Det havde WandaVision. Hvad jeg end måtte mene om selve handlingen, plot opbygning og pacing og landingen, den retning som skaberne stak ud fulgte de til dørs. Den logiske konklusion, på det de havde i sinde at fortælle. Det kan man, rent objektivt, ikke sætte mange fingre på.

Men, serien VAR for lang, mindst et par afsnit, til den historie og de budskaber, de havde i ærmet. Jeg kedede mig kun momentvis, og jeg vil kun kalde episode 3 for en form for fyld, men der blev jokket for meget rundt i det samme afsnit efter afsnit.

Teknisk var WandaVision i det store hele ganske imponerende. CGI-klimakset i sidste afsnit kunne jeg godt have undværet, og synes ikke helt landede. Men ellers var seriens udseende, stil og udførelsen vellykket.

Ikke mindst dens skift mellem forskellige sitcom årtier og stilarter. Hvor alt fra farver, lyddesign, billedformat m.v. matcher tid og omgivelser. WandaVision virker fra ende til anden visuelt gennemtænkt.

Tema, tanker og trylleri

WandaVisions leg med sitcom-troperne og TV-mediet startede som en sjov og spændende fortælleteknik, men lidt for hurtigt gik strømmen af fjernsynsapparatet. Det blev hurtigt lidt for velkendt bygget op afsnit for afsnit. Dele af det kom til, at virke en kende anstrengt og forceret, især efter de første 3-4 episoder.

Inden det trådte i baggrunden, og var helt fraværende i de sidste to episoder. I sidste afsnit forklaret med en henkastet bemærkning om, at “Wanda cancelled the show”. Det kunne ikke blive ved, og vi skulle på en måde ud af sitcom-rammen, det er forstår jeg. Men, det virkede lidt kluntet og denne “leg med mediet” endte med, at komme til at fremstå, som lidt af en overfladisk, eller i hvert fald noget firkantet, gimmick.

Med al den tid og alle de kræfter, der var dedikeret til det i løbet af serien, så virkede det i sidste ende, som en lidt forspildt chance. Kunne man ikke have sagt noget mere med det?

Og det var en anden gennemgribende følelse, som (lidt for) hurtigt kom snigende i løbet af WandaVision. Med 9 episoder, kunne man så ikke have sagt noget andet og mere? Ikke, at sorg, tab, bearbejdelse, accept og “komme videre”, ikke er store, vægtige temaer. Men, for mig blev det alligevel en lidt halv-tynd/tam omgang.

Måske kom vi ikke dybt og langt nok ind, der hvor det virkelig gør ondt? Jeg ved, at det er en Marvel/Disney-serie, så der er grænser for, hvad man kan “forlange”. Men, det føltes i sidste ende, som om serien endte et underligt sted mellem, at ville sige noget meget dybsindigt og emotionelt rørende, og alligevel fremstå en kende lommefilosofisk, overfladisk og berøringsangst.

Det gjorde ikke sådan RIGTIG ondt, det var Disney-smerter. Hvor det skal forestille, at være nok, at et kunstigt menneske (som slet ikke VAR der) fælder en tåre, eller tænker lidt højt om, hvad livet, kærligheden og sorg egentlig er for noget…

Det druknede slutligt, efter at der var blevet trampet rundt i metaforer, symboler, hentydninger, referencer and what not, i visuelt lidt udmattende trylletricks, og MCU-effekt helvede. Inden man forsøgte, at fremtvinge seertåre, sammen med tude-Vision.

Talk of the town

Noget WandaVision til gengæld lykkes rigtig godt med var, at få “folk” til, at snakke og internettet til at summe. I en tid, hvor alt er tilgængeligt nu, alle vegne, 24 timer i døgnet, og en populær serie har en levetid i den kollektive bevidsthed i cirka 2 dage, lykkes det faktisk WandaVision, at være samtaleemne i 2 måneder.

Det er sjældent i disse tider, hvor platforme som Netflix dumper en hel serie i ét hug. Brug, smid-væk, næste. Disney+ går den anden vej. Man fik 2 afsnit den første uge, og derefter et afsnit pr. uge, ligesom i de gode, gamle fjernsynsdage, hvor man måtte vente. I nyere tid har en serie som Game of Thrones benyttet sig af samme old school taktik.

Og det virker. WandaVision blev måske ikke helt samme fænomen som Game of Thrones. Men, den serie havde også flere sæsoner til, at bygge momentum op, og var i begyndelsen heller ikke samme båret af den buzz, der gik helt amok de sidste sæsoner.

Det gav dog også bagslag. Med buzz følger forventninger og fanteorier. Skaberne skal, selvfølgelig ikke tages til indtægt for vilde internet spekulationer, forrykte fanteorier og urealistiske forventninger. Den lægger hos os, seerne. Men, de var selv med til, at hælde benzin på bålet, hvilket i sidste ende byggede forventningerne til hvad WandaVision var, kunne og ville op til et uopnåelig niveau.

Når man selv teaser cameos, og “ting der vil forandre alt”, eller andre “vilde drejninger og overraskelser, som vil få seerne til, at tabe kæben”, så beder man selv om backlash. Især når man introducerer en karakter, der på overfladen kan have vidtrækkende konsekvenser for hele MCU fremover, som Pietro/Quicksilver/Evan Peters. Man lod døren stå på vid gab til, at det kunne bruges til, at lukke mutanter ind i MCU. Og man smækkede den i med en pik-joke. Peters’ var bogstaveligt talt en punchline.

Det, og andre lignende situationer og hentydninger, der blev til vilde rygter, kom så meget ud af kontrol, at sidste afsnits instruktør, inden episoden løb over skærmen, var ude forsøge, at få branden under kontrol. Han udtalte blandt andet, at mange sikkert ville blive skuffede over sidste afsnit. Det kan man da kalde tidligt forsøg på damage control.

Hvis man selv puster til ilden for, at få det til at se mere spændende og vildt ud, så beder man selv om, at det spreder sig og ender galt.

Karakter til karaktererne

Wanda:

Elizabeth Olsen var alt i alt fremragende i hovedrollen. Hun havde nok en af de mest krævende roller, som krævede at hun både balancerede Wandas psyke, smerte og personlighed med skiftende sitcom-stereotyper. Ofte på samme tid! Hun ramte det meste rent og sørgede for, at give det nuancer og tyngde.

Det kunne nemt være blevet en rolle, som forfaldt til karikatur, overspil eller “emotionelt flæbe ansigt”. Olsen imponerede og står tilbage med en af de MCU-figurer med mest dybde og potentiale.

Figuren i sig selv efterlades dog lidt tvetydig. Er hun helt eller skurk? Skal man have sympati for hende, efter hun har holdt en hel by som gidsel? Fortjener Wanda fred og harmoni mere end så mange andre? Og hvad helvede ER egentlig hendes kræfter og grænserne for dem?

Vision:

Paul Bethany havde lidt trangere kår end Olsen i den anden bærende rolle. Vision er afmålt, kontrolleret, tør og… død. En død fisk i hvert fald. Meget af humoren omkring karakteren i sitcom-omgivelserne reducerede ham til straight man, eller den klassiske platte, joviale fjumre-far.

Det var ikke det hele, jeg syntes Bethany ramte lige rent, men der var heller ikke så meget råderum. Som karakter, så er jeg også lidt mere lunken overfor ham. Hvad var hans karakter-bue og udvikling? Han var død i starten og døde en gang til. Og har rent teknisk set aldrig været rigtigt levende.

Man kunne have kigget mere på “kærlighedens væsen”, om noget kunstigt kan elske osv., men det blev reduceret til, at han lige kunne smide en velplaceret filosofiske linje hist og her. Kunne som karakter have været bedre, kunne have været værre, lidt svær figur, at relatere til.

Agnes/Agatha:

Kathryn Hahn var for mange seriens MVP, som den irriterende nabo/hemmelige heks. Ser man bort fra, at afsløringen af det man formodede fra start først kom efter 8 afsnit, og ramte som den mindste overraskelse i verden, så var det en interessant karakter.

Ikke direkte en skurk, faktisk fattede man sympati for det skrækkelige fruentimmer. Ikke nabo-Agnes, hun skulle brændes på bålet. Agatha, som nogle rent faktisk forsøgte at brænde på bålet i 1600-tallet. I sidste afsnit blev hun lidt reduceret til “forklar plottet mellem actionscenerne” værktøj, men eller en ret nuanceret figur, hvis egentlige motiv forblev ukendt.

Og heldigvis med mulighed for, at Hahn kan vende tilbage til rollen. Hun spillede glimrende hele vejen igennem, og håndterede selv de mest “overspillede” og campy øjeblikke med flot timing.

Monica Rambeau:

Vores hovedperson/helt udenfor Hexen, som sideløbende med handlingen fik sin egen superhelte oprindelseshistorie. Fra pilot til Photon til mulig kommende ny “Captain Marvel”. En skam, at jeg syntes den del af historien og figuren, var håbløst uinteressant.

Teyonah Parris har nærmest modtaget universel ros for hendes skuespil og Rambeau portræt, hvilket jeg ikke forstår. Jeg synes faktisk hun af alle de bærende roller, var det med afstand svageste led. Hvor “STORE FØLELSER” er lige med udspilede øjne, overdramatisk mimik og intonation, så man tænker, “nu får hun et hysterisk anfald”.

Den karakter kunne jeg, og plottet, sagtens have undværet og givet tiden til en anden. Seriøst, den mest åbenlyse grund til, at hun skulle være med ladet til, at være så det kunne sætte fremtidige ting op i MCU

Jimmy Woo:

Randall Park gjorde det rent teknisk set fint som den lidt kluntede, men alligevel snedige når det kom til stykket, agent Woo. Ikke min favorit karakter, men elsket og hyldet af mange, kan jeg læse mig til. Fint, whatever rocks your boat.

Jeg synes mest af alt, at figuren er lidt anstrengende og skuespillet lige så, men det er vist påkrævet og ER rollen, så den vil jeg ikke tørre af i Park. Endnu en karakter ude fra virkeligheden, som ikke interesserede mig. Måske hvis man han havde givet hans karakter noget af Rambeau-tiden til, at fede rollen lidt op?

