Da vi forlod Adam Warlock i slutningen af Warlock 1 var truslen fra Thanos og Den Kosmiske Terning (tilsyneladende) besejret. Men, vores hovedperson, det kunstige menneske/sjælestensejer/kosmisk halv-gud af en art, Adam Warlocks rejse var langtfra slut.
I løbet af første hæfte var Warlock oppe imod sine egne, indre dæmoner i en kamp for, at opnå en form for højere stadie – kosmisk oplysning og klarsyn, eller hvad man nu vil kalde det. Det var store emner forfatter og tegner, Jim Starlin bragte i spil, i hans stort anlagte epos. En fortælling, som på mange punkter flirtede med klassiske, mytologiske fortællinger og indeholdt en skarp kritik af organiseret religion og amerikansk imperialisme.
Ikke mindst kristendommen og den katolske kirke, deres kontrol og metoder gennem menneskehedens historie kom under beskydning. Overført, både konkret og i overført betydning til en kamp mellem Warlock sit fremtidige, onde jeg, Magus. Tidsrejser, paradokser, psykologiske indre kampe, sat i en kosmisk setting. Der til tider kunne virke om et LSD/syre hippie-trip med nogle eksistentielle og filosofiske udflugter.
Vægelsindede Warlock og alle de andre rumrødder
Warlock er stadig på færten i begyndelsen af Warlock nr. 2, der dækker de amerikanske blade Warlock #12-#15, Avengers Annual 2 og Marvel Two In One Annual 2 fra 1976. Udsendt af Interpresse i 1986, i et 130 sider langt sort/hvid-hæfte. Den indre konflikt lurer stadig, Warlock kæmper stadig med, at finde og accepterer sin plads i universet. I besiddelse af den mægtige Sjælesten, placeret i panden af ham.
En sten han på et tidspunkt betegner “vampyrstenen”, i det dens kraft blandt andet består i, at den udsuger sine ofres “sjæl”. Dræner dem for livskraft. Inklusive dens ejer? Dens egentlige kraft og styrke er stadig ukendt og ikke helt defineret, heller ikke i det større Marvel-perspektiv. På et senere tidspunkt bliver stenen en del af The Infinity Gauntlet, som man måske vil kende fra de nye MCU-film. Eller Starlins senere fortsættelse af historien om Warlock og Thanos.
For dette hæfte nummer to, er heller ikke slutningen på sagaen om Warlock, Thanos og alle de andre bi-figurer, der vælter ind og ud af den ret komplicerede fortælling. Persongalleriet er stort, og udvides yderligere i dette blad. Som man kan se, så er der også brugt materiale fra Avengers. Dem skal vi også have på banen.
Trolden Pip, en figur som jeg i mit kig på Warlock 1 forklarede ikke lige er min kop kosmiske te, har en central rolle i dele af hæftet. Faktisk skifter fokus ret hurtigt til hans udskejelser, inden vi kommer tilbage på Warlock-sporet i andet kapitel. Gamora, som blev introduceret i første hæfte, dukker ligeledes op, når Thanos også træder ind på scenen senere i historien.
Sengebundet stjernetyv på kosmisk rov
Warlock er rejst ud blandt stjernerne for, at blive klogere på sig selv og hvad han opfatter som virkeligheden. Er den virkelig, virkelig? Han opdager en “forladt” planet og stjerner der forsvinder og bruger Sjælestenen til, at lokalisere kraften der har forårsaget dette.
Kraften peger tilbage på en enkelt mand, jordboeren Barry Bauman. En komatøs patient på et hospital, der har opnået totalt magt over sin hjerne og sindet ,og derigennem opnået en utrolig kraft. Han kan få stjerner til, at forsvinde ved tankens kraft. Låst inde i sin koma-krop, ensom og forladt, er det netop det han har tænkt sig at gøre.
“Stjernetyven” vil, som hævn for, at menneskeheden har “forladt” ham og overladt ham til ensomheden, tømme, det fra Jorden synlige univers, for stjerner. Så menneskehede kan føles sig ensomme og alene i universet, ligesom ham selv. Den ultimative hævn. Jeps, det er setuppet for denne fortælling. Så kan man lægge sin egen betydning ind i dette megalomane egotrip og lege lidt med det! Eller spekulerer over, hvad det egentlig er, at Starlin derigennem forsøger, at sige om os mennesker?
