Starten på det hele…
Her sidder jeg så, knap 35 år senere og har fået min anden vind (eller er det tredje eller fjerde?!) hvad tegneserier angår. Hele min historie med mediet har jeg udfoldet i lang for HER, så vi kan nøjes med at skære ind til benet hvad de store linjer angår.
Det her er mit første forsøg på, at dykke ned i et enkelthæfte i min samling, den del af samlingen som udgør den originale kerne og der kimen blev lagt: Interpresses Marveludgivelser på dansk. Og hvilket bedre sted at starte end med det blad, som jeg er ret sikker på var det første jeg selv læste dengang tilbage i 1986: Edderkoppen nr. 26, Marvelklubben nr. 86. Om jeg fik bladet på udgivelsestidspunktet kan jeg kun gisne om, den lokale brugsforening, som var eneste kilde til blade (og indkøb generelt), havde det nemlig med at lade visse blade stå længere på hylderne end det nok var meningen – så bladet kan godt være blevet erhvervet et par måneder efter det blev udsendt.
Edderkoppen nr. 26 er på mange måder et fint sted at starte, ikke kun fordi det var mit første blad, men også fordi det på flere punkter indkapsler hvad det vil sige at læse tegneserier, de danske udgivelser og de udfordringer man kan blive udsat for som læser, og i dette tilfælde en ret ung læser på 7 år.
Det er nemlig lidt af en ilddåb man udsættes for, da man lander lige ned i midten af noget der i forvejen kunne virke en kende forvirrende. I første historie er Edderkoppen og andre helte forsvundet, ingen ved hvorfor og hvorhen og man følger i stedet Den Sorte Kat og hentes håndtering af at hendes hunky Edderkop er pist væk. I anden historie i bladet dukker Edderkoppen op igen i en stor, mystisk dims midt i New York, sammen med Dr. Connors (Firbenet i menneskeform) og har fået sig en ny, sej sort dragt. Der er meget at pakke ud her, ikke mindst som ny læser…
Edderkoppen er altså forsvundet og dukker op igen i samme nummer, han har fået en ny dragt, hvilket måske ikke betød så meget for mig, eftersom det var mit første nummer og den sorte dragt dermed er mit første møde med Edderkoppen og vi er langt inde i vores helts komplicerede forhold med Den Sorte Kat. En art trekantsdrama med kun to mennesker, i det at Den Sorte Kat ikke er interesseret i Peter Parker, men forelsket i Edderkoppen, hvorimod Hr. Parker helst ville have at katten elskede ham og ikke hans dragt/alterego/symbolet/helten. En helt klassiske, soap’et Marvel problemstilling, som kunne være taget ud af Dollars eller Dallas.
For lige at gøre forvirringen komplet, så er der klippet i bladet, så halvdelen af klubsiderne mangler, blandt andet Marvel-Mortens sludderboks, hvor man måske kunne få nogle hints til hvad pokker det er der foregår?! Klubsiderne (eller SIDEN) starter midt i nogle svar i Brevkassen på side 49, mens den foregående side er pist væk. Velkommen til Marvel-universet på dansk!
Senere fandt man så ud af, at den danske redaktion gjorde et forbilledligt stykke arbejde med at redigere disse blade, koge de utallige amerikanske udgivelser ned til noget nogenlunde sammenhængende, strømlinet og forståeligt på dansk. Og så gjorde det måske heller ikke så meget for et barn? Jeg kan ikke huske, at jeg var forvirret, jeg syntes hvis bare at det var spændende, ellers var jeg vel ikke blevet hængende? Det er jo det dejlige når man er barn, det behøver ikke hænge sammen, eller man behøver ikke forstå det hele for at få noget ud af det. Den første Star Wars film jeg så var Empire Strikes Back, episode 5, nummer 2 i den originale trilogi, og tilmed på tysk – alligevel var jeg tryllebundet og kunne sagtens “følge med”, i hvert fald nok til at det gav mening for mig. Det samme var tilfældet her.
På det tidspunkt anede jeg ikke, at de to historier i Edderkoppen nr. 26 omkredsede var den Den Skjulte Strid, som først begyndte på dansk i Edderkoppen nr. 36. Altså 10 numre EFTER det her! I omkring 10 måneder blev det altså teaset, at man ville få svar på hvor Edderkoppen og alle de andre helte havde været og hvor den sorte dragt egentlig kom fra. Lidt af en tillidserklæring til læserne, som bare måtte vente tålmodigt.
Første historie, Jagten På Den Forsvundne Edderkop, er skrevet og tegnet af Al Milgrom, rentegnet af Jim Mooney (håndtekstet af Mai-Britt Vestersøe, Oversættelse (Marvel) Morten Søndergaard og redigeret af Dorte Larsen). Milgrom startede på Charlton Comics i 1972, blev tegner på Captain Marvel i 75-79 og efterfølgende redaktør på DC inden han startede i en redaktørstilling hos Marvel i 79. Hans mest kendte arbejde er nok som tegner på diverse Avengers titler op gennem 80erne, samt The Spectacular Spider-Man #90–100, som han både skrev og tegnede og så altså også blandt andet dette, Amazing Spider-Man# 252.