Darcy:

Åhhhhh, Kat Dennings… den top belastende “vittige”, smart ass veninde fra alle 90er film nogensinde. Hun var… ikke frygtelig! Altså, ikke lige så frygtelig som i de to Thor-film.

Dennings gjorde det fint med det hun nu fik på manuskript plan, og for det kun nu bringer til bordet. Ingen er forpligtet ud over egne evner. Som figur var hun lidt et plot device, men fik da lov til, at redde dagen og eliminere mellemleder Hayward. For derefter, at forsvinde ud af afsnittet/serien, som dug for solen.

Hayward:

Den er svær. Skuespiller Josh Stamberg gjorde det godt som et klassisk “mellemleder røvhul”, men det var også en meget generisk rolle og karakter. Desværre. Endnu en karakter, som kunne have nydt godt af noget mere tid og karakterudvikling.

Ikke alle skurke behøver være nuancerede og komplekse, men jeg synes der var en misset mulighed her. For Hayward havde faktisk en pointe, et eller andet sted. Jo jo, han var ude på, at hapse resterne af Vision og genskabe “ham” som våben, og alt det der. Og var ude på, at stikke en kæp i hjulet på Wandas forstadsdrømme. Men, havde han ikke også lidt ret?

Måske det var et forsøg på, at retfærdiggøre at han ville skabe et Vision-våben, men i en kort scene forklarede han rent faktisk sine motiver. Han, og andre, forsøgte at holde sammen på verden efter Avengers Inifinity War, hvor HALVDELEN AF VERDENS BEFOLKNING FORSVANDT! Det gør nok et eller andet ved folk. Som man KUNNE have dedikeret lidt tid på, at uddybe og dermed give figuren noget dybde og nuancer.

Pietro/Fietro/Ralph Bohner

Hehehe, “boner”. Ud over, at blive reduceret til Beavis and Butthead bøvet punchline, så gjorde Evan Peters ALT hvad han kunne for, at slaske et humoristisk homerun gennem Hex-hegnet. Han havde en vanskelig rolle, som grænsede til selvparodi og det stereotype, især da han blev mere om mere manchild’sih. Men, Peters ramte tonen og balancen godt.

Som figur var han på samme tid den største overraskelse med sin entré, og den største skuffelse da det viste sig, at han ikke var ”noget”. Han blev offer for både hype og fanspekulation (som jeg selv gjorde mig skyldig i), og virkede i sidste ende, som lidt af en tease og forspildt mulighed.

Det større perspektiv

Alt skal, åbenbart i sidste ende passe ind i Marvels kassetænkning/samlebåndsmentalitet. Også WandaVision, som, hvis man skal være grov, var en ret lille og lukket fortælling om Wandas sorg og traumer. Som alligevel skulle bruges til, at sætte fremtidige handlingstråde, serier og film op. I dette tilfælde ved, at introducere Monica Rambeau som Photon, gøre Wanda til The Scarlet Witch og tease hende egentlige magt og betydning.

På den ene side er det, naturligvis forståeligt og smart. Det holder hjulene i gang og gør, at MCU i princippet aldrig stopper, ligesom tegneserierne. Det er et univers, som konstant udvides. Jeg kunne bare sådan have ønsket mig, at en personlig historie, som denne, havde føltes mere afskærmet og aflukket. Og kunne have leget meget mere med form og indhold.

Det forblev en overfladiske (meta)leg. Dermed blev serien selv lidt en del af det den ”spoofede” i de første afsnit. Det var måske en del af legen?

WandaVision havde muligheden for, at planken helt ud. Men, efter det første afsnit var det som om, at serien gradvis blev mere og mere MCUificeret. Frem for, at stikke en helt ny, og mere eksperimenterende retning ud for filmisk Marvel.

Serien kom dermed også til, at fremstå en kende letkøbt i sin pointer, trods deres påståede tyngde. De emotionelle scener og tematikker kom til, at klinge lidt hule, når serien slutteligt var ved, at overdøve dem med velkendt visuel MCU-larm. Man kunne nok ikke forvente et David Lynch tv-mindfuck ala Twin Peaks: The Return, det ER i sidste ende ”bare” Marvel og Disney. Og skal passe ind i en ramme.

Overordnet gav det en serie, som kun i glimt turde træde lidt udenfor Marvel-mainstream. Og en, som jeg nok ikke kunne finde på, at gense. Dertil var der simpelthen for mange gentagelser og for lidt, at komme efter på et emotionelt og historiemæssig plan i forhold til længden.

Anmeldelser af samtlige episoder kan findes under menupunktet “Anmeldelser”.

The post WandaVision: de sidste ord og tanker appeared first on Kathoom.

Jeg har hidtil forsøgt, at styre udenom de største spoilers i disse anmeldelser, denne gang indeholder det følgende store spoilers om hele WandaVision serien.

Efter knap 2 måneder i Westview siger vi farvel til WandaVision, som om ikke andet fik folk til at snakke om Marvel universet igen. Hvordan det så påvirker MCU i videre udstrækning må tiden vise. Der blev her i sidste episode i hvert fald sat nogle mulige handlingstråde op, som både kan komme til at påvirke kommende film og serier.

SPOILERS, SIDSTE ADVARSEL

For at have en chance for, at sige et eller andet meningsfuldt og runde serien af, har jeg valgt at slutte denne række anmeldelser med ikke, at styre udenom afsløringer. Det var ved at være lidt af en dans om den varme grød og gentagelse af de samme vage fraser. Og formoder, at man har set serien, hvis man har læst med hertil. Ellers STOP HER.

Sidste gang i WandaVision

Da vi forlod Wanda og Westview i sidste uge var linjerne trukket op til den sidste, store konfrontation. Den anmassende nabo, Agnes havde (til overraskelse for ingen) afsløret sig selv som serien modstander for Wanda: heksen Agatha Harkness.

Nu i besiddelse af Wandas fantasibørn, med kontrol over hendes falske bror, Pietro, den ellers afdøde Quicksilver. Spillet af Evan Peters, der dermed gentog sin Quicksilver-rolle fra Foxs X-Men film, selvom det her er MCU, og her Quicksilverer Wandas døde bror. It’s a mess. Men, han viste sig, at være en anden, under Agathas kontrol.

I mens var Vision på sin egen rejse mod klarhed. Han var blevet bevidst om, at Westview og dens indbygger på en eller anden måde var under Wandas magiske kontrol. Og at deres idylliske forstads sitcom liv var en illusion. En manifestation af Wandas sorg og traumer, som holdt en hel by som gidsel, så The Visions kunne lege lykkelig kernefamilie. Beskyttet af The Hex, et energifelt, der skulle holde nysgerrige typer som Hayward og S.W.O.R.D. organisationen ude.

Udenfor The Hex havde Hayward fået bakset en ny Vision, den hvide model, sammen af stumperne af den gamle (Westview Vision er en slags spøgelse, der kun kan eksisterer i byen). Klar til, at tage kampen op mod Wanda.

Sidst i afsnittet blev Monica Rambeau, nu med Photon-kræfter pga. The Hex and stuff, knock outet af Fake Pietro, populært kaldet Fietro, da hun snusede rundt i Westview. Dermed var der linet op til en sidste konfrontation i Westviews gader.

De indre og ydre kampe udspilles på flere fronter

De første to tredjedele af sidste episode, der havde omkring 40 minutters spilletid, plus 10 minutter med rulletekster og to ekstra scener, var næsten udelukkende dedikeret til kamp og action. Wanda mod Agatha, Wanda mod Fake Vision (Fision), Monica mod Fietro, Fision mod Vision og endelig Wanda vs the world.

Pyha. Der var knald på og der gik for alvor effekt helvede i den. Desværre var ikke alle CGI effekterne lige imponerende, og jeg blev faktisk hylet lidt ud af den under kampen mellem de to Visions. Det var sgu’ ikke for kønt og lignede et halv-dårligt PS4 spil.

Inden de røg i totterne på hinanden var det de to hekse, Wanda og Agatha, som uddelte øretæver. Af den slags, hvor man vifter og cirkler med fingre og hænder og kaster besværgelser af den farvestrålende slags. Agathas magiske stråler er lilla, Wandas røde (selvfølgelig). Praktisk, så kan man nogenlunde følge med.

Hverken denne, eller de senere kampscener, var voldsomt ophidsende. Den slags har vi set før i MCU, pænere og mere opfindsomt. Her led WandaVision for første gang synligt under, at det er en serie. Budgettet skulle efter sigende ellers være imponerende nok, men det var åbenbart ikke blevet brugt her.

Mere snak, mindre action, tak

Det afgørende var her, ligesom i hele serien, ordene. Og budskaberne, til dels, som vi ellers har hørt til kvalmegrænsen efterhånden. Tror de fleste fattede omkring… første episode, at det her handlede om Wandas sorg, tab, traumer og om, at give slip og komme videre. Serien led, om noget, af “tell, don’t show”, indtil den vendte det hele på hovedet de seneste par afsnit og penslede det ud, hvis man ikke lige skulle have fattet pointen.

Jeg savnede på en eller anden måde dette psykologiske anker, da kampene begyndte at rase og Wanda, Vision og deres modstandere begyndte at splitte Westview ad. Den her serie åndede bedst i de mest stille øjeblikke – de blev bare for mange, fordi serien endte med, at føles et par afsnit for lang.

De to mest interessante øjeblikke i denne del af sidste afsnit var “snakkeøjeblikke” mellem Wanda og Agatha og Vision og Fision.

Agatha var tydeligvis en modstander, og havde nok sine egen lumske motiver, men hun var sådan set ikke decideret skurkagtig? Hun satte spørgsmålstegn ved Wandas gøren og laden, moralen og etikken i, at holde en hel by fanget for, at Wanda selv kunne få det hun helst ville. Hun var sikkert ude på, at få/bruge Wandas kræfter i eget ærinde, men det blev antydet, at det også kunne skyldes sorg og ønsket om, at bringe nogen tilbage.

