Hvem kigger på hvem og hvem kigger på dem?
Episode 3+4 af Disney+ serien WandaVision dykker dybere ned i seriens eget metalag, og udvider Wanda og Visions flaskeunivers. Samtidig får vi et større indblik i verdenen omkring Wanda og Vision, og får for alvor knyttet serien til det større MCU.
Jeg har allerede anmeldt de to første afsnit af WandaVision, eller episoder, som de blev kaldt inden de nu, lidt forsinket (?) har fået reelle episode-titler. Her bedømte jeg samlet set serien til, at være meget lovende, men var ude i en balancegang, i forhold til mængden af informationer man som seer gives. Og om seriens plot/historie og udsyn er større end “bare” det umiddelbare mysterie om, hvad der egentlig foregår i WandaVision: hvem, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan.
I denne anmeldelse af episode 3+4 vil jeg tilstræbe, at holde spoilers til et minimum (det gælder også de indsatte screendumps) og kigge lidt på de mere overordnede linjer. Så folk (dig?) har en chance for, at få set serien med egne øjne, så uberørt som muligt og så man kan danne sig sine egne indtryk. Og uforstyrret gå på jagt, og dykke ned i de mange brødkrummer, der er smidt ud til seerne i løbet af afsnittene. Men, ønsker du at se serien, og disse afsnit helt fri for spoilers, så stop med at læse… HER.
Sidste uge på WandaVision…
Wanda og hende mand Vision (der ellers var temmelig stendød efter sit møde med Thanos), lever i den idylliske forstad Westview. Tilsyneladende er byen placeret inden i en sitcom, der starter i de sort/hvide 50ere, bevæger sig op i de swingende 60ere og længere frem. Et tv-show inden i serien WandaVision med et grinende publikum, statiske kulisser og kameraindstilling, sitcom plotlines og andre troper, der hører den klassiske sitcom genre til.
Men, nogen kigger på Wanda og hendes forstadsidyl og forsøger, at komme i kontakt med hende “udefra”. Sitcom-verdenen krakelerer i glimt, idyllen brydes og en ulmende uro og ubehag ved denne blanke og overfladiske verden lurer lige under overfladen. Hvem kalder på Wanda? Hvem har skabt denne drømmeverden inden i den “rigtige” verden? Er det Wanda selv, der pga. hendes traume over Visions død, som har skabt denne verden og holder dens indbyggere som “gidsler”.
Og hvad med byens andre beboere? Er de skuespillere, er de bevidste om, at de ikke befinder sig i den virkelige verden? Nogle af dem, som den stereotypiske fremme-i-skoene nabo kone, Agnes (hvis navn, muligvis illuderer til karakteren Agatha Harkness fra tegneserie-universet), virker yderst suspekte. Eller hvad med Wandas veninde, Geraldine, der i korte passager virker helt løsrevet fra Westview-idyllen, som om hun bryder igennem sitcommens fjerde væg.
Og hvor meget ved Wanda egentlig selv?
WandaVision, nu i farver og lidt i stilstand
Det kan virke lidt paradoksalt at sige, at en serie, hvor hovedpersonen i løbet af 22 sitcom-minutter går fra lige at være blevet gravid til, at føde tvillinger, virkede som om den trak tiden. Og udover dette, og et skift til spraglede 70er Patridge Family/Brady Bunch farver, så skete der reelt ikke særligt meget.
Det var min overordnede fornemmelse efter at jeg, desværre lidt uengageret, havde set denne Episode 3. “Now In Color”, titlen på episoden, signalerer ellers, at man på en måde skulle kunne se ting mere klart, eller mere “kulørt”, paletten udvides osv., men for mig gik plottet i stå. Det var ikke en episode, efter den meget lovende og pirrende start, som skubbede handlingen, den udenfor det lukkede Westview-univers, fremad i afgørende grad.
Det er ikke nødvendigvis et problem, at man trækker tiden lidt, giver en serie lov til at ånde og ikke give seerne FOR meget. Hey, jeg elskede og elsker stadig Lost, den ultimative spinning the wheels og “afled seernes opmærksomhed fra, at vi går i ring” serie. Det vil nok også være en smagssag for den enkelte seere, men jeg fik her fornemmelse af, at skaberne med vilje tilbageholdt informationer for seerne, for at fylde de bestilte antal episoder ud. Det er ikke et samme som at trække spændingen og opbygge suspense!
