I stedet for at dykke længere ned i kaninhullet, skal vi nu kigge på hvordan det opstod. I tredje opsamling af Tom Kings konspirations/scifi-thriller, Department of Truth droppes nutidsplottet til fordel for, at belyse konspirationsteoriers opståen i to fortidsspor.
Et, der bringer os tilbage til begyndelsen af Den Kolde Krig og den foreløbige kulmination med månelandingen. Og et andet, hvor vi skal tilbage til den oprindelige, første konspiration og hvad den blev brugt til i tiden efter Romerrigets storhed og fald. En af delene er lige ved at blive et “jump the shark” øjeblik for mig i forhold til serien.
Mindre plot, endnu mere baggrundsstof
Jeg har ellers været ret begejstret for de to første dele af James Tynion og tegner Martin Simmonds fortløbende serie, der begyndte tilbage i 2021. En fjerde opsamling er allerede udkommet, og dømt ud fra titlen, Ministry of Lies, som introduceres i denne tredje del, så skal vi ud på endnu en omvej.
Vi forlader nemlig hovedhistorien, som dominerede de to første opsamlinger om den nye Agent Cole og hans arbejde for den mystiske Department of Truth. Første del omhandlede Coles eget barndomstraume fra 80erne under satanistforskrækkelsen i USA., og omfatter overgreb mod børn. Anden del dykkede mere ned i konspirationsteoriers mekanisme, deres anvendelse og den historiske kontekst.
Her trådte Cole lidt i baggrunden, blev mere tilhører, til nogle lange, ekspositionstunge monologer fra den super-patriotiske Hawk. Der kun er loyal overfor Amerika, og ikke skyr nogle midler for, at forme og manipulere “sandheden”, og dermed virkeligheden med det formål. Hans loyalitet overfor Department of Truth, og deres modstander, “Manden med den sorte” hat er mere mudret.
Ligesom Cole, og vi læsere, også blev mere og mere i tvivl om, hvem man egentlig kan stole på. Og hvem de er helte og skurke her. Department of Truth beskytter nemlig kun den sandhed, der gavner det højere formål. At holde orden og bevare kontrollen over samfundet. Og forhindre, at visse konspirationsteorier får lov til at vokse sig så store, at de reelt bliver virkeligt VIRKELIGE. Manden med den sorte hat kæmper, tilsyneladende for, at sandheden bare skal frem.
SPoiler afsnit om twistet i vol. 3!
Lad os få mit største problem af vejen, så massiv spoiler alarm. Hop over dette afsnit, hvis du ikke vil have afsløret den begivenhed, som denne opsamling bygger op til. Så vil jeg tilstræbe at danse uden om i resten af skriverierne.
I det spor, som hovedsageligt foregår fra slut-50erne og frem til 1969, månelandingen og kort tid efter, får vi nye spillere på banen. Vi har allerede mødt Lee Harvey Oswald, ja, den Oswald og at han VAR en syndebuk for den virkelige skytte i Dallas. Men hvem myrdede så JFK og hvorfor? Det kommer vi tilbage til.
Han er på dette tidspunkt i den tidlige historie af Department of Truth relativt ny i organisationen, men ved at arbejde sig op. Og har fået indsigt i den hemmelige myndigheds kæmpe arkiv, der forsøger at kortlægge konspirationsteoriernes historie og udbredelse. Konspirationsteorier er stadig i deres formative år, i hvert fald i moderne tid med en stigningen i UFO indberetninger og lignende.
Han, og lederen af DOT, Frank Capra, ja, den Frank Capra, den berømte filminstruktør er til møde hos Nixon. De hentyder til, at Apollo 11s mission til månen vil mislykkes. Og for at bevare USAs overtage i Den Kolde Krig foreslår, og gennemfører de, at fuppe månelandingen.
Den udvikling har jeg det lidt svært med. På den ene side er det en af de ultimative konspriationsteorier, og fungerer sådan set, både i seriens plotudvikling og på det overførte plan, som den også opererer i. Men, jeg synes også det er lidt åbenlyst og egentlig lidt “nemt” og “plat”. Ligesom det på en eller anden bizar måde legitimere den tossede historie. Men det er måske OGSÅ en del af en større pointe?