Vision og Fision fandt efter deres halv-grimme og formålsløse CGI-rabalder fælles fodslag og begyndte, at filosoferer om, hvem og hvad der er ægte og levende og alt det jazz. Det blev lige lovlig “dybt” og virkede noget forceret og kluntet, modsat Visions sofasamtale med Wanda i forrige afsnit. Men, det var stadig bedre end når to lidt for vægtløse computerspilfigurer fløj rundt og skød stråler efter hinanden over Westview.

Når enden er… en slutning af en art

Hayward og co. fandt en vej ind i Westview, da Wanda indså hendes fejltrin og egotrip, og forsøgte, at løfte besværgelse over Westview og dens indbyggere. Det skabte rifter i Hexen og S.W.O.R.D. tropperne rullede ind, guns blazing. go go go!

Monica narrede hendes knap så skarpe fangevogter/kidnapper, Fietro, som var mere interesseret i, at se Steven Seagal film end holde ordenlig øje med fangen (yes, really). Det viste sig, på noget skuffende vis, at nej, denne Pietro INTET havde med Quicksilver i nogen udformning, at gøre.

Han var indbygger i Westview, under Agathas indflydelse, med det hylende morsomme civile navn Ralph Bohner. “Boner.. hehe”. Det blev endda brugt i en vittig kommentar, hvis nogen skulle have misset pik-joken…

Det korte af det lange, ja, jeg er skøjtet hen over en masse detaljer og nuancer. Hayward sættes ud af spillet af Darcy, af alle mennesker (hey, hun nåede da lige, at dukke op ud af ingenting. Det var der mange der gjorde i dette afsnit). Vision og Fision fandt ud af, hvad det hele handler om. Wanda transformeres til The Scarlet Witch og omfavner, endelig, hendes skæbne, kræfter, traumerne og sorgen.

Og endte med, at sætte Westview fri, udslette Hexen og dermed også hendes egen familie og drømmen. Det var et afsnit, der efter at have trampet rundt i de samme temaer, symboler og budskaber i lidt for mange afsnit, som havde ret travlt med, at få det hele i mål. Og, på ægte MCU manér, sætte de næste ting op. Uden rigtig, at vise det store.

Store følelser, knap så stor effekt

Finalen skulle nok have været det store, rørende emotionelle klimaks på Wandas rejse og udvikling serien igennem. Desværre lande det lidt fladt for mig. Jeg ved ikke om det skyldes serie-fatigue, frustration med seriens udformning og evindelige gentagelser, eller at det bare ikke var så rørende, som skaberne (tydeligvis) gerne ville bilde os ind.

Men, jeg sad tilbage med en halv-tom fornemmelse i kroppen. Lidt skuffelse, ikke vrede. Ligegyldighed og et skuldertræk. Måske er jeg bare et koldt, koldt menneske? Eller også havde jeg, ligesom mange andre, fattet pointen for mange uger siden, og sad og ventede på, at WandaVision havde mere, og andet at sige?

Det havde den ikke. Serien endte, måske meget logisk med det uundgåelige. Wanda alene med hendes enorme kræfter, som hun ikke kan bruge til, at hele sig selv og hendes ar på sjælen. Det lærte hun da i det mindste, endelig efter 9 episoder…

Der var flere ting “galt” her.

Hurtigt mod målstregen, så ingen tænker for meget over plottet!

Agathas skæbne var ret grum, i forhold til, hvad hun egentlig havde gjort. Wanda “skånede” hende ved, at hjernevaske hende tilbage til, at være “den irriterende nabo”, Agnes. Som den ENESTE i Westview er hun nu ikke sig selv og lever i en form for limbo i byen? Det virker ondt, Wanda. Det eneste Agatha havde gjort sig skyldig i, som vi så, eller fik forklaret var, at forsøge at “vække” Wanda og nappe hendes kræfter – af en eller anden grund.

Indbyggerne i Westview fik deres bevidsthed tilbage, men de må da være dybt traumatiserede?! I de glimt, hvor de blev bevidste i løbet af episoden, udtrykte de stor, emotionel smerte og at de har levet en mareridtsagtig tilværelse i Westview. Jeez, Wanda!

Darcy var med i én scene og forsvandt så igen, da hun havde reddet dagen ved at torpedere Haywards bil og sætte ham ud af spillet. Jimmy Woo, den gode agent, blev tidligere fanget af Hayward, men narrede ham med det gamle “jeg har en tændt telefon bag ryggen”- trick (som ingen opdagede?! Hallo, kropsvisitering!!). Og blev så “fængslet” i en lade, uden opsyn, så han kunne ringe efter forstærkning?! Amatørtime hos S.W.O.R.D.!

Hexen gik i opløsning i et underligt og usammenhængende tempo. Først virkede det som om Hex-grænsen rykkede sig i hurtigt tempo og strøg gennem byen, som vågnede op og virkeligheden vendte tilbage. Men, Wanda, Vision og ungerne (hele den pukkelryggede, falske kernefamilie) havde masser af tid til, at tage tilbage til huset, runde af og sige farvel, inden Hexen nåede dertil. Selvom man kunne se den rykkede nærmere og nærmere udenfor vinduet.

Nu i slow motion, eller er Westview kæmpestor, eller var det Wanda der holdte den på afstand, så hun på praktisk vis kunne nå, at sige farvel til familien?! Det fremgik ikke rigtig, men det virkede plotmæssigt praktisk.

Græder androider saltede tåre?

Måske var det bare min ophobede “skuffelse”, eller den flade fornemmelse, som tog over. Men, den her afslutning rørte mig ikke. Og så fældede Vision en fucking tåre! Like tears in the rain… Awwwww. Meh.

Og “puf”, væk var familien og Wanda sad alene tilbage med hendes smuldrede sitcom drøm, og falske familie opløst. Det var en del af hele problemet. De var aldrig ægte! De døde ikke, de var en forestilling og manifestation. Hun havde aldrig haft den her familie, og dermed kunne hun jo, rent teknisk set ikke miste den!

Jo jo, på et symbolsk niveau, jeg er med! Men, det virkede her, for mig, i høj grad som den konstruktion det jo også var – i overført betydning. En følelsesmæssigt manipulerende Marvel-kontruktion, som jeg bare ikke bed på.

“Thanks for choosing me, to be your mom”, var Wandas sidste ord til hendes børn. Men. Vent? De har da netop IKKE selv valgt hende, som deres mor? De var skabt af hende, i et ideelt billede af, hvordan hun så en familie?! Eller hvad? De var ikke ægte!

Det virkede, som en linje der var nøje planlagt til, at skulle trykke på de rigtige knapper og aktivere tårekanalerne. Give me a break…

Bulder, brag og en blød landing

De sidste ekstra scener under rulleteksterne blev, vanen tro, brugt til at sætte kommende ting op i MCU/MTVU. Monica Rambeau løb ind i en Skrull-agent, der hentydede til Captain Marvel. Så det fører enten over i den kommende Skrull-serie, eller Captain Marvel 2, helt som forventet. Hvis så bare Monica Rambeau var en interessant karakter.

Og i den sidste scene besøgte vi Wanda i hendes nye omgivelser, et hus ude midt i ingenting, hvor hun hygger sig med magi. Huset var, tilsyneladende beboet af både en Wanda og en Scarlett Witch, der var i gang med at læse til Sorcerer Supreme (Wanda er mere magtfuld end selveste Doktor Strange, blev det sagt på et tidspunkt i afsnittet, i den store, sorte bog for avanceret trylleri og heksekunst).

I det fjerne høres børnestemmer, som åbenbart nærmer sig huset. Wandas tvillinger? Sort skærm. Æhhhmmm… OK. Hvordan skulle det kunne… hvad skal det betyde? Oh well, who cares!?

Dermed forduftede WandaVision og forsvandt ud på de evige streamingjagtmarker. Med en afslutning, som i sig selv ikke var dårlig, eller forfejlet. Bare sådan lidt ”meh”. Og, der på en eller anden måde føltes, som om det ”forrådte” seriens ånd ved, at forfalde til en klassisk action MCU-afslutning.

Det var lige ved, at overdøve finalens emotionelle toner og fjerne fokus fra det, som serien hele tiden har kredset om. I sidste ende var det ikke ødelæggende, men det var måske medvirkende til, at det fremstod som en halv-flad landing, frem for et stik i hjertet?

Med serien i bakspejlet, vil jeg andet steds runde WandaVision af med et mere overordnet blik på serien. Og hvad den kan betyde for fremtidig Marvel på den store og lille skærm.

The post Anmeldelse: WandaVision episode 9 appeared first on Kathoom.

Sidste gang i WandaVision…

Da vi forlod Westview og WandaVision sidste gang, efter episode 4, var en nagende tvivl begyndt at snige sig ind. Havde serien overhovedet noget tøj på? Var det et tilfælde af Kejserens Nye Klæder, hvor nogle serie-bagmænd stod i bar røv og bad os trutte i den?

Episode 3 var for mig “mere af det samme”, selvom Wanda og Vision blev forældre til tvillinger på rekordtid. Ligesom sitcom-omgivelserne, endnu engang, rykkede frem i tid og nu var i de farvestrålende 70ere. På et plotmæssigt plan begyndte det dog, at lugte lidt af at forfattere trak tiden. I stedet for, at udvide historien, eller bygge ovenpå mysteriet, så kørte de i ring.

Episode 4 viste sig at være der, hvor serien for alvor blev forbundet til MCU. Vi gik bogstaveligt fra begrænset 4:3 format til full screen, da vi for en stund forlod Westview og kameraerne blev rettet mod verden udenfor. Hvem kiggede og fulgte med i WandaVision, vi som seere blev seere af seerne I serien – kunne man sige. Sløret blev løftet for, hvem der havde forsøgt, at kontakte Wanda udefra . Vi fik baggrundshistorie og viden, som forbandt serien med Avengers Endgame, samt en større fornemmelse af: hvem, hvad og hvornår.

