Hævn, blod og splat, bandeord, nøgenhed og levende døde! Fandenivoldsk er smurt ind i alt, som er underlødigt og dårlig smag.
Et ungt par dræbes på deres bryllupsdag af en fæl gangster, men får via guddommelig indgriben en chance til. Den forvalter de, alt efter ens synspunkt, lettere tvivlsomt ved, at gå på et blodtørstigt hævntogt. Men, tvivlen over, hvad man burde bruge en ekstra chance til nager hos den ene af de to genopstandne.
Fandenivoldsk er skrevet af Lars Kramhøft, tegnet af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher. Tegneserien, eller den “grafiske roman/novelle” (hvis man foretrækker den slags udtryk) udkom via Fahrenheit i 2018.
Kramhøft kigger op fra undergrunden
Forfatter Lars Kramhøft har en del værker af forskellig art på CV’et, som kredser omkring tegneserier og beslægtede medier. Det dækker eksempelvis udgivelser som børnebogen Rakkerpak, antologien Dokument, mini-/Instagram serien/striben Working Poor, kortromanen Dagbog Fra Undergrunden, den daglige avisstribe Byen Lys i Information med flere.
I 2020 vandt han Pingprisen for udgivelsen Noget Frygteligt Er Altid Lige Ved At Ske, han er altså ikke ligefrem en letvægter inden for nyere danske tegneserier. Selvom han selv udtaler i et interview i Information, at “Jeg plejer at sige, at jeg ikke er nogen stor tegner, og jeg er heller ikke nogen stor forfatter, men hvis jeg sætter de to ting sammen, så kan jeg noget, som i det mindste er mit”.
Samtidig står han også bag artikelserien/klummen Under Danmark på tegneseriesiden nummer9.dk, hvor det lader til, at det primære fokus er undergrunden. Det er her, at jeg fornemmer en direkte forbindelse til en bog som Fandenivoldsk. Stilen, indholdet og stemningen emmer af undergrund. Det lidt forbudte og lidt forkerte.
Det delikate ved “dårlig smag”
I bund og grund er Fandenivoldsk en klassisk, enkelt og “tynd” hævnhistorie. Setuppet er simpelt, udførelsen ligeså og bogen svælger nærmest i blodrusen. Det er ikke nødvendigvis det samme, som at historien er dårlig, eller FOR tynd. Fortællingen slægter lignende på indenfor visse B-film og stinker af “sploitation”.
Hvilket bestemt ikke afskrækker mig. Alt med måde, naturligvis, men jeg har da periodevis et behov for, at indtage en vis mængde schlog. Det kunne sagtens være tvivlsomme B-film fra 70erne/80erne, som en del muligvis ville kategorisere som “dårlig smag”. Nogle gange er det noget billigt lort, hvilket også kan have sin charme, andre gange kan det virkelig noget.
Der er et eller andet ved en enkelt, stram og kort og effektivt fortalt historie, fortalt på under 90 minutter. Gerne uden for meget overflødigt fedt, detaljeret baggrundshistorie, mellemregninger og eksposition. Hvis ting er effektivt fortalt, og opbygningen af verdenen er tilstrækkelig, så behøver jeg ikke altid at få alt at vide eller forklaret.
Det er dog også en balancegang. Og her vil det nok være en smagssag om Fandenivoldsk holder den, spænder ben for sig selv med afrevne lemmer eller glider og lander på røven i en boblende blodpøl.
Romantisk tragedie eller tragisk romance?
Jack og Tia er dem de andre ikke må lege med og del af en form for cirkus/freakshow. De er forelskede weirdos og skal giftes. Til deres bryllup skydes de ned af nogle nådesløse gangstere, og falder stendøde til jorden. Det kaldes en tragedie.
Grækerne havde forsmag for den slags. Så vi tager en hurtig afstikker op i himlen/Olympen, hvor en liderlig Afrodite har set sig lun på parret. Er det en romantisk tragedie eller tragisk romance, og ender den slags menneskelige relationer altid ens? I hævn, krig eller kærlighed? Afrodite og hendes morgenbollefyr (en eller anden unavngiven gud/et “stort brød”) kan ikke blive enige. De laver et væddemål, Jack og Tia får en chance til og bruges som Gudernes forsøgskaniner: kan de/det få en lykkelig slutning?
