Sydstaterne, fried foods og UH-marican football! Southern Bastards nærmest stinker af alle tre dele, mens volden, hadet og lokale konflikter lurer lige under overfladen. Den tungeste skygge falder fra et gammelt, sejt træ, der er vokset op på en faders grav. En ægte, ubehagelig sydstatsbastard.
Southern Bastard af Jason Aaron og Jason Latour er en fortløbende serie på foreløbigt 20 hæfter, der startede med at udkomme via Image i 2014. Dengang var Aaron i gang med hans højprofilerede og roste “run” på Thor, der fik moderniseret karakteren og tog den del af Marvel Universet nye, interessante steder hen.
Hans makker på titlen, Jason Latour, har markeret sig med sin streg på titler som Wolverine, Winter Soldier og ikke mindst Spider-Gwen. Sammen har de her skabt en historie, der måske ikke vinder på sin originalitet, men emmer af stemning, intensitet, indebrændthed, flammende had og en sær form for kærlighed.
Begge stammer fra de amerikanske sydstater, har efterladt området og det liv i bakspejlet, men det er stadig en del af dem.
De ubehagelige sydstaters lange skygger
Det gør de også klart i deres respektive forord, som jeg faktisk vil anbefale, at man lige bruger et par minutter på at læse. Ellers kan Southern Bastards godt virke, som et nådesløs og nedladende portræt af en del af USA, der (set udefra) altid har været nationens grimme, indavlede og små-retarderede, uønskede fætter.
På overfladen gør Southern Bastards intet for, at ændre dette stigma. Serien er befolket med ubehagelige karakterer, der for en stor dels vedkommende ikke er, hvad man ville definere som kosmetisk tiltalende. Og deres menneskelige kvaliteter kan for en stor dels vedkommende også ligge på et meget lille sted.
Southern Bastards handler dog ikke kun om disse rædsomme rednecks, deres hang til dårlig kost og det lokale football hold. Den handler i høj grad om arv og miljø. Om at være fanget i sin faders store, tunge skygge og have problemer med, at træde ud af den. Selvom han har været død i flere år.
Den handler om byrder. Skyldfølelse. Vrede. Had. Boblende, altopædende had, der truer med, at flamme op, bryde ud i lys lue og brænde hele lortet ned.
Fætter/kusine-fest og friture i fjæset
Vi skal til Craw County, Alabama. Dybt i bibelbæltet, hvor den lokale Football Coach er og hedder Boss. Han er også Gud på disse kanter. I en by befolket af hvad der ligner en fætter-kusine fest, som over generationer har været lidt for intim og indelukket.
Earl Tubb kender egnen, Boss og byens mentalitet. Han vender “hjem” for, at tømme sin afdøde fars hus for de sidste støvede og uønskede minder. Huset kan nogenlunde nemt pakkes ned. Det med minderne er en helt anden ting. Og tilmed vikles han hurtigt ind i de underliggende lokale konflikter. Coach sidder ikke udelukkende på magten i byen i kraft af hans funktion som træner for Runnin’ Rebs.
Da en af de lokale yahoos (Dusty) genkender Earl som en tidligere stjerne for football-holdet, da han prøver at nyde noget af egnens specialiteter på byens Diner, begynder lavinen at rulle. Et par utiltalende bonderøvs-bøller opsøger Dusty i Dineren, mens denne samtidig forsøger, at opnå audiens hos bossen, Boss.
Det ligger mellem linjerne, at Dusty har lavet nogle ulovligheder for Boss. Et eller andet er gået skævt og den dødens angste Dusty er ude i en bodsgang. Earl blander sig, da bøllerne er ved, at forgribe sig på Dusty ved, at smadre en stegende hed friture-si lige i smasken på hoved-hillbillyen, Esaw.
Og så er fanden løs i bondeland!
Roden til alt ondt
Samtidig med, at Earl trækkes ind i de lokaler hicksville gangster intriger, tager han kampen op mod sin egen fortid. Et kæmpestort træ er på fysisk intimiderende, og symbolsk tyngende vis vokset op af faderens grav. Faderen var, ligesom Earl er nu, et ordentlig brød.
Han var sherif i Craw County, respekteret og ikke mindst frygtet. Ham, og hans store kæp. Ja, han havde en massiv kølle, som han klaskede forbrydere (blandt andet) med. Nu er der vokset en ny kæmpe kæp op af hans sidste hvilested. Earl beslutter sig for, at gøre op med minderne om en mut, hård og kærlighedsløs faderfigur ved, at fælde træet.
Det mislykkes. Træet er for stærkt. Og Earl for svag. Den lokale konflikt eskalerer, da Dusty tæves halvt ihjel og slæber sig ind på football-banen under weekendens kamp. Så, på en måde fik han da fremtræde hos Coach Boss. Earl er ikke tilfreds. Han har dog fået en ven i form af en yngre, lettere anmassende knægt, der lader til, at have læst Earl og regnet ham ud – på en eller anden måde.
Også han må bøde for, at være kommet tæt på Earl. Nu er det for alvor blevet tæsketid. Måske kan Earl ikke fælde det forbandede træ og slippe af med minderne om farmand, men så kan han bruge hadet og hans metoder til at blive kvit med Coach Boss og hans håndlangere.
Earl Tubbs laver sig en klaske-kæp ud af en af grenene fra fra gravsteds-træet… Nu skal der uddeles seriøse bøllebank.
Der var en mand…
Og det er stort set historien og plottet i Southern Bastards Vol. 1: Here Was A Man, der består af de første 4 hæfter i serien. Handlingsmæssigt er der måske ikke så meget kød på grillen, til gengæld så syder og bobler den i sit eget, tykke fedt. Og stanken fylder rummet, mens stemningen bliver næsten ulidelig.