Alligevel virkede det lidt “kunstigt”, eller konstrueret. For fik vi egentlig meget reel ny viden? Jo, tidsfæstelsen og forbindelsen til begivenheder i Endgame blev bekræftet. Det var en konkret oplysning. En der satte en tyk streg under, at disse Disney+ serier ER en del af MCU. Men, mange af de andre ting, der foregik og blev bekræftet, i dette mere filmiske afsnit, føltes som ekspositions-dumping.

Oplysninger, som vi kunne have fået løbende i de første 3 afsnit, som vi på en måde allerede vidste eller havde på fornemmelsen. Jeg har intet imod, at vente og at en serie ikke serverer svar på svar, og bygger op. Et eller andet gjorde dog, at jeg begyndte at få fornemmelsen af, at skaberne trak tiden med vilje, og holdt igen. Muligvis fordi de ikke havde så meget mere i posen, at dele ud.

Episode 5: On a Very Special Episode…

Så kom Episode 5. Er det rimeligt, at forlange at seerne skal hænge på i næsten 5 hele afsnit, inden man smider en bombe og potentiel game changer? Og at denne game changer for, at dens omfang helt kan forstås, kræver at man har en god mængde baggrundsviden. Og i hvert fald har set mindst håndfuld Marvel-film?

Det kan diskuteres, men eftersom jeg havde været så heldig, at undgå nogen former for spoilers, så fik jeg mit første reelle “tab kæben, samle den op og råb ‘fuck yeah!'” moment i WandaVision. Første skulle jeg dog igennem næsten 20 minutter, hvor jeg ikke helt kunne slippe den voksende “men har de noget tøj på” følelse.

Handlingen i WandaVision var nu rykket fra de blomstrede og spraglede 70ere op i 80erne og 90erne. Ja, stilen var ikke længere så klokkeklar og afkodelig, som i de tidligere afsnit, hvor 50erne, 60erne og 70erne var ret klart defineret.

Det her virkede lidt som en blanding af 80erne Family Ties og 90ernes Full House. Full House, eller Hænderne Fulde, startede dog i 1987 og fortsatte indtil midt-90erne, så på en måde gav dette overlap mellem årtierne mening. Nu er sitcoms jo heller ikke tydeligt afgrænset af årstal. Eller også opdagede forfatterne, at de var ved at løbe tør for afsnit og valgte at gabe over mere tid?

Der KAN dog også være en anden, mere vag og “i overført betydning”/symbolsk forklaring. Måske er Wandas jerngreb om denne sitcom-verden ikke længere så stramt, som i begyndelsen – selvom hun påstår, at hun heller ikke selv ved hvad og hvordan det hele hænger sammen. Verdenen er begyndt at krakelerer, og der har været tegn på, at hun er ved at miste grebet. Måske gør det også, at de sitcom “rammer” hun har opstillet bliver mere udviskede og udflydende?

Og så kom plottwitstet

Handlingen kort: Wanda og Visions tvillinger vokser i rekordfart i løbet af afsnittet. De finder en hund, Sparky, en lille reference til Tom Kings fremragende Vision maxi-serie. Dog kun pga. navnet og at det lille kræ lider en krank skæbne efter, at have udvist decideret selvmorderisk adfærd fra første øjeblik.

Wanda har tiltagende svært ved, at opretholde den illusion hun har skabt for den lille familie i Westview, hvis indbyggere også begynder, at nedbryde rammerne i deres sitcom verden. Hvilket resulterer i, at den i MCU-sammenhæng ret døde Vision begynder, at gennemskue at der er noget helt galt med hans verden.

Serien leger samtidig videre med sitcom-troperne, og rammer dem stadig rent, hvis man sætter pris på den slags. Samtidig fylder verden udenfor, endeligt etableret i forrige afsnit, mere i den overordnede handling i WandaVision. Så vi nu endelig har to reelle handlingsforløb.

Alligevel sad jeg under første gennemsyn af Episode 5 og følte mig en lille smule uengageret. Det var nok min nagende mistillid til, at skaberne havde mere at byde på end vi i forvejen havde fået, som spillede ind. Men, så nåede vi frem til de sidste minutter og seriens helt store afsløring, indtil videre. I klassisk “midt-sæson plottwist” manér fik bagmændene med ét vendt op og ned på både WandaVision og i en større sammenhæng hele det MCU vi kender fra filmene. Måske.

Recasting, relancering eller bare en smart gimmick?

Det er svært, at snakke om uden at spoile for meget, så jeg prøver at være så vag som muligt. Men, med den manøvre og introduktion af en “ny” karakter, som ringer på døren hos Wanda og Vision i afsnittets sidste sekunder, fik de blæst seriens dør på vid gab.

En i forvejen kendt figur fra filmenes verden, både de officielle MCU-film og de Marvel-film produceret af et andet filmstudie, og dermed ikke del af MCU, dukkede op. Med et trylleslag blev disse filmuniverser for første gang, på en måde, kombineret (tilsyneladende/muligvis/såfremt!). Samtidig, hvis vi bliver i de sitcom-troper som WandaVision hele tiden har leget med, fik serien brugt en sitcom-klassiker: recasting.

Det åbner op for en lang række af muligheder og spekulationer. Både for, hvad det betyder for WandaVision i anden halvdel af sæsonen, men også af mere vidtrækkende karakter. Betyder det, at “alt”, på tværs af filmuniverser, nu er kanon og kan bruges? Befinder vi os midt i et Marvel-multivers, som det allerede er blevet antydet? Scoopet og de mulige konsekvenser for fremtiden i MCU er enorme. Men intet er sikkert.

Måske er der noget helt andet i spil her, som “kun” relaterer til WandaVision-serien. Det ville måske være lidt antiklimatisk og føles undervældende i det større perspektiv. Måden karakteren indtil videre er introduceret på gør, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Måske ER der blot tale om en clever metaforisk “recasting” af en figur, som har en nær forbindelse til Wanda. Og får ingen konsekvenser for MCU og andre Marvel-film. Det ville være ærgerligt, og jeg tvivler på, at man ville gøre det her, hvis konsekvenserne ikke var større, men udelukkes kan det ikke.

Episode 6: All-New Halloween Spooktacular!

“Man kan ikke vække de døde til live”, det var en af de ting Wanda påpegede i forrige afsnit. Det bliver mere og mere et centralt punkt i plottet. Ikke kun hvad angår Vision, der i dette afsnit for alvor “bryder igennem” Wandas fortryllelse og søger svar,  eller Sparky the dog. Mistanken til, hvad og hvem vores nyankomne reacastede “ven” egentlig er, stiger også hurtigt.

Afsnittets rammefortælling er endnu en klassisk sitcom-trope. Eller egentlig flere. All-New  Halloween Spooktacular, er som titlen antyder en god, gammeldags Halloween-episode. Samtidig er handlingen i Westview nået op gennem 90erne og på tærsklen til det nye årtusinde. Med en 4th wall breaking serie som Malcolm In the Middle, som det mest tydelige referencepunkt.

Disse elementer leges der på efterhånden velkendt WandaVision manér med. Eller man forsøger, i min optik, desværre lidt halv-hjertet og kun delvist gennemført. Synsvinklen synes indledningsvis, at ligge hos vores ny pre-teen tvillinger (der tydeligvis har arvet dele af familiens evner… og nu (muterede?) gener??) og deres oplevelser på Halloween. De taler til “kameraet” et par gange, og “glemmer” det så ret hurtigt igen.

Det virker bare ikke helt lige så gennemført, som når WandaVision legede med troperne i tidligere afsnit. Det er som om, der ikke rigtig er tid og plads til, at følge det til dørs afsnittet igennem. Så det bliver kun til en vag markering af koncept og præmis, og så er det ellers som om skaberne selv glemmer, hvad der indledningsvis bliver etableret som stil.

Hurtigt går der plot i den og en mere standardiseret fortælleform- og teknik tager over på en Halloween aften, hvor tingene for alvor begynder, at ramle for Wanda og hendes greb om begivenhederne i Westview. Endvidere synes jeg, at stilen og grebet efterhånden virker lidt anstrengende. Hvilket gør, at den ellers skarpe, meningsladede og dobbelttydige dialog fremstod noget opstyltet og lidt for meget on the nose. We get it, der er hentydninger og flere lag i det der siges. Nærmest konstant. Sig noget NYT!

Stay out of Westview, deadbeats!

For at undgå spoilers, er jeg (igen) nødt til at være meget vag og skøjte lidt hen over handlingen her. Lad os bare sige, at Vision søger “ud ad” og på sin vej møder tiltagende mystisk agerende medborgere i byen. Folk virker lammede, fanget i deres handlinger og bevægelser. Eller er de ved, at vågne?

Udenfor er der gang i et powerplay hos S.W.O.R.D., den hemmelighedsfulde regeringsafdeling, som har slået lejr udenfor Westview bygrænse. Hvad deres, og leder Haywards, egentlige motiv er, er stadig ukendt. Man stoler ikke helt på ham, og dem. Ikke blot fordi han virker, som lidt af en douche overfor omgivelserne, men det hele er også rent visuelt mørkelagt, metallisk og koldt.

Vores 3 “helte”, de gode, den tidligere “Geraldine” fra Westview, Monica Rembeau, agent Woo og vores computernørd/videnskabskvinde Darcy forsøger, at argumenterer for, at Wandas intentioner i deres optik ikke er fjendtlige. Hayward er, i ægte “goverment hardass” manér, ikke lydhør, og ønsker hende stoppet. Med alle midler.

De kommer på kant med hinanden og Hayward bortviser dem fra området. Det lykkes, selvfølgelig de tre at overmande deres toptrænede vagter, hugge deres tøj og snige sig tilbage på det “skarpt bevogtede” område. Her kan man godt sætte lidt spørgsmålstegn ved den tungt bevæbnede, high-tech organisations sikkerhedsforanstaltninger. Ingen opdager dem, tilsyneladende? Og Darcy kan eksempelvis, uhindret hacke sig ind i Haywards hemmelige filer, for den slags har han, selvfølgelig også. På jagt efter svar.

