Hjemme-is, hjemme-is med en dejlig smag af lidelse! Ice Cream Man er en antologi horror serien, en række små fortællinger, løst forbundet af den mystiske Ice Cream Man, Rick. Er han ven, fjende, Gud eller fanden selv, som der spørges på coveret til første opsamling?
Det vides ikke med sikkerhed. Men, det vi ved, efter at have læst de første 4 hæfter i serien er, at det er nogle vellykkede korte historier om sorg, smerte og frelse.
Ice Cream Man er ikke rendyrket horror, men krydser over med flere beslægtede genrer. Fællesnævneren er den gennemgående urovækkende og fængslende stemning. Det er atmosfærisk, og man drøner ubesværet gennem opsamlingen sulten efter mere is fra salgsvognen.
Serien er skrevet af W. Maxwell Prince med tegninger af Martin Morazzo. Begge er mest kendt for deres arbejde på netop Ice Cream Man, der er udkommet siden 2018 via Image Comic. Indtil videre er der udkommet 6 opsamlinger af serien, som stadig kører.
Smagen af lidelse
Grundet antologi formatet er der, som sådan ikke nogen gennemgående rød tråd, udover nævnte is-sælger, Rick. Serien er sat, og foregår, tilsyneladende i den samme, mindre amerikanske by. Rammen er altså fast, men indholdet, persongalleriet og historierne mere løst flydende.
Rick dukker ofte op i begyndelsen, slutningen eller begge ender af de små fortællinger. I den forstand fungerer han, som en art “fortæller”, eller udfylder samme funktion som eksempelvis The Crypt Keeper. Eller lignende karakterer, som man kender det fra de gamle EC gys og gru serier. Han er ankeret, men også anstifteren eller fordærveren.
Som figur virker han ikke, nødvendigvis udpræget ond, selvom der er noget klart diabolsk og lumsk ved ham. Ingen smiler så meget, og påtaget uden at der er noget uldent ved det hele! Læg dertil hans blanke, tomme og “døde” blik og umiddelbart tilforladelige og anonyme udseende og påklædning. En ulv i fåreklæder?
“There’s a flavor to everyones suffering. And make no mistake, everyone IS suffering”.
Is med ekstra bid i
Det var nogle af de sidste ord fra vores flinke is-mand mod slut, i det første hæfte i serien. En serie, som kommer virkelig stærkt fra land. Det er egentlig ikke fordi, at hverken denne, eller de andre hæfter/historier er decideret banebrydende. Eller byder på voldsomme overraskelser, hvad struktur, indholdet eller eventuelle budskaber angår.
Ice Cream Man er bare forbandet velfortalt, og rammer i første hug den helt rette tone og stil. Eller skulle man sige bid? Jeg vil ikke spoile for meget, det ER kort historier, så man kan hurtigt ødelægge fornøjelsen ved, at fortælle for mange detaljer. Men, første kapitel i serien handler om bid fra verdens mest giftige edderkop.
Scenen sættes, Rick er ude at sælge, og en lidt godt i stand knægt kommer alene op til vognen. Hvor er hans forældre, spørger Rick? Byron er en stor dreng, og kan sagtens klare sig alene! Godt ord igen, lille ven… Det viser sig, naturligvis, at knægtens forældre er stendøde. De sidder, stive og lettere indtørrede, hjemme ved middagsbordet, da Byron låser sig ind.
Det havde man luret, men det virker også som hensigten. Den korte tur hjem, hvor vi blot følger Byrons tunge, langsomme trasken, mens tekstbokse med fakta om verdens giftigste edderkop dukker op, har bygget effektivt op til “afsløringen”. Byrons kæledyr har forældrenes liv på samvittigheden.
Bitter og tvetydig bismag
Historien tager et par drejninger, når det lokale politi involverer sig i sagen. Og nogle twists, når Rick senere dukker op, mens Byron vandrer rundt ude i skoven. Ricks tøj er helt forrevet, han virker omtumlet og vikles ind i plottet igen på lidt overraskende vis. Hvad ER han helt nøjagtig?
