SPOILER ADVARSEL!
Jeg har hidtil forsøgt, at styre udenom de største spoilers i disse anmeldelser, denne gang indeholder det følgende store spoilers om hele WandaVision serien.
Efter knap 2 måneder i Westview siger vi farvel til WandaVision, som om ikke andet fik folk til at snakke om Marvel universet igen. Hvordan det så påvirker MCU i videre udstrækning må tiden vise. Der blev her i sidste episode i hvert fald sat nogle mulige handlingstråde op, som både kan komme til at påvirke kommende film og serier.
SPOILERS, SIDSTE ADVARSEL
For at have en chance for, at sige et eller andet meningsfuldt og runde serien af, har jeg valgt at slutte denne række anmeldelser med ikke, at styre udenom afsløringer. Det var ved at være lidt af en dans om den varme grød og gentagelse af de samme vage fraser. Og formoder, at man har set serien, hvis man har læst med hertil. Ellers STOP HER.
Sidste gang i WandaVision
Da vi forlod Wanda og Westview i sidste uge var linjerne trukket op til den sidste, store konfrontation. Den anmassende nabo, Agnes havde (til overraskelse for ingen) afsløret sig selv som serien modstander for Wanda: heksen Agatha Harkness.
Nu i besiddelse af Wandas fantasibørn, med kontrol over hendes falske bror, Pietro, den ellers afdøde Quicksilver. Spillet af Evan Peters, der dermed gentog sin Quicksilver-rolle fra Foxs X-Men film, selvom det her er MCU, og her Quicksilverer Wandas døde bror. It’s a mess. Men, han viste sig, at være en anden, under Agathas kontrol.
I mens var Vision på sin egen rejse mod klarhed. Han var blevet bevidst om, at Westview og dens indbygger på en eller anden måde var under Wandas magiske kontrol. Og at deres idylliske forstads sitcom liv var en illusion. En manifestation af Wandas sorg og traumer, som holdt en hel by som gidsel, så The Visions kunne lege lykkelig kernefamilie. Beskyttet af The Hex, et energifelt, der skulle holde nysgerrige typer som Hayward og S.W.O.R.D. organisationen ude.
Udenfor The Hex havde Hayward fået bakset en ny Vision, den hvide model, sammen af stumperne af den gamle (Westview Vision er en slags spøgelse, der kun kan eksisterer i byen). Klar til, at tage kampen op mod Wanda.
Sidst i afsnittet blev Monica Rambeau, nu med Photon-kræfter pga. The Hex and stuff, knock outet af Fake Pietro, populært kaldet Fietro, da hun snusede rundt i Westview. Dermed var der linet op til en sidste konfrontation i Westviews gader.
De indre og ydre kampe udspilles på flere fronter
De første to tredjedele af sidste episode, der havde omkring 40 minutters spilletid, plus 10 minutter med rulletekster og to ekstra scener, var næsten udelukkende dedikeret til kamp og action. Wanda mod Agatha, Wanda mod Fake Vision (Fision), Monica mod Fietro, Fision mod Vision og endelig Wanda vs the world.
Pyha. Der var knald på og der gik for alvor effekt helvede i den. Desværre var ikke alle CGI effekterne lige imponerende, og jeg blev faktisk hylet lidt ud af den under kampen mellem de to Visions. Det var sgu’ ikke for kønt og lignede et halv-dårligt PS4 spil.
Inden de røg i totterne på hinanden var det de to hekse, Wanda og Agatha, som uddelte øretæver. Af den slags, hvor man vifter og cirkler med fingre og hænder og kaster besværgelser af den farvestrålende slags. Agathas magiske stråler er lilla, Wandas røde (selvfølgelig). Praktisk, så kan man nogenlunde følge med.
Hverken denne, eller de senere kampscener, var voldsomt ophidsende. Den slags har vi set før i MCU, pænere og mere opfindsomt. Her led WandaVision for første gang synligt under, at det er en serie. Budgettet skulle efter sigende ellers være imponerende nok, men det var åbenbart ikke blevet brugt her.
Mere snak, mindre action, tak
Det afgørende var her, ligesom i hele serien, ordene. Og budskaberne, til dels, som vi ellers har hørt til kvalmegrænsen efterhånden. Tror de fleste fattede omkring… første episode, at det her handlede om Wandas sorg, tab, traumer og om, at give slip og komme videre. Serien led, om noget, af “tell, don’t show”, indtil den vendte det hele på hovedet de seneste par afsnit og penslede det ud, hvis man ikke lige skulle have fattet pointen.
Jeg savnede på en eller anden måde dette psykologiske anker, da kampene begyndte at rase og Wanda, Vision og deres modstandere begyndte at splitte Westview ad. Den her serie åndede bedst i de mest stille øjeblikke – de blev bare for mange, fordi serien endte med, at føles et par afsnit for lang.