Men, Hayward er ikke 100 % galt afmarcheret asshole. Han forklarer blandt andet, hvordan han og andre skulle holde sammen på verden i efterdønningerne efter Avengers Infinity War. Og nu holder Wanda, tilsyneladende en hel by som gidsler i hendes eget, lille forskruede forsøg på, at lege familie. Villig til, at gå meget langt for at forsvare det hun har i Westview.

Mod slut i afsnittet, da det hele spidser til og Vision, i Wandas optik er i fare (eller ved at undslippe/dø igen?) får vi den hidtil største demonstration af hendes kræfter. De virker skræmmende, enorme og som noget, hun ikke engang selv kender grænserne for. Eller måske helt ville kunne kontrollerer, hvis hun blev skubbet ud over kanten? Hvad følgerne så ville være, kan man kun gisne om. Men, en national, eller måske global katastrofe kan ikke udelukkes.

Hayward har en pointe…

Ny uge, samme spørgsmål…

WandaVision begynder, at lide lidt under at plottet og handlingen tager til i tæthed, og skal strækkes ud i yderligere 3 afsnit. Og måske videre? For, det begynder at lugte mere og mere af, at nok får vi muligvis en afrunding på Westview-plottet, men det her får konsekvenser for det samlede MCU/MCTVU på den anden side af WandaVisions bygrænse.

Vi får flere og flere svar, men på en måde ved vi stadig ikke meget mere end man fornemmede i de tidlige afsnit. Hvem er den egentlige skurk, om nogen? Er der en ukendt kraft/karakter, som trækker i trådene bag det hele, eller det hele centreret omkring Wanda? Det er stadig, 6 afsnit inde, det helt store spørgsmål.

Tvetydighed kan være en god ting, og serien skal have ros for, at forsøge at skabe et mysterie og nogle karakterer, hvis motivation og motiver ikke er helt sort/hvide. Wandas reaktion på sorg kan virke, som noget af en overreaktion. Men, “sorg” og “fortvivlelse” er stadig relaterbare og forståelige følelser, som kan undskylde meget – også i en “tegneserieverden”. Alligevel kan jeg ikke slippe følelsen af, at man ikke får reel ny viden, men blot varianter af de samme spørgsmål og svar.

Vidunderlige Wanda og den Trælse Trio

Wanda er klart den mest interessante figur, og Elisabeth Olsens portræt og skuespil er seriens højdepunkt. Fra afsnit til afsnit, scene til scene og jævnligt I samme scene, skifter hun ubesværet stil, tone og udtryk, alt efter hvad situationen kræver. Som karakter håber jeg, at Wanda kommer ud af det her, som en vigtig og mægtig spiller i fremtidige MCU-produktioner. Som helt eller skurk? Det må tiden vise.

Resten af castet veksler mellem gode, hæderlige og (desværre) en række præstationer, som jeg bare ikke er fanget af. Det kan delvist skyldes karaktererne og måden de fremstilles på, men skuespillet og skuespillernes stil spiller også ind. Beklageligvis gælder det hele vores trio af “helte” udenfor Westview. De er for mig både lidt uinteressante og skuespillet halter.

Især Teyonah Parris, som Monica Rembeau og Randall Park, som Johnny Woo, har fået meget ros rundt omkring. Jeg forstår det ikke helt. Parris tenderer, for mig, overspil og “påtaget intensitet og indignation”. Selvom hun vist skal forestille, at være en stærk, uafhængig og handlekraftig kvinde. Park lider under, at Woo-karakteren er skide irriterende. Jeg har lyst til at slå ham. Han skal muligvis være seriens “uskyld”, den mere “rene” karakter og seernes avatar, men han går mig bare på nerverne.

Omvendt er jeg meget mere engageret i Westview siden, eller i hvert fald i Wanda-karakteren. Det ER hendes serie, også selvom Vision udgør halvdelen af seriens titel. Hans endelige skæbne er jeg også lidt ligegyldig overfor, han er jo teknisk set død. Er det et problem? Måske. Det er ikke fordi, at jeg er uden sympati for hans figur, og det mareridtsagtige scenarie han befinder sig i. Jeg er bare mere interesseret i Wandas udvikling og retning.

Så hvad har vi egentlig lært efter 6 episoder?

Vi nærmer os stille og roligt opløbsstrækningen i WandaVision. Hvis der er større kræfter i spil og en “mand/kvinde bag tæppet”, som er den der trækker i trådene, så skal det snart introduceres. Man frygter (stadig), at det hele kunne ende som en prut i kirken, et gigantisk cop out, eller helt eller delvist uforløst – fordi det skal bygge bro til fremtidige MCU-produktioner.

WandaVision formår stadig at fascinere i glimt og som samlet idé og koncept. Det er også en underlig blanding af, at plottet går i tomgang, eller løber i ring og at der, tilsyneladende, sker en hel masse. Serien lever også i høj grad på, at man orker at sidde og gætte med og på den måde bygge forventninger op.

Det er ikke det samme, som at serien leverer tilfredsstillende og fyldestgørende svar, eller rent faktisk har noget større på hjertet. Det er mest, at besvare spørgsmål ved, at rejse nye, eller svare på de samme ting på lidt nye måder. Indtil man løber tør for tid og ender med ikke rigtig, at få sagt noget.

Efter Episode 5 og 6 er det helt store spørgsmål stadig: hvad pokker er det egentlig der foregår?! Om man ser det som en fordel eller ulempe og nok til, at føle sig stimuleret er nok en smags sag…

The post Anmeldelse: WandaVision EP. 5+6 appeared first on Kathoom.

Episode 3+4 af Disney+ serien WandaVision dykker dybere ned i seriens eget metalag, og udvider Wanda og Visions flaskeunivers. Samtidig får vi et større indblik i verdenen omkring Wanda og Vision, og får for alvor knyttet serien til det større MCU.

Jeg har allerede anmeldt de to første afsnit af WandaVision, eller episoder, som de blev kaldt inden de nu, lidt forsinket (?) har fået reelle episode-titler. Her bedømte jeg samlet set serien til, at være meget lovende, men var ude i en balancegang, i forhold til mængden af informationer man som seer gives. Og om seriens plot/historie og udsyn er større end “bare” det umiddelbare mysterie om, hvad der egentlig foregår i WandaVision: hvem, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan.

I denne anmeldelse af episode 3+4 vil jeg tilstræbe, at holde spoilers til et minimum (det gælder også de indsatte screendumps) og kigge lidt på de mere overordnede linjer. Så folk (dig?) har en chance for, at få set serien med egne øjne, så uberørt som muligt og så man kan danne sig sine egne indtryk. Og uforstyrret gå på jagt, og dykke ned i de mange brødkrummer, der er smidt ud til seerne i løbet af afsnittene. Men, ønsker du at se serien, og disse afsnit helt fri for spoilers, så stop med at læse… HER.

Sidste uge på WandaVision…

Wanda og hende mand Vision (der ellers var temmelig stendød efter sit møde med Thanos), lever i den idylliske forstad Westview. Tilsyneladende er byen placeret inden i en sitcom, der starter i de sort/hvide 50ere, bevæger sig op i de swingende 60ere og længere frem. Et tv-show inden i serien WandaVision med et grinende publikum, statiske kulisser og kameraindstilling, sitcom plotlines og andre troper, der hører den klassiske sitcom genre til.

Men, nogen kigger på Wanda og hendes forstadsidyl og forsøger, at komme i kontakt med hende “udefra”. Sitcom-verdenen krakelerer i glimt, idyllen brydes og en ulmende uro og ubehag ved denne blanke og overfladiske verden lurer lige under overfladen. Hvem kalder på Wanda? Hvem har skabt denne drømmeverden inden i den “rigtige” verden? Er det Wanda selv, der pga. hendes traume over Visions død, som har skabt denne verden og holder dens indbyggere som “gidsler”.

Og hvad med byens andre beboere? Er de skuespillere, er de bevidste om, at de ikke befinder sig i den virkelige verden? Nogle af dem, som den stereotypiske fremme-i-skoene nabo kone, Agnes (hvis navn, muligvis illuderer til karakteren Agatha Harkness fra tegneserie-universet), virker yderst suspekte. Eller hvad med Wandas veninde, Geraldine, der i korte passager virker helt løsrevet fra Westview-idyllen, som om hun bryder igennem sitcommens fjerde væg.

Og hvor meget ved Wanda egentlig selv?

WandaVision, nu i farver og lidt i stilstand

Det kan virke lidt paradoksalt at sige, at en serie, hvor hovedpersonen i løbet af 22 sitcom-minutter går fra lige at være blevet gravid til, at føde tvillinger, virkede som om den trak tiden. Og udover dette, og et skift til spraglede 70er Patridge Family/Brady Bunch farver, så skete der reelt ikke særligt meget.

Det var min overordnede fornemmelse efter at jeg, desværre lidt uengageret, havde set denne Episode 3. “Now In Color”, titlen på episoden, signalerer ellers, at man på en måde skulle kunne se ting mere klart, eller mere “kulørt”, paletten udvides osv., men for mig gik plottet i stå. Det var ikke en episode, efter den meget lovende og pirrende start, som skubbede handlingen, den udenfor det lukkede Westview-univers, fremad i afgørende grad.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at man trækker tiden lidt, giver en serie lov til at ånde og ikke give seerne FOR meget. Hey, jeg elskede og elsker stadig Lost, den ultimative spinning the wheels og “afled seernes opmærksomhed fra, at vi går i ring” serie. Det vil nok også være en smagssag for den enkelte seere, men jeg fik her fornemmelse af, at skaberne med vilje tilbageholdt informationer for seerne, for at fylde de bestilte antal episoder ud. Det er ikke et samme som at trække spændingen og opbygge suspense!

Jeg forlanger sådan set ikke, at skaberne af WandaVision giver os flere, eller større lunser – jeg vil gerne føres bag lyset, så længe som muligt! Og jeg elsker, når jeg ikke helt forstår det jeg kigger på, bare jeg har en fornemmelse af, at der ligger andet bag end at trække tiden. Jeg synes tomgangen truede i Episode 3, som kun i glimt bidrog med små brikker, der gav noget til det samlede puslespil.

