Orange Is The New Black møder Rollerball
I en ikke nærmere tidsfæstet fremtid, bliver non-complient kvinder dømt til omskoling/fængsel på en fjernt beliggende planet. I folkemunde kaldet Bitch Planet. Det mandsdominerede samfund på Jorden styres af en række ældre mænd, der bærer betegnelsen “fader”.
Det kræver ikke meget for en kvinde, at bliver dømt. Faktisk er det nok, at hun udviser en eller anden form for fri vilje, eller går imod normen. På Bitch Planet, eller Auxiliary Compliance Outpost, som det officielle navn lyder, følger vi en række forskellige kvinder, der hurtigt bliver involveret i et plot om, at bidrage til underholdningen tilbage på Jorden.
Her er en futuristisk omgang Rollerball-lignende voldbold tidens populære sport. Nogle indflydelsesrige politikere, “fathers”, får en idé til at booste seertallene, eller “underholdningsværdien”, som er blevet målestokken for programmernes succes. Den går kort og godt ud på, at samle et hold af kvinder fra Bitch Planet, og lade dem få nogle velfortjente klø af de mandlige hold. I ved, for “vores” underholdnings skyld.
Ærgerligt nok for dem, så rekrutterer de den forkerte kvinde til, at sammensætte et slagkraftigt hold og får måske mere end de havde håbet på. I hvert fald tyder udviklingen og tonen i Bitch Planet vol. 1 på, at de her non-complient kvinder ikke har mistet deres brod eller modstandskraft under opholdet i brummen. Og nu er de vrede og har tænkt sig at vinde!
Sideløbende med dette foregår der en række politiske rænkespil, familie intriger og forviklinger og personlige konflikter, der virker lidt underfortalt. Måske får mere tid og plads til, at udvikle sig i de næste udgivelser?
Tankevækkende budskaber, tyndt plot
Denne trade paperback samler de første 5 hæfter af serien, skabt af Kelly Sue DeConnick og tegner Valentine De Landro. Serien løb over i alt 10 numre mellem 2015 og 2017, og blev efterfølgende suppleret med en 5 numre lang mini-serie. Det er altså, alt taget i betragtning en overskuelig serie, at kaste sig ud i.
Som man kan fornemme, så er vi ude i noget, der flirter med feminisme, eller i hvert fald kvinde “empowerment”. Her kombineret med tyk samfundssatire, krydret med kritik af magtstrukturer, politikere og nogle religiøse undertoner. “Fader” er tydeligvis en betegnelse med flere betydninger.
Den slags skal man lige kunne sluge, hvis man kaste sig over Bitch Planet. Personligt er jeg ret ligeglad med, hvad emnet for en historie måtte være, bare det er en god historie. Og her synes jeg måske, at Bitch Planet halter en lille smule. Det er ikke, at den ikke er ganske velfortalt af DeConnick, den flyder i hvert fald godt og hurtig. Men, der er, udover budskaberen og de underliggende temaer, bare ikke så meget kød på selve plottet og fortællingen.
Har man set en række fængsels/b-film, og de nævnte Orange Is The New Black og Rollerball, samt en “glemt” 90er film som Fortress (Cristopher Lambert!), The Longest Yard og husker den voldelige/satiriske tone fra eksempelvis Robocop, så vil man føle sig hjemme her. Og voldbold-spillet i Bitch Planet gav mig også associationer til Amiga-klassikerne Speedball 1 og 2.
Det er altså et ret velkendt fundament af popkultur Bitch Planet er baseret på, hvilket ikke nødvendigvis er et problem. Her synes jeg dog, også taget i betragtning at jeg nu er halvvejs igennem hele historien (Vol. 2 er netop landet med pakkeposten i skrivende stund), at historien virker en kende tynd. Eller i hvert fald får travlt i Vol. 2, hvis den skal nå, at ville mere med sit narrativ.