De to mest interessante øjeblikke i denne del af sidste afsnit var “snakkeøjeblikke” mellem Wanda og Agatha og Vision og Fision.
Agatha var tydeligvis en modstander, og havde nok sine egen lumske motiver, men hun var sådan set ikke decideret skurkagtig? Hun satte spørgsmålstegn ved Wandas gøren og laden, moralen og etikken i, at holde en hel by fanget for, at Wanda selv kunne få det hun helst ville. Hun var sikkert ude på, at få/bruge Wandas kræfter i eget ærinde, men det blev antydet, at det også kunne skyldes sorg og ønsket om, at bringe nogen tilbage.
Vision og Fision fandt efter deres halv-grimme og formålsløse CGI-rabalder fælles fodslag og begyndte, at filosoferer om, hvem og hvad der er ægte og levende og alt det jazz. Det blev lige lovlig “dybt” og virkede noget forceret og kluntet, modsat Visions sofasamtale med Wanda i forrige afsnit. Men, det var stadig bedre end når to lidt for vægtløse computerspilfigurer fløj rundt og skød stråler efter hinanden over Westview.
Når enden er… en slutning af en art
Hayward og co. fandt en vej ind i Westview, da Wanda indså hendes fejltrin og egotrip, og forsøgte, at løfte besværgelse over Westview og dens indbyggere. Det skabte rifter i Hexen og S.W.O.R.D. tropperne rullede ind, guns blazing. go go go!
Monica narrede hendes knap så skarpe fangevogter/kidnapper, Fietro, som var mere interesseret i, at se Steven Seagal film end holde ordenlig øje med fangen (yes, really). Det viste sig, på noget skuffende vis, at nej, denne Pietro INTET havde med Quicksilver i nogen udformning, at gøre.
Han var indbygger i Westview, under Agathas indflydelse, med det hylende morsomme civile navn Ralph Bohner. “Boner.. hehe”. Det blev endda brugt i en vittig kommentar, hvis nogen skulle have misset pik-joken…
Det korte af det lange, ja, jeg er skøjtet hen over en masse detaljer og nuancer. Hayward sættes ud af spillet af Darcy, af alle mennesker (hey, hun nåede da lige, at dukke op ud af ingenting. Det var der mange der gjorde i dette afsnit). Vision og Fision fandt ud af, hvad det hele handler om. Wanda transformeres til The Scarlet Witch og omfavner, endelig, hendes skæbne, kræfter, traumerne og sorgen.
Og endte med, at sætte Westview fri, udslette Hexen og dermed også hendes egen familie og drømmen. Det var et afsnit, der efter at have trampet rundt i de samme temaer, symboler og budskaber i lidt for mange afsnit, som havde ret travlt med, at få det hele i mål. Og, på ægte MCU manér, sætte de næste ting op. Uden rigtig, at vise det store.
Store følelser, knap så stor effekt
Finalen skulle nok have været det store, rørende emotionelle klimaks på Wandas rejse og udvikling serien igennem. Desværre lande det lidt fladt for mig. Jeg ved ikke om det skyldes serie-fatigue, frustration med seriens udformning og evindelige gentagelser, eller at det bare ikke var så rørende, som skaberne (tydeligvis) gerne ville bilde os ind.
Men, jeg sad tilbage med en halv-tom fornemmelse i kroppen. Lidt skuffelse, ikke vrede. Ligegyldighed og et skuldertræk. Måske er jeg bare et koldt, koldt menneske? Eller også havde jeg, ligesom mange andre, fattet pointen for mange uger siden, og sad og ventede på, at WandaVision havde mere, og andet at sige?
Det havde den ikke. Serien endte, måske meget logisk med det uundgåelige. Wanda alene med hendes enorme kræfter, som hun ikke kan bruge til, at hele sig selv og hendes ar på sjælen. Det lærte hun da i det mindste, endelig efter 9 episoder…
Der var flere ting “galt” her.
Hurtigt mod målstregen, så ingen tænker for meget over plottet!
Agathas skæbne var ret grum, i forhold til, hvad hun egentlig havde gjort. Wanda “skånede” hende ved, at hjernevaske hende tilbage til, at være “den irriterende nabo”, Agnes. Som den ENESTE i Westview er hun nu ikke sig selv og lever i en form for limbo i byen? Det virker ondt, Wanda. Det eneste Agatha havde gjort sig skyldig i, som vi så, eller fik forklaret var, at forsøge at “vække” Wanda og nappe hendes kræfter – af en eller anden grund.
