De døde genopstår i en lille flække i Wisconsin! I Revival er det dog ikke, som klassiske zombier. De genopstandne opfører sig ikke, som hjernedøde kødædere. En del af dem genoptager, tilsyneladende livet, som om det blot har været sat på pause. Andre begynder, at opfører sig noget mere underligt, som tiden går…
Vi følger en lokal betjent, Dana Cypress og hendes nyligt afdøde lillesøster Em. Sidstnævntes tilstand, som en af de såkaldte Revivers, er indledningsvis hendes egen, lille hemmelighed, men kommer hurtigt frem i lyset. Hun er, ukendt for andre end hende selv, blevet myrdet.
Men af hvem og hvorfor? Og har det en direkte forbindelse til, at andre afdøde kommer tilbage? Hvorfor kommer de der døde d. 1.januar tilbage i Wausau, Wisconsin dagen efter? Og hvad er den hvide spøgelses-agtige skikkelse, som strejfer rundt i de nærliggende skove? Hvad foregår der egentlig i Revival?
Kritikerrost serie med dalende salgstal
Revival er en 47 numre lang serie skabt af Tim Seely og tegnet af Mike Norton, udsendt via Image Comics mellem 2012 og 2017. Seriens slutning var efter sigende planlagt fra begyndelsen, mens dens endelige længde blev fastlagt, efterhånden som serien skred frem.
Tim Seeley, der har skabt og skrevet Revival, er måske mest kendt som tegner. Hvor han har arbejdet især hos IDW, på titler som GI:Joe og nogle crossovers med Transformers, men også hos DC på titler som Grayson og Nightwing.
Revival startede med, at være en solid sællert, men mod slut var salgstallene på de månedlige hæfter faldet med 3/4. Det siger måske noget om læsernes investering og modtagelse, hos kritikere var serien dog generelt godt modtaget. Selvom der var visse kritikpunkter.
Skrevet til trade-format syndrom
Og dem kan vi måske lige så godt adressere her, for efter kun at have læst første opsamling, bestående af de første 5 hæfter, fornemmer man allerede nogle tendenser. Der er problemer med pacing af plottet, antallet af karakterer og figurtegningen af disse. Ligesom hele præmissen, som ellers virker lovende, hurtigt går i en mindre interessant retning.
Revival lider lidt af det moderne “skrevet til trade-formatet” syndrom. Måske er det fordi, at Seeley ved hvor og hvordan historien skal ende, men ikke hvor lang tid han har til, at afvikle plottet. Men, der er altså også nogle helt generelle strukturelle og fortællemæssig ting, der peger i retning af, at handlingen ikke må skride for hurtigt frem fordi den skal tilpasses et tradepaperback udgivelsesformat.
Det gør, at man godt have fornemmelsen af, at der ikke sker det store i hvert hæfte isoleret set. Det er ikke de månedlige læsere, som er i fokus. Det er gearet til købere af disse opsamlinger, hvor plottet og udviklingen tilpasses 5-6 hæfter af gangen.
For mange brødkrummer og for lidt dej
Derfor giver det heller ikke mening, at dykke FOR meget ned i plotdetaljer. Så bliver det hurtigt klart, og udstillet, at der måske ikke er så meget kød på hovedhistorien. Samtidig er der en række mindre subplots, og en lang række bifigurer, som sagtens kunne være fedet betydeligt op og udforsket yderligere.
I stedet for sidder man lidt med fornemmelsen af, at en masse karakterer og deres egne små fortællinger i plottet introduceres til senere brug. Det er små brødkrummer, og ikke særligt meget samlet dej endnu – og intet af det virker særligt færdigbagt.
Det KAN, naturligvis skabe spænding og opbygning, så man sidder og er sulten efter mere. Men, det kræver også, at der etableres nok til, at man bider på krogen og at karaktererne, som udgangspunkt virker interessante. Her halter det stedvis også lidt.
Hovedfigurerne, søskendeparret betjent Dana og college-pigen Em, er nogenlunde tegnet op og føles, som om at de har lidt dybde. Resten af det stadigt voksende figurgalleri er lidt mere mangelfuldt optegnet. Eksempelvis søstrenes hardass politichef far virker som en stereotypisk knudemand, der giver Dana tough love, mens han er mere blid overfor Em. Som han for alt i verden ikke må vide er, I ved… død/genopstanden.