Det er ikke sikkert, at det overhovedet er pointen. Måske er Bitch Planets hensigt, at lægge op til diskussion. Være tankevækkende og sætte fokus på nogle problemer i vores samfund angående lighed og kvinders rettigheder, via sit koncept.
Bitch Planet er spydig satire i en #metoo-tid
Jeg er sikker på, at Bitch Planet på det punkt rammer skiven. Rammer nogle ømme punkter, og vil føles frisk, opløftende og meget relevant for andre læsere. Den er kreeret og udgivet på forkant af #metoo bølgen, og virker derfor stadig relevant og vital, hvad temaer og budskaberne angår.
Det her skal ikke være en diskussion af, hvad vi har lært af #metoo. Eller hvorvidt det har ændret de underliggende strukturer – om “vi” reelt har lært noget af det. Det bliver for omfattende og også meget pres, at lægge på en tegneserie. Bitch Planet er et indspark. Et opråb. Men, den skal også bedømmes ud fra hvad den også er. Den er i kraft af sin tone også underholdning, og skriver sig ind i en satirisk og spydig tradition. Det er her dens egentlige styrke ligger.
Hvis jeg ikke lige er fanget, eller overvældet, af selve plottet, så rammer den bistre, og beklager udtrykket, “bitchy” tone ret rent. Fra måden samfundet, og ikke mindst de mandlige karakterer portrætters på, over selve rammen for historien og konceptet med en fængselsplanet for uregerlige kvindfolk – satiren og tonen er knivskarp og spiddende.
Rent opbygningsmæssigt afsluttes hvert hæfte eksempelvis med en side eller to med “falske” annoncer og reklamer for skodprodukter, og diverse underlødigt indhold, som er ganske morsomme. Det giver indtryk af, at denne verden er større, og der eksisterer et sygt samfund rundt om det lille hjørne vi får lov til at se.
Det er detaljer og småting, men det giver noget tyngde og er med til at gøre Bitch Planets verden levende. Man får den slags små lunser, hentydninger til noget større og et indblik i denne verden spredt ud over hæfterne. Også i kraft af en række flashbacks til vores hovedpersoners tidligere liv. Der viser, hvor hurtigt en kvinde kan komme galt afsted og blive anset, som værende en der trænger til at blive afrettet. Det fremgår så ikke rigtigt, hvem og hvordan der står for, at stemple kvinderne – men det er der nok også en pointe i.
Folk findes i alle størrelser, former og “farver”
Hvor historien, plottet og til dels også personerne hurtigt kan opsummeres og defineres, så lever Bitch Planet når det gælder om, at vise forskellighed og diversitet. Idealer angående køn møder ditto når det handler om “race”, alder, kropsdiversitet og andre af den slags arbitrære målestokke, som vores samfund (stadig) er gennemsyret af. Her er DeConnicks stemme, bakket op af Landors kulørt/pulpy tegnestil og den maleriske farvelægning, stærkest.
Kvinderne findes og fremstilles, uden omsvøb, i alle størrelser og former, som det altid burde være, kan man sige. Men, vi ved jo alle godt, at det ikke er tilfældet. Her er kvinderne også handlekraftige, stærke og lader sig, for de flestes tilfælde, ikke koste rundt og står op imod overmagten. Af og til bliver det måske lige lovlig udpenslet og on the nose, og kommer i vejen for en egentlig spændende historie. Spørgsmålet er dog også, om man ville bide lige så meget mærke i det, hvis der var tale om en film med fokus på en række mænd i samme situation? Det er måske også noget man kunne tænke lidt over…
Jeg kan ikke se mig helt fri for, at jeg ikke altid kan identificere mig med hovedpersonerne, deres handlinger og motiver, eller de situationer der fremstilles. Men, det er vel også en del af pointen, at gøre opmærksom på, at verden KAN se sådan ud fra nogles synsvinkel. Og i dette tilfælde næsten udelukkende baseret på hvilke kromosomer man er udstyret med fra naturens side.