Indbyggerne i Westview fik deres bevidsthed tilbage, men de må da være dybt traumatiserede?! I de glimt, hvor de blev bevidste i løbet af episoden, udtrykte de stor, emotionel smerte og at de har levet en mareridtsagtig tilværelse i Westview. Jeez, Wanda!
Darcy var med i én scene og forsvandt så igen, da hun havde reddet dagen ved at torpedere Haywards bil og sætte ham ud af spillet. Jimmy Woo, den gode agent, blev tidligere fanget af Hayward, men narrede ham med det gamle “jeg har en tændt telefon bag ryggen”- trick (som ingen opdagede?! Hallo, kropsvisitering!!). Og blev så “fængslet” i en lade, uden opsyn, så han kunne ringe efter forstærkning?! Amatørtime hos S.W.O.R.D.!
Hexen gik i opløsning i et underligt og usammenhængende tempo. Først virkede det som om Hex-grænsen rykkede sig i hurtigt tempo og strøg gennem byen, som vågnede op og virkeligheden vendte tilbage. Men, Wanda, Vision og ungerne (hele den pukkelryggede, falske kernefamilie) havde masser af tid til, at tage tilbage til huset, runde af og sige farvel, inden Hexen nåede dertil. Selvom man kunne se den rykkede nærmere og nærmere udenfor vinduet.
Nu i slow motion, eller er Westview kæmpestor, eller var det Wanda der holdte den på afstand, så hun på praktisk vis kunne nå, at sige farvel til familien?! Det fremgik ikke rigtig, men det virkede plotmæssigt praktisk.
Græder androider saltede tåre?
Måske var det bare min ophobede “skuffelse”, eller den flade fornemmelse, som tog over. Men, den her afslutning rørte mig ikke. Og så fældede Vision en fucking tåre! Like tears in the rain… Awwwww. Meh.
Og “puf”, væk var familien og Wanda sad alene tilbage med hendes smuldrede sitcom drøm, og falske familie opløst. Det var en del af hele problemet. De var aldrig ægte! De døde ikke, de var en forestilling og manifestation. Hun havde aldrig haft den her familie, og dermed kunne hun jo, rent teknisk set ikke miste den!
Jo jo, på et symbolsk niveau, jeg er med! Men, det virkede her, for mig, i høj grad som den konstruktion det jo også var – i overført betydning. En følelsesmæssigt manipulerende Marvel-kontruktion, som jeg bare ikke bed på.
“Thanks for choosing me, to be your mom”, var Wandas sidste ord til hendes børn. Men. Vent? De har da netop IKKE selv valgt hende, som deres mor? De var skabt af hende, i et ideelt billede af, hvordan hun så en familie?! Eller hvad? De var ikke ægte!
Det virkede, som en linje der var nøje planlagt til, at skulle trykke på de rigtige knapper og aktivere tårekanalerne. Give me a break…
Bulder, brag og en blød landing
De sidste ekstra scener under rulleteksterne blev, vanen tro, brugt til at sætte kommende ting op i MCU/MTVU. Monica Rambeau løb ind i en Skrull-agent, der hentydede til Captain Marvel. Så det fører enten over i den kommende Skrull-serie, eller Captain Marvel 2, helt som forventet. Hvis så bare Monica Rambeau var en interessant karakter.
Og i den sidste scene besøgte vi Wanda i hendes nye omgivelser, et hus ude midt i ingenting, hvor hun hygger sig med magi. Huset var, tilsyneladende beboet af både en Wanda og en Scarlett Witch, der var i gang med at læse til Sorcerer Supreme (Wanda er mere magtfuld end selveste Doktor Strange, blev det sagt på et tidspunkt i afsnittet, i den store, sorte bog for avanceret trylleri og heksekunst).
I det fjerne høres børnestemmer, som åbenbart nærmer sig huset. Wandas tvillinger? Sort skærm. Æhhhmmm… OK. Hvordan skulle det kunne… hvad skal det betyde? Oh well, who cares!?
Dermed forduftede WandaVision og forsvandt ud på de evige streamingjagtmarker. Med en afslutning, som i sig selv ikke var dårlig, eller forfejlet. Bare sådan lidt ”meh”. Og, der på en eller anden måde føltes, som om det ”forrådte” seriens ånd ved, at forfalde til en klassisk action MCU-afslutning.
Det var lige ved, at overdøve finalens emotionelle toner og fjerne fokus fra det, som serien hele tiden har kredset om. I sidste ende var det ikke ødelæggende, men det var måske medvirkende til, at det fremstod som en halv-flad landing, frem for et stik i hjertet?
Med serien i bakspejlet, vil jeg andet steds runde WandaVision af med et mere overordnet blik på serien. Og hvad den kan betyde for fremtidig Marvel på den store og lille skærm.
