Gotham Central er en 40 numre lang DC-serie, hvor vi følger byens politistyrke i ægte politiserie manér. Serien er skrevet, på skift, af to prominente navne, Ed Brubaker og Greg Rucka, der hver især har sat deres fede fingeraftryk på moderne crime/noir-tegneserier.
Serien udkom oprindeligt mellem 2002 og 2006, og er senere blevet samlet i både paperback og hardcover format. Grundlaget for denne anmeldelse er første “bog”, In The Line of Duty. Der samler de første 10 hæfter og 3 “story arcs”.
Den første historie, In The Line of Duty, er skrevet af Brubaker og Rucka i fællesskab. Efterfølgende delte de arbejdsbyrden op, så Rucka skrev for “dagholdet” på politistationen, mens Brubaker tog sig af “aftenholdet”. Det gjorde både skriveprocessen mere overkommelig, ligesom det fik spillet det ret store figurgalleri op mellem de to forfattere.
UD AF FLAGERMUSMANDENS SKYGGE
Det er det daglige liv, der følges i større og mindre situationer, hos Gothams Major Crime Unit. Budgettet skal skæres, Jim Gordon er gået på pension, Batman lurer i skyggerne og kaster skygger over politiets arbejde. Superskurke og andre kriminelle sørger for en travl hverdag for det væld af mandlige og kvindelige betjente, som vi følger på gadeplan i Gotham Central.
Hemmeligheder, intriger, personlige forhold, konflikter og kærlighed væves ind i hinanden. I det ret omfangsrige persongalleri, som Brubaker og Rucka jonglerer med. Vi zoomer ind på bestemte karakterer en “arc” igennem. Der har en personlig fortælling sideløbende med de sager, som skal opklares.
Små sager er del af et større billede. Nogle gange spiller betjentenes personlige relationer og forhold en vigtig rolle for de større tråde. Det hele er ét stort puslespil, hvor Batman konstant hænger som en tung skygge over politigården. Ikke mindst når ægte superskurke med jævne mellemrum dukker op.
Skal man klare skærerne selv, eller falde tilbage på batsignalet og tilkalde nattens ridder? En mange anser, som en kriminel selvtægtsmand? Modstanden mod Batman er udtalt. Der er dog også en erkendelse af, at han måske har en større chance, når man er oppe imod en overmagt.
Politiarbejde og personlige relationer
Gotham Central er mest af alt en crime procedural, som man kender det fra adskillige TV-shows gennem tiden. Serier, som Law and Order eller NYPD Blue virker, som oplagte referencer for tonen og stilen. Krydret med en snert af noir og, ja, superheltene. Det sidste er, heldigvis blot et krydderi, selvom der som serien skrider frem, måske overkrydres lidt i glimt.
Serien er bedst, når den får lov til, at lade politiarbejdet og de personlige relationer drive plottet frem. I første historie, er det Mr. Freeze, som får lov til, at sætte plottet i gang og sætte scenen for, hvilken farlig og grusom modstander MCU (Major Crime Unit, ikke Marvel Cinematic Universe) er oppe i mod. Men, så får betjentene lov til, at gøre deres arbejde.
Anden historie, Motive, handler om en 13 årig babysitter, der findes myrdes i en park, samt en b-level skurk kaldet Firebug. Her tager opklaringsarbejdet for alvor over. Det er måske den “tungeste” af de 3 historier i denne opsamling, at komme igennem, da der er en del opklaring og procedure.
Den sidste historie, Half a Life, er muligvis den mest berømte og roste af alle Gotham Centrals. Half a Life handler om en kvindelig betjent, der bliver “outet” som værende lesbisk, med de konsekvenser det medfører professionelt og privat. Stikpiller og voksenmobning på jobbet, udskamning og religiøs fordømmelse fra hendes latinamerikanske familie.
Et rost “afsnit”, der stadig holder
Her er der for alvor nogle personlige og private temaer i spil og vi kommer tæt på. I et smerteligt og ganske rørende portræt af et menneske, som kæmper med at acceptere sig selv – og blive accepteret af omgivelserne.
Man kunne, med rette, frygte, at en historie som denne ville have mistet sin brod efter 15 år. Jeg mener, at nogen skulle være homoseksuel er næppe så “sensationelt”, som det var dengang, trods alt. Og at det skulle kunne bruges som pressionsmiddel over for en betjent, virker måske lidt langt ude i 2021.
Ud over at man skal huske den historiske kontekst, når man bedømmer den slags, så er historien faktisk stadig overraskende effektiv og har ikke mistet meget af sin kraft. Den modtog et hav af priser i sin tid og står tilbage, som et af de legendariske “afsnit” af serien.
Det eneste minus her er, at historien er lige ved, at løbe af sporet mod slut. Her fårTwo-Face får en central placering i plottet, og skal klares af flagermusen. De to kamphaner er tæt på, at overdøve hvad der ellers er et ulmende drama og karakterportræt. Men, det krakelerer ikke helt og historien kommer i mål med sit fokus i behold.
Frugtbart makkerskab mellem to skarpe skribenter
Det skyldes nok, at makkerparret Rucka og Brubaker simpelthen skriver fremragende. Kort og godt. Alt fra plotting, til dialog og det store, forkromede overblik, det hele spiller bare i Gotham Central.
Ting sættes op, følges til dørs, væves elegant sammen og skaber et tilfredsstillende hele. Men, det er ikke mindst den fantastiske og levende dialog, som giver Gotham Central sin puls og gør den levende. Naturlig dialog er svær, især i tegneserier, hvor pladsen er begrænset. Her leverer de herrer en fuldtræffer.
