Golden Age helte lever landmandslivet i parallel dimension
For 10 år siden forsvandt en række helte, anført af den titulære Black Hammer under den store kamp i Spiral City mod skurken Anti-God. Siden har de levet ført en skjult tilværelse på en isoleret farm nær byen Rockwood, i en eller anden form for anden dimension, hvor ingen ved hvem de egentlig er. Byen er omkredset af en slags usynlig grænse, som tilsyneladende tog livet af den mægtigste af dem alle, Black Hammer, da han forsøgte at krydse den og finde en vej tilbage til vores virkelighed.
Eller skulle man sige deres virkelighed i Spiral City, der i en række flashbacks fremstår som en form for futurisk “nutidsby” placeret i en verden, som minder om noget man kunne finde i typiske Golden Age tegneserier. Hvilket også afspejles i vores kulørte og brogede heltegalleri, der består af 6 mere eller mindre knock offs af kendte Golden Age helte. Eller i hvert fald stereotypiske figurer/pasticher, som KUNNE være ægte helte fra tegneserier fra 40erne. Joseph Weber aka Black Hammer, som får kraften fra sin gigantiske, sort hammer. Abraham Slamkowski aka Abraham Slam, vores Kaptajn America/square jawed muskelmand karakter, og nu “familiens” overhoved. Gail Gibbons aka Golden Girl, en midaldrende “shazam” lignende kvinde, der bliver forvandlet til (og nu er fanget i) en 9 årig piges krop når hun hun forvandler sig. Mark Markz aka Barbalien, krigsherre fra Mars i Martian Manhunter stil. Colonel Randall Weird, NASA astronaut, nu på en eller anden måde løsrevet fra tid og rum og i stand til at rejse mellem de forskellige planer. TLK-E WLK-E, eller “Talky Walky”, kvindelig robot og tech-wiz. Endelig er der Madame Dragonfly, telepat, telekinese, necromancer, voodoo og sikkert mange andre mystiske og okkulte evner.
Oprindelsen af den hemmelige oprindelse
Okay, Black Hammer, i dette tilfælde den første trade paperback, som samler hæfte 1 til 6 under titlen Secret Origins, er noget for sig selv. Skabt af Jeff Lemire, tegnet af Dean Ormston, farvelagt af forrygende Dave Stewart og tekstet af navnkundige Todd Klein, er noget ganske usædvanligt. Oprindeligt udtænkt og pitchet af Lemire i midt 00erne, som hans næste projekt efter gennembrudsserien Essex County, inden han blev afledt af arbejde hos både DC og Marvel, blev samlet op af Dark Horse i 2014 og begyndte at udkomme to år senere. Og hvilken gevinst for Dark Horse, der fik fat i en vinder her, der fungerer på så mange planer – uden at man behøver fange eller fatte dem alle.
Lige dele hyldest til tegneseriernes såkaldte Golden Age, sci-fi fortælling, moderne meditation over og leg med tegneserie mediet, hjertelig parodi, barok humor, hjerteskærende familedrama, betagende karakterstudie og bare en god, gammeldags fængslende historie. Black Hammer spiller virkelig på mange tangenter og rammer de fleste rent, hvor kun det langsomme tempo historien udfoldes i måske vil være en hæmsko for nogle læsere. Det ER en slow burner, især denne første trade (der kommer mere fart på fortællingen i anden paperback, når karaktererne er blevet introduceret og plottet åbnes mere op). Det mondæne tempo og måden baggrundshistorien udfoldes på og hvad der egentlige foregår i Rockwood, vil måske ikke være for alle, men jeg synes det er investeringen værd og tålmodigheden belønnes indenfor rimelig tid.
Og så er det også et tilfælde, hvor tempoet og måden historien fortælles på i små bidder, hæfte for hæfte hvor en af hovedpersonerne, før og nu, er i centrum, også en pointe i sig selv. Plottet er, indtil videre (jeg er nu nået igennem alle 4 trades og kan sige, at plottet fortættets som serien skrider frem) ikke det væsentlige, selvom de spredte lunser af baghistorien og hvad der egentlig skete dengang i Spiral City er fin. Men den er en herlig kliché i sig selv, og den store skurk, Anti-God en bevidst åbenlys Darkseid-lignede big baddie klon.