Jeg forlanger sådan set ikke, at skaberne af WandaVision giver os flere, eller større lunser – jeg vil gerne føres bag lyset, så længe som muligt! Og jeg elsker, når jeg ikke helt forstår det jeg kigger på, bare jeg har en fornemmelse af, at der ligger andet bag end at trække tiden. Jeg synes tomgangen truede i Episode 3, som kun i glimt bidrog med små brikker, der gav noget til det samlede puslespil.
I stedet for fik bare lidt flere af de samme brikker, dem vi allerede fik i de første 2 episoder. Flere spor, hentydninger og “easter eggs”. Mere metaleg med mediet og tv-show/sitcom troper og formatet. Flere “breaking the wall”-øjeblikke. Og en gentagelse af de samme “hv-ord”, som var dominerende i de tidligere afsnit. Uden at der blev føjet væsentlig til, eller kom nogen svar. Bare mere af det samme.
Så er vi tilbage ved, at bagmændene holder lidt igen, Hvilket er helt fint med mig. Hvis det skyldes, at de har de rette motiver: så bygge spænding op og lade serien simre. Og ikke fordi, der er tale om en Kejserens Nye Klæder situation. Måske ikke, at de slet ikke har noget tøj på, men så i hvert fald ikke andet og mere end de klæder vi allerede har set.
En verden udenfor – vi afbryder vores normale udsendelse!
Hvor episode 3 føltes som mere af det samme og i lidt for høj grad “tidstrækkeri”, så var det lige før, at episode 4 gav en FOR meget og brød WandaVisions stemning og flow for voldsomt. I “We Interrupt This Program” ser vi kun vores hovedpersoner, Wanda og Vision, i korte glimt på tv-skærme og flytter ellers handlingen ud af Westview og følger mysteriet, som det har udfoldet sig “på den anden side”.
SPOILER, det viser sig nemlig at Westview, naturligvis fristes man til at sige, ikke “findes”. Eller, hvis den gør, fysisk eller på et andet plan, så er den omgivet af en slags energifelt og noget stærk stråling, som afskærer den fra resten af New Jersey. Hvor byen åbenbart er beliggende.
I episode 4 bliver “scoopet” meget større og WandaVision forbindes endegyldigt til Marvel-filmuniverset. Det har jeg det lidt dobbelt med. På den ene side, så kunne jeg godt lide, at serien virkede som et sært, helt eget lille hjørne, isoleret fra MCU i en vis grad. Et sted, hvor serien og seriens skabere kunne få lov til, at gakke ud og udfolde en helt anden og anderledes Marvel liveaction verden, som kun var løst forbundet til MCU. På den anden side, så er det særdeles spændende og potentielt ændrende for hele den måde MCU skal anskues, og er forbundet på.
På sigt kan man se konturerne til, at film og serier ikke skal ses som separate enheder, men som en del af et større, sammenhængende univers. En omfattende historie, fortalt på tværs af medier, der er uløseligt forbundet, viklet ind i hinanden og bygger videre og ovenpå hinanden. Det kan også gøre det lidt uoverskueligt, både for nye og gamle seere. Og intimiderende, eller udmattende, at kaste sig ud i. Efter episode 4 vil jeg påstå, at du er nødt til at have set mindst en håndfuld af de nyeste MCU-film for helt at fatte hvad der foregår.
Der er ikke bare referencer og call backs til handlingstråde i MCU. Dele af handlingen i dette afsnit, som på mange måder er et flashback til hvad der er foregået i verdenen udenfor WandaVision, ligger i direkte forlængelse af en afgørende begivenhed i Avengers Infinity War. Ligesom nogle velkendte karakterer fra MCU-filmene dukker op i nogle større bi-roller i denne episode og faktisk, sammen med “Geraldine”, hvis sande identitet nu afsløres, er episodens hovedpersoner. Ens fornøjelse ved nogle af disse karakteres bidrag, og kvaliteten af skuespillet vil nok variere. Jeg er ikke ubetinget begejstret.
