Jeg har efterhånden fået læst og anmeldt en del fortløbende serier her på siden, men ofte har det været baseret på vol. 1’s og første trades i længerevarende serier. Nogle er stadig ikke afsluttes, andre har jeg ikke fået læst færdig endnu, mens jeg har fået fulgt andre helt til dørs.
Dem vil jeg nu forsøge, at samle lidt op på og få rundet af. Det er ikke detaljerede anmeldelser af hele serier, som sådan, men ment som en opsummering set i et lidt bredere perspektiv. Hvordan ser det samlede billede ud, når man kommer ud over de første trade paperbacks i disse serier?
Det følgende opsamlingsheat vil indehold nye og gamle tanker, noget genbrug og (forhåbentlig) friske “konklusioner”.
East of West
Episk og stort anlagt retro-futuristisk dommedags-fortælling fra Jonathan Hickman. Vi befinder os en fremtidsudgave af de vilde vesten, hvor den amerikanske borgerkrig fik et andet udfald og fortsatte indtil en komet slog ned på jorden, og bragte en profeti om dommedag med sig.
Verdens ledere af de tilbageværende nationer forsøger på hver deres måde, at efterleve og få profetien til, at gå i opfyldelse. Mens de kæmper om magt, internt og eksternt. På sidelinjen befinder apokalypsens 4 ryttere sig. Døden, en af vores protagonister, har vendt sig mod de andre 3 og forsøger, at finde hans søn: udløseren af dommedag. Han jages på flere fronter.
Den starter forvirrende ud, det kan være svært at orientere sig i den enorme verden og alle dens intriger, og et mangfoldigt figurgalleri. Efterhånden er verdenen så godt etableret og plottet så elegant flettet sammen, at man bliver helt opslugt og blæser igennem hæfte efter hæfte.
East of West sluttede i 2019 med hæfte nummer 45, hele serien er samlet i 10 trade paperbacks. En anbefaling til de, der er udstyret med en portion tålmodighed. Det betaler sig virkelig, at hænge på og lade den stort anlagte fortælling folde sig ud og få fat.
Gotham Central
Crime/noir sat i Batmans Gotham, hvor fokus ikke er på Nattens Ridder, men den lokale Major Crime Unit. Batman lurer i skyggerne, og hænger OVER afdelingen og dens hårdtarbejdende betjente som en skygge. Der truer med, at løbe med ære, opmærksomhed eller forstyrre afdelingens arbejde.
Diverse superskurke kigger også forbi og skaber ravage, men fokus er på et stort figurgalleri af betjente og deres daglige arbejde. Det er på mange måder Hill Street eller NYPD Blues, sat i et superhelte univers. Der er interne intriger, daglig trummerum, grumme street-level sager, korruption og større krydsninger.
Det hele er ekstremt velskrevet og plottet af de rutinerede krimi-forfattere Ed Brubaker og Greg Rucka, der tager sig af henholdsvis dag- og aftenholdet, på skift de 40 hæfter igennem. De formår faktisk, at få skabt nogle karakterer, som man begynder at føle for og med. Og ikke mindst ønsker, at følge til dørs. Selvom man fornemmer, at det nok ikke ender lige godt for alle.
Mod slut “forråder” de lidt følelsen af, at Gotham Central eksisterer afskåret fra, eller i hvert fald i sit eget lille hjørne, det øvrige DC-univers. Det virker som om, at Brubaker og Rucka er blevet pålagt, at flette fortællingen ind i en eller anden større DC-crisis. Heldigvis skurrer det ikke i ødelæggende grad Og det ville, naturligvis også være underligt, hvis en eller anden verdens omspændende/omvæltende begivenhed ikke påvirkede Gotham.
Gotham Central er samlet i 4 trades, med historier som både er episodiske og afsluttede, samt nogle handlingstråde, der strækker sig hele fortællingen igennem.
Black Hammer
Jeg har tidligere rost Black Hammer her på siden, som en af de bedste, nyere superhelte tegneserier. Skaberne Jeff Lemire og tegner Dean Olmston (der tegnede det meste af den oprindelige serie) har skabt en betagende serie, som både fungere som en hyldest til golden/silver age helte, og fungerer som en moderne meditation over mediet.