Det korte af det halv-lange er, at Warlock i sidste ende, efter en længere rejse ud i kosmos med retning mod Jorden, ikke bliver Baumanns banemand. Hans assistent/plejer skyder ham slutligt en kugle for panden. “Han er væk, Jeg ved ikke hvordan det gik til og det er ligemeget! Stjernerne er tilbage, og faren er ovre!”, konstaterer Warlock omgivet af stjernerne. Oh, okay, jamen det forklarer jo alt…
Der er mere mellem himmel og jord, eller er der?
Jeg har læst tredje kapitel flere gange og forstår, ligesom Warlock, der nu, af ukendte årsager, er vokset til gigantisk størrelse, heller ikke hvordan og hvorfor. Nærmest symptomatisk for Starlins flagrende skrivestil, så hedder fjerde kapitel “En Række Begivenheder”.
Hvis Jim Starlin havde været en tur med Beatles i Indien, ville det ikke overraske mig. Men, det er lidt for nemt, at affeje ham og hans tankegods, som hippie-vrøvl, spirituelt vraggods og narkopåvirkede feberdrømme.
Det er de (muligvis) OGSÅ, men det er ikke det samme som at det ikke fremstår oprigtigt. Og, at der ikke er noget at komme efter, tanke med derfra eller ligefrem give en sin egen lille åbenbaring. Eller, bare et eller andet at tænke lidt over. Det skulle være så sundt.
Jeg er ikke et spirituelt menneske i nogen som helst udtrækning. Tværtimod, faktisk. Jeg tror ikke på, at der er mere mellem himmel og Jord. Jeg tror, at der er mere end vi har/kan se, har opdaget eller kan, og måske kommer til, at kunne forstå. Det har intet med noget spirituelt, religion eller andet af den slags at gøre. Det er ren videnskab og fakta.
Når rejsen bliver målet i sig selv
Derfor burde Starlin og Warlock måske heller ikke fange mig, eller give mig et eller andet? Men, det er heller ikke tilfældet Jeg synes Starlin og hans idéer er vældig interessante.
Ligesom jeg kan sidde og høre eksempelvis Alan Moore sidde og snakke i timevis om det okkulte, magi og andre hekserier, så er det ikke det samme som, at det er noget jeg dyrker. Men, når Moore forklarer, hvad det betyder for ham og hvordan han ser verden igennem det filter, så lytter jeg. Sådan har jeg det på mange måder også med Starlin.
Det fascinerer mig. Jeg er ikke, nødvendigvis enig, kan følge det hele, helt finde ud af hvad mening er, eller hvad Starlin egentlig vil sige med det hele. Det kan så også skyldes, at jeg er bundet af mine tankemønstre og verdenssyn, hvor der skal være en form for bundlinje. Omvendt er det også det, der pirrer mig her. At der ikke er nogen bundlinje, bare en vej… en rejse, hvor selve rejsen og tankerne er målet i sig selv.
Men, det kan også være en blindgyde. Både Warlock, Bauman og Thanos, er på en måde fanger. Fanget i deres eget tankespind. Det gør dem i sidste ende til ensomme skikkelser.
Thanos’ dans med døden
I mens Thanos gør sin entré og lægger skumle planer, beslutter Warlock, at rejse til “universets sorte afgrund”. Og sikkert surmule over, at skæbnen altid er så ond ved ham? Her har han selskab af Gamora, som keder sig. Thanos beordrer hende afsted for, at passe på den “impulsive og idealistiske” Warlock, så han ikke kommer i uføre – han indgår stadig i Thanos planer.
Planen kalder Thanos, bombastisk og patosfyldt som altid, “Dødens Triumf”. Men først flimrer historien rundt i små, korte brudstykker.
Pip dukker op for en kort bemærkning, Warlock løber ind en sag om galaktisk gældsinddrivelse, hvor en form for pantefoged beslaglægger en gammel mands rumskib. Videre til et hurtigt træf med en ældre, monstrøs filosof af en art. Der hjælper Warlock med, at tænke over livet. Inden Warlock beslutter, at undersøge hvad Sjælestenen egentlig er. Hvilket resulterer i, at han suges IND I stenen. Pyha, sidestik, det var 10 sider i et enkelt hæfte.
Alliancen kommer endelig på banen i næste kapitel, Dødsdansen. De er samlet, føler sig hidkaldt af en fornemmelse, et signal. Kaptajn Marvel og Månedrage dukker op (gennem et åbent vindue, selvom det ser ud som om det pisser ned? Whatever!) og endelig dukker også Hr Selvhøjtidelig Drama Queen, Adam Warlock også op. Thanos er på spil.
