Street level magi med en kæderygende, flabet og små-nihilistisk “helt”. John Constantine: Hellblazer er den nyeste inkarnation af den titulære figur, der kun fik lov til, at løbe 12 numre. Skrevet af Simon Spurrier med flere forskellige tegnere.
Serien var planlagt til, at løbe noget længere, men blev, desværre droppet af DC i slutningen af 2020. Den nyeste udgave af Hellblazer var ellers rost og blevet godt modtaget, men blev altså ramt af DC store sparekniv og aflivet før tid.
Det er ikke første gang, at serien, der startede tilbage i 1988, er blevet lagt i graven. Figuren, opfundet af Alan Moore og Stephen R. Bisset, debuterede i Swamp Thing tilbage i 1985, inden han altså fik sin egen titel i 1988. I første omgang løb serien dog i hele 300 numre, indtil 2013, hvorefter den blev afløst af titlen Constantine.
I 2019 blev serien så rebootet, og lagt ind under DC Sandman univers med Simon Spurrier ved roret. Spurrier har tidligere skrevet på titler som 2000 AD og Judge Dreed, samt Marvel blade som X-Force og Star Wars: Doctor Aprha sammen med Kieron Gillen.
Magiske bøger og multiverser
Denne serie lægger i forlængelse af mini-serien The Books of Magic af Neil Gaiman, fra 1991. En mini-serie, hvor vi blandt andet følger Timothy Hunter, der har potentiale til, at blive den mægtigste magiker på jorden. I det gode, eller det ondes tjeneste. Det er seriens omdrejningspunkt, hvor også John Constantine optræder.
Jeg har ikke læst mini-serien, så min viden består udelukkende i, hvad jeg har kunnet læse mig til. Men, Timothy Hunter optræder, i hvert fald indledningsvist, også i John Constantine: Hellblazer, der her i vol. 1 samler seriens første 6 hæfter.
Efter mange års indlæggelse er Constantine blevet lukket ud og hjemsøges, blandt andet om minder/tanker/syn om Hunter og dennes skæbne. Det hele er lidt vagt, meget forbliver usagt. Ikraft af, at jeg aldrig tidligere har læst en Hellblazer historie, og altså heller ikke The Book of Magic, så kan anslaget til denne serie godt virke lidt forvirrende.
Men, man kan så nogenlunde hænge på og får en fornemmelse af, hvad det hele går ud på. Der er, ud over den magiske og okkulte del, en flirt med multivers-tanker, hvor Constantine opsøges af et ældre, fremtidigt jeg. Han virker ikke som om han har helt rent mel i posen, og muligvis er ham, der trækker i trådene.
Meget af serien gennemstrømmes helt generelt af en følelse af forvirring. Det skyldes ikke mindst sproget og måden Spurrier bruger det på.
Afvekslende visuel tour de force
På den visuelle side, så er serien også noget af en oplevelse. At serien har skiftende tegnere fra “arc” til “arc” bidrager måske lidt til, at det ikke føles, som om man læser én, lang sammenhængende historie. Til gengæld er de forskellige stilarter på hver deres måde meget udtryksfulde og flotte. Alt efter smag og behag, naturligvis.
Jeg er eksempelvis ikke kæmpe fan af Matias Bergaras bidrag. Han har en mere “europæisk” streg, som jeg ikke er helt sikker på, at jeg synes passer til historien tone og Constantines generelle stemning. Men, han er sat på hæfter, som er mindre dunkle og overnaturlige, så på en eller anden måde passer det alligevel ind. Og grimt er det ikke.
Tom Fowler, der er krediteret for “layout” på anden historie har en mere “moderne” stil, som i hvert fald skiller sig ud. Det er nok også det hæfte, der skurrer mest hvad den øvrige tone angår. Stilen virker mere “animeret” og “digitalt” ud end resten, noget jeg ikke er ubetinget fan af.
Det gør det, muligvis heller ikke bedre, at Fowlers bidrag dukker op efter Marcio Takaras stemningsfulde, atmosfæriske og mere maleriske første hæfte. Det er virkelig flot, og med til fra første øjeblik, at sætte tonen for Hellblazer-serien.