For 10 år siden forsvandt en række helte, anført af den titulære Black Hammer under den store kamp i Spiral City mod skurken Anti-God. Siden har de levet ført en skjult tilværelse på en isoleret farm nær byen Rockwood, i en eller anden form for anden dimension, hvor ingen ved hvem de egentlig er…
Black Hammer er en regulær, helt-klassisk superhelte-serie, hvor klichéer omfavnes og leges med. Men, den handler ikke kun om heltedåd, ansvar og om at finde sig selv. Den handler også om familie. Og at familier kan komme i mange størrelser og varianter. Vores helte er søgende, ensomme og “fortabte” sjæle. Der skal finde sammenholdet og kærligheden i nye former og omgivelser.
Samtidig er serien dybt besynderlig og mystisk. Der hviler en både urovækkende og fortryllende stemning over Black Hammer, som er seriens “hemmelige”, udefinerbare lim, der binder det hele sammen. Det er velskrevet, visuelt flot og fortryllende.
Grundhistorien er fortalt i 4 trade paperbacks fra Image, der samler den første “fase” af serien. Senere er der kommet en række spin-offs, oneshots og tie-inns, der udvider Black Hammer Universet, eller fokusere på enkelte af karaktererne.
Paper Girls
Morgenen efter Halloween engang i slut-80erne. 4 piger omdeler aviser i en forstad til Cleveland. Pludselig begynder der, at ske mystiske ting omkring dem. Folk forsvinder, mærkværdige skikkelser, der taler et uforståeligt sprog dukker op.
Inden de 4 piger får set sig om, er de viklet ind i en generationskamp mellem unge og gamle, på tværs af tid og rum. I mens de lærer noget om dem selv, sammenhold og sparker noget seriøs røv.
Paper Girls er en i alt 30 numre lang serier, der løb fra 2015 til 2019, samlet i 6 trade paperbacks. Serien er skrevet af Brian K. Vaughan, måske bedst kendt for Y The Last Man, Saga og Runaways, ligesom han var forfatter på TV-serien Lost i sæson 3-5.
I denne serie blander han elementer fra en del af disse tidligere bedrifter. Mysterie og high concept ala Lost, teenage drama og synsvinkel fra Runaways og stemningen og opbygningen, som man kender fra Y The Last Man. Samt en god portion 80er pastiche og homage til navne som John Hughes, Steven Spielberg, Stephen King og alle de andre.
På den led kan de minde lidt om Stranger Things, Paper Girls er bare endnu mere mærkelig. Slipper bedre fra det, når det angår fremstillingen af diversitet. Og så føles rammen, plot og historie ikke “bare”, som en nostalgisk hyldest. Fundamentet er baseret på mange af de samme 80er referencer, som netop Stranger Things. Men, Paper Girls forsøger, at bygge ovenpå, twiste og bruge det som afsæt, i stedet for en krykke.
Det bakkes op af Cliff Chiangs flotte og gennemførte artwork og Matt Wilsons forunderlige og forførende farver, der giver serien sit helt eget udseende og tone, rent visuelt. Det er på en måde retro og 80er, uden helt uden at være det. Farverne og farvepaletten ligger et sjovt sted mellem neon og pastel, uden at være nogen af delene. Så man får en 80er fornemmelse, på en måde.
En stor del af charmen består også i, at man aldrig helt ved hvad pokker der egentlig foregår. Når serien er slut har man, muligvis stadig ikke helt styr på alt. Man føler, at man er blevet trukket godt og grundigt igennem tidsrejse manegen. Eller måske er det nærmere en karrusel? Rundtosset er man i hvert fald, men også tilfreds og efterladt med en følelse af, at man landede. Et eller andet sted.
Bitch Planet
Bitch Planet er, indtil videre i hvert fald, strandet efter kun 10 numre, samlet i 2 trade paperbacks. Serien af Kelly Sue DeConnick og tegner Valentine De Landro var egentlig tænkt til, at løbe over langt flere numre, men lader til, at være strandet på de 10.