Nej, for mig, og tilsyneladende også Lemire, der er i sprudlende form som fortæller og formidler her, er hovedattraktionen og det væsentlige karakterstudier, familiedynamikken hos vores sammenbragte, dysfunktionelle familie og en flok i bund og grund ensomme skæbners forsøg på, at finde sig til rette og affinde sig med, at være strandet i en verden, hvor de ikke hører hjemme. En pointe, som når man er nået igennem hele historien blot forstærkes yderligere. Familie er ikke noget man selv vælger – men det KAN det godt være.
Regnbuefamilie på udflugt
Inden vi når dertil, er det noget de skønne, og mestendels ret nuancerede karakterer, tackler og håndtere med, lad os kalde det, blandet succes. Mest afklimatiseret og opsat på, at få det til at fungere, er nok patriarken Abe Slam, som har indledt et forhold til den lokale, stereotypt utiltalende sherifs ex. kone. Abraham har måske heller ikke så meget at vende tilbage til i Spiral City, hvor alderen var begyndt at trykke og han var blevet overhalet af yngre helte med tur i den, i hvert fald indtil de… nuvel, de klarede ikke helt mødet med Anti-God.
I Rockwood finder han indhold i tilværelsen ved at lege familiens overhoved, og gør blandt andet en ihærdig indsats for at få den 48 år gamle 9 årige, Gail, til at passe ind og ikke mindst passe hendes skole. Hvilket er noget af en opgave, når hun bruger forholdsvis meget tid på at drikke sig en skid på, surmule og generelt være på tværs. Hun lader til, at have størst forbindelse til den stilfærdige, afmålte og noget tørre marsmand, Mark Markz. Der samtidig har fået et godt øje til byens præst og forsøger, at snige sig til en date med den umiddelbart ikke afvisende, men hæmmede, mand af gud.
Et sted midt i alt det her kegler Colonel Weird rundt mellem tid og sted, rabler tilsyneladende løsrevne replikker ud af hjelmen, som man ikke helt kender betydningen af, om nogen, men det kunne være ting han har samlet op i for- og fremtiden. Han er klart seriens indtil videre mest spaced out karakter, som man fornemmer kommer til at spille en vigtig rolle for vores heltes eventuelle hjemkomst. En umiddelbart mere aktiv rolle spiller den trofaste og arbejdsomme Talky Walky, der når hun ikke lige skal gemme sig for sovebyens indbyggere, bruger tiden på at konstruere og opsende sonder, der opsendes i et forsøg på at bryde den usynlige, dødelige barriere, der holder familien fanget. Helt ude på sidelinjen, bogstaveligt talt, i et skur et stykke fra gården, finder vi den mystiske Madame Dragonlfy, hvis egentlige betydning og plads i fortællingen er den, som udfoldes mindst i Secret Origins.
Black Hammer er et fortællemæssig og teknisk festfyrværkeri
Det var de helt store linjer i denne vidunderlige og aparte fortælling, som virker som et kærlighedsbrev til alt, hvad Lemire synes er fedt ved tegnseriemediet. Det virker som en af den slags lege, hvor man som barn sked på reglerne og grænserne og bare lod fantasien få frit spil – intet var umuligt og alt kunne blandes. Det er ikke det samme som, at der ikke er en intern logik i Black Hammer og det bare er “barnlig” og begejstret tankestrøm. Tværtimod virker det som om Lemire hele tiden er et skridt foran og ved lige nøjagtig hvor vi skal hen. Der er en mening med galskaben, som han lader os udfolde og få indblik i lige i det tempo han finder passende. Det giver en god fornemmelse af, at være i trygge hænder, så man gerne tager et leap of faith og følger med ind i Black Hammers univers, hvor man trods arketyper og superhelte pasticher, tydeligt kan fornemme, at Lemire har en personlig stemme, der skinner igennem.
