Helte og skurke udflugt i en galakse langt, langt væk
Ahhh ja, the big one, den første store Marvel crossover event, som løb over 12 numre og et helt år i 1984/85. Udtænkt af Marvel headhoncho Jim Shooter, som en del af et samarbejde med legetøjsfirmaet Mattel med henblik på, at lancere en linje af Marvel action figurer. Mattel havde haft stor succes med en lignende lancering og udvikling af Masters of The Univers legetøjet, der blev bakket op af både små tegneserier og den berømte Filmmation animationsserie, der, lad os bare erkende det, var 25 minutters tegnede reklamefilm designet til at sælge legetøj. Så hvorfor ikke superhelte, det virkede jo helt oplagt!
Der her skal ikke handle om hverken den amerikanske Secret Wars eller legetøjet, men derimod Den Skjulte Strid, som tegneseriehistorien kom til at til at hedde da den udkom på dansk et par år senere. Nærmere bestemt da den blev bragt bag i Edderkoppen nr. 36 til 49, fra 1987 til 1988. Det gav en del hovedpine og besvær for Interpresse. De besluttede sig for, at alle deres udgivelser skulle bygge op til denne event, hvor en række helte, og skurke, pludseligt forsvinder og transporteres til en fremmed planet af et væsen kaldet Den Hinsides. Problemet var, at få timet det hele, så det passede sammen på tværs af de danske udgivelser. Eksempelvis var det danske Hulk-blad, da Interpresse overtog rettighederne, kun et par numre fra at nå til Den Skjulte Strid, mens andre titler var flere år bagud i kronologien. I stedet for at klø på med Hulk, besluttede man at hoppe tilbage i kronologien og, til stor irritation for mange læsere, begynde at bringe ældre, og i læsernes øjne, dårlige materiale for at trække tiden. Det kostede nok Hulk en del læsere og måske har det været medvirkende til, at Hulk aldrig igen fik helt det samme fodfæste i Danmark?
For sammenhængens skyld, og det var en af Interpresse og deres redaktørers helt store ambition at få styr på den, noget, der under tidligere forlag havde sejlet, var det dog nok den rigtige beslutning og en succes i sidste ende. Den Skjulte Strid var i hvert fald THE SHIT da jeg var barn og relativt ny Marvel læser, som kun i meget begrænset omfang havde været eksponeret for de mange forskellige helte og skurke i Marvel-universet. Og her var de så, et dusin af hver, eller flere, i en historie fyldt med fede, actionfyldte slagsmål?! Faktisk virkede store dele af historien, set med uskyldige barneøjne, som ét langt slagsmål! Så bliver det næsten ikke sejere!!
Så gjorde det knap så meget, om end det var lidt irriterende, at man ikke lige kunne/fik anskaffet sig alle de Edderkoppen blade, som historien udkom i – det var jo, trods alt spredt ud over et helt år, så der var nogle huller i samlingen. Så kunne man låne lidt indbyrdes, og på den led forsøge at stykke fortællingen sammen, det gik sådan nogenlunde. Jo, Den Skjulte Strid var den helt store begivenhed, der (sammen med Edderkoppen vs Den Gule Djævel) var det der for alvor fangede mig og gjorde mig til tegneseriefanatiker i de år.
Holder historien i dag og tåler et gensyn?
Ehhhhhh, ahhh, jooooh, næææh, altså… det første jeg lagde mærke til, da jeg læste bladene her over 30 år senere, hvor relativt grim og “billig” serien og tegningerne egentlig så ud. Mange af karakterernes udseende og design i Den Skjulte Strid blev ikoniske og definitive i min unge, letpåvirkelige hjerne, men når jeg kigger på det nu, så der altså en del af det, der ikke længere efterlader samme imponerende og blivende indtryk. Tegningerne af Mike Zeck og Bob Layton er generelt hæderlig, men også af deres tid. Det er nærmest indbegrebet af “Marvel i 80erne” stil, så på den led gør det lidt konventionelle artwork vel hvad det skal: viser en middle of the road udgave af Marvel-universet med et udseende der kan omsættes til plastik og sælges.
Nu skal det her ikke være en slavisk gennemgang af en lang historie, men når man genlæser den, så opdager man hvor meget henvendt den virker til små drenge, hvilket jo baghistorien in mente ikke er videre overraskende. Der er lidt filosoferen om almægtighed, især i Doktor Dooms konfrontation med først Galaktus og senere Den Hinsides selv. Ligesom nogle af figurerne bevæger sig ud i moralske gråzoner, eller skurke der flirter med at skifte side, men det bliver aldrig andet end kosmetiske tilføjelser til en fortælling, der lever op til at den foregår et sted kaldet Battleworld. De gentagende sammenstød involverer også diverse køretøjer og store fæstninger, der skulle jo sælges nogle dyre playsets samtidig med, at der blev langet billigere actionfigurer over disken. Det var dog, så vidt jeg ved, ikke noget der i nogen større udstrækning kom til Danmark? Da var Marvel og tegneserier måske, trods alt, for marginaliseret i forhold til Master of The Univers, Transformers og Action Force?