Et hav af subplots og bi-figurer
Der introduceres løbende andre karakterer, som den nye mand i politistyrken, Ibrahim Ramin, der også er tilknyttet CDC (Centers for Disease Control). Han har et eller andet kørende med Dana men, er ellers ikke videre præcist defineret som figur efter 5 hæfter. Det virker lidt, som en kliché og “will they won’t they” type forhold, der blot er kastet ind som en katalysator for lidt fnidder i plottet.
Vi møder også en religiøse fanatiker/eksorcist/nutjob på motorcykel, der kommer drønende ind i Wausau (og handlingen), som en noget stereotyp modstander. Vi møder ham indledningsvis kun i korte scener, der skal etablere, at han altså er lidt en religiøs tosse. Senere får han en mere fremtrædende rolle uden, at vi har fået mere at vide om hans motivation og øvrige personlighedstræk.
Der er også et større sideplot med en genopstanden ældre dame, der går pænt amok på hendes stakkels familiemedlemmer. En mystisk, aldrende kondifreak, der vist også bærer rundt på “hemmeligheder” – men, indtil videre bare er lidt “underlig”. Og så er der en hel vinkel med en ældre asiatisk kvinde, en yngre tv-reporter, der er på sporet af noget større… og og og…
Det er ret mange tråde, og ret mange karakterer, på relativt begrænset plads. Og alligevel føles det, som om at det meste er noget underfortalt. Der sker meget, og alligevel lidt, på samme tid?
Tænk HVIS de døde kom tilbage?!
Revival HAR et spændende udgangspunkt og en lækker krog, som jeg bed på. Ikke blot de central mysterier, hvem hvad og hvorfor angående Em, hendes mord og hvad der egentlig skete på den såkaldte Revival Day. Det bliver i omtalen antydet, at det her ikke er en typisk zombiehistorie, men en fortælling, hvor de dødes genkomst ryster samfundet og de efterladte på anden vis.
Hvordan ville DU have det, hvis en nyligt afdød vendte tilbage, ikke som en zombie, men nærmest som om intet var hændt? Det er noget Marvel også har flirtet med efter hændelserne i (SPOILER ALARM) Infinity War og Endgame filmene. Hvad gør det ved verden og folk, hvis de døde pludselig vender tilbage? Man har taget afsked, følt sorgen, forsøgt at bearbejde og ikke mindst indrettet livet og samfundet derefter. Livet er gået videre, er der plads til den genopstandne?!
DET ville have været noget, som var virkelig værd, at undersøge og kigge på. Og lidt det, jeg synes at jeg var blevet lovet. Men, det er som om, at Revival alt for hurtigt glemmer den del af præmissen og Seeley styrer fortællingen i en lidt mere konventionel og mindre tankevækkende retning.
Der går ikke zombie-slasher i den, og så alligevel lidt, i hvert fald på en måde. Man får i hvert fald mere action, blod og splat og spændingsserie, som historien skrider frem. Det var ikke det jeg kom for, eller noget som i denne form er voldsomt interessant. Ikke i forhold til, hvad Revival KUNNE have været.
Død er død!
Det kan også skyldes personlige erfaringer? Min far døde pludseligt som 51 årig for efterhånden mange år siden, da jeg var i start 20erne, og min mor for et par år siden dagen før hendes 64 års fødselsdag. En del år efter, at min far døde havde jeg jævnligt tilbagevendende drømme om, at han kom tilbage. Som i: han var levende igen, og levede sit liv, som om intet var hændt.
Nogle gange var han selv klar over, at han var kommet tilbage fra de døde, andre gange ikke. Men, altid var Jeg, og omgivelserne, helt klar over, at han havde været død. Det var pænt spacey og en meget underlig fornemmelse. Dude, du døde, vi har sagt farvel, du kan ikke bare komme tilbage og tage din gamle plads!
Man skulle jo ellers tro, at det ville være en gave. Et mirakel, selvfølgelig. Tænk, at få en chance til, både ham og os. Det er bare ikke sådan tingene fungerer. Og når man har taget afsked og følt tabet, så føles det IKKE som en gave. Det føles forkert.
Disse følelser og situationer ville jeg have ønsket havde været meget mere i fokus i Revival. Her er virkelig noget, at sætte tænderne i, undersøge og belyse fra flere vinkler. Det sker i bedste fald ekstremt overfladisk og perifert. I stedet for går der tju-bang action, horror-splat, religiøs fanatisme og andre mere konventionelle plotudviklinger i den… øv.