Det hjælper også at de tekniske side er så gennem og veludført, så man ubesværet køber ind på den noget langt-ude præmis, overfloden af troper, klichéer og velkendte elementer og figurer der serveres med et moderne twist. Black Hammer føles formfuldendt og fuldt realiseret fra første panel, hvor man træder ind i en verden som grundet Ormstons flotte tegninger, og ikke mindst Stewarts fantastiske farver er en fryd for øjet og flyder en i møde som en varm brise, der stiger op fra de opfindsomt tilrettelagte sider. Det ligner noget fra en digitalt tegnet og farvelagt tidsalder, som også kunne være fra en golden age tegneserie. Moderne og gammeldags på samme tid. Let-falmet og alligevel frisk og farverigt, hvor især brugen af nogle gullige og orange nuancer er med til, at give det hele et lidt nostalgisk, men også overnaturligt, skær.
Samtidig er det en fornøjelse, at læse en serie, som ikke nødvendigvis er “skrevet til trade-formatet”. Alt for ofte kan moderne tegneserier godt virke som om deres historie og plottet er designet efter, at 5-6 hæfter skal samles i en trade paperback. Balck Hammer virker både gennemtænkt, med et endemål for øje, men det sker ikke på bekostning af de enkelte hæfter, som opsamlingen indeholder. De virker som deres egne, små afrundende størrelse, med et tema, fokus på en figur eller lignende. Igen hjælper også artworket med til, at give de enkelte “kapitler” en selvstændig karakter, med nogle flotte covers og jævnligt et skift i tegnestil, eller den overordnede stemning – uden at det kommer til at mudre det samlede billede.
There is no going home…
Hvad er Rockwood egentlig for et sted? Byen virker på en måde tidløs, eller løsrevet fra tid og rum, som en art boble. Noget der kun bliver tydeligere som historien skrider frem og man kommer lidt tættere på byens indbyggere og nogle af de mystiske hemmeligheder, som byen rummer afdækkes.
Lemire har meget på hjertet og vil gerne proppe rigtig meget ind i Black Hammer, og selv med et stort persongalleri og et miskmask af genrer og skøre og skæve indfald, så synes jeg ikke det ender i et uoverskueligt rod. For i sin kerne har Black Hammer hjerte og vil egentlig bare gerne fortælle en historie om menneskelig varme og at vi har brug for hinanden – også selvom om man er et rumvæsen fra Mars.
Faktisk er det lige før, at den mutte knudemand Mark Markz er den mest menneskelige og også tragiske karakter af dem alle. Selvfølgelig er symbolikken ganske tyk, ikke nok med at Markz er fremmedgjort og ensom i kraft af, at han er fra en anden planet, han er også homoseksuel og forsøger på sin egen forsigtige og generte vis, at gøre kur til byens præst. Men det er også morsomt, på sin egen barokke måde og ganske rørende, noget der går igen i samtlige af karakterernes forkludrede indbyrdes forhold.
Taglinen på Secret Origins er “there is no going home”, men hvad sker der når en ukendt kvinde i rumdragt lander i Rockwood på sidste side? Det kickstarter begivenhederne i Black Hammer Vol. 2: The Event, som leder over i Vol. 3 + 4, som udgør afslutningen på denne del af Black Hammer universet med undertitlen Age of Doom I & II. Denne anmeldelse fokuserer på første del, men jeg vil klart anbefale hele serien (der også har fået et par spin offs, som udvider universet). Faktisk i en sådan grad, at jeg har læst den igennem 2 gange allerede.
Plus:
– En både rørende, gribende og opfindsom historie
– Klassisk superhelte fortælling fortalt på en ny måde
– Velskrevet, humoristisk uden at være tynget af ironisk distance og spændende
– Vellykket etablering af karaktererne og world building, som gradvist udvides
– Fantastisk artwork, farvelægning og (digital) håndtekstning, som bidrager til den samlede tone
– En herlig leg med mediet, som også fungerer som en god historie, man kan hoppe på uden et forkendskab til tegnseriehistorie
Minus
– Slowburn fortællestil, som måske ikke vil være for alle
Konklusion: Hvis du søger noget velkendt med et moderne twist og er villig til, at lade en langsomt fortalt, fragmenteret historie udfolde sig, så er det her en af de bedste nye serier, som jeg har haft fornøjelsen af at læse siden jeg kastede mig ud i tegneseriernes forunderlige verden igen. Black Hammer er for folk, som elsker tegneserier og superhelte.
