Wanda, er du okay, er du okay, Wanda?
Illusionen brydes og en stemme kalder ud efter Wanda, der forvirret stivner, som hun står der i den sitcom-lignende kulisse. Hvor kommer stemmen fra? Hendes “fangevogter”? Er det hende selv, som på en eller anden måde forsøger, at vække hende fra den arketypiske og nostalgiske idyl? Er hun den, der forårsager alt det her? Eller er det i virkeligheden Vision, som er grunden?
De første to afsnit af Disney+ og deres Marvel-serie, WandaVision, giver ikke mange svar. Kortene holdes indtil videre tæt til kroppen, hvilket ikke nødvendigvis er et problem. Hvis det da ikke dækker over, at der ikke er meget mere at komme efter end det centrale mysterie om, hvor vi egentlig befinder os, hvorfor og hvordan. Serien virker også bevidst om, at vi som seere er med på, at der gemmer sig mere. Figurerne taler nærmest for os i visse replikudvekslinger, som denne: Wanda -“We are an unusual couple you know.”, Vision – “Oh I don’t think that was ever in question.”
Da serien er helt ny vil jeg tilstræbe, at komme med så få spoilers om handlingen og plottet, som muligt. Ikke at jeg er underlagt nogen begrænsninger eller lignende, men bare fordi det er god skik, ik? Men, advarsel, ønsker du absolut ikke, at vide det mindste om WandaVision, så stop her!
Mysteriet etableres, men er der mere?
Man kan med rette argumenterer for, at setuppet og dette mysterie i bund og grund er “småt”. Vi befinder os i en form for aparte sitcom-lignende virkelighed, der indledningsvis ligner noget fra 50ernes amerikanske mainstream fjernsyn. Her skal der lyde en stor ros til forfatterne for, at ramme tonen fra dengang virkelig godt. Replikker og dialogen er skarp og præcis, i det hele taget er serien virkelig velskrevet.
Vi befinder os i en verden med fastlåste kønsroller, Wanda tryller i køkkenet (bogstaveligt talt) og Vision tager på arbejde. Et job på et gråt og sterilt kontor, hvor han ikke rigtig ved, hvad han egentlig laver og hvad firmaet han arbejder for, laver? I det hele taget er The Visions’ omgivelser og kulisser meget sterile, glatte og kønsløse… de lever helt konkret i en kulisse? Noget kunstigt? En efterligning af virkeligheden? Ren overflade og facade. Og for lige, at hamre pointen hjem om, at facaden skal opretholdes i forstæderne, så skifter Vision fra sit Vision-udseende til “menneskeansigt”, når han går ud af døren.
I andet afsnit er vi, tilsyneladende flyttet et par år frem i tiden, rent æstetisk og hvad tonen angår, handlingen hopper ikke på samme måde i tid. Man kan se det på, at kulisserne er opdateret, så The Visions’ parcelhus i den anonyme forstad, Westview, har fået en mild modernisering.
Ligesom kulissernes udseende får en lille overhaling, så skifter seriens introsang. Fra helt klassisk sitcom intro med en introduktion af “castet”, til en animeret, mere 60er “svingende” i andet afsnit. Det er små, æstetiske justeringer, som skal signalerer en ændring i tid og tone, men de er overalt. I andet afsnit må vi gerne se hr. og fru Vision i soveværelset, dog i separate senge. De rykkes sammen og dynen kommer over hovedet, da de skal have en uskyldig hyggestund. Den var ikke gået i de endnu mere bornerte omgivelser i episode 1.
Hvor jokes i første afsnit er helt flade, fladpandede og ufarlige, så skærpes det en lille smule allerede i andet afsnit. Her begynder omgivelserne, som Wanda og Vision lever deres helt normale tilværelse i, dog også allerede at krakelerer. Kulisserne støjer, man hører “bump” i baggrunden. Farver, primært rød, sniger sig ind i to scener og bryder med seriens sort/hvide rammer. Wanda begynder at høre “stemmer”: “Wanda, who is doing this to you, Wanda?”.
Slørede WandaVisioner – sker det her virkelig?
Hvad er det egentlig der foregår i WandaVision? Selve afsnittenes handling og plot er bygget op fuldstændig som en gammeldags sitcom. Fra kameraindstillinger, skuespillet, publikumslatter, historierens opbygning og afvikling, ned til, at i hvert fald første afsnit varer præcis 22 minutter da rulleteksterne begynder. Og vi langsomt zoomer ud og forlader Westview og går over i de rigtige rulletekster.
“Tonight we will lie to you”, lyder det fra Vision i andet afsnit. Der handler om, at The Visions skal optræde med tryllekunster til nabolagets årlige velgørenhedstalentshow. “For the kids”… den tagline skal man nok bide mærke i, som noget der kunne pege mod noget meget større, hvis man er bekendt med de tegneserier, der delvist har inspireret denne tv-serie. Vision kalder sig dog ikke tryllekunstner, men “illusionist”. Hvad er egentlig illusionen her?