Store kampe, knap så store konsekvenser
Det hele er dog ikke mere eller mindre konsekvensløse uendelige sammenstød mellem helte og skurke, der er også nogle mere blivende udfald og ændringer som resultat af Den Skjulte Strid. Den største og mest vidtrækkende er nok, at Edderkoppen får sin sorte dragt, der senere hægter sig på Eddie Brock og bliver til Krybet/Venom. Men der er også et Firben der mister en arm, Hulk der brækker benet, Tingen der slutteligt beslutter at blive tilbage på planeten fordi han der kan styre sin forvandling. Ligesom Projekt Xs kræfter bliver justeret og “permanent” etableret. Et Projekt X, der forsøger at holde sig for sig selv af filosofiske årsager, og ikke lader sig diktere af heltegruppens defakto leder Kaptajn Amerika. Det er nok både for at skabe lidt intriger i historien, men også for tydeligt at markere Projekt X som en selvstændig gruppe i Marvel-Universet (figurer sælges separat), så de ikke smelter for meget sammen med de øvrige helte og drukner i mængden. Der er også nogle mindre heldige fremstillinger, som kan virke noget umoderne og skingre i 2020. Blandt andet Hvepsen og hendes tilgang til lederskab i Alliancen. Hun virker noget overfladisk og desværre mere interesseret i hendes udseende… den var nok ikke gået i dag.
På skurkesiden er der en smule gnidder internt pga. Doktor Dooms magttrip, som i en scene der faktisk har brændt mig fast i hukommelsen og jeg syntes var lidt skræmmende da jeg var barn, skærer Kloen i skiver. Han dør ikke af det, bare rolig, men i store dele af historien er han Dooms lallende sidekick og tilsyneladende bare comic relif, hvilket bidrager til den overordnede lidt fjollede tone. Mest at rive i har nok Molekylemanden, der som striden skrider frem også antager en rolle, som er lidt mere nuanceret og “midt i mellem” grupperne, i hvert fald i forhold til at han er en skurk. Store dele af resten af skurkegalleriet slipper knap så heldigt fra det og er ofte reduceret til baggrundsfigurer, omvandrende boksebolde og virker lidt som om de får b-level behandlingen, hvor større “navne” som Ultron og Kang hurtigt elimineres og ryger på bænken i længere perioder. . Til lejligheden blev der også opfundet 2 nye, kvindelige skurke-karakterer, Titania og Volcana, mens heltesiden introducerede en ny Edderkoppe-kvinde.
Som et lille kuriosum lander Magneto på helte-siden af ligningen, og optræder som en figur, der opererer lidt i en gråzone og skal kæmpe lidt for at vinde heltenes tillid. Det viser sig, at Den Hinsides har placeret folk i Battleworld alt efter deres inderste drømme og ambitioner. I Magnetos tilfælde tæller det, at hans endemål er en sikker verden for mutanter. Det er jo smukt, og der ER da flere nuancer i spil hos både helte og skurke i denne fortælling, der vel i store træk kan siges at handle om “hvad hjertet er fyldt med” og hvad man begærer. Hvor Den Hinsides i bund og grund udforsker menneskelig psyke og adfærd, hvis man dingler en gulerod om, at de får opfyldt deres største ønsker opfyldt. Det kommer dog i det store hele til, at klinge lidt hult og overfladisk, når de vigtigste kommer til at virke som om, hvordan man får disse tegnede actionfigurer til at støde sammen på flest mulige måder.
Drengeleg og Marvel-intriger
I det hele taget bruges tiden mellem de mange kampe, der udfoldes som om de var en eller anden form for drengedrøm og “leg med actionfigurer”, med velkendt Marvel, lidt Soap-serie lignende, intriger og fnidder. Det havde ikke min store bevågenhed eller interesse da jeg var barn, og i dag kan det godt virke lidt fjollet og “kulørt”. Nej, for mig var Den Skjulte Strid muligheden for, at læse og se fed action og slagsmål og her skuffede serien på ingen måde.
Når jeg nu læser den som en der har rundet de 40, så kan den del godt virke en kende primitiv, men man kan ikke benægte, at det stadig besidder en vis underholdningsværdi. Det jeg dog især tager med fra Den Skjulte Strid er en række øjeblikke der er, og blev, ikoniske for mig og har brændt fast i hukommelsen som klare lysglimt. Det kan være enkelte tegninger eller længere scener, som bringer minder tilbage og vækker genkendelse. Måske ikke mindst fordi en ven og mig brugte meget tid på, at tegne de fedeste figurer og scener af. En proces, hvor man tegnede omridset af det ønskede motiv op med mellemlægspapir og derefter overførte tegningen til almindeligt papir, en form for primitiv fotokopiering. Det brugte vi talløse timer på og Den Skjulte Strid var en oplagt kilde pga. de mange involverede figurer og seje kampe.
Det stærkeste minde er nok Hulk, der i en ikonisk scene løfter et bjerg, så hans kampfæller ikke bliver mast, så blev det ikke meget mere blæret. Det er scener som denne, og mange andre, der gør at Den Skjulte Strid, trods den tydelige fejl og mangler, stadig er ganske underholdende læsning. Det er muligvis også lidt “tarveligt”, at holde en over 35 år gammel historie op og granske den indgående med nutidsbriller på. Der vil uvilkårligt være ting der ikke ældes med ynde og fremstår ret uelegant.
Den skjulte Strid var den første rigtige, store Marvel crossover event, det bidrager også til dens status. Jeg har stadig de gode minder i behold, ikke mindst hvor stor en ting det her helte og skurketræf egentlig var for en let påvirkelig barnehjerne. Den var simpelthen THE SHIT. Ved en genlæsning fremstår den noget mere klodset, dårligt pacet og stedvis ret fjollet. Men nu er jeg jo også en kedelig voksen.