Det gør også, at serien og historien virker noget uforløst og underfortalt. Verdenen, hvor vi befinder os i en ikke nærmere tidsfæstet fremtid, er kun lige og lige blevet etableret. Her bliver non-complient kvinder dømt til omskoling/fængsel på en fjernt beliggende planet. I folkemunde kaldet Bitch Planet. Det mandsdominerede samfund på Jorden styres af en række ældre mænd, der bærer betegnelsen “fader”.
Her er en futuristisk omgang Rollerball-lignende voldbold tidens populære sport. Nogle indflydelsesrige politikere, “fathers”, får en idé til at booste seertallene, eller “underholdningsværdien”, som er blevet målestokken for programmernes succes. Den går kort og godt ud på, at samle et hold af kvinder fra Bitch Planet, og lade dem få nogle velfortjente klø af de mandlige hold. I ved, for “vores” underholdnings skyld.
Sideløbende med dette foregår der en række politiske rænkespil, familie intriger og forviklinger og personlige konflikter. Især her kommer serien til, at lide under, at der kun udkom 10 numre. Det føles som om, at vi kun får skrabet i overfladen.
Der hvor Bitch Planet har sin styrke bliver dermed ikke i plot og narrativ, men i de temaer, der strømmer gennem serien. Temaer, som feminisme, eller i hvert fald kvinde “empowerment”, tyk samfundssatire, krydret med kritik af magtstrukturer, politikere og nogle religiøse undertoner. Der tydeligvis forsøger, at lægge op til debat , samtidig med, at det er en brutal knytnæve lige i sylten på en.
I sidst ende fremstår Bitch Planet dog noget uforløst.
John Constantine: Hellblazer
En anden serie, som fik et alt for kort liv, men alligevel nåede at binde sløjfe på en ellers krøllet og tilsyneladende ekspansiv historie. Simon Spurrier (og skiftende tegnere) fik kun 12 numre af DC til, at give sit bud på en ny serie om John Constantine og hans magiske univers. Som nu er kan fås samlet i 2 trade paperbacks, der er alle pengene værd.
Den storrygende, nihilistiske, fatalistiske og “don’t give a shiiiiite” anti-helt er ude af den lukkede, hvor han har været spærret inde i et årti. Meget er sket med jolly ol’ England i mellemliggende år. Frygt hersker i form af en usund national stolthed, der truer med at sætte folkesjælen over styr. Det er i hvert fald det JEG får ud af serien, og dens budskaber, der er hvilket ind i fortællinger om magi, havfruer, spøgelser, dæmoner og andet overnaturligt.
Constantine er på på jagt, og er den jagede. Han opsøges flere gange af en ældre udgave af sig selv, som IKKE er en rar fyr. Er Constantine forfulgt af et ondt fremtids-jeg? Er/bliver han skurken i sin egen fortælling? Er stolthed roden til alt ondt, både for John personligt, og England som nation?
Spurrier formår, at pakke en masse ind i denne fortælling, der både har den ovennævnte, gennemgående røde tråd og en lang række afstikkere. Der er enkeltstående hæfter/historier, “side-missioner” og noget, der tilsyneladende ikke har noget med hovedhistorien at gøre. Men, når vi når frem til det der blev (den alt for tidlige finale), så bliver det hele bundet ret smukt og effektivt sammen.
Sprog spiller en afgørende og central rolle. Det her handler om England, og det ER meget britisk. Det gælder også sproget og tonen, der er medvirkende til, at serien også kan være udfordrende at læse. Der er ny og gammel slang, dialekter og karakterer, der lyder som om de har opfundet deres helt eget sprog.
Visuelt er serien et sansebombardement, som mange steder er ganske overvældende. Det er fantasifuldt, langt ude, vildt, for meget og, ja, stedvis magisk. Men, serien svinger også i, hvis ikke kvalitet, så udtryk sammen med de skiftende tegnere. Nogle stikker lidt for meget ud, eller ikke helt i min smag. En af de tilbagevendende, Aaron Campbell, der tegner de “vigtigste” hæfter, er heldigvis også den bedste. Hans bidrag er med til, at løfte Hellblazer helt op i skyerne.