Historien starter med Den sorte Kat, der utryg svinger sig igennem natten og har flashbacks til hendes og den kære Edderkops kamp mod skurke som Den Gule Djævel, Doktor Oktopus og Mr. Hyde, historier der også udkom i årene op til på dansk. Hun tænker på, hvordan hun fik sine ulykkeskræfter under et forsøg orkestreret af Keglekongen, så på den led nye og gamle læsere lige en opridsning af hendes forhistorie og dilemma: fanget som en lus mellem to negle med skyldfølelse over at have ført hendes elskede bag lyset og stå i en form for gæld til en superskurk og alt det der. Derefter går en del af historien med at ordne nogle gemene gadeforbrydere og ellers afsøge byen efter spor efter Edderkoppen inden hun svinger forbi Daily Bugle, hvor hun spørger efter Peter Parker. Gode gamle Johan J. Jameson har travlt med at pulse på cigaren, være mistroisk og lede efter en vinkel hvor han kan beskylde Edderkoppen og Katten for i fællesskab at være skyld i den seneste tids ballade i byen.
Hun ender med at aflægge Alliancens hovedkvarter en visit, hvor Den Røde Heks (Scarlet Witch) og, hvad fanden hedder han på dansk, ah ja, Spøgelset (Vision), ikke er til megen hjælp ud over at punke katten lidt for at hun nu har kræfter, modsat sidst hun var forbi, hvor hun forsøgte at overbevise Alliancen om at hjælpe hende med at få nogle seje superevner – så hun kunne blive Edderkoppens ligeværdige. Der er muligvis noget mindreværdskompleks i spil her. Første historie slutter med, at Jameson og Robinson snakker om Daily Bugles “Hvor er de forsvundne helte” forsidehistorie, Jameson mener, naturligvis, at den forbryderiske Edderkop må være indblandet i det og undres over hvor pokker Parker mon er? Hmm, ja… det er jo et mysterie og svært at lægge 2 og 2 sammen!
“Hjemkomst”, historie nummer 2, starter lige på og hårdt med at Edderkoppen, med Dr. Connors under armen, hopper ud af den mystiske maskine og næsten ud af panelet og lige i sylten på dig, mens nogle overraskede politibetjente er ved at tabe kæberne. Ron Frenz og Brett Breeding har stået for tegningerne til en historie af Tom DeFalco, mens Roger Stern er krediteret for “plot” (Søndergaard har oversat og Vestersøe håndtekstet). Frenz og DeFalco er nok det mest prominente makkerpar på Edderkoppen fra min barndom, hvor deres historier og tegninger på mange måder kom til at definere æraen og gøre deres Edderkoppen til “min” Edderkoppen. Når jeg tænker på Edderkoppen fra dengang, så er det DeFalco/Frenz udgaven der på godt, og lidt ondt, dukker op for mit indre øje. Frenz var oprindeligt kun hyret som en form for vikar for John Romita Jr, men makkerskabet med DeFalco spillede så godt, at Romita selv tilbød at træde til side og lade dem køre videre.
Flere helte lander og træder ud af den mystiske maskine, i mens Edderkoppen i sin nye, sorte dragt tripper lidt over, hvor fedt det er, at være tilbage i New York. Det er så her, at han finder ud af, at det reserve sæt tøj som han havde gemt i et træ inden han og de andre helte blev bortført til den fjern planet af Den Hinsides (dam dam DAM) er forsvundet og noget af det brugt af nogle fugle til at bygge en rede… højdramatisk udvikling! Hans pung er der dog, heldigvis, stadig og vi ser straks nogle af den nye dragts kræfter: evnen til at absorbere en pung i navlehøjde som en form for bæltetaske fra det ydre rum!
Nuvel, tilbage i lejligheden opdager Parker (nu med nogle sexet 5 o’clock shadow skægstubbe), at dragten kan forvandle sig til eksempelvis et smart sæt sort tøj, blot ved tankens kraft. Peter får ringet til Tante May og bildt hende ind, at han har været udenbys på en fotoopgave og da det var længe inden mobiltelefoner, så er den forklaring åbenbart nok til at berolige tanten. Et andet opkald til Felicia Hardy (Den Sorte Kat) forbliver ubesvaret, Så er der jo tid til at fremkalde billeder fra fremmede kloder, hente en pizza og få indhentet noget nattesøvn – det er højoktan action, der dominerer siderne i dette blad.
Peter bliver vækket af dragten, der vil luftes, eller et eller andet og han tager sig en sving-tur i byen, hvor han blander sig i to teenageres liv og møffer sig ind midt i et skænderi om en misset koncert. Han lærer dem lidt om livet ved at slynge dem under armen og give dem en svingtur. Fra Den Skjulte Strid til business as usual og hverdagen for en Edderkop i New York. Hæftet ender med en kortvarig tilbagevenden til Den Sorte Kat, i hvad jeg formoder er et par saksede sider fra et andet blad, en klassisk klippe-klistre manøvre fra den danske redaktion for at fylde bladet ud og/eller binde historien sammen. Katten lurer i et træ udenfor Tante Mays hus og pludselig dumper Edderkoppen ind i billedet og vores to turtelduer er endelig genforenet.
På sin vis sker der virkelig meget og ikke specielt meget i løbet af Edderkoppen nr. 26, der på samme tid er enden på en ting, begyndelsen på noget nyt og fortsættelsen af nogle tråder, der har strakt sig over mange foregående blade. Måske alligevel ikke det værste sted, at hoppe på Edderkop-vognen? Jeg var i hvert fald fanget i Edderkoppensnet og blev hængende i 5-6 år frem, så selvom historien og tegningerne med nutidens øjne godt kan virke lidt simpel og gammeldags, så kan det et eller andet. Det gav antydningen af en lang forhistorie og et univers, der var langt større og med mange forgreninger end det man blev præsenteret for i dette nummer.
Samtidig gav det et indblik i Peter Parkers liv og at han også er en almindelig, ung mand med almindelige, nogle gange små-trivielle problemer og udfordringer og det var måske det, mere end noget andet, der for alvor gjorde forskellen og fangede min interesse.
