(Da scanneren stadig strejker genbruges diverse billeder fra Department of Truth vol. 1-3)
Vi kan næsten ikke nå dybere ned i konspirationskaninhullet i James Tynions forrygende Department of Truth. Det er måske også grunden til at serien, ganske klogeligt, styrer tilbage på det mere personlige spor i fjerde og foreløbigt sidste del.
Trods at plottet kommer helt tæt på vores egentlige hovedperson fra seriens begyndelse, Agent Cole, så føles det alligevel at visse træthedstegn begynder at melde sig. Department of Truth er stadig spændende og mange steder tankevækkende, men det føles efterhånden også som om den står lidt i stampe.
Eller at vi ganske enkelt ikke kan komme videre uden, at Tynion gentænker konceptet. Måske derfor at serien nu er gået på tidsubestemt pause?
Tidligere i Department of Truth
Vi kan ikke helt undgå spoilers i det følgende, også spoilers om hvad der hidtil er sket i Department of Truth. For nye læsere vil jeg henvise til mine anmeldelser af vol. 1, 2 og 3, hvor jeg går mere i dybden med serien, koncepterne, emner og tanker Tynion bringer i spil og sætter i gang.
Helt kort, så er Cole grundet et barndomstraume baseret i 80ernes satanic scare i USA endt med at blive headhuntet til en hemmelig statslig organisation Department of Truth. Satanic scare udsprang af frygten for satanisme og den påståede forbindelse til pædofili og misbrugssager. For Cole viser det sig, at “sandheden” måske var en lidt anden. Var oplevelserne ægte, var de opdigtede/inbildte eller BLEV de ægte fordi han og nok andre troede de var.
Det er hele humlen. Hvis nok mennesker tror på en konspiration/hændelse/historie, så bliver den ægte. I vores virkelighed i overført betydning, i Department of Truth serien helt konkret. Så, hvis nok tror på Jorden er flad, ja, så bliver den flad. Det kan lyde fjollet, men det er ekstremt godt sat i scene af Tynion. Department of Truth (afdelingen) undersøger sager og forsøger at holde styr på konspirationer, så de farlige ikke bliver virkelige. Eller gør de?
En konkurrerende organisation, Black Hat, mener at de, og bagmændene, i virkeligheden forsøger at manipulere, kontrollere og omskrive USA (og verdens) historie. Og kæmper for at sætte sandheden helt fri. Hvem der er helte og skurke, og hvad der er mest farligt, er åben for diskussion og fortolkning. Her ligger seriens virkelige styrke.
Ministeriet for løgn og latin
Vi får også introduceret nogle nye spillere i det i forvejen komplekse univers i form af russeren Grigori. Han har en personlig relation til direktøren for Department of Truth, Lee Harvey Oswald, som jo som bekendt stadig er i live i seriens udgave af virkeligheden. Hvorfor og hvordan er stadig lidt uklart, men man må formode at Oswald er holdt i live/genoplivet som en form for fysisk manifestation af alle konspirationerne omkring mordet på John F. Kennedy.
Det attentat virker efterhånden som en katalysator for hele seriens grundpræmis om konspirationsteorier, der bliver til virkelighed, hvis nok tror på dem. Hvad hans egentlige motiv og rolle i det hele er, er stadig et mysterium. Men han er tydeligvis ikke så sort/hvid “god”, som man skulle tro, når han er på det amerikanske hold.
Grigori er/bliver en del af den russiske pendant til Department of Truth, det noget on the nose betitlede Ministry of Lies. Så burde man jo ikke være i tvivl om hvem der er helte og skurke, men som alt andet i serien er det slet ikke så ligetil. Den oprindelseshistorie og løgnministeriets arbejde introduceres vi til i vanlig paranoid stil for serien.
Department of Truth og Ministry of Lies er sådan set det samme, bare på hver sin side af Jerntæppet. Og dermed også i opposition til Black Hat og deres korstog for sandheden i yderste potens.
Det svære valg
Det er alt sammen meget fint, men det driver egentlig ikke hovedplottet væsentligt videre. Det udvider blot dele af det, og giver mere baggrund. Ellers står serien på det punkt for første gang, som nævnt, lidt stille. Vi har også fået næsten uoverskuelige mængder af kontekst og eksposition i de forrige opsamlinger. Så grænsen for, hvor meget der kunne bygges ovenpå er nok også nået.