Men, ingen af dem når op på siden af Aaron Campbell, der har tegnet nogle af de mest overnaturlige hæfter i form af den 3 numre lange A Green and Pleasant Land “arc”. Den er overvældende. Både tegninger, farver og samspillet. Her bliver magien i Hellblazer for alvor levende og vibrerende, så man af og til føler, at man er helt omsluttet af billederne.
England über alles
John Constantine er ekstremt britisk. Både i setting, stemning, tonen og altså sproget. Det har været seriens varemærke lige siden starten. Hvilket nok også er en af grundene til, at det hovedsageligt er forfattere fra de britiske øer, der har skrevet titlen.
Hver karakter taler med hver deres ret unikke, britiske stemme i den her serie. Det gør både, at de straks fremstår tydelige, markante og levende. De har kort sagt personlighed. Men, det gør også, at medmindre man er meget godt inde i britiske dialekter, slang og hverdagssprog, så kan det være svær og momentvis uforståelig læsning.
Samtidig taler mange af figurerne, inklusive Constantine selv, hurtigt og er rappe i replikken. Spurrier bruger ikke kun meget slang, men også talesprog og forkortelser. Nogle passager nærmest får en hakkende og spruttende fornemmelse.
Spurrier er dog så velskrivende, at man bare klør på og forsøger, at afkode dialogen og plottet, selvom man ikke forstår det hele. Om ikke andet, så giver det også serien sin helt egen “klang” og “stemme”, som der i sig selv er noget elementært fascinerende over.
Studie af en anløben karakter og falmet nation
Det er dog en intrigeret del af Constantines DNA: den ærke “britiskhed”, som gennemstrømmer hele universet. Fra snuskede pubs med pints i stride strømme, victorianske bygningsværker og grå slum. Gotisk stemning og dårligt belyste mordergyder.
Et multikulturelt samfund, ikke mindst i storbyerne, der emmer af blandede indtryk, fart og tempo. Med stilhed og okkulte farer i skyggerne og “på den anden side”. Den, som John Constantine har kontakt til og indblik i. For han er, stadig i bund og grund en okkult detektiv, ude på job, forhåbentlig i den gode sags tjeneste.
Han er dog også en lettere anløben type, ikke helt til at stole på, sig selv nærmest og vil helst ikke involveres i for meget bøvl. Når han gør, så ender det ofte helt galt, tit fatalt, for omgivelserne, især venner og bekendte. Lad VÆRE MED at blive ven med Constantine, medmindre du har en usund dødsdrift, OK!
Hellblazer er på mange måder et karakterstudie, af en uvildig helt, der alligevel ikke kan lade være med, at gøre det “rigtige” i sidste ende. Eller i hvert fald prøve. Men denne serier handler også om mange andre ting end John Constantine og magiske trusler af forskellig art. Serien gennemstrømmes af en følelse af falmet imperialistisk storhed og såret, national stolthed, der er blevet til noget meget grimt.
Jernlady, dæmoner og folkesjæl
Hellblazer har altid været politisk. En spejling på det britiske samfund, ofte med meget kritiske briller. Da serien startede blev England styret med hård hånd af Jernladyen, Margareth Thatcher. Det resulterede i et mere splittet England end nogensinde. Der var også lige en Falklandskrig.
Det smittede af på en serie som Hellblazer, hvis første forfatter, Jamie Delano, bestemt ikke var fan af Thatcher og den britiske regering. I en sådan grad, at nogle politikere og parlamentsmedlemmer blev fremstillet som værende ægte, bogstavelige dæmoner.
Hellblazer er stadig ultra politisk i Spurriers udgave, bare noget mere subtilt. Det kommer snigende, som man kommer længere ind i serien. Det er ikke noget man lige opdager, eller spekulerer nærmere over, indtil det stille og roligt siver ud mellem siderne. Indtil man tilsidste opdager, hvad den her historie EGENTLIG handler om og hvad Spurrier ønsker, at sige.
Jeg vil ikke afslører for meget, den fornøjelse og “åbenbaring” skal man selv have fornøjelsen af. Men, lad os bare sige, at det i høj grad handler om nutidens England, nationens tilstand, folkesjæl og de politiske vinde fra det seneste årti.