I stedet for fik bare lidt flere af de samme brikker, dem vi allerede fik i de første 2 episoder. Flere spor, hentydninger og “easter eggs”. Mere metaleg med mediet og tv-show/sitcom troper og formatet. Flere “breaking the wall”-øjeblikke. Og en gentagelse af de samme “hv-ord”, som var dominerende i de tidligere afsnit. Uden at der blev føjet væsentlig til, eller kom nogen svar. Bare mere af det samme.

Så er vi tilbage ved, at bagmændene holder lidt igen, Hvilket er helt fint med mig. Hvis det skyldes, at de har de rette motiver: så bygge spænding op og lade serien simre. Og ikke fordi, der er tale om en Kejserens Nye Klæder situation. Måske ikke, at de slet ikke har noget tøj på, men så i hvert fald ikke andet og mere end de klæder vi allerede har set.

En verden udenfor – vi afbryder vores normale udsendelse!

Hvor episode 3 føltes som mere af det samme og i lidt for høj grad “tidstrækkeri”, så var det lige før, at episode 4 gav en FOR meget og brød WandaVisions stemning og flow for voldsomt. I “We Interrupt This Program” ser vi kun vores hovedpersoner, Wanda og Vision, i korte glimt på tv-skærme og flytter ellers handlingen ud af Westview og følger mysteriet, som det har udfoldet sig “på den anden side”.

SPOILER, det viser sig nemlig at Westview, naturligvis fristes man til at sige, ikke “findes”. Eller, hvis den gør, fysisk eller på et andet plan, så er den omgivet af en slags energifelt og noget stærk stråling, som afskærer den fra resten af New Jersey. Hvor byen åbenbart er beliggende.

I episode 4 bliver “scoopet” meget større og WandaVision forbindes endegyldigt til Marvel-filmuniverset. Det har jeg det lidt dobbelt med. På den ene side, så kunne jeg godt lide, at serien virkede som et sært, helt eget lille hjørne, isoleret fra MCU i en vis grad. Et sted, hvor serien og seriens skabere kunne få lov til, at gakke ud og udfolde en helt anden og anderledes Marvel liveaction verden, som kun var løst forbundet til MCU. På den anden side, så er det særdeles spændende og potentielt ændrende for hele den måde MCU skal anskues, og er forbundet på.

På sigt kan man se konturerne til, at film og serier ikke skal ses som separate enheder, men som en del af et større, sammenhængende univers. En omfattende historie, fortalt på tværs af medier, der er uløseligt forbundet, viklet ind i hinanden og bygger videre og ovenpå hinanden. Det kan også gøre det lidt uoverskueligt, både for nye og gamle seere. Og intimiderende, eller udmattende, at kaste sig ud i. Efter episode 4 vil jeg påstå, at du er nødt til at have set mindst en håndfuld af de nyeste MCU-film for helt at fatte hvad der foregår.

Der er ikke bare referencer og call backs til handlingstråde i MCU. Dele af handlingen i dette afsnit, som på mange måder er et flashback til hvad der er foregået i verdenen udenfor WandaVision, ligger i direkte forlængelse af en afgørende begivenhed i Avengers Infinity War. Ligesom nogle velkendte karakterer fra MCU-filmene dukker op i nogle større bi-roller i denne episode og faktisk, sammen med “Geraldine”, hvis sande identitet nu afsløres, er episodens hovedpersoner. Ens fornøjelse ved nogle af disse karakteres bidrag, og kvaliteten af skuespillet vil nok variere. Jeg er ikke ubetinget begejstret.

Episode 4 er ikke kun forbundet til MCU via handlingen, der dækker tiden efter Infinity War, nogle år frem og følger handlingen i WandaVision “serien i serien” sideløbende, fra sidelinjen. Rent visuelt og teknisk er dette afsnit også langt mere filmisk og stilistisk beslægtet med filmene. Hvilket bryder radikalt med det retro-sitcom look og stemningen, som de første 3 afsnit havde. På den ene side frisker det WandaVision op og giver lige sitcom-looket en tiltrængt pause, på den anden side så strømliner det serien med en lidt for kendt MCU-feeling.

Noget gammelt, noget nyt og noget Marvel-blåt

Jeg har det, som man kan fornemme, lidt ambivalent med de seneste 2 afsnit af WandaVision. Rent teknisk er den stadig imponerende, og skiftet mellem genre og tidsperioder håndteres på overbevisende manér. Det der “bekymrer” mig, eller kaster lidt grus i maskineriet, er ikke så meget “det der sker”, eller de kreative valg. Det er mere måden det gøres og er skruet sammen på.

WandaVision er i høj grad også en leg med og meditation over mediet, vores tv/seer-vaner, forventninger og måden vi konsumerer kultur på. Der er ligefrem karakterer i episode 4, der da de fanger “WandaVision” tv-udsendelsen på deres overvågningsudstyr udenfor Westview, sidder og “binger” serien. Det er da “cute”, og en fin kommentar, men det er også lidt on the nose. Der er en meget fin balance her mellem, at påpege konstruktionen og metalaget og komme til at virke FOR konstrueret og meta. Jeg er afventende overfor, hvor nålen kommer til at pege for WandaVision samlet set.

Får man for meget information, får man for lidt, det er nok subjektivt. Men, der er et eller andet i rækkefølgen, eller seriens pacing, hvor informationsmængden og afsløringer kontra, at holde spændingen og dosere mysteriet, som føles en lille smule ude af synk for mig. Måske er serien bare en lille smule for ambitiøs for sit eget bedste? Jeg er stadig nervøs for, at man efter sidste afsnit sidder tilbage med en lidt for stor fornemmelse af, “nå, var det bare det?”.

Jeg sidder med en snigende fornemmelse af nogle skabere, der sidder og vifter en foran næsen med, “ha, se hvor smarte og kloge vi er”, mens man selv tænker, “øhm, det er I faktisk ikke..?”. Den lurende “mistillid” gør, at jeg måske ikke tør/kan/vil engagere mig helt så meget i WandaVision, som jeg virkelig gerne ville. Men, jeg er ikke uinteresseret eller uvillig til, at følge serien til dørs. Det er nok bare med en lidt tilbagelænet og skeptisk, “OK, lad os se hvad der sker” tilgang, frem for at jeg sidder på kanten af sofaen og bare sluger det råt.

Plus:

– World building, WandaVision er meget større end Westview
– Teknisk imponerende
– Formår stadig at ramme den tone, der sigtes efter og kræves, rent
– Metaleg er sjovt, når det ikke bliver FOR konstrueret
– Generelt velskrevet og skarp dialog
– De bærende roller i Westview leverer stadig varen. Elisabeth Olsen især
– Masser af guf og “gaver” til Marvel-fans at gå på jagt efter
– Mysteriet er (måske) stadig intakt og har potentiale
– Forbindelsen til, og den mulige indflydelse på MCU. MCTVU?!

Minus:

– For tyk metaleg er ikke sjovt
– Balancen: pacing af plottet, måden information og “afsløringer” falder på, kan virke lidt skæv
– Episode 3 giver for lidt, episode 4 måske for meget? Jeg er krævende og aldrig tilfreds…
– Visse nye/gamle karakterer, der introduceres er ikke lige min smag
– Er “mysteriet” i sidste ende stærkt nok til, at bære serien helt i mål?

Konklusion:

Har WandaVision egentlig noget tøj på, hvis ja, hvor meget og er det noget vi har set før, eller havde regnet med, at se? Vi er ikke blevet MEGET klogere efter episode 3+4, men det gør måske heller ikke så meget? Er WandaVision lidt for “klog”, eller slet ikke klog nok?

Hvad kunne være en stor nok begivenhed, eller en konsekvens af serien? Hvis den på en eller anden måde får introduceret mutanter i MCU. Der har tidligere været hentydninger til House of M tegneserien, hvor en “vanvittig af sorg” Wanda udraderer Jordens mutanter. Hvad nu hvis WandaVision ender med, at være en omvendt House of M? Spekulation!

Følg med om 14 dage, når jeg anmelder episode 5+6.

The post Anmeldelse: WandaVision EP. 3+4 appeared first on Kathoom.

Illusionen brydes og en stemme kalder ud efter Wanda, der forvirret stivner, som hun står der i den sitcom-lignende kulisse. Hvor kommer stemmen fra? Hendes “fangevogter”? Er det hende selv, som på en eller anden måde forsøger, at vække hende fra den arketypiske og nostalgiske idyl? Er hun den, der forårsager alt det her? Eller er det i virkeligheden Vision, som er grunden?

De første to afsnit af Disney+ og deres Marvel-serie, WandaVision, giver ikke mange svar. Kortene holdes indtil videre tæt til kroppen, hvilket ikke nødvendigvis er et problem. Hvis det da ikke dækker over, at der ikke er meget mere at komme efter end det centrale mysterie om, hvor vi egentlig befinder os, hvorfor og hvordan. Serien virker også bevidst om, at vi som seere er med på, at der gemmer sig mere. Figurerne taler nærmest for os i visse replikudvekslinger, som denne: Wanda -“We are an unusual couple you know.”, Vision – “Oh I don’t think that was ever in question.”

Da serien er helt ny vil jeg tilstræbe, at komme med så få spoilers om handlingen og plottet, som muligt. Ikke at jeg er underlagt nogen begrænsninger eller lignende, men bare fordi det er god skik, ik? Men, advarsel, ønsker du absolut ikke, at vide det mindste om WandaVision, så stop her!

Mysteriet etableres, men er der mere?

Man kan med rette argumenterer for, at setuppet og dette mysterie i bund og grund er “småt”. Vi befinder os i en form for aparte sitcom-lignende virkelighed, der indledningsvis ligner noget fra 50ernes amerikanske mainstream fjernsyn. Her skal der lyde en stor ros til forfatterne for, at ramme tonen fra dengang virkelig godt. Replikker og dialogen er skarp og præcis, i det hele taget er serien virkelig velskrevet.