Ekspositions redskabet Warlock giver et par siders opsummering for nye læsere og slutter af med, at forklare hvorledes Thanos har skabt en kunstig Sjælesten vha. de 5 andre kosmiske sten. That’s bad. Åh, forresten,Gamora er blevet opslugt at Warlocks Sjælesten, efter Thanos sårede hende dødeligt efter noget forræderi rod. No biggie.
Thanos rumarmada har kurs mod Jorden, den har lige passeret Pluto melder Starcore, vores lokale vagthund for rumrelatret ballade. Der sker SÅ meget, på kort tid i det her blad! Jeg tror lige, at lægger mig lidt på sofaen…
Opslugt af sjælestenen og ud af kaos!
Nå, hvad er der sket siden jeg tog en slapper? Ah crap… Ahm, en masse! Vi spoler hurtigt over en længere kamp i rummet mellem Thanos hær og Alliancen, udenfor og inden i en rumstation. Pip er blevet forstenet af Thanos og Warlock har, allernådigst, suget ham ind i Sjælestenen. Bonus: nu har han alle Pips minder og Pip kendte til Thanos’ plan. Han venter på vores helte “på den anden side af solen”.
Warlock og Thanos ryger i totterne på hinanden, Thanos gør kål på Warlock overraskende nemt og hurtigt. Hmmm! Warlock “vågner op” inde i Sjælestenen, hvor hans døde venner Gamora og Pip venter på ham… Vent, så stenen har slugt ham, der bærer stenen, Warlock? Jeg får hovedpine!
Men, så skal vi endelig Ud Af Kaos. Peter Parker vågner fra en underlig drøm, hjemme i New York og realiserer, at det ikke er en drøm. Det er et telepatisk nødråb fra Månedrage. Thanos har uskadeliggjort og taget Alliancen til fange. Og hapset Sjælestenen fra Warlock livløse krop og har i sinde, at “formidle hende” (Døden, red) ved, at bruge stenen til i det mindste, at ødelægge bare én stjerne. Vores stjerne. Solen. Nedtur.
Vågn op, Parker!
Peter Parker lærer alt det via det praktiske, telepatiske telegram fra Månedrage og beslutter, at Edderkoppen må gribe ind. Her hopper kæden måske en lille smule af for mig og plottet begynder, at føles som om Starlin er blevet pålagt nogle redaktionelle direktiver.
Har vi brug for flere karakterer? Og Edderkoppen har altid virket lidt fejlplaceret for mig i disse kosmiske historier. Det virker som en ordre fra længere op i Marvel hierarkiet – “få lige klemt vores mest kendte og populære helt ind, Jim”. Unødvendigt.
Det stopper ikke her, for Tingen kobler sig på historien and off to space they go! Jeg er bestemt ikke imod crossover events, hvor helte på tværs af serier samarbejder mod en overmagt. Det hæver barren og gør faren endnu mere mægtig. Og man slipper for elementer som “hey, hvis skurken er så farlig og truer hele Jorden, hvorfor greb den og den helt ikke ind?”. Men, de introduceres sent i historien og det virker lidt påklistret.
Hvordan det hele løses vil jeg ikke afsløre her, men udmiddelbart er Thanos stoppet og Warlock får en form for lykkelig slutning. Inden i Sjælesten Nangijala. Som vi ved, så er Warlocks rejse dog langt fra slut, ligesom Thanos nederlag heller ikke er mejslet i sten. Den Kosmiske Handske venter forude.
Mod det uendelige… univers!
Warlock-hæfterne bærer præg af det, det er: det er en kontinuerlig historie, fortalt over længere tid i fortløbende hæfter. Det er IKKE en historie skrevet med en evt. opsamling for øje, ej heller en “graphic novel”, eller lignende. Det giver altså et noget andet flow og opbygning, end man måske er vant til i dag.
Hvor plottet godt kan virke lidt knudret, og idéer kastet op i luften uden, at alle måske bliver grebet igen, eller fulgt til dørs, så kan man ikke anklage Starlin for, at fortællingen om Warlock mangler ambitioner. Det her er stort.
Tankerne, udsynet og fortællingens “scope”, er enormt. Som den er skredet frem i løbet af Kaptajn Marvel og det første Warlock-blad, bliver det også mere og mere tydeligt, at det måske ikke som sådan er selve plottet, som interesserer Starlin mest. Ikke, at der ikke er et, bevares. Men, det er de store, filosofiske, psykologiske og eksistentielle tanker, som har Starlins egentlige interesse.
Plottet er “blot” et redskab til, at bringe disse i spil og vende og dreje dem. Om man så bliver kloger, eller ligefrem opnår en kosmisk indsigt, det er vist op til en selv.
