I mit første dyk ned i min Marvelsamling kiggede jeg på det første nummer af Edderkoppen, som jeg er ret sikker på var det første nummer jeg fik i hænderne, nemlig Edderkoppen nr 26. Senere har jeg været omkring Den Skjulte Strid, Days of Future Past, Kaptajn Marvel og Warlock.
I denne omgang af Marvelklubben, som jeg har været så kæk at kalde disse tilbageblik på de danske Marvel-udgivelser fra Interpresse, går vi tilbage til starten. Edderkoppen nr. 10/84, som det hed, med Marvelklubben nr. 1!
Tanken bag Marvelklubben var, at skabe orden, overblik og en form for “rækkefølge” på tværs af hæfter. Så nye læsere eksempelvis kunne holde styr på kronologien, når historier som Kree-Skrull Krigen blev genoptrykt på tværs af blade som Kaptajn Marvel og Alliancen Klassiker.
Idé var god og konceptet oplagt, det skabte sammen med brevkassen og Marvel-Mortens sludreboks, en form for sammenhold og tidligt “community” lang tid før internet og social medier. En klub, simpelthen så man kunne se, at man ikke var alene. Med tiden droppede man Marvelklub nummereringerne, ligesom de redaktionelle sider blev udfaset, da netop internettet nok udkonkurrerede dem lidt.
Velkommen i Marvelklubhuset
I midten af bladet dukker den første Marvelklub op. Marvel-Morten introducerer konceptet, opfordrer folk til at sende breve, gerne med feedback og holdninger til indholdet, positive som negative. Hvilket kommer til, at danne grundlag for mange, mange breve fremover, hvor folk giver deres mening om alt fra forfatterne, tegnere og historier til kende. Men, der er, naturligvis ingen breve i denne første udgave.
Der loves, at der ikke kommer pludselige spring i kontinuiteten (LØGNERE! Men, de prøvede da, at begrænse det til et minimum), ligesom der kun vil blive brugt historier fra de bedste forfattere og tegnere. Nuvel, det kan vel diskuteres, men intentionerne var da (igen) gode og ædle.
Fra næste nummer af Marvelklubben (Hulk nr. 10/84, det blad har jeg vist ikke? Dammit…) vil bladet indeholde en føljeton om HELE Marvel-universets historie! ”Bestående af gamle avisudklip fra Daily Bugle, hemmeligt stemplede rapporter og uddybende artikler om berømte helte og betydningsfulde begivenheder”. Så, man fornemmer tydeligvis ambitionerne om, at skabe sammenhæng og ”klubfølelse”.
Bladet indeholder også en mindre fill-in historie med De Fantastiske 4, der blev en fast gruppe i anden halvdel af Edderkoppen fra nummer 12/84. Den skøjter jeg let og elegant henover her.
Men, tilbage til start!
Strafferen og fupkinesisk bondefanger
Det første der møder en, er en forside taget fra en Marvel Team-up plakat. Den passer perfekt, som en art introduktion til Marvel universet. En svingende Edderkoppen fylder mest, det er jo trods alt hans blad. I baggrunden ses et hav af andre helte, så man får fornemmelsen af, at han altså er del af et større univers.
Når man slår op på første side mødes man af to reklamer. En for Serie bladet, der kommer hver 4. tirsdag og lover “et nyt seriemagasin med ACTION serier”, så: sejt! Og du kan sende en kupon til Runepress og få et GRATIS postordre-katalog med deres udvalg af tegneserier. Det største udvalg i Skandinavien tilmed. Hvis du altså vil klippe i forsiden, såfremt du ikke lige havde adgang til en kopimaskine… var de nemt tilgængelige i 1984??
Dernæst er vi i gang med første historie, der starter med en overskrift fra Daily Bugle: Edderkoppen: Trussel eller Katastrofe? Oh Jonah J. Jameson, classic scumback move! Robinson er ikke helt tilfreds og advarer Jameson om, at salgstallene faldt “ned under 5 millioner” sidste gang de hængte Edderkoppen ud på den måde. Hvor stort var deres oplag lige? Nuvel, Jameson trækker i land og vi hører, at Parker og Urich er sendt ud på en opgave, der måske kan skaffe en bedre overskrift.
Det viser sig, at være dækningen af en eller anden fidusmagers healingsession, eller “fupkinesiske bondefanger”, som Peter Parker kalder ham i den danske oversættelse. Bondefangeren bliver dog hurtigt onduleret af “Strafferen” (Punisher), som åbenbart ikke er den store fan af clairvoyance?
Man skyder da rigtige venner, ik?
Det fører, naturligvis til et rask lille slagsmål. Eller rettere, Strafferen skyder mere end han slås og lykkes faktisk med at ramme Edderkoppen. Heldigvis med hvad han kalder et “vennepløk”, så: ikke dødeligt. God ven!
Det hele viser sig at handle om en eller anden ring, som den afdøde fupmager havde på fingeren, som åbenbart er forgiftet. Og, som en del folk gerne vil have fat i. Heriblandt Doktor Oktopus, som napper den fra Strafferen i lighuset. Alle vidste åbenbart, hvor de skulle gå hen? Det er noget af det fede ved disse historier af ældre dato: ikke så mange mellemregninger.