Vi befinder os i en verden med fastlåste kønsroller, Wanda tryller i køkkenet (bogstaveligt talt) og Vision tager på arbejde. Et job på et gråt og sterilt kontor, hvor han ikke rigtig ved, hvad han egentlig laver og hvad firmaet han arbejder for, laver? I det hele taget er The Visions’ omgivelser og kulisser meget sterile, glatte og kønsløse… de lever helt konkret i en kulisse? Noget kunstigt? En efterligning af virkeligheden? Ren overflade og facade. Og for lige, at hamre pointen hjem om, at facaden skal opretholdes i forstæderne, så skifter Vision fra sit Vision-udseende til “menneskeansigt”, når han går ud af døren.

I andet afsnit er vi, tilsyneladende flyttet et par år frem i tiden, rent æstetisk og hvad tonen angår, handlingen hopper ikke på samme måde i tid. Man kan se det på, at kulisserne er opdateret, så The Visions’ parcelhus i den anonyme forstad, Westview, har fået en mild modernisering.

Ligesom kulissernes udseende får en lille overhaling, så skifter seriens introsang. Fra helt klassisk sitcom intro med en introduktion af “castet”, til en animeret, mere 60er “svingende” i andet afsnit. Det er små, æstetiske justeringer, som skal signalerer en ændring i tid og tone, men de er overalt. I andet afsnit må vi gerne se hr. og fru Vision i soveværelset, dog i separate senge. De rykkes sammen og dynen kommer over hovedet, da de skal have en uskyldig hyggestund. Den var ikke gået i de endnu mere bornerte omgivelser i episode 1.

Hvor jokes i første afsnit er helt flade, fladpandede og ufarlige, så skærpes det en lille smule allerede i andet afsnit. Her begynder omgivelserne, som Wanda og Vision lever deres helt normale tilværelse i, dog også allerede at krakelerer. Kulisserne støjer, man hører “bump” i baggrunden. Farver, primært rød, sniger sig ind i to scener og bryder med seriens sort/hvide rammer. Wanda begynder at høre “stemmer”: “Wanda, who is doing this to you, Wanda?”.

Slørede WandaVisioner – sker det her virkelig?

Hvad er det egentlig der foregår i WandaVision? Selve afsnittenes handling og plot er bygget op fuldstændig som en gammeldags sitcom. Fra kameraindstillinger, skuespillet, publikumslatter, historierens opbygning og afvikling, ned til, at i hvert fald første afsnit varer præcis 22 minutter da rulleteksterne begynder. Og vi langsomt zoomer ud og forlader Westview og går over i de rigtige rulletekster.

“Tonight we will lie to you”, lyder det fra Vision i andet afsnit. Der handler om, at The Visions skal optræde med tryllekunster til nabolagets årlige velgørenhedstalentshow. “For the kids”… den tagline skal man nok bide mærke i, som noget der kunne pege mod noget meget større, hvis man er bekendt med de tegneserier, der delvist har inspireret denne tv-serie. Vision kalder sig dog ikke tryllekunstner, men “illusionist”. Hvad er egentlig illusionen her?

“Vision, is this really happening?”, spørger Wanda på et tidspunkt i andet afsnit, i en helt anden kontekst, men i overført betydning er det, naturligvis det man også som seer skal spørge sig selv om. Det er det central spørgsmål i WandaVision. Indtil videre er det nok, men det er også, som nævnt tidligere, et spinkelt grundlag, hvis der ikke bygges mere ovenpå. Dog kan man bruge en del tid på, at lede efter spor og små hints.

Jeg tog mig selv i, helt automatisk, at sidde og “scanne” baggrunden for antydninger, veje ordene og sætte spørgsmålstegn ved det hele. Der er masser af detaljer, referencer og mere eller mindre åbenlyse tråde til hvad der foregår – og et større Marvel-univers. Sådan et detektivarbejde kan jo være spændende nok, men det er ikke sikkert, at det er noget alle seere gider bruge tid og kræfter på.

The Visions’ store nummer i talentshowet, er det klassiske trick, hvor en kvinde lukkes inde i en kasse og forsvinder. Det går ikke helt efter planen, men det fører blandt andet til sætningen “I’m not sure what I’m doing here?”. Ikke ytret af en af vores hovedpersoner i denne forbindelse. Er de andre karakterer, som befolker denne sitcom verden også “fanger”, eller ”fangevogtere”?? Er de illusioner, som på en eller anden måde er blevet bevidste? Og hvad er der egentlig los med den meget pågående og anmassende nabokone, Agnes, hvis ægtemand, på ægte sitcom-manér kun er en punchline og ikke en karakter vi får at se?

Bristerne og revnerne i denne verden viser sig kun i glimt, men de er meget tydeligt når de gør og den hyggelige, nostalgiske stemning brydes og bliver pludselig mareridtsagtig foruroligende. Blandt andet, da Wanda forsikrer en anden forstadsfrue, nabolagets ukronede dronning, om at hun ikke ønsker at skade hende og konen spontant udbryder “I don’t believe you”. Skiftet fra fredsommelig forstadshygge til en meget direkte, illusionsnedbrydende kommentar er isnende.

Hvis det her en komedie, hvorfor er der så ingen der griner?

At der på den måde penduleres mellem flere realplaner i serien stiller også en del krav til skuespillerne. Generelt er der fine præstationer hele vejen rundt, mange af bipersonerne har ikke meget at arbejde med, det giver sig selv: de er sitcom arketyper, men gør det godt med det de får. Kathryn Hahn er herlig som den indsmigrende, lidt for flinke, rapkæftede og påtrængende nabokone, Agnes, der klart er den af birollerne, som har fået mest at sætte tænderne i.

I første afsnit får vi også et herligt gensyn med Debra Jo Rupp, som Visions chefs kone, der nok er mest kendt som Mrs Foreman fra That 70s Show. Hun gentager egentlig bare den karakter, indtil det hele tager en forstyrrende drejning under et middagsselskab, som The Visions skal afholde for chefen og konen.

I de centrale roller som henholdsvis Wanda og Vision gør Elisabeth Olsen og Paul Bettany et godt stykke arbejde. De har en glimrende kemi, god timing og virker troværdige i rollerne. Olsen har, indtil videre, lidt flere nuancer og følelser i sit spil og register, men nu er hun jo heller ikke en androide. Bettany har et lidt mere utaknemmeligt job, som den tørre, logiske stivstikker Vision, hvor stort set al “komik” i den sitcom han lever i kommer af, at han ikke forstår situationen. Det er “smådum sitcom dad” i yderste potens. Forestil dig Data fra Star Trek sat ind i en sitcom fra 50erne/60erne.

Det er en balanceakt castet er ude i. På den ene side skal de ramme tonen og være “sjove”, på baggrund af et materiale som virker åndssvagt, voldsomt bedaget og tilstræbt “fladt”. Hvor komikken opstår i, hvor kikset det hele er. På den anden side, må det ikke kamme over i overspil og parodi, så ryger “illusionen” om, at Wanda og Vision ikke ved, at de ikke er “ægte”.

WandaVision er IKKE en komedie, trods studiepublikummets hysteriske latter. Det er en eller anden form for drama. Der måske gemmer på noget endnu mere foruroligende. De nuancer skal rammes i skuespillet og det synes jeg overordnet lykkes.

WandaVision er lovende, men hvem ender med at snyde hvem?

Fornylig anmeldte jeg første hæfte af Tom Kings Vision mini-serie fra 2015. Umiddelbart har Wandavision kun selve sin setting tilfælles med den mini-serie, nemlig at de lever i en idyllisk forstad. Så jeg venter spændt på, hvor vi ender og hvad der egentlig foregår i WandaVision. Det er nok den Disney+ Marvel-serie, som jeg har set mest frem til af de hidtil annoncerede. Og haft de største forventninger til.

Lever den så op til forventningerne? Det er et lidt tyndt grundlag, at bedømme det ud fra kun to afsnit. Men, det vi får er godt. Der er ikke meget plot, at sætte tænderne i. Det er stemning, æstetikken og idéerne, som man skal finde det meste gods i. Det er efter +20 film også glædeligt, at se Marvel på en måde, der bryder den velkendte form. Samtidig er der masser af muligheder for, at WandaVision på sigt bygger op til, smelter sammen med eller viser sig allerede at være en del af det etablerede Marvel-film univers. Ellers havde man vel ikke hyret Olsen og Bettany til at gentage deres filmroller?

Alt i alt en lovende start, men jeg håber der kommer lidt mere kød på selve plottet, inden vi er nået igennem de 9 episoder.

“In a real magic act everything is fake.” – Wanda

Plus:

– Interessant præmis
– Mysteriet
– Tilpas mængde “world building”
– Skarp dialog og god kemi mellem hovedrollerne
– “Sjov” leg med sitcom-formatet
– Æstetisk flot og gennemført
– Passende spilletid
– Den ulmende uhygge og utryghed

Minus:

– Kræver at man har tillid til, at man får nogle svar
– Sitcom troperne og referencerne vil måske være ukendte for yngre seere

Konklusion: De første to afsnit af WandaVision rejser muligvis flere spørgsmål end svar. Men, serien er så flot, gennemført og fascinerende i sin grundessens, at man ikke behøver mere, som en start. Vi er jo kun lige begyndt.

The post Anmeldelse: WandaVision EP. 1+2 appeared first on Kathoom.

I anledning af, at WandaVision har haft premiere på Disney+, har jeg kastet mig over den tegneserie mini-serie, som har inspireret dele af den nye tv-serie. Tom Kings Vision, en mini-serie på 12 hæfter, oprindeligt udsendt i 2015-16. En af de mest roste og hyldede superhelteserier de senere år.

I stedet for, som jeg ellers har for vane, at nappe en hel serie, eller en specifik “storyline” i en længerevarende serie, har jeg valgt kun at dykke ned i første hæfte i serien. Både fordi jeg i skrivende stund stadig er i gang med at læse den, på Marvel Unlimited, så i digitalt format og for at kunne sammenligne med første afsnit af streamingserien, WandaVision og dermed holde det nogenlunde aktuelt.