Spoilers slut
Konspirationen som startede det hele…
Tredje bind består af hæfterne 6+7 og 14-17 i serien. Hoppet skyldes nok, at nogen har synes at det giver mening, at samle hæfterne med regulært baggrundsstof i én opsamling. Det gør dog også, at man kommer helt væk fra det persongalleri og det narrativ man har fulgt hidtil.
De to første hæfter har en lille rammefortælling, sat et sted i midten af 60erne, hvor Oswald møder den unge Doc Hynes i kælderen/arkivet under DOT. Hynes løber rundt med en sølvpapirshat på, som Oswald gør forståeligt grin med. Hynes forklarer, at han har brugt metoden med sølvpapir til at beskytte de magasiner han har udgivet, og som bragte ham i forbindelse med DOT i første omgang. Nu beskytter de hans hoved.
Lee introducerer Hynes for de ældste dokumenter i samlingen, fundet i Hitlers bunker i slutningen af krigen, for næsen af russerne. Hynes læser historien om den første, kendte konspiration, og vi får den fortalt/vist som en form for flashback. Vi befinder os omkring år 900 efter kristi fødsel. En gammel kone, der er mistænkt for at være heks, opsøges af en munk, sendt ud for at dræbe hende.
Heksen forklarer munken, at hans kirke og dens magt er baseret på en løgn. For at legitimere paven og give kirken noget historisk tyngde, har de forfalsket den romerske kalender og trukket 300 år fra det år, hvor den første katolske pave blev indsat. Nok er heksens skæbne beseglet, men hun formår at plante en snert af tvivl hos munken. Slutligt bliver det afdækket at hun var en del af den tidligste inkarnation af Illuminati. Frimurerne.
Døren åbnes og noget kom ud
Der springes lidt frem i tid, hvor Hynes og Lee er på tur i felten for at besøge en Kold Krigs Doomsday Prepper i hans bunker. Hvor de støder på hans seje knægt, der viser sig at være tidligere nævnte Hawk som barn.
Dommedagstossen bruges fortællemæssigt til at styre ekspositionsdelen tilbage til noget, som var en stor del af opsamling nummer to. Aleister Crowley og hans okkulte magi og dens betydning for de moderne konspirationsteorier. En raketbygger ved navn Parsons, der har forbindelse til den fejlslagne scifi forfatter L. Ron Hubbard bliver her en del af fortællingen. Ja, Scientologys skaber.
Her forener Tynion på ret raffineret, og enkelt vis, det magiske og okkulte, videnskab og Science Fiction via de tre mænd. Deres bidrag smelter også sammen, da Parsons og Hubbard udfører et af Crowleys okkulte ritualer ude i Nevadas ørken. Crowley eksperimenterede, primært via seksuelle ritualer med at opnå en form for forbindelse til de ultimative kvindelighed.
Parsons og Hubbards ritual går derimod galt og de åbner en port til det hinsides : himmelen eller helvede? Det fremgår ikke helt, men de sætter en urkraft i kvindeskikkelse fri. The Lady in Red, som vi har mødt sporadiske i tidligere hæfter. Når hun dukker op, så sker der grumme ting. Lee så hendes blandt andet med riflen i hænderne i Dallas…
Mystiske mænd i sort
En anden plotlinje handler om The Men In Black, ikke filmen, men en række høje, ikke-menneskeligt udseende skikkelser, der opsøger folk der rapporterer om UFOer. Det pakkes ikke videre ind, der er ganske enkelt tale om rumvæsner. Medmindre nogen fucker med vidnernes hjerne naturligvis.
Det kan ikke helt udelukkes, for plottet, selv det der fremstilles som historiske fakta i serien, er vævet ind i paranoia og tvivl. Et helt lag i sig selv, og en del af fornøjelsen ved at læse DOT er, at man som læser selv begynder at tvivle på alt man læser. Hvis man accepterer det, så bliver det ligesom konspirationsteorierne i serien, til “virkelighed”. Det er metalag på metalag og kan for alvor give lidt hovedpine at tænke til ende.
