Department of Truth arbejder for, at forhindre spredning og en eventuel fysisk manifestation af konspirationsteorier. I James Tynions fortløbende serie bliver de mest udbredte konspirationsteorier altså så magtfulde, at de bliver til virkelighed.
I volume 2 af serien dykkes, der dybere ned i konspirationsteoriers oprindelse og historie. Ligesom hovedperson og nyligt rekrutterede til DOT-medarbejder Coles baggrund og betydning granskes. Intet er, som det ser ud til. Hvem og hvad kan man stole på? Er den mystiske Hawk på de gode eller de ondes side, og hvem ER egentlig gode og onde i denne fortælling?
Serien kører nu for fuld blus, og er i sin præmis og udførelse ikke blevet mindre fascinerende og kompleks. Dog bremses plottet en del op i vol. 2 til fordel for tung eksposition. Det vil nok afskrække visse læsere, men det er prisen værd, hvis man fanges af de ærinde Tynion er ude i.
Konspirationsteori for viderekommende
Og det er ikke blot, at afdække og forklare oprindelsen af al verdens konspirationsteorier, deres betydning i og for samfundet. Det er, at undersøge konspirationsteoriers sande væsen, både som overtro, forklaringsmodel for uforståelige hændelser, hvordan verden hænger sammen og “sandheden”.
I vol. 2 lader det til, at Tynion og hans samarbejdspartnere også sigter efter, at bygge så meget mytologi og “stoflighed” på deres serie, at den også selv føles ægte. Eller i hvert fald KUNNE være noget, der eksisterede i virkeligheden. Ligesom de konspirationsteorier (og mekanikker i dem), serien kredser om. En ambitiøs manøvre, som rent faktisk lykkes et langt stykke hen af vejen.
Når man dykker ned i hæfterne 7-10, som denne opsamling dækker, vikles man stille og roligt ind i en serie, og verden, som netop føles “ægte”. Præmissen om, at konspirationsteorier kan blive til virkelighed, fungerer ikke kun som et kraftfuldt metafor og i overført betydning. Det er så grundigt forklaret i sin historiske gennemgang og indbyggede paranoia, og higen efter højere sandhed, at serien og dens mytologi er tilpas kompleks til, at føles virkelig.
For meget af det gode, og man køber den ikke fordi, det bliver for indviklet. For lidt, og der er ikke kød nok på, at mellemregningerne går op. Ligesom det er tilfældet med konspirationsteorier.
Fortiden hjemsøger nutiden
Department of Truth vol. 1 handlede, naturligt meget om, at introducere konceptet og hovedtrækkene i historien. Cole Turner blev, af for ham lidt ukendte og lidt vage grunde, headhuntet til, at være en del af afdelingen. Hvor vi mødte holdet, deriblandt hans nye partner, Ruby og chefen for den hemmelige gruppe, selveste Lee Harvey Oswald.
Ja, den Lee Harvey Oswald. Men, blev han ikke skudt af natklubejer Jack Ruby i 1963? Jo, korrekt, en Lee Harvey Oswald blev skudt efter attentatet mod JFK. Hvem denne Oswald egentlig er, er stadig et mysterie i vol. 1. Noget af sløret løftes her i vol. 2, men dette, og andre spoilers, vil jeg tilstræbe at undgå. Afdækningen af hemmeligheder, løgne og sammenhængen er en del af fornøjelsen. Og en del af legen med konspirationsteorier!
Cole har nogle traumer med fra barndommen, forestillingen om, at han som led i en satanistisk sammensværgelse i slut-80erne blev udsat for misbrug af en af hans lærer. Misbruget fandt sted i en hemmelig kælder under skolen, og manifesterede sig i og for Cole i form af en dæmonisk skikkelse med en stor stjerne ridset ind i ansigtet.
Nuvel, det viser sig, at intet af det var sandt. Det hele var opdigtet og tankespind, en nøje planlagt og plantet historie og vrangforestilling om satanisme, som spredte sig i store dele af befolkningen. Spørgsmålet er, af hvem, hvorfor og om det rent faktisk spredte sig nok til, at monsteret rent faktisk BLEV virkeligt??
Sandheden er derude – men hvilken?