Tom King er en lidt speciel størrelse på den amerikanske tegneseriescene. Han debuterede relativt sent (han er dog kun 42 og dermed er jeg praktisk talt jævnaldrende… hmm… hvad har jeg egentlig udrettet?!) med superhelte “romanen” A Once Crowded Sky. King havde dog smagt på tegneserieverden tidligere, i det han var praktikant hos både DC og Marvel i slut-90erne. Men, efter 9/11 tilsluttede han sig CIAs antiterrorafdeling og arbejde der i 7 år. Han har efter sigende set og oplevet ting og sager. Det snakker vi ikke om. Don’t mention the anti-terror war.

Efter debuten arbejdede han på Nightwing hos DC, stod bag relancering af The Omega Men og udsendte The Sheriff of Baghdad på DC “creator-owned” sublabel Vertigo. Herefter skrev han emnet for anmeldelsen her, Vision hos Marvel, inden han skiftede tilbage til DC og gentænkte selveste Batman på et længere, rost “run” på den gamle titel.

Anti-terrorkorps, forstadshygge og hjemmebag

Man kan altså roligt sige, at King har haft fart på efter han lagde undercover CIA secret spy shit hush hush tilværelsen i agentkufferten. Og når man læser The Vision #1 forstår man det egentlig godt. Nu kan jeg jo ikke bedømme hele serien her, og ved faktisk heller ikke i hvilken retning vi skal hen. Serien kan jo nå at dreje skarpt til venstre, eller ryge ud over en klippe inden vi når i mål. Men som setup, appetitvækker og til at sætte scenen, så er dette første hæfte meget, meget lovende.

Vision er en gammel Avengers-karakter fra 60erne, som altid har fremstået “hooky” for mig. Jeg har aldrig helt forstået hans kræfter, ikke mindst eventuelle begrænsninger. Han er en androide, kan flyve, har en slags telepatiske kræfter, kan gå igennem ting/gøre sig “gennemsigtig”, har superstyrke og andre lidt udefinerede kræfter.

Vision arbejder stadig for The Avengers, han bi-jobber i hvert fald. Da de ikke længere har råd til, at udbetale løn (androids need to make bank, bro!), har han taget en lønnet stilling som en slags særlig udsending for superheltegruppen i Det Hvide Hus i Washington DC. Samtidig for, at få den “normale” tilværelse han, som et gode kunstige menneske (syntetisk menneske) han er, higer efter, har han skabt en familie. Konen Virginia, sønnen Vin og datteren Viv. Vision, Virginia Vision, Vin Vision og Viv Vision. Lidt creepy.

I første hæfte er de netop flyttet til den idylliske forstad Fairfax, Virginia lige i tilpas flyveaftand med Vision-kræfter fra Det Hvide Hus. Der åbnes med, at et nabopar, Nora og George skal til at ringe på og hilse The Visions’ velkommen i nabolaget. De har hjemmebagte kager med. Nora prøver, at holde en høflig tone og nogenlunde åben indstilling til de nye naboer, som de ikke har mødt endnu, men øjensynligt ved er syntetiske. Den skeptiske og fordomsfulde ægtemand er knap så venligt indstillet og bruger et nedladende skældsord om de her androider. Er der grund til bekymring?

Er du normal? Og andre eksistentielle tanker androider og mennesker bokser med

Umiddelbart må svaret være et rungende: JA FOR HELVEDE! Det er en kunstigt skabt familie, skabt af en der selv er et kunstigt menneske (oprindeligt selv skabt af den onde robot Ultron!), som “leger familie og prøver at leve som normale, almindelige mennesker!!! Alle der har læst, set eller hørt om lignende sci-fi scenarier ved, at det her kommer til at løbe af sporet og ende grueligt galt. Det er IKKE normalt!

Men, hvad er egentlig det? Hvad er “normalt”? Hvad vil det sige, at være et menneske? Kan en maskine nogensinde blive menneskelig? Det er overhovedet ikke ukendte emner indenfor sci-fi, faktisk kunne man efterhånden kalde det en slidt kliché og et temmelig gennemtærsket tema. Det er også kun noget af det Tom Kings Vision handler om og behandler. Manden er tydeligvis ikke idiot, han ved godt at setuppet er velkendt og set før. Måske ikke lige præcis i denne setting, men på et mere overordnet plan.

Jeg kan, som nævnt, ikke sige hvor historien bevæger sig hen ad, jeg formoder at dette kun er springbrættet til noget større. Men, King er så god en fortæller og til at skabe stemning, at jeg sluger det råt. De større filosofiske spørgsmål lanceres her, også i helt udpenslet grad, hvor Vic direkte spørges af en klassekammerat “R U Normal?”. Børnene er, nemlig, lige startet på college, fordi det er det normale mennesker gør med deres børn, så de kan blive normale og lære at være rigtige mennesker. Det gør andre mennesker, så det gør The Visions’ også i deres desperate kamp for, at være som alle andre.

Det fine er, at de fungerer på flere planer. Med helt enkle midler, og lynhurtigt, formår King, at få etableret familien, og her, børnenes kvaler med at passe ind og sige noget om mennesker generelt. Det er ikke kun androidebørn, der føler sig utilpassede. Det gør mange teenagere. Simple pointer, men de serveres meget elegant, raffineret og i rask tempo her. Bordet er dækket, men vi har ingen anelse om hvad der egentlig kommer til at blive serveret.

Det er fandeme uhyggeligt i forstaden!

King formår også på disse relativt få sider, at bygge en effektiv, fortættet og meget dobbelttydig stemning op. Selvfølgelig ulmer uroen lige under overfladen og naturligvis er der revner i den fredsommelige forstadsidyl. Det ved vi. Vi har både set American Beauty, har hørt om Desperate Housewifes og ikke mindst set Soundgardens video til “Black Hole Sun”. Navnligt sidstnævntes æstetik, kvalmende og forskruede idyl og endelige nedbrud er elementer, som man enten kan se konturerne til, eller forestille sig KUNNE ske med The Visions’ verden. Helt konkret eller i overført betydning.

Igen er det jo ikke noget decideret nyt eller banebrydende King og co sætter i søen her, men det er måden det gøres på, der hæver Vision. Jeg er med det samme fanget af den lettere urovækkende atmosfære, den forlorne, der hænger i luften i forstaden og gennemsyre det hele. Det inkluderer, naturligvis også The Visions’ selv, der jo på sin vis er de ultimative “phonies” og rekordholdere i påtagethed. Men, igen, hvad er egentlig “ægte” og hvad er “kunstigt”, og hvem kan gøre sig til dommer over det? Androids are people too! Eller er de??

Det er jo meget interessant, på mange planer, alt sammen. Men, det der egentlig fanger mig mest, og som måske også er en af Kings formål, er Vision føles som en horrorhistorie. Et syret mareridt, hvor faren lurer lige under overfladen. Sidst i hæfte #1 får vi allerede en brutal forsmag på, hvad der venter. Det kommer alligevel på ganske virkningsfuld og overraskende vis ud af det blå. Så man kan sige, at jeg hoppede på den.

Medvirkende til, at det hele lykkes så godt for King er også tegner Gabriel Hernandez Waltas streg og Jordie Bellaires farvelægning. Den visuelle stil og udtrykket forstærker kun den ubehagelige følelse og fornemmelsen af falsk facade, som King lægger for dagen med hans velskrevne ord og historie. Der er bare noget galt i denne forstad, med syrlige, unaturlige farver og et udseende, som både rammer en nostalgisk og idyllisk tone og følelsen af noget kunstigt og “unaturligt”. Det er lige før, at figurerne og deres omgivelser ser giftige ud. Som om de er lavet af plastik og forsøgt naturliggjort. Alt er FUCKED i forstaden!

Visionerne er giftige – og smager af mere

Hvor vil King så hen med alt det her, vi er kun ved første del ud af tolv. Jeg håber på, at vi får nogle gedigne overraskelser og twists, der drejer historien og plottet endnu mere ud af den velkendte ramme, som er udgangspunktet. På en måde, har King med dette hæfte også vundet mind tillid og tiltro til, at det nok skal ske i en eller anden udstrækning. Og jeg er ikke mindst bare helt grundlæggende interesseret i, at læse mere.

Så kan man vel nærmest ikke forlange mere af første hæfte i en serie? Skal man komme med en mild kritik, så er det at man ikke får meget beskrivelse eller karakteristik af hans figur, eller baggrund. Enten finder King det ikke nødvendigt, regner med at læserne kender figuren eller kan følge med. Eller også kommer det løbende. Jeg vil heller ikke sige, at forhåndsviden er absolut nødvendigt. Man kan sagtens hoppe på her.

Hvordan The Vision så har smittet af på og inspireret WandaVision må jeg se, når jeg snart kaster mig over serien på Disney+. Det kommer der mere om her på siden indenfor overskuelig fremtid.

Plus:

– Kings ord
– Spændende og velfortalt setup
– Stemningsfuld og intens i sin umiddelbare ro
– Leger med velkendte troper på vellykket vis
– Visuelt flot og virkningsfuld, bidrager til og forstærker det samlede indtryk
– Man fornemmer en større vision (ha!) for det hele
– Fanger med det samme og fastholder ens interesse
– Smager af meget mere

Minus:

– Ahm… hmm.. jo… hvis du ikke kan lide præmissen, så…

Konklusion: Believe the hype! The Vision #1 levede fuldt ud op til mine høje forventninger, baseret på hvad jeg har fanget af (spoiler fri!) foromtale. Det er måske ikke, som sådan, nye idéer og tematikker, der introduceres i dette første hæfte. Men, det fungerer. Ikke mindst som en voldsom effektiv appetitvækker, man tror ganske enkelt på, at King har mere i ærmet og at det kommer til at smage godt. Eller, godt og godt, mætte og stimulerer så da.

The post Anmeldelse: Vision (2015) #1 appeared first on Kathoom.