Morgenen efter Halloween engang i slut-80erne. 4 piger omdeler aviser i en forstad til Cleveland. Pludselig begynder der, at ske mystiske ting omkring dem. Folk forsvinder, mærkværdige skikkelser, der taler et uforståeligt sprog dukker op.
Inden de 4 piger får set sig om, er de viklet ind i en generationskamp mellem unge og gamle, på tværs af tid og rum. I mens de lærer noget om dem selv, sammenhold og sparker noget seriøs røv.
En homage til 80erne
Paper Girls er en i alt 30 numre lang serier, der løb fra 2015 til 2019, her kigger jeg på Vol. 1, der samler de første 5 hæfter. Serien er skrevet af Brian K. Vaughan, måske bedst kendt for Y The Last Man, Saga og Runaways, ligesom han var forfatter på TV-serien Lost i sæson 3-5.
I denne serie blander han elementer fra en del af disse tidligere bedrifter. Mysterie og high concept ala Lost, teenage drama og synsvinkel fra Runaways og stemningen og opbygningen, som man kender fra Y The Last Man. Samt en god portion 80er pastiche og homage til navne som John Hughes, Steven Spielberg, Stephen King og alle de andre.
På den led kan de minde lidt om Stranger Things, Paper Girls er bare endnu mere mærkelig. Slipper bedre fra det, når det angår fremstillingen af diversitet. Og så føles rammen, plot og historie ikke “bare”, som en nostalgisk hyldest. Fundamentet er baseret på mange af de samme 80er referencer, som netop Stranger Things. Men, Paper Girls forsøger, at bygge ovenpå, twiste og bruge det som afsæt, i stedet for en krykke.
Hvad foregår der egentlig i Paper Girls?
At dykke meget mere ned i plottet end beskrevet indledningsvis, er næsten både synd og en kende udfordrende. Det er nemlig ikke altid lige klart, hvad pokker der egentlig foregår. Og det er en serie, som får meget af sin kraft af, at man selv går på opdagelsen i den.
Ikke fordi plottet egentlig er specielt indviklet, hvis man skiller det ad. Men, måden historien udfoldes, fortælles og hele stemningen i Paper Girls gør, at man konstant føler, at noget er skævt. Eller underligt. Næsten, som om man befinder sig i en drøm, eller overgangen mellem drøm og virkelighed.
Ligesom det stadie i deres egen udvikling vores 4 hovedpersoner befinder sig på. 12 år gamle, lige på nippet til at blive teenagere med voksenlivet indenfor rækkevidde – men i princippet stadig børn.
De 4 er meget forskellige, det er en velafprøvet formel. Så, der er en karakter de fleste på en eller anden måde kan identificere sig med. Selvom det er en trope, og de 4 piger i deres grundessens arketyper, så er de så godt skrevet, defineret og udstyret med nok “personlighed” til, at de ikke virker som kopier eller genreopkog.
Og så har de ben i næsen og fremstår handlekraftige. Modsat de voksne, der for de flestes tilfælde virker handlingslammede, uvidende eller uduelige, og ikke til at stole på. Teenagerne er mere tvetydige. Nogle er allierede, nogle er antagonistiske, andre er blot bønder på spillepladen.
Avisrute på tværs af tid og rum
Vores 4 hovedpersoner skal pludseligt orienterer sig i en verden, hvor de tilsyneladende er på egen hånd. Oppe imod nogle ukendte og besynderlige modstandere, der indledningsvist kunne være aliens. Pigerne, der viser sig særdeles modige og ressourcefulde, når det gælder, finder dog ret hurtigt ud af, at ikke alle af de fremmede er modstandere. Ej heller er de fra det ydre rum.
De er tidsrejsende. Fra en fremtid, hvor teenagere er i konflikt med de ældre. Hmm, det lyder bekendt… De unge mennesker fra fremtidens motiver er ikke helt klare, men da der opstår en livstruende situation viser de sig hjælpsomme og træder i karakter. Og får hvirvlet pigerne yderligere ind i plottet og de sammenflettede tidslinjer.
Ud over fremmed, futuristisk teknologi, de unge tidsrejsende betegner sig selv om “samlere”, der opsamler brugbar teknologi på deres rejser, er deres eget sprog fremmedartet. Uforståelige koder og symboler. Modsat “de ældre”, der taler i en form for moderne “Twitter-slang/sms-sprog”, der er delvist afkodeligt for os som læsere.
Hvordan disse sprog er opstået, og hvorfor fremtidens teenagere og de ældre taler to forskellige sprog, er stadig ukendt. Måske stammer de ikke fra samme tidsperiode, eller slet ikke samme tidslinje? Det er blot et af de mange spørgsmål, som man sidder tilbage med efter de første 5 hæfter af Paper Girls.
