selvom Miss Shaw umiddelbart virker noget utilnærmelig. Hun er dedikeret til hendes kald og, er blevet noget kynisk af, at opleve krigens rædsler på tæt hold.
Også dem forårsaget af de ellers noget skinhellige og “frelste” nordstater. Hun ser blandt andet med egne øjne, de gruopvækkende skader og molesterede lig frembragt af nordstatskanoner fyldt med jernskrald. Jern bliver et gennemgående tema og omdrejningspunkt i Two Moons.
Den titulære karakter får i første hæfte et syn, eller et besøg fra, hans afdøde bedstefar. Der gentager mantraet “iron, only iron”. Det viser sig, at det relaterer til de dæmoner, som begynder at manifestere sig for Virgil. Kun jern, eller stål er det så vel, kan dræbe dem. Heldigvis har Virgil sin trofaste Rambo-dolk, så skulle det komme til nærkamp med en dæmonisk krabat, så…!
Det hele eskalerer mod slut i første hæfte, da unionslejren overfaldes af en gruppe mere eller mindre reglementerede sydstatssoldater. Men, det er fra egne rækker den største trussel kommer. I form af en sergent, der allerede inden angrebet ser dyrisk og vild ud. Da han såres under overfaldet forvandles han dog til et regulært monster. Two Moons er på tomandshånd med dæmonsergenten, da han dræber denne.
Virgils kampfæller, inklusive hans “halv-bror”, og hel-Morris, Levon, ser kun, at den iltre Pawnee har skudt en af deres egne. Man KAN ikke stole på en indianer. De er og bliver vilde.
“Den magiske indfødte”
I de følgende hæfter følger vi Virgils opgør med både hans “egne”, rebeller og dæmonerne. Først og fremmest skal den barbariske vildmand for en krigsret. Selvom han bedyrer sin uskyld, og prøver at forklare og advarer om det kun han tilsyneladende kan se. Dæmonerne er ved, at infiltrere egne og fjendens rækker.
På ægte horror/gyserfilms manér er der, naturligvis ingen, der i første omgang tror ham. Det er ikke den eneste kliché, Two Moons serien kæmper med. Under sit fangenskab besøges Virgil igen af en ånd, som postulerer, at den hvide mand har gjort ham blind. Og ånden viser ham åndeverdenen og en større verden/univers. Det har en lidt uheldig bismag af “den magiske indfødte”.
Virgil befries, lidt som en heldig bonus, da lejren igen overfaldes af de irregulære tropper. De er ikke Guds bedste børn. Under ridtet med dette rakkerpak støder han på et hængt lig, der viser ham en fluesvamp af en art. Af omveje ender gruppen hos vores sygeplejerske, og Virgil får en mulighed for, at vise at hun ikke tog fejl af ham. Han får afledt hans nye følgesvende ved, at slippe nogle heste fri. Som han senere bruge til, at indynde sig og bedre sin position blandt de irregulære.
Sammen beslutter det, at ride mod grænsen med Unionens hær i hælene. De interne konflikter ulmer dog stadig, og en indianer er og bliver ilde set.
Én gang vilddyr, altid…
“The road where the dead travel faster than the living”, et tip Virgil modtog fra åndeverdenen tidligere. Det viser sig, at være en flod fyldt med flydende lig. Den skal krydses. Virgil æder fluesvampen og får en form for klarsyn. Der er dæmoner blandt de irregulære. Og krig og død gør, tilsyneladende dæmonerne stærkere, eller tiltrækker dem.
Jeg skal ikke afsløre hele handlingen her, men summa summarum, Virgil får has på de fleste af dæmonerne ved floden, minus en. Som han ender i Unions fangenskab sammen med. Det hele kulminerer, naturligvis med en stor konfrontation med en regulær horde af dæmoner, som overrender den by Virgil og den skjulte dæmon holdes fanget i.
Frøken Shaw er også ankommet og bliver vidne til, at Virgil slipper sit indre vilddyr løs. Og lader blodtørsten gå ud over dæmonerne. “He became likes a beast”. Hele vejen igennem Two Moons er Virgil adskillige gange blevet refereret til, som værende “a savage”. Havde de ret? Det skal siges, at den kære sygeplejerske, i nødens stund, foreslår, at man bruger det før omtalte “jernskrald i kanon” trick mod de angribende dæmoner.