Folk snakker, som man kunne forestille sig, at de ville gøre i “virkeligheden”. OK, måske ville nogle af de hårdkogte betjente bande lidt mere, men ellers. Ofte dumper man ned midt i en samtale, eller en monolog fra en figur, men ikke så det skaber forvirring. I stedet får det fortællingen til, at ånde og vibrere, og giver den et energisk tempo.
Hver karakter har hver deres “stemme”, der føles forskellige og troværdige. Det er med til, at gøre det lidt nemmere, at orientere sig i det flimrende persongalleri. Indledningsvis skal man lige holde tungen lige i munden med hvem der er hvem, og hvordan de indbyrdes forhold fungerer. Hurtigt er man dog nok med til, at man bare kan “flyde med” og zappe ud og ind af samtaler og plottråde.
En lidt udtværet visuel stil
Her kunne Michael Larks stemningsfulde artwork (måske) godt have givet en lidt mere hjælpende hånd. Stilen er lidt “udtværet”, både i udseende og farver, og figurens ansigter ofte “frosset” i “samtalegrimasser”. De er ikke tegnet med mange, små detaljer og karakteristika. Det gør, at man indledningsvis kan synes, at mange af de mandlige figurer “ligner hinanden”.
Stille og roligt opdager man dog små kendetegn og “tells”, som Betjent Drivers forbindinger på hænderne, efter de blev frosset til isklumper af Mr. Freeze i første scene. Eller en smøg i kæften på en anden karakter (det var dengang man kunne ryge indenfor!), en frisure, eller andet. Ellers har man den skarpe dialog til, at guide og spore sig ind på, hvem der nu er “foran kameraet”.
Til gengæld er Larks stil perfekt til, at sætte den crimenoir’ish/cop show stemning, der sigtes efter. Rucka og Brubaker var så opsatte på, at få Lark til at tegne Gotham Central, at de ventede over et år på, at han blev fri på markedet. Det gav dem så ekstra tid til, at planlægge og plotte serien, så alle vandt på den konto i sidste ende.
DC skød serien i knæet
Nogle som, muligvis ikke vandt på Gotham Central var udgiverne DC. Serien, som skaberne i første omgang skulle kæmpe for, at sælge som en brugbar idé til forlaget, blev aldrig en topsællert. Til gengæld overvandt den DCs redaktører, som bakkede holdet op og efter sigende holdt hånden under serien. I hvert fald så længe Rucka og Brubaker var interesseret i, at holde den kørende.
Det havde de i 4 år. Rucka var sidste mand på politigården, først forlod Lark serien efter hæfte nr. 25, mens Brubaker pakkede sit skrivebord ned efter nr. 37. Dermed var skriften på væggen og Rucka valgte at lukke og slukke med nr. 40.
Godt nok blev serien aldrig den store måned til måned salgssucces. Till gengæld fik serien fornyet liv, da den de følgende år blev genudsendt i diverse opsamlinger. Jeg vil også sige, at det er en af den slags serier, hvor jeg sætter pris på, at have samlede historier. At følge den hæfte for hæfte ville måske gøre oplevelsen lidt for episodisk. Og, der ville muligvis ikke være helt “kød” nok på hvert hæfte?
Eller også er serien ganske enkelt bare så velskrevet, at man bliver grådig og vil have mere?
Vellykket krimi der er et gensyn værd
Jeg er i hvert fald strøget igennem In The Line of Duty begge gange jeg har læst den. Nu er jeg også (endelig) nået igennem samtlige 4 bind i serien.
Gotham Central Book One kunne sagtens bære en genlæsning, også ganske få måneder efter, at jeg havde læst den første gang. Faktisk synes jeg, at den var endnu bedre efter anden gennemlæsning. Ligesom jeg satte endnu mere pris på plotting og dialog.
Man opdager også ny detaljer i både historie og tonen, hvor konsekvenserne for “rigtige mennesker” ved, at leve i en verden side om side, og ofte i skyggerne af, vanvittige skurke og selvtægts-helte, er konstant til stede. Der er ikke blot tale om et beskidt og farligt arbejde, det er en beskidt og farlig verden generelt.
Den peaker nok på halvvejen, men dykker aldrig under virkelig solid. Det er som end ikke fordi historierne bliver dårligere, eller karakterstudierne mindre interessante, men den driver lidt væk fra sit street level udgangspunkt. På et tidspunkt skal den pine og død krydse lidt over med en af DC utallige ”crises”, hvilket forstyrrer mere end det gavner. Det lugter langt væk af redaktionel indblanding og derektiver fra længere oppe i DC-fødekæden.
Michael Lark stopper med, at tegne serien omkring hæfte 24/25, det giver lidt tonalt skift rent visuelt serien ud. Karaktererne og deres omgivelser ligner stadig nogenlunde sig selv, men man undgår ikke helt fornemmelsen af et visuel kompromis. Hvor nye tegnere på serien både skal have lov til, at markerer sig og samtidig efterligne Lark.
Alt i alt er Gotham Central dog en investering værd, og kommer godt i mål, når man ser på starten her og hvor vi ender. Smag på In The Line of Duty, falder du for den, så er der altså masser af guf at hente i de efterfølgende 3 bind i serien.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Jeg vil mene, at Gotham Central, både Bind 1 og hele serien er kanon-værdig.