Det unge brudepar genopstår ved hjælp af Pandoras Boks (den har tilsyneladende også okkulte evner?). De er pænt pissed off. Og sætter jagten ind på deres mordere, og den store stygge slutboss Thano Azjarri, mens de har en vis Obediah Kane i hælene, som ikke bryder sig om de udøde/genopstandne.
Det medfører et blodrødt, tyktflydende spor af kropsdele, indvolde og lig. Og det er sådan set plottet i Fandenivoldsk. Et helt klassisk hævntogt og selvtægtsorgie.
B-films plot og papirstyndt persongalleri
Setuppet og hovedtræk i plottet er klassisk 70er/80er hævnfilm, mens dialogen er mere tilstræbt 90er hurtig og “snappy” ala Tarantino. Opdateret til 00er/10er jargon og stil. Krydset med en fornemmelse af noget reality tv og tendenser fra moderne medier. Jack drømmer eksempelvis om, at komme med i et eller andet ekstremt tv-program, hvor han kan vise sin evne til, at hamre et søm op i næseborene frem…
Karaktererne, også vores to hovedpersoner, er meget minimalt tegnet op og har, om nogen, kun helt grundlæggende personlighedstræk. Jack og Tia har lige personlighed nok, i hvert fald rent visuelt til, at man gider hænge på og lige se hvordan det udvikler sig. Og deres med-Cirkus freaks, som lige når at blive introduceret, er lige nok charmerende til, at man forstår, at den sammenbragte flok af vidunderlige udstødte faktisk er en kærlig familie. Det giver Jack og Tia’s hævntørst en smule yderligere motiv og tyngde ud over “den tragiske romance”.
Det er også nødvendigt, for resten af det brogede og hastigt introducerede persongalleri ejer ikke meget dybde eller personlighed. De fleste af gangsterne har lige knap kød nok på til, at Jack og Tia kan skrælle det af dem. Selv hovedskurken Thanos (hed han det?)… Thano! Hans eneste personlighedstræk er “ond” og “har en sadistisk datter, som han elsker”.
Derfor er balance her yderst vigtig, og afgørende for om man hænger på, eller får et eller andet ud af Fandenivoldsk: gider man Jack og Tia og synes man, at deres Natural Born Killers/True Romance (u)-dødstrip er underholdende nok?
Mørk bog, bogstaveligt talt
Form og struktur i Fandenivoldsk er ret episodisk, eller opdelt i en række korte kapitler og sekvenser. Vi bevæger os fremad mod slutkampen i et hæsblæsende tempo, der forstærker den 90er flimrende “musikvideo” fornemmelse, som gennemstrømmer fortællingen. Dermed er det også svært, at kede sig, selvom man måske godt kan blive lidt lammet, hvis man sluger bogen ud i et.
Det dog også vanskeligt at undgå. Den hurtige dialog (som nogle nok vil finde en kende anstrengende, eller forceret i længden), “klipningen” og det strømlinede plot gør, at man kan stryge igennem hele den hektiske badulje på 30-40 minutter.
Det eneste der kan bremse en, og det er nok min største anke ved Fandenivoldsk er, at den mange steder er lidt for mørk. Og her mener jeg ikke indholdet, men rent visuelt. Generelt er den flot og “lækkert” tegnet (grusomhederne til trods) og man fornemmer, at den er flot farvelagt. MEN, det KAN være svært at se. Bogen er trykt på tykt, indbydende sort papir. Det kan se virkeligt flot ud, og skabe nogle virkningsfulde effekter.
Jeg ved ikke om det skyldes trykket, men her gør det, desværre at der er lidt for mange steder, at det simpelthen er svært at se hvad der foregår på siderne?! Det er som om, at det hele bliver lidt for mørkeligt og/eller en smule mat og udtværet, at se på. Det er en forbandet skam. Billederne her i anmeldelsen er fra begyndelsen af bogen, hvor problemet ikke endnu er så udtalt, som det ender med at blive.