Det uindfriede potentiale
Two Moons lyder umiddelbart, som et interessant pitch og setup. Den Amerikanske Borgerkrig, som ramme for en horrorfortælling med dæmoner. Med en indfødt amerikaner som protagonist. OK, I har min interesse. Desværre efterlod Two Moons rent historiemæssigt en lidt flad fornemmelse, ligesom karaktererne aldrig for alvor bliver virkelig spændende.
Det hele fremstår en kende paint by numbers og uden de store overraskelser, eller fede påfund. Det er som om potentialet, og mulighederne for, at bruge det interessante setup aldrig for alvor indfries. Det bliver til meget “nu rider vi her hen”, “baghold”, “fanget og så befriet” og standard westernplot. En western med dæmoner, jovist. Men, det kunne lige så godt have været zombier, vampyrer eller hvad ved jeg.
Virgil er ikke en videre dyb karakter, selvom man får lidt baggrundshistorie. Konflikterne, og den indgroede og hæslige racisme virker lidt konfliktsky og “pæn”. Det gør ikke sådan rigtig ondt, eller bliver beskidt og modbydeligt. Det virker, som en forpasset mulighed.
Det samme gør sig gældende med dæmondelen og allegorien om krig. Two Moons lykkes fint med, at fremstille alle parter i krigen, som “lige slemme”, når det kommer til stykket. Men, igen så virker det ikke som om, at det stikker videre dybt. Eller bruges til, at sige noget nyt eller bare noget, som for alvor får uddybet nuancerne. Det hele kommer til, at virke en kende overfladisk.
Visuelt stærk og stemningsfuld
Rent visuelt hiver Valerio Giangiordano dog Two Moons et nøk eller to op, og kompenserer i nogen grad for den lidt “meh” historie. Stilen er udtryksfuld og ligger sig et sted mellem et klassisk western tegneserie og horror look.
Ikke mindst monsterdesignet af de grumme dæmoner er ganske vellykket, og tilfører Two Moons noget tiltrængt gru. Og så er der heller ikke sparet på blodet, når der går skudvekslinger og krigsskueplads i den. Kampene er nogenlunde nemme, at følge, men farvelægningen af soldaternes uniformer har det med, at minde lidt for meget om hinanden. Det kan godt være svært, at skelne nord- og sydstatssoldaterne fra hinanden.
I det hele taget er Two Moons meget mørk og mættet i farverne. På den ene side gør det, at der konstant hænger en urovækkende og nedslående stemning over fortællingen. Det gør dog også, at serien ER ret mørk rent farvemæssigt at kigge på. Det bliver i lange passager lidt blåt i blåt med dunkle skygger.
Det er også med til, at understrege den overordnede atmosfære af, at krig er noget deprimerende møg. Ikke mindst en borgerkrig, hvor venner, familie og landsmænd ender på hver deres side i en beskidt konflikt.
Bar røv i måneskin
Virgil Morris ender som indfødt amerikaner, som en ekstra “bonus” lidt i et ingenmandsland. Og en mand, der historisk ender med intet land. Er det værd, at kæmpe og sætte livet på spil for?
Den slags større spørgsmål virker Two Moons ikke interesseret i, at undersøge nærmere. Det ender lidt, som en omgang lidt for letkøbt kulørt underholdning med en god præmis. Dog kan jeg ikke helt afvise, at jeg på sigt investerer i opsamling nummer 2. Både i håbet om, at der kommer lidt mere kød på horrorhistorien. Men, serien har, trods dens mangler, stadig et eller andet over sig.
Måske er det stemningen? Eller også håber jeg bare på, at Morris for nok og viser alle parter i denne krig, at det er galt afmarcheret?
Indtil da, står man tilbage med en lidt undervældende følelse samlet set.
Plus:
– Lovende og spændende præmis
– Godt tempo og ikke meget unødigt fedt
– Overordnet et vellykket genremix
– Ganske flot og stemningsfuldt artwork
Minus:
– Indfrier aldrig helt potentialet
– Lidt for konventionel fortælling
– Karaktererne bliver lidt for stereotype og unuancerede
– Kradser kun i overfladen af mere interessante konflikter og tematikker
– Lidt episodisk følelse, hvor man går fra “scene til scene”
– Selv efter 5 hæfter virker Two Moons verden ret lille
Konklusion:
Two Moons er ikke en dårlig serie, men det kunne have været meget mere. Det virker som om forfatter Arcudi tager de sikre valg, i stedet for dem, som kunne udfordre og prikke til læseren. Blanding en af western, krig og horror fungerer, men udnyttes ikke fuld ud og ender med, at ride rundt på lidt for velkendte og støvede stier.