Fortløbende historiefortælling og dinglende plottråde
Spurrier peger dog ikke direkte fingre, eller løfter pegefineren på nedladende, eller bedrevidende vis. I stedet for forsøger han, at undersøge, blotlægge og forklare, på overraskende nuanceret, tænksom og tankevækkende vis. Det er er seriens virkelige styrke og det, der løfter den fra “sjov og interessant” til virkelig vellykket og vægtig.
Skal man dryppe lidt malurt i et ellers velsmagende bæger, så er det, at serien tydeligvis er skrevet til, at være fortløbende – og ikke blive afrundet indenfor 12 hæfter. Nu har jeg indtil videre kun læst vol 1., vol. 2, der samler de resterende hæfter, er i skrivende stund netop udkommet (og lige landet i postkasse, juhu). Men, man fornemmer, at der sættes plot- og handlingstråde op, som først skal samles op længere nede af vejen.
Visse plottråde får kun lov til, at blive antydet, nogle karakterer kommer og går med henblik på, at få en rolle senere. Det her er ikke en mini-serie, eller en graphic novel. Det er en hæfte-til-hæfte serie, med kortere story arcs, der kan løbe 2-3 hæfter og en længere, bagvedliggende hovedhistorie, der kun langsomt afsløres.
Når man ved, at serien pludselig blev lukket, så kunne man frygte, at det ender med en del dinglende plottråde, en uforløst grundfortælling og en følelse af en abrupt afslutning. Det ville være en skam, men nu må vi se, når jeg når igennem anden opsamling.
R.I.P Hellblazer: John Constantine, 2019-2020
Det er en skam, at DC og deres Black Label ikke kunne finde pengene til, at holde liv i denne udgave af Hellblazer. Jeg finder John Constantine figuren underligt tiltalende, trods hans gnavne, sarkastiske og på mange måder livstrætte attitude. Han vil jo egentlig gerne gøre det rigtige og hjælpe. Den kontrast og konflikt i hans personlighed, har Spurrier kun nået at kradse i overfladen af.
Et element, som eksempelvis Constantines biseksualitet bliver kun antydet, og på en lidt henkastet vis. Det fungerer virkelig godt, som sådan en ”åh? Nå, han er lidt til det hele? Fedt nok!”, og så dvæles der ikke mere ved det. Det fremstilles, som det det burde i 2021: ”normalt” og ikke noget, at gøre et stort nummer ud af.
Der er en fremstilling af en ultra-hipster og Constanine fanboy, som bliver lige lovlig karikeret. Men, passagerne er også, hvad dialog og plot angår, så velskrevet, at det er svært ikke, at trække på smilebåndet alligevel og sluge den lidt overdrevne satire. Og seriens skyggesider, mørke og lurende farer virker aldrig særligt langt væk, så man næsten forventer, at der snart sker noget grusomt.
John Constantine: Hellblazer virker overordnet ambitiøs, som om den har meget på hjertet og forsøger, at sige noget meget stort og vedkommende. Både om nogle nære og intime ting, og psykologiske elementer i dens figurer, men også nogle store, politiske og samfundsmæssige linjer.
Plus:
- Interessant præmis, spændende grundfortælling, vellykkede ”sidemissioner”
- Velskrevet, både handling og den levende dialog
- Flot, stemningsfuldt og overvældende artwork og farvelægning
- Underholdende og, som den skrider frem, overraskende tankevækkende
- Har kort og godt noget at sige, men på nuanceret
Minus:
- Kan være udfordrende og svær, at læse pga. brugen af slang og dialekt
- Tydeligvis skrevet så der kan bygges ovenpå og samles op på den længere bane
- Mange karakterer og plottråde introduceres og kommer måske til, at lide under at serien kun fik 12 numre
Konklusion:
John Constantine: Hellblazer er klar en af de mest vedkommende, nyere tegneserier, som jeg har læst indenfor superhelte genren. Heldigvis på en ikke-prædikende og moraliserende, i stedet forsøger Spurrier, at forklare folks handlemåde, motiver og hvad der kan være grundene dertil.
I en verden med magi og det okkulte, er det en overraskende nuanceret og ikke-sort/hvid fortælling. Nå ja, og så er den, og titelkarakteren også bare grundlæggende voldsomt underholdende og godt selskab. Selvom John lidt er et dumt svin…