Cole Turner er, som en ægte Fox Mulder, på jagt efter sandheden, som er et sted derude. Men, han udnyttes af både Department of Truth og deres modstandere kaldet Black Hat. Opkaldt efter deres hatteklædte anfører, som bruger deres indflydelse til, at bekæmpe DOT og skabe nye, kraftigere konspirationsteorier.
Målet er, at rive hele det etablerede system og verdensorden ned og erstatte den med en ny. I Black Hats optik er DOT de reelle skurke, dem der forsøger, at opretholde et løgnagtigt system og samfund. Og, når man vikles dybere og dybere ind i fortællings tætmaskede spind, så kommer man selv reelt i tvivl om, om Black Hat ikke har ret?
Intet er sort/hvidt i Department of Truth, og seriens nuancer, gråtoner- og zoner bliver mere og mere tydelige i vol. 2. Vol. 1 virkede, som en ret aktuel og samfundsrelevant debat og belysning af moderne konspirationsteorier, forvridning af virkeligheden i forbindelse med eksempelvis skoleskyderier misinformation som magtmiddel og et kritisk blik på Amerika under Trump. I vol. 2 graves der endnu dybere, og kigges på konspirationsteorier, deres oprindelse, betydning og udvikling i en større historisk kontekst.
Samtidig med, at Cole dykker dybere ned i barndommens traume og den konspirationsteori og løgn han selv blev en del af i en meget ung alder. Det var ikke et tilfælde, at han endte i DOT. Han blev nøje udvalgt og rekrutteret allerede dengang…
Manden bag mændene i skyggerne
Ud af skyggerne træder den hemmelighedsfulde skikkelse Hawk, lidt af en karakter, der får snakketøjet på gled overfor Cole. Cole sendes på mission med Hawk, hvis motiver synes uklare, og kan man egentlig stole på alle de informationer han pludselig velvilligt deler ud af?
Han fungerer, som en form for Deep Throat overfor Cole, samtidig med, at han trækker i trådene for, at få Cole på rette spor. Hawk er ikke kun en, tilsyneladende utømmelig kilde af informationer, han spiller tydeligvis også sit helt eget spil. Og har forbindelse til toppen af DOT og Black Hat, og muligvis mere end det. Han bærer konstant det amerikanske flag i en eller anden udstrækning, måske ER han Amerika?
Det er, selvfølgelig i overført betydning. Helt konkret er han lidt af en ekspositionsmaskine, der ikke stopper når han først er kommet i gang. Han tjener flere formål, som nok vil være det springende punkt for mange læsere. Hawks entre er punkter, hvor Department of Truth vol. 2 for alvor bliver informations- og tekst tung. Plottet bremser noget op, og fungerer i bund og grund, som en form for road trip med Cole og Hawk. Og en dannelsesrejse for Cole.
Historietimer med Hawk
I skiftende omgivelser, små “missioner” i DOTs tjeneste, ævler Hawk løs, mens Cole lytter og lærer. Konspirationsteoriernes verdens- og oprindelseshistorie er på skemaet, fra kristendom, over romerriget til jødedommen.
Hvordan opstod konspirationsteorierne, hvad var deres funktions og indflydelse på samfund og civilisationer, endda dannelsen af den moderne verden? Og hvordan ændrede de form og funktion i løbet af det 20 århundrede? Der er tale om konspirationsteorier i bredest mulige forstand, ikke bare den gængse opfattelse. Men også begreber, som symboler og deres betydning og anvendelse igennem verdenshistorien. Hawk ved det hele.
Og han kender sandheden om Coles barndom. Den virkelige sandhed. Hvis man altså kan stole på ham.
I denne forbindelse er sandheden om Cole og hans barndom (indtil videre) det mindst interessante i serien. I hvert fald i forhold til den større snak om konspirationsteorier, og seriens overordnede plot/mysterie. Men, den fungerer, som et relaterbart eksempel på de ret indviklede mekanikker og historiske perspektiv, som Hawk er seriens talerør for.
Department of heavy exposition
Department of Truth vol. 2 ER en ekspositionstung omgang, men Tynion glemmer ikke, at drive plottet fremad samtidig. Det er helt elementært spændende, velsmurt og ganske tankevækkende. Det er lige dele paranoiathriller og spændingsserie.
Hawk er, naturligvis lidt af et værktøj for Tynion, som binder det hele sammen. Nogle vil ikke kun stejle lidt over informationsstrømmen fra ham, men sikkert også, at han bruges som et “nemt” redskab til, at få enderne i historien til, at mødes. Men, jeg synes det fungerer og jeg accepterer ham som en slags indbygget fortæller.
