Fremtiden! Via nutiden! Nutiden i start-80erne, altså fortiden!
Det bliver første gang, at jeg her i Marvelklubben, hvor jeg kigger på danske Marvel-udgivelser af ældre dato med fokus på Interpresses blade fra 80erne og 90eren, besøger Projekt X. I stedet for, at begynde med et af de første blade på dansk, så hopper jeg ind i kronologien og kigger på en af de mest berømte Projekt X/X-Men historier. Måske den mest berømte?
Projekt X udkom i første omgang på dansk i 73/74. Forlaget Williams nåede at udsende 8 blade (i farver!) under navnet X-Mændene, inden bladet lukkede igen. Da Interpresse overtog rettighederne til Marvel på dansk i 1984 var X-Mændene, nu omdøbt Projekt X, en af de titler, der var med til relanceringen.
Selvom der kom mere styr på alt fra kontinuitet til valget af materiale, hvor man kunne nyde godt af Chris Claremont og John Byrnes X-Men udgivelser, så var det som om titlen op gennem 80erne aldrig rigtig fik fodfæste. Der kom både en række Klassikere med ældre materiale for, at give læserne baggrundsstof. Og senere et supplement i form af Projekt X Special og diverse one shots.
Hovedbladet blev åbenbart aldrig en stor sællert og lukkede af flere omgang. Inden Interpresse forsøgte med gentagende genoplivningsforsøg. Stabilt og succesfuldt blev det dog først i midten af 90erne, hvor bladet pludselig blev Marvels topsællert, også her til lands. Det gav tilsyneladende nok ballast og kredit til, at Projekt X (senere under X-Men titlen) blev ved med at udkomme helt indtil 2010.
Hvorfor fascinerer Days of Future Past?
Her pakker Marvelklubben dog rygsækken og rejser tilbage til 1985 for, at bladre i Projekt X 10/85. Det trettende Projekt X-blad fra Interpresse og det tredje sidste i denne udgivelsesrække, indtil bladet blev genoplivet i 1988. Så, ikke engang en af de mest berømte og hyldede X-Men historier var nok til, at booste salget og redde Projekt X på dansk?
I det hele taget, er noget af det der har gjort mig nysgerrig på, at dykke lidt i dette blad, hvorfor netop Days of Future Past har fået den ophøjede status, den har? Jeg har ikke læst bladet og historien før jeg begyndte på det her. Det var ikke et blad jeg ejede, da jeg dengang i 80erne begyndte at læse tegneserier. Projekt X fra den periode fangede mig bare aldrig helt, selvom jeg havde spredte titler fra de forskellige danske perioder.
Først midt i 90erne købte jeg bladet fast. Og var forvirret, hvis jeg da overhovedet fik læst bladene og ikke bare købte dem af vane?
Hvad er det, at Days of Future Past kan og hvorfor hænger historien ved 40 år efter, at John Byrne (efter sigende) fik den oprindelige idé ( delvist lånt andets steds fra, som alle gode idéer)? Efter at have læst historien, der kun fylder ét blad på dansk og to på amerikansk, Uncanny X-Men #142+143, er jeg lidt fristet til, at sige at en af grundene er: titlen.
Days of Future Past, der rent faktisk kun er titlen på første del af historien, er en titel som kan et eller andet. Den er næsten lidt magisk? Den sætter straks gang i ens fantasi, skaber billeder, mystik og en indre film ruller. Der er melodi og poesi i titlen og måden ordene ruller af tungen på. Det er simpelthen en virkelig fængende og fortryllende titel!
Selve historien? Æh, den er da også “OK”…
Tilbage til fortiden fra… fortiden?
Hvis vi skal starte med det jeg synes fungerer, som også peger tilbage på nogle af de elementer, der gør titlen så god, så vil jeg fremhæve selve konceptet og præmissen. Det er en tidsrejsehistorie. Tidsrejsehistorier er seje og pirrer fantasien. Det åbner også for nogle potentielt nye og spændende fortællemæssige greb. Og man kan pille ved den etablerede historie. Ligesom det giver mulige paradokser og alternative tidslinjer, som man kan lege med på sigt.
Days of Future Past går kort fortalt ud på, at vi begynder i 2013, fremtiden i forhold til Projekt X daværende nutid i begyndelse af 80erne. Kitty Pride er en af de få overlevede mutanter efter, at Vogterne, en gruppe kæmperobotter oprindeligt fremstillet for at beskytte menneskeheden mod mutantfaren, har overtaget kontrollen med Amerika. Hun skal, via nogle mind-tricks sendes tilbage i tiden, så hun på en måde overtager sit yngre jegs hjerne.
Målet er, at forhindre den begivenhed, som startede den kædereaktion, der har ført til tingenes tilstand i 2013. Hvor mutanterne, og Projekt X er jaget vildt og på udryddelsens rand i 2013, så er det klassisk hold intakt i 1980. Det kommer snart til at ændre sig. En ond mutantgruppe, De Udvalgtes Broderskab (anført af Mystik), har planer om, at snigmyrde præsidentkandidaten Senator Kelly. Den begivenhed er startskuddet til det, der med tiden får genaktiveret Vogterne og alt der følger efter.
Første del af Days of Future Past er bedre end anden del
Vi følger begge spor, 2013 i noget mindre grad end “Nutidssporet”, og skifter løbende mellem de to tidsperioder. I 2013 forsøger resterne af Projekt X, anført af Storm og Jærven, at bryde ind i Vogternes hovedkvarter, Baxter Bygningen. I mens våger den nye, kraftfulde mutant Rachel over den bevidstløse Kitty Pride, som hun hjalp med sende tilbage i tiden.