Det både en styrke og en svaghed ved serien. Den holder kortene tæt til kroppen, og jo længere vi bevæger os ind i historien, jo flere spørgsmål dukker der egentlig op. Og når hæfte 5 så ender på lidt af en cliffhanger, sidder man tilbage med en lidt tvetydig fornemmelse i kroppen. Man er nysgerrig og har smag på mere, men føler sig også lidt “snydt” og understimuleret.
Retro og moderne på samme tid
Man har på fornemmelsen, at Vaughan ved hvad han gør og hvor han vil hen. Det er dog også tydeligt, at serien er skrevet til trade paperback-formatet, og historien og afsløringerne skal trækkes ud. Spørgsmålet er, om balancen ikke er lidt skæv her. Det er frustrerende, at man reelt ikke får flere konkrete oplysninger end tilfældet er.
På den anden side, er spændingen intakt og bygger videre op. Det er noget, der fænger hvis det er velskrevet. Hvilket heldigvis er noget Vaughan mestrer. Meget er uklart og lidt forvirrende, men det er velfortalt, dialogen skarp, og stedvis ganske morsom og karaktererne elskelige, så man hænger på.
Det bakkes op af Cliff Chiangs flotte og gennemførte artwork og Matt Wilsons forunderlige og forførende farver, der giver serien sit helt eget udseende og tone, rent visuelt. Det er på en måde retro og 80er, uden helt uden at være det. Farverne og farvepaletten ligger et sjovt sted mellem neon og pastel, uden at være nogen af delene. Så man får en 80er fornemmelse, på en måde.
Samtidig er seriens udflydende og ikke så detaljerige look, krydret med de blålige, lyserøde, lilla og gullige farver med til, at give det hele et sært drømmende skær. Eller ikke-jordisk/realistisk.
Paper Girls er både uskyldig og urovækkende
Det er også noget af seriens tiltrækningskraft, ud over de godt skrevne karakterer. Den mystiske stemning og atmosfæren. Sjov, fantasifuld, pirrende for ens nysgerrighed og tilpas urovækkende, så det ikke ender med, at føles som en eller anden young adult serie.
Man kan håbe, at der kommer lidt mere kød på både historien og figurernes udfordringer, som serien skrider frem. Der er stadig, selvom nogle af pigerne tydeligvis har deres “issues”, mange kun antydet (som en spiseforstyrrelse, der kun hentydes i en sidebemærkning), en vis uskyld over universet.
Det ligger dog også fint i forlængelse af hele 80er homage-følelsen, som gennemstrømmer Paper Girls. Selvom man kunne se noget pænt foruroligende, mess up shit dengang, selv i ungdoms- og børnefilm, så var der alligevel et eller andet naivt og mere uskyldigt over løjerne. Den tone lægger Paper Girls sig op af.
I sidste ende vil det nok være individuelt om man finder historien lidt underfortalt, eller decideret forvirrende. Og hvorvidt man står tilbage sulten efter mere, eller med en lidt ubehageligt knurrende mave, når de 5 hæfter er konsumeret.
Plus:
– Fed og fængende 80er ramme og præmis
– Flot artwork og farvelægning, som virkelig springer i øjnene og er noget for sig
– Velskrevet dialog, god figurtegning og karakteristik.
– God pacing af plottet
– Ikke bare en overfladisk homage, bygger ovenpå udgangspunktet
Minus:
– “Lost-syndrom”, flere spørgsmål end svar
– Man er ikke meget klogere på de større linjer efter 5 hæfter
– Lækkerbisken eller en “tease”?
Konklusion:
Umiddelbart er der en del der tiltaler mig ved Paper Girls, og jeg er villig til, at sluge en opsamling mere. Men, så skal der nok også mere kød på for, at jeg fortsætter. Det bliver en anbefaling herfra til, at man smager på sagerne. Om ikke andet, får man en visuel oplevelse, som er noget for sig.
Hvis du er blevet lidt nysgerrig, så kan første hæfte i serien (ikke den er anmeldte opsamling) læses gratis på Image Comics hjemmeside.
Opdatering:
Siden dette oprindeligt blev skrevet, er jeg nu nået igennem Vol. 3 og har tænkt mig også, at købe de sidste to i serien. Den fænger, selvom man stadig svæver lidt orienteringsløst rundt i tid og rum med de 4 piger. Men, det er bare et sært dragende univers, som er svært at slippe, når man først er suget ind i det.