Southern Bastards handler, når der skæres helt ind til benet, om hævn. Om at bryde cirklen og hvor svært det kan være. Det formår vores stoiske hovedperson ikke rigtig, han har ikke evnerne, redskaberne og er i bund og grund for skadet. Og ender med, at forfalde til de løsninger han kender. Og ved, at han nok ikke vinder “kampen” med dem.
De er ikke løsninger, men blindgyder. Og uden, at afsløre for meget, så ender There Was A Man på en ganske chokerende og brutal cliffhanger af en slags. Som kan virke trøstes- og nådesløs, men også en løftet pegefinger. Earl Tubbs, og andre, er dømt til, at gentage fortidens fejltagelser, hvis man ikke er i stand til, at lære af dem.
Skønhed i det grimme
Til at fortælle denne historie om fædre, sønner og synder har Aaron og Latour skabt et univers, som er grimt og barsk. Grimheden ses også i seriens visuelle udtryk, hvor stort set samtlige karakterer ligner små-groteske karikaturer. Craw Countys beboer har skæve tænder, dårligt hår og ser ud som om de har ristet for længe i solen.
Men, der er også en varme skjult i sprækkerne, som ikke kun stammer fra sydens sydende sol og frituregrillen. Her er også ære, stolthed og en ukrænkelig ånd om, at stå op for hvad der er rigtig og forkert.
Trods Tubbs indgroede had til egne, folkene og fortiden, så kan sheriffens søn ikke bare pakke dødsboet sammen, vende det blinde øje til og smutte hjem til “storbyen” Birmingham. Han fatter sympati for uhjælpelige Dusty og den noget irriterende knægt, der har det med at mosle sig ind i Tubbs stilfærdige tilværelse. Og en ussel hund, der også med jævne mellemrum stikker snuden frem, og blandt andet bliver pisset på af Esaw
Måske har han ondt af dem, måske er han bare ensom? Bogen igennem ser vi jævnligt Earl indtale beskeder på en teleforsvarer, hvor han fortæller om sin gøren og laden. Først mod slut finder vi ud af, hvem modtageren er. Man fornemmer, at det nok er et lille twist under opsejling, men det er ikke det afgørende her.
Når “hævnen” er, at give slip
Det afgørende er, at Earl er alene. Han snakker egentlig med sig selv, forsøger at skabe mening og reflektere. Overbevise sig selv om, hvad han har tænkt sig, at gøre. Selvom han inderst inde ved, at æblet ikke falder langt fra stammen og at rødderne her stikker alt for dybt. Det træ er ikke vokset frem og har slået massive rødder på en eftermiddag.
Her er ligger Southern Bastards styrke. Og i det faktum, at jeg finder fortællingen relaterbar. Ikke blot, at lysten og behovet for hævn, det kender de fleste nok. Og ved, at det ofte ender i en blindgyde. Især når man, som Earl, ønsker hævn over ting, der ikke kan gøres om eller ændres. Hans hævn ville være tilgivelse, at give slip og kunne lade det ligge.
Southern Bastards er også relaterbar i kraft af, at jeg kender følelsen af et had/kærlighedsforhold til ens hjemstavn. Uden sammenligning i direkte forstand, så er jeg selv vokset op i “de danske sydstater”. Sønderjylland er IKKE Alabama, men der ER paralleller. I noget af mentaliteten, tankegange og livsførelsen.
Kan man bryde cirklen?
Ligesom forfatter Aaron og tegner Latour kunne jeg heller ikke komme hurtigt nok væk, og har ingen planer om, at vende tilbage. Men, landsdelen er stadig en del af mig og forsvinder aldrig.
Lige så meget foragt, som jeg kan føle for landsby og bondementaliteten, som kan være fremherskende, lige så meget føler jeg en sær stolthed over landsdelenes historie. Og ukuelig- og sejheden, som også er en del af det fælles ophav og arven på de kanter.
Hvis kaldet på, ville jeg nok også stå op for Sønderjylland og tage stedet og folkene i forsvar. Selvom jeg ikke har meget tilfælles med dem. Southern Bastards handler for mig om “arv” og ophav på flere planer, og at den kan være vanskelig at undslippe.
Historie og plotmæssig bliver temaet ikke hængt op på noget banebrydende, det er på mange måder en klassisk hævn-fortælling/western med ekkoer af en film som Walking Tall. Men, det er en fortælling og “skabelon”, som fungerer. Og når den, som her, er rammer den rette stemning, så sluger man den gerne en ekstra gang.
Plus:
– Ætsende, trykkende og sydende sydstatsstemning
– Troværdig miljøskildring, der emmer af et smerteligt had/kærlighedsforhold
– Letforståelige og veletablerede konflikter
– Virker personlig og intimt fortalt
– Aaron er velskrivende og leverer skarp dialog
– Flot, atmosfærisk artwork og farvelægning
Minus:
– Simpelt plot, hvor der på overfladen ikke sker meget
– Velkendt setup
– Nogle vil finde portrættet af sydstaterne stereotypt
Konklusion:
Vol. 2 af Southern Bastards er i posten, så jeg er helt klart nysgerrig efter, at følge serien et stykke endnu. Ikke mindst fordi, SIDSTE SEKUNDS SPOILER ALARM, at Aaron smider en skruebold ind i fortælling i sidste øjeblik, som får den til at ændre kurs.
Er du til stemningen og stilen, og leder efter en serie, der er nem at gå til og relativt hurtigt læst, så bliver det en solid anbefaling til Southern Bastards.