Første del af historien er etablering, brikker der rykkes på plads, baggrundshistorie og eksposition. Anden del fungerer mere, som en form for actionfyldt klimaks, med slagsmål på to fronter. I 80erne lykkes Projekt X (tilsyneladende) med deres mission, hvorimod den fremtidige udgave, 2013, lider store tab. Og må sætte deres lid til, at Kitty Pride har fået ændret tidens og begivenhedernes gang. Men, vi får ikke svaret her.
Den åbne slutning fungerer godt, og er det bedste ved anden del, der ellers præges af kampe og ikke har den samme plotmæssige spændingskurve og “mystik”, som dominerer første del. Det skaber samtidig en mulig alternativ tidslinje, hvor 2013 Projekt X (resterne) nok kommer til, at lide en grum skæbne. Eller ændrer Prides indgriben det hele og redder hendes fremtidige venner?
Der er den slags tankeeksperimenter, som gør tidsrejsehistorier sjove og kan være brændstof for fantasien. Så tager vi heller ikke fremtidige genbesøg og uddybninger af Days of Future Past “tidslinjen” i betragtning. Det er her historien har sin reelle styrke for mig – den bliver i forestillingen, udsynet og mulighederne større (og bedre) end selve fortællingen egentlig er.
Den bestemt ikke dårlig, men det er et tilfælde af, at summe bliver større end dens enkeltdele. Og, at dens rygte har fået den til, at vokse i den kollektive bevidsthed gennem årene. Kigger man nærmere på, hvad der egentlig er på siderne, så er der visse svagheder.
Fedt koncept, ujævnt plot
Først og fremmest vil sige, at jeg ikke synes at selve plottet er så velfungerende, som man kunne have håbet på. Her tænker jeg ikke på selve tidsrejse konceptet, mulige huller i logikken og alt det der. Tidsrejsereglerne er så løst defineret, at det bare hører med og det er noget man må acceptere, hvilket er helt fint. Nej, det er mere visse detaljer og hændelser i plottet, som virker lidt forhastede, eller ikke helt tænkt til ende.
Det er ting som, at 2013 Projekt X slæber en bevidstløs kvinde med i kamp, det virker som en dårlig beslutning. Hvad er egentlig De Udvalgtes Broderskabs endemål og motiv med, at myrde Senator Kelly? Det virker som et eklatant selvmål? Det er noget med, at skabe terror og frygt, men hvordan er det en god idé? Har de tænkt over konsekvenserne? Og selve gruppen virker også lidt konstrueret i den forstand, at deres kræfter virker noget heldigt matchet op i forhold til Projekt X medlemmerne. Det får dem til, at fremstå som praktiske plot devices.
Så er der Vogternes plan med, at aktivere nogle atomvåben, der virker som om det er lidt en selvmordskurs overfor resten af verden? Hvad er den Canadiske oprørsgruppe, som Jærven er en del af i 2013, egentlig for noget og hvad laver de i USA? Sådan er der, spredt ud over bladet en masse småting, hvor man sidder og tænker, at plottet og visse detaljer ikke er helt vandtætte.
Det ødelægger ikke selve historien og slet ikke dens ambitionsniveau, indflydelse eller selve præmissen i sin kerne – der er og forbliver stærk og fascinerende. Udførelsen er bare ikke lige elegant hele vejen igennem.
Komprimeret og tempofyldt historiefortælling
Og her er en anden ganske imponerende ting ved Days of Future Past. Den foregår over TO hæfter! Ikke en mini, maxi eller kæmpe crossover event serie. Men bare to hæfter. Holy crap, det ville aldrig ske i dag, at en historie med så meget kød på og mulighed for, at uddybe, strække ud og sprede ud ville få lov til, at blive fortalt og afsluttet i løbet af to hæfter.
Det gør, selvfølgelig også at visse ting er underfortalte, dårligt eller slet ikke forklaret. Men, der er et eller andet meget tiltalende ved denne form for kompakte historiefortælling. Det er her ens fantasi får noget spillerum. Man kan selv fylde eventuelle huller ud. Man bliver fanget af det ret hæsblæsende tempo og lader sig forføre.
Days of Future Past blev samtidig en af de sidste historier fra den berømmede duo Claremont og Byrne, i det sidstnævnte forlod X-Men kort efter. Kort forinden havde duoen også leveret Fønix Sagaen. Endnu en berømt historie, som vi nok skal kommer forbi her på Kathoom på et tidspunkt. Så man må sige, at de gik ud med et brag, alt taget i betragtning.
At jeg så nok i bund og grund måske aldrig bliver den store fan af hverken Claremont eller Byrne, det er en helt anden snak. Claremonts stil, måde at fortælle på og mange af hans indfald er nok bare ikke mig. Og Byrnes streg har aldrig været min kop te. Selvom jeg efterhånden er blødt lidt op. I Days Of Future Past har jeg helt vænnet mig til makkerparret og deres respektive stil.
Større end summen af dens enkeltdele
Det er dog, bilder jeg mig selv ind, ikke personlig smag eller aversioner for eller imod den kreative duo, som gør, at jeg har visse forbehold overfor Days of Future Past. Som historie og rent fortælleteknisk synes jeg ganske enkelt ikke, at den er forløst helt gnidningsfrit. Som koncept, idé og selve præmissen er en helt anden snak. På de punkter er den stadig virkelig besnærende og dragende.
Her finder man nok også grund til, at historien fortsat lever, inspirerer, fascinerer og har den status, den nu engang har. Bare at kaste et blik på Terry Austin ikoniske forside sætter gang i fantasien. På den måde er Days of Future Past stadig i stand til at tryllebinde, måske ikke så meget for selve dens indhold, men fordi den er større end det.