Det er stedvis lidt, som at være til foredrag, men tankerne det sætter i gang og måden det flettes ind i plottet på, er særdeles virkningsfuld. Tynion virker inden i sit stof, historisk og teoretisk og formår, at formidle det på spændende og interessant vis. Men, du skal nok også have en god portion forhåndsinteresse for emnet, og den teoretiske tilgang.
Department of Truth er i vol. 2 ikke hurtig eller letfordøjelig læsning. Den glider dog ned, fordi det hele er så effektivt skruet sammen.
Visuelt festfyrværkeri
Det hjælper også, at Martin Simmonds forrygende artwork er en så velintegreret og understøttende en del af serien. I vol. 1 var stilen periodevis meget abstrakt, sløret og utydelig og svær at afkode. Det underbyggede følelsen af paranoia og tab af orienteringen meget godt, men gjorde også, at man stedvis havde vanskeligt ved, at se hvad der egentlig foregik.
I vol. 2 bygger Simmonds ovenpå, og leger også mere med forskellige stilarter, der matcher fortællingen i endnu højere grad. Et flashback til Coles barndom ligner børnetegninger, en afstikker på en bjørnejagt ligner en små-syret drøm. Samtalescener ligner nu højere grad noget fra en thriller, og er mindre udtværede og flimrende end i vol. 1. Og de lange ekspositionsscener med Hawk muterer til store, visuelt komplekse helsider.
Samtidig er der uden tvivl drysset en masse spor og vildspor, hentydninger og gemte påskeæg ud over samtlige hæfter. Den skattejagt kan man så dykke ned i, når man er færdig med, at fordøje informationsstrømmen.
Jeg tror på Department of Truth
Jeg er ikke den store believer, eller køber mange konspirationsteorier, men de har altid fascineret mig. Først som gode, spændende historier, da jeg var barn. Og senere mekanismerne i dem, deres opståen, brug, betydning og funktion. Jeg tror heller ikke på, at der som i denne serie sidder en række magtfulde mennesker og trækker i trådene bag det hele. Måske i det små, og i meget specifikke situationer, men ikke i et større perspektiv.
På det punkt, er Department of Truth og dens præmis selv gennemsyret af paranoia, baseret på og bygget op som en konspirationsteori. Det er både snedigt af Tynion og en sjov idé. Som læser vikles du dermed ind i Tynions egen, komplekse konspiration, får en grundig historieundervisning og en ganske medrivende fortælling i sin egen ret. Tynion har ved, at skabe DOT-serien gjort det, som er et af seriens centrale omdrejningspunkter: gjort en konspirationsteorie levende.
Serien ER ordrig og kan være udmattende læsning, det er ikke en serie, hvor man kan sluge et hæfte på 5-10 minutter. Det er nørdet, meget grundigt og kan virke ret udmarvende. Det vil grangiveligt ikke være for alle. Men, er du interesseret i emnet, så er det her, fra ord til den fantastiske og meget alsidige visuelle del, en af de mest vellykkede og gennemarbejdede nyere serier på markedet.
Plus:
– Bygger ovenpå det solide fundament fra første opsamling
– Udvider hele seriens univers og dykker længere ned i lagene
– Grundig, godt researchet og skaber en meget virkelighedstro verden
– Tynion skriver bagdelen ud af bukserne
– Visuelt overvældende, opfindsom og meget varieret
– Virker meget gennemarbejdet
– Sjov, om end lidt gakket præmis, som gøres overraskende “troværdig”
Minus:
– Meget ordrig og kan føles lidt teksttung hist og her
– Kan virke som lidt for meget, hvis man ikke tænder på emnet
– I bund og grund skrider selve plottet ikke voldsomt meget frem i vol. 2
Konklusion:
Anden del af DOT er en ordenlig mundfuld – man bliver i hvert fald ikke snydt for indhold! Er du mest til plotdrevne serier, så kan det måske være lidt tung læsning. Er du interesseret i en grundig etablering af et univers, introduktion til konspirationsteorier i bredest mulig forstand og en historisk gennemgang, så vil du elske det her.
Personligt er jeg lidt udmattet, men også helt solgt på mere DOT.
