Anmeldelse: Vision (2015) #1

by | Jan 16, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

Drømmer kunstige mennesker om et normalt liv i forstæderne?

I anledning af, at WandaVision har haft premiere på Disney+, har jeg kastet mig over den tegneserie mini-serie, som har inspireret dele af den nye tv-serie. Tom Kings Vision, en mini-serie på 12 hæfter, oprindeligt udsendt i 2015-16. En af de mest roste og hyldede superhelteserier de senere år.

I stedet for, som jeg ellers har for vane, at nappe en hel serie, eller en specifik “storyline” i en længerevarende serie, har jeg valgt kun at dykke ned i første hæfte i serien. Både fordi jeg i skrivende stund stadig er i gang med at læse den, på Marvel Unlimited, så i digitalt format og for at kunne sammenligne med første afsnit af streamingserien, WandaVision og dermed holde det nogenlunde aktuelt.

Tom King er en lidt speciel størrelse på den amerikanske tegneseriescene. Han debuterede relativt sent (han er dog kun 42 og dermed er jeg praktisk talt jævnaldrende… hmm… hvad har jeg egentlig udrettet?!) med superhelte “romanen” A Once Crowded Sky. King havde dog smagt på tegneserieverden tidligere, i det han var praktikant hos både DC og Marvel i slut-90erne. Men, efter 9/11 tilsluttede han sig CIAs antiterrorafdeling og arbejde der i 7 år. Han har efter sigende set og oplevet ting og sager. Det snakker vi ikke om. Don’t mention the anti-terror war.

Efter debuten arbejdede han på Nightwing hos DC, stod bag relancering af The Omega Men og udsendte The Sheriff of Baghdad på DC “creator-owned” sublabel Vertigo. Herefter skrev han emnet for anmeldelsen her, Vision hos Marvel, inden han skiftede tilbage til DC og gentænkte selveste Batman på et længere, rost “run” på den gamle titel.

Irriterende type fra nabolaget… han er SÅ død

Anti-terrorkorps, forstadshygge og hjemmebag

Man kan altså roligt sige, at King har haft fart på efter han lagde undercover CIA secret spy shit hush hush tilværelsen i agentkufferten. Og når man læser The Vision #1 forstår man det egentlig godt. Nu kan jeg jo ikke bedømme hele serien her, og ved faktisk heller ikke i hvilken retning vi skal hen. Serien kan jo nå at dreje skarpt til venstre, eller ryge ud over en klippe inden vi når i mål. Men som setup, appetitvækker og til at sætte scenen, så er dette første hæfte meget, meget lovende.

Vision er en gammel Avengers-karakter fra 60erne, som altid har fremstået “hooky” for mig. Jeg har aldrig helt forstået hans kræfter, ikke mindst eventuelle begrænsninger. Han er en androide, kan flyve, har en slags telepatiske kræfter, kan gå igennem ting/gøre sig “gennemsigtig”, har superstyrke og andre lidt udefinerede kræfter.

Vision arbejder stadig for The Avengers, han bi-jobber i hvert fald. Da de ikke længere har råd til, at udbetale løn (androids need to make bank, bro!), har han taget en lønnet stilling som en slags særlig udsending for superheltegruppen i Det Hvide Hus i Washington DC. Samtidig for, at få den “normale” tilværelse han, som et gode kunstige menneske (syntetisk menneske) han er, higer efter, har han skabt en familie. Konen Virginia, sønnen Vin og datteren Viv. Vision, Virginia Vision, Vin Vision og Viv Vision. Lidt creepy.

I første hæfte er de netop flyttet til den idylliske forstad Fairfax, Virginia lige i tilpas flyveaftand med Vision-kræfter fra Det Hvide Hus. Der åbnes med, at et nabopar, Nora og George skal til at ringe på og hilse The Visions’ velkommen i nabolaget. De har hjemmebagte kager med. Nora prøver, at holde en høflig tone og nogenlunde åben indstilling til de nye naboer, som de ikke har mødt endnu, men øjensynligt ved er syntetiske. Den skeptiske og fordomsfulde ægtemand er knap så venligt indstillet og bruger et nedladende skældsord om de her androider. Er der grund til bekymring?

Er du normal? Og andre eksistentielle tanker androider og mennesker bokser med

Umiddelbart må svaret være et rungende: JA FOR HELVEDE! Det er en kunstigt skabt familie, skabt af en der selv er et kunstigt menneske (oprindeligt selv skabt af den onde robot Ultron!), som “leger familie og prøver at leve som normale, almindelige mennesker!!! Alle der har læst, set eller hørt om lignende sci-fi scenarier ved, at det her kommer til at løbe af sporet og ende grueligt galt. Det er IKKE normalt!

Men, hvad er egentlig det? Hvad er “normalt”? Hvad vil det sige, at være et menneske? Kan en maskine nogensinde blive menneskelig? Det er overhovedet ikke ukendte emner indenfor sci-fi, faktisk kunne man efterhånden kalde det en slidt kliché og et temmelig gennemtærsket tema. Det er også kun noget af det Tom Kings Vision handler om og behandler. Manden er tydeligvis ikke idiot, han ved godt at setuppet er velkendt og set før. Måske ikke lige præcis i denne setting, men på et mere overordnet plan.

Spar på strømmen, unger!

