Hvad?! Endnu en superhelte oprindelseshistorie?! Tilsat lidt social realisme og Power Rangers lignende dragter? Ja, på overfladen kan Radiant Black godt lyde som et klichéfyldt opkog af ting vi har set mange gange før.
Heldigvis gemmer første opsamling af Image Comics serien, skabt af Kyle Higgins og tegner Marcelo Costa (der løbende assisteres af en række gæste-forfattere og tegnere) på et par overraskelser. Og er et generelt velskrevet og ikke mindst ganske underholdende bekendtskab. Der med et godt fortælletempo og veldoseret plot formår, at underholde fra start til slut.
Higgins kort fortalt
Sammenligningen med Mighty Morphin Power Rangers er, måske også ligetil. Skaber Kyle Higgins har nemlig skrevet på tegneserie udgaven af serien i nyere tid. Det var efter, at han for alvor slog sit navn fast da han begyndte, at arbejde for DC i begyndelsen af nullerne.
Her var han med, da DC introducerede deres NEW 52 linje. Hvor han skrev på Nightwing, og senere diverse Batman titler. Efter tilknytningen til DC har Higgins i stigende grad udsendt via Image Comics, og arbejdet mere uafhængigt af de større forlag. I 2020 begyndte han, at arbejde på en nye serie om Ultraman. Den klassiske japanske superhelt, der har rødder helt tilbage til midt-60erne.
Kort sagt, er arven og indflydelsen fra det japanske bestemt ikke fremmed for Higgins. Og det flyder nu over i hans egen titel, Radiant Black. Serien er foreløbigt udkommet i 20 hæfter via Image Comics. Og har også fået en spin off/tilføjelse i form af Radiant Red og Pink.
Den fortabte søn vender hjem
Nathan er en mislykkes forfatter, han skylder banken penge og er lige flyttet hjem til hans forældre. Han lever stadig med en drøm om, at få skrevet hans store roman færdig. Realiteterne er, at han har haft skriveblokade i flere å. Og ikke ønsker at se i øjnene, at forfattervejen måske ikke er for ham.
Hans, ellers forstående far, presser på for, at han bare får sig et “rigtigt arbejde”. I hvert fald så længe han bor under hans tag igen. Nathans gamle ven, Marshall, der aldrig er kommet ud af fødebyen, er omvendt glad for, at have Nathan hjemme igen. Sikkert fordi, at så sker der endelig noget?
At to fyre i begyndelsen af trediverne skal til, at genopleve deres ungdom virker dog også som en blindgyde. En anden form for skriveblokade, kan man sige. Men, så sker der noget der kommer til at vende op og ned på både Nathan og Marshalls tilværelse.
Et lys i mørket?
Efter en våd aften i byen dukker et mystisk objekt op foran vores to gæve gutter. Noget, som Nathan beskriver som et “mini sort hul” af udseende. Han føler sig draget og rører ved det… Og forvandles til en sortklædt, robo-futuristisk udseende skikkelse med ukendte overmenneskelige kræfter!
Han kan flyve, flytte store objekter med nogle kraftfelter og lader i det hele taget til, at have fået kontrol over tyngdekraften på en eller anden vis. Eller noget lignende? For, Nathan ved sgu’ ikke helt hvad der foregår, eller hvad han egentlig er i stand til. På sidelinjen er sidekick Marshall henrykt, han er helt på, hvor Nathan er mere vævende og tvivlende.
Marshall ser straks potentiale og muligheder, hvor Nathan igen tynges af den tvivl, ubeslutsomhed og manglende selvsikkerhed, der har plaget ham i årevis. Snart fanger de to “helte” også det lokale politis opmærksomhed, og begynder, først lidt modvilligt, at hjælpe ordensmagten. Mens Marshall går i gang med, at markedsføre den nu navngivne, nye superhelt Radiant Black på social medier.
Nu skal der skabes muligheder og opmærksomhed. Men, Radiant Black er ikke alene. Hurtigt melder der sig en “konkurrent” i form af en rødklædt “radiant” på banen. En, som ikke har ambitioner om, at gå heltevejen, og synes Nathan er lidt I vejen.
Radiant Black blander velkendte ingredienser og ryster posen
Det er ikke den eneste overraskelse, som venter Nathan, Marshall og læserne. Nu skal jeg ikke spoile oplevelsen for alle, der er flere små og et ret stort twist inden man er nået igennem de første 6 hæfter. Noget, som giver serien en drejning og betyder flere omvæltninger for karaktererne.
På overfladen, er Radiant Black et mash up af kendte elementer fra Power Ranger til en serie som Invincible. Og en rask lille oprindelseshistorie, der måske rammer velkendte takter: mislykket mande-“helt”, der har rundet de tredive må se i øjnene, at han ikke dur til noget.
Jeg synes dog, at Radiant Black på den relativt begrænsede plads her, lykkes med at strø fine, små detaljer ud over både fortælling og karakterer. Noget, som giver serien mere dybde og flere nuancer end “bare” en klassisk oprindelseshistorie.
Der er far-søn forhold, som for en gangs skyld ikke er forpestet, men så da lidt naturligt anspændt. Forholdet mellem gamle venner, hvor ham der blev tilbage stadig ikke har fået slukket gnisten, modsat ham der rent faktisk KOM ud af byen. Men, vender tilbage som et omvandrende nederlag. Der da han endelig “bliver til noget”, tvivler så meget på sig selv, at man kunne argumenterer for, at han slet ikke er egent til, at være en superhelt.