Hynes møder også en Man In Black, som ung lige efter mødet med Lee. Senere er der et helt kapitel, som bare er en afhøring/debriefing af Hynes om hans møde, og hvad han ellers kender af lignende sager, fremstillet på skrift med få tegninger. Tynion holder ikke igen, og går planken helt ud hvad mængden af tekst angår i denne serie.
Men hvad er disse Men In Black egentlig ude på, og hvorfor? Hvis side er de på? Og er rumvæsner dermed, bogstaveligt talt en væsentlig faktor i opblomstringen af konspirationsteorier fra 50erne og frem? Jeg håber, at det er en skruebold fra Tynion og at “sandheden” er lidt mindre åbenlys. Hvis vi nogensinde får, og kan stole på en sandhed.
Sandheden er relativ
Får det synes at være hele formålet og pointen med konspirationsteorier, i hvert fald den del opsamling nummer 3 handler om. At sandheden er magt og kontrol. Og sandheden, og historieskrivning kan og bliver manipuleret til magthaveres forhold. Eksempelvis er der jo et gammelt udtryk, der hedder at sandheden om en krig skrives af vinderne.
Den Kolde Krig bliver en konkurrence om at vinde krigen og bevare kontrollen over sandheden. Og der er mange fraktioner i spil, tilsyneladende både internt og på begge sider af Jerntæppet. Sovjetunionen har deres eget Department of Truth, som introduceres som Ministry of Lies. Det fremgår ikke om det er den amerikanske udlægning, eller om russerne rent faktisk selv har valgt det navn.
Men “sandheden” i serien bliver mere og mere tydelig, de to er og vil det samme. Department of Truth er også et Ministry of Lies. Og omvendt. Og det har samme formål.
Mod slut bliver det helt tydeligt, hvad manipulation af sandheden, og dermed virkeligheden kan bruges til. Richard Nixon, efter tidligere nævnte spoiler-begivenhed tænker højt overfor Lee. Kan de samme mekanismer og virkeligheder bruges på fortællingen om Vietnam? Eller kunne det ændre udfaldet af… et valg…?
Tynion bygger op og ovenpå
Department of Truths største styrke er igen ikke selve plottet, som bestemt ikke er dårligt. Men den imponerende world building Tynion igen præsterer ved at dykke ned i konspirationsteoriernes oprindelse, historie og måden de har ændret sig over tid. Og bliver anvendt i en moderne kontekst.
Han slipper også elegant fra at inkludere dem i en mere moderne kontekst med en præmis, som på papiret kunne virke langt ude. At konspirationsteorier, hvis nok mennesker tror på dem, bliver virkelige. Dermed kunne Jorden, i DOTs univers, reelt blive flad, hvis bare teorien fik nok rodfæste. Den slags teorier bliver dermed farlige for verdens orden, og magthavernes kontrol. Det skal DOT forhindre.
Men DOT er meget mere. Den er også en kamp OM sandheden, og retten til at diktere den. Hvem har egentlig ret til det, når det kommer til stykket? Og dermed bliver DOT også en del af magtspillets skyggeside. For de bliver et redskab for magthaverne, her den amerikanske regering, til at bruge konspirationsteorier til deres fordel.
Konspirationsteorier som afledningsmanøvre
Det giver et spændende perspektiv og endnu en ekstra dimension til fortællingen. Og en, som sætter en masse tanker i gang. Om, hvilke konspirationsteorier, og her er det i bredest mulige forstand, ligesom i serien, som er farlige for magthavere og hvilke som er til deres fordel.
Kontrol kan også være, at lade visse historier vokse og ulme. Hvis man eksempelvis ikke har helt rent mel i posen, vil skjule noget andet eller lignende, så er det bestemt ikke en ulempe at lade folkets opmærksomhed være på en eller anden konspiration.