Gentænkt genopstandelse
Det er, selvfølgelig også en lidt “nem” kritik fra min side. At kritisere en serie for, hvad den ikke er. Den skal jo ikke være efter mit hoved. Men, jeg føler alligevel at der er nogle forpassede muligheder her, nogle som kunne have giver Revival mere pondus, tyngde og emotionel gennemslagskraft.
Mindre justeringer kunne allerede have give nogle nemme forbedringer i min optik. Man kunne evt. have givet handlingen mere tid. Her tænker jeg på, at de døde kommer tilbage allerede dagen efter. Indtil videre er der ikke noget i plottet, som indikerer at det er nødvendigt for plottet, at de genopstod så hurtigt. Hvorfor så ikke lade de efterladte sørge lidt længere, og forsøge at komme på fode igen, inden de får chokket om at deres kære er kommet tilbage?
Jeg kan (endnu) heller ikke helt gennemskue den plotmæssige grund til, at søstrenes far ikke må vide, at Em er død/genopstået/blevet myrdet? Ud over, at det skal bruges til, at skabe lidt kunstig “bare far ikke får det at vide” spænding. Havde det ikke givet mere tyngde og mulighed for konflikt, at faderen havde sørget over hans (tilsyneladende) yndlings datters død og stakkels Dana og hendes mindreværdskompleks virkelig kunne blive testet og SÅ kom Em tilbage?
Det er blot to eksempler, og det er muligt, at grundene til, at Seeley har valgt som han gør åbenbarer sig senere i serien. Efter 5 hæfter er der bare ikke den mindste antydning på det, eller andre “problemer” jeg kunne nævne. Blot, at “sådan er Revival ikke”. Det føles både ærgerlig og en smule, skal man kalde det konfliktsky?
Revival savner relevans
Revival virker som om, at den drejer af inden det kommer til, at gøre rigtig ondt. Eller bare ikke interesserer sig for, at undersøge smerten og sorgen dybere. I stedet for er det som om, at Seely lige væld hurtigt skal frem til noget action og spænding. Jeg kan ikke se, at man ikke skulle kunne have haft begge del? Og fået en bedre og ikke mindst dybere serie ud af det.
Forstå mig ret, Revival er ikke dårlig og der er stadig masser af potentiale for nogle spændende udviklinger og retninger, som serien kan gå i. Jeg har trods alt kun læst 5 ud af 47 hæfter. Men, efter den pirrende præmis er det som om, at der allerede er mange forspildte muligheder og en masse, som bare ikke tages op.
Jeg har ikke nævnt den visuelle del af Norton, hvilket måske skyldes, at den egentlig er ret forglemmelig. Tegningerne gør hvad de skal, serien er nem at læse og man kan se hvad der foregår. I min optik er det hele bare lidt konventionelt og fremstår en kende fladt. Der er også et eller andet ved karakterernes udseende, som får det hele til at ligne noget fra en animationsserie rettet mod et teenagepublikum.
Samlet set er det måske også med til, at Revival alt i alt føles en kende tandløs. Det gør aldrig rigtig ondt, eller bliver virkelig grumt og grimt, selvom der er masser af blod og grusomheder. Bare i en lidt steriliseret og pæn form. Hvilket, taget et tungt emne som døden i betragtning, virker lidt sært.
Plus:
– Interessant præmis og godt fundament
– Seeley skriver gnidningsfrit og let læseligt
– Masser af idéer og plottråde
– Der ER potentiale
Minus:
– Men, potentialet er indtil videre ikke helt indfriet
– Lover mere end den kan holde
– Ujævn pacing og fortælletempo
– Handlingstråde falder lidt over hinanden
– Har for travlt, og vil alligevel for lidt
– For mange karakterer, som virker underudviklede
– Forspilder muligheden for, at ville mere end underholde
Konklusion:
Revival kommer for mig aldrig ud af skyggen af, hvad den KUNNE have været. Og ender med efter 5 hæfter “bare”; at være jævnt underholdende, men ret forglemmelig. Det centrale plot/mysterie og de involverede karakterer får aldrig tyngde nok til, at man for alvor er fanget.
Det bliver til en lille, meget forsigtig anbefaling, hvis man er til zombie-genren, men trænger til noget, der påstår at være noget andet. Personligt havde jeg håbet på noget mere og mere modigt.