Efter lidt ping pong på Daily Bugle-redaktionen, skifter scenen til borgmesteren af New Yorks residens. Han modtager et ubehageligt telefonopkald fra Doktor Oktopus, der truer med at dræbe 5 millioner New Yorkere. Åh nej, er det alle Daily Bugles læsere?!
Den tophemmelige blækspruttebase
I mens Doktor Oktopus plapre løs om hans onde intentioner over telefonen, har Strafferen (på en eller anden måde) fundet hans hemmelige base og forsøger at snige sig ind på sprutten. Han bliver dog overmandet af Oktopus’ arme og får hældt gift i bægeret, uden at den gode doktor på nogen måde lader sig mærke af det.
Han fortsætter bare telefonsamtalen i en ret “boss” scene, han afbrydes dog på uhøflig vis af Edderkoppen, der kommer brasende. Mand, hvor godt har Oktopus gemt den tophemmelige base?!
Nuvel, Doktoren tager benene på nakken og afleder Edderkoppen med sniksnak om, at Strafferen snart vil dø medmindre Edderkoppen kan finde/lave en modgift. Den omtumlede Straffer vågner op og hans lortedag fortsætter. I det han ikke kan skelne ven fra fjende og forsøger at angribe Edderkoppen. Han kanalisere sin indre Doktor Oktopus, og ikke lader sig aflede af den kære Straffer. Den straffer er inde i en mindre stime af dårlige angreb.
Det korte af det lange er, at Edderkoppen får hældt noget modgift på Strafferen. Jonah får sig en kioskbasker overskrift om det mulige, kommende massemord og står og får sig en lille mental orgasme i trykkeriet, da Doktor Oktorpus’ storslåede plan endelig kan sættes i værk. Han vil hælde gift i trykken og sende forgiftede aviser ud til 5 millioner læsere!
Meeeeeeen, Edderkoppen vil det anderledes, og formår igen at dukke op ud af ingenting og forpurre Doktor Oktopus’ “Batman skurk fra 60er-serien” lignende plan i et flere sider langt slagsmål. Der også involverer Jonah J. Jameson, som en form for forhindring/distraktion/kastebold.
Avisudgiver redder storby!
I mens på Kaj 43, hvor Edderkoppen efterlod Strafferen, slipper han fri af netlænkerne, men straks dukker “strisserne” op. Vi får et lille stand-off, desværre er Strafferen løbet tør for “vennepløk”. Han tøver et øjeblik, men vælger i sidste ende, at overgive sig og lade sig arrestere.
Historien ender med at Jameson foreslår forsiden “Avisudgiver Redder Storby”. Robinson påpeger, at kører de den historie, så vil læserne uvilkårligt tro, at avisen alligevel er forgiftet. Det hele slutter med, at de kører den forside det hele startede med. En avissælger tænker højt for sig selv, at han ikke engang kan forære dagens Bugle væk, fordi ingen vil læse negativt om Edderkoppen. Jameson passere ham op, og beder ham klappe i og så stormer han væk.
Historien er hvad den er, meget af sin tid og generelt helt fin. Den kan virke lidt bedaget nu og fyldt med “tilfældigheder”, som driver plottet fremad. Men, noget af det man lægger mærke til er tempoet.
Man kan måske være tilbøjelig til at tro, at moderne tegneserier ville være hurtigere, og ældre tilsvarende langsomme i sit fortælletempo, men det forholder sig faktisk anderledes. Vi når ret meget og langt omkring på 32 sider her, og jo, der mangler en del mellemregninger, men man kan ikke anklage det for, at være gammelt hvad farten angår.
Hæderlig start på ny, dansk Marvel-æra
Samtidig er det en historie tegnet af et af 80ernes helt store makkerpar, tegner Frank Miller og rentegner Klaus Jansen, der moderniserede Dæmonen sammen lidt senere. Millers indflydelse og status i dette årti behøver næppe nogen større introduktion, det her er hans spæde start som tegner. Tilmed er historien skrevet af selveste Dennis O’Neil, en legende i industrien for sit mangeårige arbejde hos både Marvel og DC.
Så det er noget af en all star start på Interpresses danske Marvel-udgivelser. Det betyder ikke, at både historien og tegningerne ikke virker af deres tid, og en smule bedaget set med nutidens øjne. Ligesom de virke lidt “hæmmet” af nogle i forvejen opstillede spilleregler, og at det er en Edderkoppen-historie med visse begrænsninger. De får ikke lov til at pille ved arvesølvet i samme grad, som deres arbejde på Dæmonen.
Det er et blad, som jeg ikke ejede, eller har læst, før jeg anskaffede mig det dejligt brugt og slidt i løbet af 2020, da jeg genopdagede kærligheden til tegneserier. Så på den måde er det også en del af en begyndelse for mig.
I den forstand har jeg ingen nostalgi, eller minder forbundet med det og læst det løsrevet fra den slags- med de fordele og ulemper det nu måtte medføre. Men alt i alt en mere end hæderlig start på en ny æra indenfor Marvel på dansk.