Det er, indtil videre, ikke så vigtigt for mig, at vide. Jeg synes ikke, at man direkte skal læse Ice Cream Man for plottet eller “mysteriet” om, hvem eller hvad Rick er. Det skal nok komme, og der løftes stille og roligt lidt af sløret. Ikke mindst når en art antagonist til Rick dukker op i senere hæfter, en sortklædt herrer, der virker noget mere udpræget “ond” end Rick. Er Rick også et offer?
Nej, det man skal læse Ice Cream Man for er måden, som den udfoldes og fortælles på, samt tonen. Det er ganske fremragende. I eksemplet her, er det vigtigt, at forstå, at Byron IKKE fremstilles videre sympatisk, selvom han på overfladen bare er et uskyldigt barn.
Et lille, egoistisk, grådigt, selvretfærdigt og utroligt utiltalende og frastødende barn. En lille skiderik, som kun tænker på sig selv, med maven og ikke lader til, at have særligt mange brikker, at flytte med, når han dosk og dovent vralter rundt på jagt efter næste måltid til hans glubske gab og fede mave.
Der var engang…
På den led har Ice Cream Man mere tilfælles med gamle eventyr ala brødrene Grimm og lignende, end moderne horror og gys. Dengang børn sagtens kunne fremstilles som utaknemmelige, utiltalende små svin, der fortjener, at ryge i fedtefadet. Er Rick i virkeligheden en form for moral og retfærdighed?
Samtidig, er Byron jo også tydeligvis uskyldig. Og et offer. Han er ikke morder, det var edderkoppen, og hans underudviklede barnesind forsøger han, at beskytte sit kæledyr. Et dyr, der blot har fulgt sin natur. Ligesom Byron nu degenerere til et dyrestadie, hvor også han følger sin natur og indskydelse. Han har dog, hvis han ikke er mindrebemidlet, klart psykopatiske træk, Han lader til, at være helt upåvirket af, at hans forældre sidder døde ude i køkkenet – ud over, at det ødelagde “makaroni tirsdag”. Igen vinder maven over sorgen.
Så, hvad har Byron mon været udsat for i det hjem? Han ligner en outsider, og et oplagt mobbeoffer med hans røde hår, fregner og tykke vom. Hans afstumpethed kunne antyde en form for vanrøgt i hjemmet. Det er, tydeligvis en dreng, der lider. Alle lider, som is-manden siger.
Du får ikke noget svar. Forfatteren giver, og efterlader blot rum for fortolkning, og at man kan digte det ind i tingene, som man ønsker. Det er ganske imponerende, så meget plads, der efterlades mellem sprækkerne i rammen og hæftets ruder. Ikke fordi, at der ikke også fortælles en meget tilfredsstillende, afrundet fortælling på blot 24 sider.
Enkelt, men effektivt visuelt udtryk
Det hjælper også på afviklingen af Princes fortællinger, at den visuelle side er en ligeværdig medspiller. Argentinske Morazzo har en meget distinkt stil og streg, som understreges yderligere af den kulørte farvelægning af Chris O’Halloran.
På overfladen kan det hele virke lidt enkelt, “bart” og ret spinkelt. Siderne indeholder jævnligt ikke voldsomt mange billeder, og er ret simpel og ligefrem i sin opsætning. Ligesom farvelægningen holdes enkelt og sparsom, så det hele fremstår som små, farvelagte skitser eller forenklede “motiver”. Det minder en hel del om eksempelvis en serie, som Paper Girls, hvor der bruges mange af de samme virkemidler.
Men, man skal ikke lade sig narre. Selvom, det kan virke som om at der ikke er mange detaljer, eller vilde visuelle udflugter og lir, så er det meget udtryks- og effektfuldt. Hvert hæfte har også her sin egen tone og stil, så man har fornemmelsen af, at sidde med noget der bare passer sammen. Ikke, at der dermed brydes med den overordnede tone for serien, forstår sig.