Ingen regler eller defineret ramme
Det er, naturligvis en smule problematisk, når hele udgangspunktet er form over indhold. Og det mener jeg ikke som en kritik, det virker bare som et helt bevidst kunstnerisk og stilistisk valg. Det er dog ikke fuldstændig ødelæggende for oplevelsen, bare et irritationsmoment.
Nogle vil nok også (med rette, men igen, det er ikke en del af præmissen) mene, at Kramhøft intet gør for, at definere spilleregler og intern logik. Hvor og hvornår foregår Fandenivoldsk? Hovedpersonerne ligner og lyder som noget, der er er væltet ud af en Robert Rodriguez film, mens deres cirkusvenner fremstår mere rundet af en europæisk tradition? Gangsterne derimod kunne være både østeuropæiske eller arabiske stereotyper? Nå ja, og så er der de er græske guder…
Verdenen her virker lidt, som en stor pærevælling af idéer, inspirationskilder, klichéer og popkulturelt vraggods. Mytologien bagved det hele virker også som noget, der sagtens kunne være udpenslet og defineret mere tydeligt. Men, igen, det er ikke præmissen eller hensigten.
Omvendt bidrager da til den overordnede atmosfære og stemning af, at det her er uhumsk undergrund og underlødig underholdning… det var til gengæld komplimenter. Det er ikke ensbetydende med, at Fandenivoldsk er sortsynet og svælger i mørke. Langt hen af vejen er den svinsk underholdende og momentvis morbidt morsom, hvis man har hang til det absurde og groteske.
Fandenivoldsk underholdning for fuld udblæsning
Præmissen er, at det ER overfladisk og mere sizzle end stake. Den er man nødt til, at købe ind på hvis det hele ikke skal virke ekstrem ensporet og simplistisk. Det ER en stiløvelse, som Kramhøft bevidst sigter efter. Fandenivoldsk er også bevidst grænseoverskridende i sin vold og grumhed, og virker helt stolt af det.
Drabene er i hvert fald herligt blodige, in your FUCKING face og stedvis ganske opfindsomme. Stedvis bliver det decideret komisk, hvis det er det rette ord, at bruge. Det vil nogle nok finde både usmageligt og tenderende til voldsporno. Jeg vil stadig påstå, at det er genregreb og helt indenfor spillereglerne for den slags – det er bare en anden form for leg.
Så er vi tilbage ved balanceakten i det hele. Jeg synes, at Fandenivoldsk holder sig på benene, men sidder samtidig med en lille følelse i kroppen af, at Kramhøft er lige ved, at prøve for hårdt hist og her. På den ANDEN side, så er der også et eller andet perverst underholdende ved, at se en forfatter og tegner, der bare går planken ud og tænker “Ja! Højere, vildere for helvede!”.
Plus:
– Herligt enkelt præmis og plot
– Skøn, “smagløs” b-films stemning
– Hæsblæsende tempo
– Eskalerer, som den skrider frem og stopper aldrig op
– Flot tegnet, og muligvis flot farvelagt
– Skamløst underholdende
Minus:
– Formen og genrens indbyggede svagheder som simple karakterer, handling, motivationer, opbygningen af verdenen og dens regler osv., HVIS man ikke hopper på præmissen!
– Man KUNNE argumentere for, at Kramhøft og co. stedvis prøver lidt for hårdt at gå “over stregen”
– Kombinationen af det sorte papir, farvelægningen og trykket gør, at bogen mange steder er meget mørk og grumset at kigge på. KAN være en smagssag.
Konklusion:
Har du “dårlig smag”? Så er Fandenivoldsk værd at tjekke ud, især til den meget rimelig tilbudspris på kun 99 kr. (nej, jeg får ikke penge for, at du klikker på linket, til gengæld har jeg lånt billederne i anmeldelsen fra Fahrenheits side). Det er genre og niche, hvad stil og form angår, og svælger i det. B-film, exploitation og schlog i tegneserieform.