Episode 4 er ikke kun forbundet til MCU via handlingen, der dækker tiden efter Infinity War, nogle år frem og følger handlingen i WandaVision “serien i serien” sideløbende, fra sidelinjen. Rent visuelt og teknisk er dette afsnit også langt mere filmisk og stilistisk beslægtet med filmene. Hvilket bryder radikalt med det retro-sitcom look og stemningen, som de første 3 afsnit havde. På den ene side frisker det WandaVision op og giver lige sitcom-looket en tiltrængt pause, på den anden side så strømliner det serien med en lidt for kendt MCU-feeling.
Noget gammelt, noget nyt og noget Marvel-blåt
Jeg har det, som man kan fornemme, lidt ambivalent med de seneste 2 afsnit af WandaVision. Rent teknisk er den stadig imponerende, og skiftet mellem genre og tidsperioder håndteres på overbevisende manér. Det der “bekymrer” mig, eller kaster lidt grus i maskineriet, er ikke så meget “det der sker”, eller de kreative valg. Det er mere måden det gøres og er skruet sammen på.
WandaVision er i høj grad også en leg med og meditation over mediet, vores tv/seer-vaner, forventninger og måden vi konsumerer kultur på. Der er ligefrem karakterer i episode 4, der da de fanger “WandaVision” tv-udsendelsen på deres overvågningsudstyr udenfor Westview, sidder og “binger” serien. Det er da “cute”, og en fin kommentar, men det er også lidt on the nose. Der er en meget fin balance her mellem, at påpege konstruktionen og metalaget og komme til at virke FOR konstrueret og meta. Jeg er afventende overfor, hvor nålen kommer til at pege for WandaVision samlet set.
Får man for meget information, får man for lidt, det er nok subjektivt. Men, der er et eller andet i rækkefølgen, eller seriens pacing, hvor informationsmængden og afsløringer kontra, at holde spændingen og dosere mysteriet, som føles en lille smule ude af synk for mig. Måske er serien bare en lille smule for ambitiøs for sit eget bedste? Jeg er stadig nervøs for, at man efter sidste afsnit sidder tilbage med en lidt for stor fornemmelse af, “nå, var det bare det?”.
Jeg sidder med en snigende fornemmelse af nogle skabere, der sidder og vifter en foran næsen med, “ha, se hvor smarte og kloge vi er”, mens man selv tænker, “øhm, det er I faktisk ikke..?”. Den lurende “mistillid” gør, at jeg måske ikke tør/kan/vil engagere mig helt så meget i WandaVision, som jeg virkelig gerne ville. Men, jeg er ikke uinteresseret eller uvillig til, at følge serien til dørs. Det er nok bare med en lidt tilbagelænet og skeptisk, “OK, lad os se hvad der sker” tilgang, frem for at jeg sidder på kanten af sofaen og bare sluger det råt.
Plus:
– World building, WandaVision er meget større end Westview
– Teknisk imponerende
– Formår stadig at ramme den tone, der sigtes efter og kræves, rent
– Metaleg er sjovt, når det ikke bliver FOR konstrueret
– Generelt velskrevet og skarp dialog
– De bærende roller i Westview leverer stadig varen. Elisabeth Olsen især
– Masser af guf og “gaver” til Marvel-fans at gå på jagt efter
– Mysteriet er (måske) stadig intakt og har potentiale
– Forbindelsen til, og den mulige indflydelse på MCU. MCTVU?!
Minus:
– For tyk metaleg er ikke sjovt
– Balancen: pacing af plottet, måden information og “afsløringer” falder på, kan virke lidt skæv
– Episode 3 giver for lidt, episode 4 måske for meget? Jeg er krævende og aldrig tilfreds…
– Visse nye/gamle karakterer, der introduceres er ikke lige min smag
– Er “mysteriet” i sidste ende stærkt nok til, at bære serien helt i mål?
Konklusion:
Har WandaVision egentlig noget tøj på, hvis ja, hvor meget og er det noget vi har set før, eller havde regnet med, at se? Vi er ikke blevet MEGET klogere efter episode 3+4, men det gør måske heller ikke så meget? Er WandaVision lidt for “klog”, eller slet ikke klog nok?
Hvad kunne være en stor nok begivenhed, eller en konsekvens af serien? Hvis den på en eller anden måde får introduceret mutanter i MCU. Der har tidligere været hentydninger til House of M tegneserien, hvor en “vanvittig af sorg” Wanda udraderer Jordens mutanter. Hvad nu hvis WandaVision ender med, at være en omvendt House of M? Spekulation!
Følg med om 14 dage, når jeg anmelder episode 5+6.