Når serien så, momentvis eksploderer og bryder med sit ellers lidt lavmælte udtryk, viser Morazzo og O’Halloran, at der er masser af pang og kulør i de kreative årer. Hæfte nummer tre udvikler sig eksempelvis til lidt af en psykedelisk og syretrippet udflugt.
Skyldig eller uskyldig? Hvem dømmer?
Ice Cream Man handler altså om en form for morale fortællinger? Og retfærdighed, af den hårde og “poetiske” slags. Det er ikke sentimentalitet, som driver værket her. Alle lider. Og de fleste er selv skyld i det, fortjener det, på en eller anden måde. Er Rick dommer?
I en anden historie, den mindst lige så fremragende Rainbow Sprinkles, dukker han først op helt mod slut og giver historiens hovedperson et valg. Hun er fucked up junkie, som er kommet så langt ud som man kan komme i løbet af de foregående 22 sider. Det er også en kærlighedshistorie, lige så vel som det er en fortælling om en uundgåelig deroute.
Det er en tragedie, på alle punkter. Alle er lige så skyldige, som de er uskyldige her. Selv skyld i deres ulykke, men også ofre for en grum verden. Eller dårlige valg. Skadede og sårede, såvel som sørgelige eksistenser. Men, som tilfældet med Byron, så overskygges ens sympati for kvinden her af en form for lede. Hun har egentlig fortjent, at det går hende ilde, fordi hun handler så egoistisk og impulsdrevet. Denne gang skyldes det afhængighed.
Men, hvor kommer den fra? Smerte og lidelse. Det er uhyre virkningsfuldt eksekveret, det her og man tager sig selv i, at sidde med en tvetydig fornemmelse i kroppen. Og det var blot 2 af de 4 hæfter!
Ingen nemme løsninger
Noget af det dejlige ved Ice Cream Man, er også at den ikke vælger de lette løsninger. I de to sidste hæfter er nogle af tematikkerne muligheden for oprejsning, tilgivelse og frelse. Men, er disse ting mon opnåelige?
Ikke i udpræget grad her, ligesom det ikke er tilfældet ude i den virkelige verden. Der er ikke garanti for nogen lykkelig slutning, eller blot en løsning – eller forløsning. Sådan fungerer verden bare ikke. Det skinner igennem i Ice Cream Man, der er trods forlægget er meget mere realistisk, og hård (hvis ikke kynisk) på det punkt end meget andet fiktion. Det er lige så ultra realistik i sin råt for usødet fremstilling af verden, som den er fantastisk og fantasifuld når det overnaturlige stedvis skinner igennem.
Du skal ikke læse Ice Cream Man, hvis du vil have det hele serveret på et sølvfad. Eller skal have svaret på alt, både handlingen, mytologien bag det hele og de mange temaer og budskaber. Ice Cream Man handler om menneskelig natur, sind og drifter. Det er ikke altid lige kønt. For, når alt kommer til alt er vi også bare dyr – om vi vil stå ved det, eller set det i øjnene eller ej.
Ice Cream Man peget også på noget i læseren selv, hvad det er, kan du få afsløret ved, at læse med og smage på isen. Hvis du tør, måske vil du ikke bryde dig om smagen.
Plus:
– Velfortalte, afsluttede historier, der har meget at byde på
– God balance mellem det forudsigelige og overraskelser
– Fængende og fængslende stemning og atmosfære
– Velfungerende samspil mellem ord, tegninger og alt imellem
– Nem og hurtig at hoppe ind og ud af
Minus:
– Man skal synes om antologi formen
– Og kunne acceptere, at der ikke er mange oplysninger om den titulære Ice Cream Man
Konklusion:
Som man nok kan fornemme har jeg ikke meget dårligt, at sige om Ice Cream Man. Det her format og indholdet fungerer bare for mig, og jeg skal helt sikkert læse videre. Lidelse kommer i mange indpakninger og former, og smager, åbenbart af mere?