Gode intentioner, firkantet fremstilling
Det ændrer dog ikke på, at Bitch Planet i glimt bliver lige lovlig tyk og “ham fisted” i sin stil. Som når en af hovedpersonerne via noget sci-fi tech mumbo jumbo, skal projicere et billede af, hvordan hun ser sig selv inderst inde op på en væg – hendes ideelle selv, eller noget lignende.
Det viser sig, selvfølgelig at hendes ideelle selvbillede er… sådan som hun nu ser ud. Awwww, cute. Der bliver Bitch Planet lidt øje-rullende firkantet og “frelst” til min smag. Ikke pga. budskabet, men måden det leveres på.
På samme måde kan man godt føle, at fremstillingen af hele dette samfund, ikke mindst magthaverne, og den underliggende politiske- og religionskritikken er noget uklar. Eller i hvert fald underfortalt. Bitch Planet var vist oprindeligt planlagt til, at løbe over 60 hæfter, men nåede altså kun 10, plus den løse håndfuld i mini-serien.
Måske var det meningen, at uddybe og dykke mere ned i den del af Bitch Planet inden vi nåede de 60 hæfter. Men, bedømt ud fra de første 5, så bliver der kun hentydet og plantet nogle frø, og ikke rigtig vandet og plejet yderligere. Hvilket gør, at de ikke rigtig rodfæster sig i historien, og vokse til noget større og mere interessant.
Men, sådan er Bitch Planet. Der er ikke noget med at pull the punches her. Pointerne hamres igennem og hjem, uden skam, undskyldning eller mådehold. Det har bestemt også sin charme, men havde nok fungeret endnu bedre for mig, hvis selve fundamentet og rammefortællingen ikke “bare” havde virket, som et kludetæppe af lidt for velkendte, “underlødige” elementer lånt fra andre steder.
Bitch Planet er tæt på, at underminere sig selv
På den måde, åbner Bitch Planet sig selv for mulig kritik af, at indholdet ikke er specielt originalt og at det “bare” er noget woke feministisk propaganda. Dermed kan de vedkommende, vigtige og stadig meget relevante pointer og betragtninger druknes af de sædvanlige stemmer og strukturer, som Bitch Planet så tydeligvis opponerer imod.
Men, det er Bitch Planets egen skyld, når der på flere punkter kun antydes, og andre områder, som er mindst lige så betændte, slet ikke berøres. For en tegneserie, der virker så forhippet på, at fremstille racediversitet og lignende, så virker den på samme tid lidt berøringsangst og kommer måske ikke helt tæt nok på.
Måske er Bitch Planet-holdet ligeglade og forventer nærmest, at blive affejet? Derfor kan man måske lige så godt bare træde klampen i bund, og knalde ind i den opstillede mur. Som en uforsonlig rambuk. Og se om, man ikke i det mindste kan forvolde lidt skade og efterlade en lille spræk i lortet.
Bitch Planet er sådan en rambuk. Effekten af anstrengelserne er nok stadig op til debat. Men, bare vi snakker om det, så har det muligvis også haft en form for effekt. Jeg tvivler i hvert fald på, at Bitch Planet har tænkt sig at holde igen, holde kæft og slet ikke undskylde for sin uterlige opførsel!
Plus:
– Interessante og relevante temaer og budskaber
– Uforsonlig og in-your-face attitude
– Selvbevidst stil og tone
– Føles som om den har noget på hjertet
Minus:
– Virker stedvis lidt for forelsket i sin egen idé og konceptet
– Visse sider og paneler er pga. opstillingen og udførelsen lidt svære at læse og forstå
– Præmissen er i bund og grund lidt uoriginal
– Historie og plot lever ikke helt op til temaernes vægt og relevans
Konklusion:
Det bliver kun til en forsigtig anbefaling. Synes man præmissen og temaerne lyder interessante, kan man give den et skud. Men, i sidste ende synes jeg ikke helt den leverer en fængende historie, lige meget hvor relevant dens budskaber end måtte være.