Hellblazer: John Constantine kunne, og burde, have været meget mere. Heldigvis fik den lov til, at komme i mål med det, der er hovedhistorien og de gennemgående budskaber, som introduceres i seriens begyndelse.
Southern Bastards
Jason Aaron og tegner Jason Latours had/kærlighedsbrev til deres hjemstavne i de amerikanske sydstater, er eneste serie i dette opsamlingsheat, som stadig kører. Foreløbigt er der udkommet i alt 20 hæfter, samlet i 4 trade paperbacks, siden begyndelsen i 2014. Der er ikke kommet nyt, men det er blevet antydet at mere er på vej, siden 2019.
Den lidt lange, ustabile udgivelseshistorik skyldes en række andre forpligtelser og personlige tab, hvor seriens temaer er kommet underligt tæt på skaberne. Southern Bastards handler på godt, og meget ondt, om sydstaterne deres mentalitet. Men også om fædre, sønner og “arv”. Især her, er virkeligheden kommet så tæt på fiktionen, at skaberne er trådt et skridt tilbage.
Serien lægger temmelig enkelt ud i første trade. Vi skal til Craw County, Alabama. Dybt i bibelbæltet, hvor den lokale Football Coach er og hedder Boss. Han er også Gud på disse kanter. I en by befolket af hvad der ligner en fætter-kusine fest, som over generationer har været lidt for intim og indelukket.
Earl Tubb kender egnen, Boss og byens mentalitet. Han vender “hjem” for, at tømme sin afdøde fars hus for de sidste støvede og uønskede minder. Huset kan nogenlunde nemt pakkes ned. Det med minderne er en helt anden ting. Og tilmed vikles han hurtigt ind i de underliggende lokale konflikter. Coach sidder ikke udelukkende på magten i byen i kraft af hans funktion som træner for Runnin’ Rebs.
Det er dog kun et springbræt for en større fortælling om byen og dens indbyggere. I de efterfølgende hæfter og trades zoomes der ind på andre karakterer, og deres forhistorie og indbyrdes forhold. Samt deres rolle i det større billede. Det er grumt, brutalt og hjerteskærende, Grænserne mellem godt, ondt, rigtigt og forkert udviskes gradvist og meget effektivt.
Southern Bastards kan umiddelbart virke, som et nådesløs og nedladende portræt af en del af USA, der (set udefra) altid har været nationens grimme, indavlede og små-retarderede, uønskede fætter.
På overfladen gør Southern Bastards intet for, at ændre dette stigma. Serien er befolket med ubehagelige karakterer, der for en stor dels vedkommende ikke er, hvad man ville definere som kosmetisk tiltalende. Og deres menneskelige kvaliteter kan for en stor dels vedkommende også ligge på et meget lille sted.
Southern Bastards handler dog ikke kun om disse rædsomme rednecks, deres hang til dårlig kost og det lokale football hold. Den handler i høj grad om arv og miljø. Den handler om byrder. Skyldfølelse. Vrede. Had. Boblende, altopædende had, der truer med, at flamme op, bryde ud i lys lue og brænde hele lortet ned.
Alt bygger på gribende vis op til en logisk konklusion og den store finale i sidste hæfte, hvor Aaron, desværre begår første og eneste fejl. Han drejer af og slår en skævert i sidste øjeblik, og er lige ved at tabe det hele på gulvet og “forråde” det han indtil det punkt har bygget op. Det er en forbandet skam.
Det virker som om, at det var meningen, at serien skulle slutte med hæfte nummer 20, men nogen ændrede mening. I stedet for, at gå planken ud forlænges den, så serien kan fortsætte. Det ødelægger ikke det der kommer inden, Southern Bastards er stadig værd at læse. Den skulle bare være stoppe mens legen var så god, som tilfældet vitterligt var.
Og så må vi hellere runde dette (efterhånden) lange opsamlingsheat af, og gøre klar til efteråret. Kathoom udgivelseskalenderen er allerede fyldt op godt ind i oktober med ting og sager der er skrevet. Det giver tid til at læse nyt, og får fulgt op på serier, som jeg ikke har fået fulgt til dørs.