Hvem er helt og hvem er sidekick?
Nathan er slatten, mangler drive og udsyn. Det har Marshall, som til gengæld muligvis mangler selvindsigt, realitetssans og en stopklods. På den led, har de to gamle venner brug for hinanden, og kunne være et perfekt makkerpar.
Ud over portrættet af forholdet mellem Nathan og hans forældre (især faren, som nævnt), er forholdet mellem de to det, som for alvor hæver Radiant Black. Higgins formår, at vise nuancer, balance og realisme i disse menneskelige relationer. Hovedpersonen er ikke perfekt, eller en komplet fiasko. Marshall er ikke for lidt, eller for meget (OK, ind imellem er han for meget). Relationer og karakterer fremstår ikke “hverken/eller” men som “også” i Radiant Black.
Dermed skænker Higgins sig selv en spilleplade med masser af luft til, at manøvre brikkerne rundt. Så, det der kunne virker forudsigeligt og lige-ud-af-landevejen faktisk bliver både overraskende og underholdende. Selvom vi rammer alle de “beats”, man kan forvente denne form for skabelsesberetning.
For, hvem eller hvad er det egentlig, der bliver skabt her? Vi har stadig kun fået en forsmag på, hvad Radiant Black er, også selve mysteriet om, hvor kræfterne kommer fra og hvad de rummer. Det er selve planeten, og universets fremtid, der er på spil, så meget står klart til sidst. Er Radiant Black vores sidste håb og redning?
Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget kulørt
På sin vis er Radiant Black både gammeldags og moderne. Gammeldags i den forstand, at den, i hvert fald på overfladen, er fortællingen om den mislykkedes, “moderne” mand, der ikke kan finde ud af livet. Tilmed en kunstnertype, i det han er forfatter. Eller prøver. Samtidig hviler der en 90er tone over det hele, især humoren, hvor Marshall står for det ironiske og sarkasmen.
Alligevel er der, trods duften af alt det velkendte, noget frisk over Higgins’ fortælling. Måske fordi dialogen generelt er skarp og velskrevet, tempoet og fremdriften god – Radiant Black stråler bare af energi og fortællelyst. Selv i et kapitel/hæfte, der hovedsageligt handler om, at Nathan sidder og ikke kan komme videre med hans roman.
Her bakkes Higgins også glimrende op af tegner Costa, der har flashy og meget animeret stil, der passer glimrende til Radiant Blacks univers. Det vil ikke være for alle, jeg skulle også lige vænne mig til det let anime/Power Rangers inspirerede look. Plastik agtigt, computerspilsæstetik, action figurer i tegnet form og lignende, er beskrivelser man kunne hæfte på Costas visualisering.
Startskuddet til et Radiant’verse
Radiant Black kommer godt fra start med disse første hæfter, og får sået frø til en serie, der virker meget lovende. Der er masser af muligheder, hvor de spredte twist allerede sørger for, at den velkendte præmis har fået vokseværk. Derudover, rummer selve den overordnede mytologi masser af råderum til, at udvide og skabe et større Radiant Black univers.
På sin vis kan Nathan opfattes som en lidt passiv, eller uduelig hovedperson. En, som blot er passager i historien, ligesom han også på mange måder er i sit eget liv. De udviklinger han gennemgår kommer udefra, og skyldes ikke egne valg. Dermed kan man også betvivle om han overhovedet er egnet til, at bruge de kræfter han får. Og er ansvaret og opgaven med, at redde Jorden (og mere til) voksen.
Marshall, der virker mere ambitiøs, proaktiv og ærgerrig virker, som et mere oplagt valg. Men, også udstyret med en personlighed og karaktertræk, der gør at han på sigt netop IKKE burde have den slags ansvar og kræfter. Hvem er i virkeligheden egnet og værdig? Hvem beslutter det, om nogen, eller skyldes den slags universets tilfældigheder?
Der er masser, at bygge videre på her for Higgins og hans samarbejdspartnere. Spørgsmålet er, om Radiant Black ønsker, at belyse den slags større tanker, eller “blot” vil underholde? Indtil videre er Jeg i hvert fald godt underholdt.
Plus:
– Velkendt fortælling med flere fine twists og nuancer
– Velfortalt og velskrevet
– Godt tempo og fremdrift i plottet
– Stedvis både indsigtsfuld og morsom
– Flot og stilet artwork, der rammer og forstærker seriens overordnede tone
– Masser af muligheder for, at udvide universet, også på tværs af medier og formater
Minus:
– Nogle vil muligvis føle, at selve historien er lidt tynd?
– Hele konceptet er nok en smagssag, og kan virke “fjollet”
– Kynikere vil muligvis opfatte det som en reklame for kommende legetøj, tegnefilm, computerspil og andet oplagt merchandise og kommercielt potentiale
Konklusion:
Der er så meget potentiale for at malke og udvide, at Radiant Black bare virker som en toptunet maskine. Heldigvis har den også hjerte, og en god portion underholdningsværdi. Jeg er på, og sender en varm anbefaling afsted, hvis man trænger til noget dejlig, energisk eskapisme. I hvert fald indtil den potentielle guldkalv er malket tør…