Derfor er Tynions valg om at bringe Cole og hans kæreste, og dennes moralske dilemma på banen velkommen. Skal han vælge at hjælpe Black Hat i, hvad der efterhånden virker som den mest etisk korrekte vej at tage? Og dermed forråde Cole? Selvom deres forhold er blevet lidt anspændt, og Cole distanceret pga. involveringen i sit tiltagende komplicerede arbejde?
Cole er også selv i tvivl om han egentlig står på den rigtige side i “kampen om sandheden”, så måske ville det ikke være det største forræderi? Samtidig fodre Black Hat Coles livspartner Matty med informationer om, at han har dræbt to journalister fra Washington Post, som del af en tidligere sag i serien.
Hawk (den levende ekspositionsmaskine), Coles mentorfigur og patriotisk nutjob fra tidligere i serien tipper Cole om, at Matty ligger inde med denne viden og vil gå til medierne. Kan man stole på Hawk og hans motiver, og hvad skal Cole stille op? “Are we going to have to kill my husband?”, spørger han mod slut i næstsidste kapitel hans makker, Ruby.
Fortsættelse følger…?
Hvad det hele ender med, skal man selv have fornøjelsen af at læse, hvis man har været med på Department of Truth toget fra start. Der er stadig et twist eller to tilbage i Tynions ærme, som gør at serien foreløbigt ender på en slags cliffhanger.
Skulle serien, mod forventning, ikke blive genoptaget efter den frivillige pause, så KUNNE slutningen af vol. 4 også sagtens fungere som seriens afslutning. Det ville være lidt irriterende, men ikke helt ved siden af seriens stil og ånd. For hvordan skulle man egentlig kunne lukke en serie med denne præmis endegyldigt ned med en klar konklusion? Det ville nærmest være i modstrid med konceptet.
Så jeg føler mig ikke snydt efter at have læst denne foreløbige sidste del. Det skulle da lige være fordi, at seriens “mytologi” ikke rigtig udvides yderligere. Spørgsmålet er også her, om det ville være gavnligt? Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål, som “Den Røde Dame”, hvem og hvad hun egentlig er, og hvad hendes ondskab stammer fra og hvad hendes mål måtte være?
Men hun fungerer også som en art begreb og symbol, som i princippet er “evigt”. Et der har eksisteret i utallige fortællinger gennem historien, og fortsat vil. En der ikke behøver nogen endegyldig konklusion for at fungere. Tværtimod egentlig. Hvis du over forklarer ondskab, så mister det sin “kraft” og er ikke længere uhyggelig.
Stadig en fortællemæssig og visuel fornøjelse
Visuelt er Department of Truth stadig helt overdådig og stedvis næsten voldsomt overvældende. Har man været med fra begyndelsen, vil man efterhånden være vænnet til en del af tegner Simmons abstrakte og opfindsomme stil. Det gør det lidt nemmere at følge, men der er stadig masser af passager, hvor han overrasker.
Hans stil og Tynions ord er stadig vævet så tæt sammen, at man ikke kan forestille sig det ene uden det andet. Det er med til at give serien noget af den stærke gennemslagskraft, som den er i besiddelse af. Hvis du bliver fanget, og kan rumme begge dele, så er det altså en serie, der stadig gør indtryk.
Det er også med til at gøre serien levende. Den lidt fantastiske præmis er lidt afhængig af, at man sluger den og accepterer den som en del af seriens virkelighed. Her bliver Department of Truth mere end summen af dens i forvejen virkningsfulde enkeltdele. Den bliver, som fysisk medie og serie, det som den også handler om, kunne man sige.
Dermed bliver Department of Truth, som serie, virkelighed. Ligesom konspirationsteorierne i selve serien, hvis nok tror på dem. Er der mon nok, som har læst denne serie, er der en hemmelig organisation et sted derude og holder Tynion og Simmons i kort snor? Sandheden er derude, men hvilken og hvis…
Plus:
- Tynion og Simmons er stadig i stærk form
- Plottet bliver igen mere personligt
- Elementært spændende og fascinerende
- Mere af det samme
Minus:
- Mere af det samme!
- Seriens plot nærmer sig for første gang noget der kunne minder om tomgang
Konklusion:
Foreløbigt sidste bind af Department of Truth giver på godt, og lidt ondt læserne mere af det der har været seriens varemærke. Det centrale mysterie/plot er stadig interessant, og baggrundsstoffet og Tynions world building respektindgydende. Men man begynder også af savne at serien tager et stort spring frem, eller ændrer kurs.