Jeg kan, som nævnt, ikke sige hvor historien bevæger sig hen ad, jeg formoder at dette kun er springbrættet til noget større. Men, King er så god en fortæller og til at skabe stemning, at jeg sluger det råt. De større filosofiske spørgsmål lanceres her, også i helt udpenslet grad, hvor Vic direkte spørges af en klassekammerat “R U Normal?”. Børnene er, nemlig, lige startet på college, fordi det er det normale mennesker gør med deres børn, så de kan blive normale og lære at være rigtige mennesker. Det gør andre mennesker, så det gør The Visions’ også i deres desperate kamp for, at være som alle andre.

Det fine er, at de fungerer på flere planer. Med helt enkle midler, og lynhurtigt, formår King, at få etableret familien, og her, børnenes kvaler med at passe ind og sige noget om mennesker generelt. Det er ikke kun androidebørn, der føler sig utilpassede. Det gør mange teenagere. Simple pointer, men de serveres meget elegant, raffineret og i rask tempo her. Bordet er dækket, men vi har ingen anelse om hvad der egentlig kommer til at blive serveret.

Det er fandeme uhyggeligt i forstaden!

King formår også på disse relativt få sider, at bygge en effektiv, fortættet og meget dobbelttydig stemning op. Selvfølgelig ulmer uroen lige under overfladen og naturligvis er der revner i den fredsommelige forstadsidyl. Det ved vi. Vi har både set American Beauty, har hørt om Desperate Housewifes og ikke mindst set Soundgardens video til “Black Hole Sun”. Navnligt sidstnævntes æstetik, kvalmende og forskruede idyl og endelige nedbrud er elementer, som man enten kan se konturerne til, eller forestille sig KUNNE ske med The Visions’ verden. Helt konkret eller i overført betydning.

Igen er det jo ikke noget decideret nyt eller banebrydende King og co sætter i søen her, men det er måden det gøres på, der hæver Vision. Jeg er med det samme fanget af den lettere urovækkende atmosfære, den forlorne, der hænger i luften i forstaden og gennemsyre det hele. Det inkluderer, naturligvis også The Visions’ selv, der jo på sin vis er de ultimative “phonies” og rekordholdere i påtagethed. Men, igen, hvad er egentlig “ægte” og hvad er “kunstigt”, og hvem kan gøre sig til dommer over det? Androids are people too! Eller er de??

Det er jo meget interessant, på mange planer, alt sammen. Men, det der egentlig fanger mig mest, og som måske også er en af Kings formål, er Vision føles som en horrorhistorie. Et syret mareridt, hvor faren lurer lige under overfladen. Sidst i hæfte #1 får vi allerede en brutal forsmag på, hvad der venter. Det kommer alligevel på ganske virkningsfuld og overraskende vis ud af det blå. Så man kan sige, at jeg hoppede på den.

Medvirkende til, at det hele lykkes så godt for King er også tegner Gabriel Hernandez Waltas streg og Jordie Bellaires farvelægning. Den visuelle stil og udtrykket forstærker kun den ubehagelige følelse og fornemmelsen af falsk facade, som King lægger for dagen med hans velskrevne ord og historie. Der er bare noget galt i denne forstad, med syrlige, unaturlige farver og et udseende, som både rammer en nostalgisk og idyllisk tone og følelsen af noget kunstigt og “unaturligt”. Det er lige før, at figurerne og deres omgivelser ser giftige ud. Som om de er lavet af plastik og forsøgt naturliggjort. Alt er FUCKED i forstaden!

Oh dear, idyllen ryger temmelig hurtigt!

Visionerne er giftige – og smager af mere

Hvor vil King så hen med alt det her, vi er kun ved første del ud af tolv. Jeg håber på, at vi får nogle gedigne overraskelser og twists, der drejer historien og plottet endnu mere ud af den velkendte ramme, som er udgangspunktet. På en måde, har King med dette hæfte også vundet mind tillid og tiltro til, at det nok skal ske i en eller anden udstrækning. Og jeg er ikke mindst bare helt grundlæggende interesseret i, at læse mere.

Så kan man vel nærmest ikke forlange mere af første hæfte i en serie? Skal man komme med en mild kritik, så er det at man ikke får meget beskrivelse eller karakteristik af hans figur, eller baggrund. Enten finder King det ikke nødvendigt, regner med at læserne kender figuren eller kan følge med. Eller også kommer det løbende. Jeg vil heller ikke sige, at forhåndsviden er absolut nødvendigt. Man kan sagtens hoppe på her.

Hvordan The Vision så har smittet af på og inspireret WandaVision må jeg se, når jeg snart kaster mig over serien på Disney+. Det kommer der mere om her på siden indenfor overskuelig fremtid.

Nothing is fucked… stay calm…

Plus:

– Kings ord
– Spændende og velfortalt setup
– Stemningsfuld og intens i sin umiddelbare ro
– Leger med velkendte troper på vellykket vis
– Visuelt flot og virkningsfuld, bidrager til og forstærker det samlede indtryk
– Man fornemmer en større vision (ha!) for det hele
– Fanger med det samme og fastholder ens interesse
– Smager af meget mere

Minus:

– Ahm… hmm.. jo… hvis du ikke kan lide præmissen, så…

Konklusion: Believe the hype! The Vision #1 levede fuldt ud op til mine høje forventninger, baseret på hvad jeg har fanget af (spoiler fri!) foromtale. Det er måske ikke, som sådan, nye idéer og tematikker, der introduceres i dette første hæfte. Men, det fungerer. Ikke mindst som en voldsom effektiv appetitvækker, man tror ganske enkelt på, at King har mere i ærmet og at det kommer til at smage godt. Eller, godt og godt, mætte og stimulerer så da.

Alt er normalt, smil!