Nogle konspirationer, som 9/11 eller mordet på JFK, er også så store, at de altid vil have grobund, lige meget hvad undersøgelser viser. JFK virker central i DOT med Lee Harvey Oswald, som en vigtig spiller og damen i rødt, som den mest sandsynlige skytte. Hvorfor er så et åbent spørgsmål? Måske for, at ryste det amerikanske samfund? Eller har russerne en finger med i spillet? Hun er jo rød…
Den Amerikanske regeringen og præsidenten prøver så, at genvinde kontrollen over fortællingen om USA placering i verdenshistorien med Apollo 11 missionen. Man kan selv drage paralleller og finde andre eksempler senere i verdenshistorien, hvor samme tankespind/fortællegreb kan anvendes.
Er der FOR meget kontekst?
Dermed fungerer DOT serien stadig på de væsentlige planer. Også selvom jeg måske ikke er helt solgt på visse plotmæssige udviklinger her, som The Men in Black og den kraftige antydning af at de er rumvæsner. Det giver mening i 50er konteksten og opblusningen af UFO rapporter og lignende. Det virker også bare lidt som en kliché og cop out.
Jeg håber, at det viser sig, at rumvæsnerne er en manifestation af UFO konspirationsteorier og dermed er menneskeskabt. Ellers tager det lidt “ansvaret” ud af hænderne på menneskeheden, og det ville ærlig talt være lidt nemt og gå imod nogle af DOTs væsentlige pointer. Om, at “vi” historisk set altid har digtet, manipuleret og brugt historien til at retfærdiggøre ting i vores samtid og bevare magtstrukturer.
Det ville heller ikke være urimeligt at påstå at Tynion måske efterhånden dvæler lidt FOR meget ved baggrundsstof og eksposition. Det ER spændende, og giver serien masser af tyngde, men det fylder efterhånden også så meget over 3 TPBs at Tynion måske skulle have overvejet at skrive en fagbog i stedet for.
Hvis det altså passer, alt det baggrundsstof og “fakta” som han skriver ind i DOT. For man bliver dejligt paranoid af at læse serien, og tvivler på og sætter spørgsmålstegn ved alt og alle. Hvilket igen er virkelig fedt!
Mens vi venter på “sandheden”
Det næste bind i serien bærer titlen Ministry of Lies, hvilket indikerer at vi igen skifter fokus. Og nu skal have “sandheden” og udlægningen fra et russisk perspektiv. Det er oplagt, helt i serien ånd og vil sikkert føje flere lag til både fortællingen og paranoiaen.
Men, det betyder også, at man endnu engang forlader nogle karakterer, som man lige har mødt og brugt tid sammen med. Kommer vi nogensinde tilbage til Cole og figurerne fra første bind? Sikkert, men med så lidt fremdrift i selve handlingen, vi er reelt ikke kommet videre i nutidsplottet siden slutningen af bind 1, så begynder det også at virke uvæsentligt.
Det er det muligvis også, men så risikerer Tynion også, at kontekst og baggrundsstof kommer til at fremstå som det vigtigste i serien. Er det hensigten, eller en bivirkning af fortællestrukturen?
Du skal i hvert fald være både fascineret af alt omkring konspirationsteorier, og i et større perspektiv magt og magthaveres kontrol og deslige for at få det optimale ud af DOT. Og ikke så meget pga. selve plottet. Det er nørdet, meget tekst tungt og langsommelig læsning.
Plus:
– Tynions world building virker imponerende troværdig
– Omfanget, udsynet og skalaen i fortællingen
– Stadig en sjov, interessant og langt ude præmis som man køber
– Tegningerne og den visuelle stil er stadig svimlende afvekslende
– Fra tekst til tegninger virker DOT ekstremt gennemtænkt
Minus:
– Stillestående handling
– Meget tekst og information
– Visse detaljer og “twists” falder ikke lige i MIN smag
Konklusion:
Mere af det samme med endnu mere ovenpå. DOT kan virke udmattende, men også mættende. Jeg hænger stadig på og dykker længere ned i kaninhullet. Sandheden er derude… men hvis og hvilken?