“Vision, is this really happening?”, spørger Wanda på et tidspunkt i andet afsnit, i en helt anden kontekst, men i overført betydning er det, naturligvis det man også som seer skal spørge sig selv om. Det er det central spørgsmål i WandaVision. Indtil videre er det nok, men det er også, som nævnt tidligere, et spinkelt grundlag, hvis der ikke bygges mere ovenpå. Dog kan man bruge en del tid på, at lede efter spor og små hints.
Jeg tog mig selv i, helt automatisk, at sidde og “scanne” baggrunden for antydninger, veje ordene og sætte spørgsmålstegn ved det hele. Der er masser af detaljer, referencer og mere eller mindre åbenlyse tråde til hvad der foregår – og et større Marvel-univers. Sådan et detektivarbejde kan jo være spændende nok, men det er ikke sikkert, at det er noget alle seere gider bruge tid og kræfter på.
The Visions’ store nummer i talentshowet, er det klassiske trick, hvor en kvinde lukkes inde i en kasse og forsvinder. Det går ikke helt efter planen, men det fører blandt andet til sætningen “I’m not sure what I’m doing here?”. Ikke ytret af en af vores hovedpersoner i denne forbindelse. Er de andre karakterer, som befolker denne sitcom verden også “fanger”, eller ”fangevogtere”?? Er de illusioner, som på en eller anden måde er blevet bevidste? Og hvad er der egentlig los med den meget pågående og anmassende nabokone, Agnes, hvis ægtemand, på ægte sitcom-manér kun er en punchline og ikke en karakter vi får at se?
Bristerne og revnerne i denne verden viser sig kun i glimt, men de er meget tydeligt når de gør og den hyggelige, nostalgiske stemning brydes og bliver pludselig mareridtsagtig foruroligende. Blandt andet, da Wanda forsikrer en anden forstadsfrue, nabolagets ukronede dronning, om at hun ikke ønsker at skade hende og konen spontant udbryder “I don’t believe you”. Skiftet fra fredsommelig forstadshygge til en meget direkte, illusionsnedbrydende kommentar er isnende.
Hvis det her en komedie, hvorfor er der så ingen der griner?
At der på den måde penduleres mellem flere realplaner i serien stiller også en del krav til skuespillerne. Generelt er der fine præstationer hele vejen rundt, mange af bipersonerne har ikke meget at arbejde med, det giver sig selv: de er sitcom arketyper, men gør det godt med det de får. Kathryn Hahn er herlig som den indsmigrende, lidt for flinke, rapkæftede og påtrængende nabokone, Agnes, der klart er den af birollerne, som har fået mest at sætte tænderne i.
I første afsnit får vi også et herligt gensyn med Debra Jo Rupp, som Visions chefs kone, der nok er mest kendt som Mrs Foreman fra That 70s Show. Hun gentager egentlig bare den karakter, indtil det hele tager en forstyrrende drejning under et middagsselskab, som The Visions skal afholde for chefen og konen.
I de centrale roller som henholdsvis Wanda og Vision gør Elisabeth Olsen og Paul Bettany et godt stykke arbejde. De har en glimrende kemi, god timing og virker troværdige i rollerne. Olsen har, indtil videre, lidt flere nuancer og følelser i sit spil og register, men nu er hun jo heller ikke en androide. Bettany har et lidt mere utaknemmeligt job, som den tørre, logiske stivstikker Vision, hvor stort set al “komik” i den sitcom han lever i kommer af, at han ikke forstår situationen. Det er “smådum sitcom dad” i yderste potens. Forestil dig Data fra Star Trek sat ind i en sitcom fra 50erne/60erne.
Det er en balanceakt castet er ude i. På den ene side skal de ramme tonen og være “sjove”, på baggrund af et materiale som virker åndssvagt, voldsomt bedaget og tilstræbt “fladt”. Hvor komikken opstår i, hvor kikset det hele er. På den anden side, må det ikke kamme over i overspil og parodi, så ryger “illusionen” om, at Wanda og Vision ikke ved, at de ikke er “ægte”.
WandaVision er IKKE en komedie, trods studiepublikummets hysteriske latter. Det er en eller anden form for drama. Der måske gemmer på noget endnu mere foruroligende. De nuancer skal rammes i skuespillet og det synes jeg overordnet lykkes.
WandaVision er lovende, men hvem ender med at snyde hvem?
Fornylig anmeldte jeg første hæfte af Tom Kings Vision mini-serie fra 2015. Umiddelbart har Wandavision kun selve sin setting tilfælles med den mini-serie, nemlig at de lever i en idyllisk forstad. Så jeg venter spændt på, hvor vi ender og hvad der egentlig foregår i WandaVision. Det er nok den Disney+ Marvel-serie, som jeg har set mest frem til af de hidtil annoncerede. Og haft de største forventninger til.
Lever den så op til forventningerne? Det er et lidt tyndt grundlag, at bedømme det ud fra kun to afsnit. Men, det vi får er godt. Der er ikke meget plot, at sætte tænderne i. Det er stemning, æstetikken og idéerne, som man skal finde det meste gods i. Det er efter +20 film også glædeligt, at se Marvel på en måde, der bryder den velkendte form. Samtidig er der masser af muligheder for, at WandaVision på sigt bygger op til, smelter sammen med eller viser sig allerede at være en del af det etablerede Marvel-film univers. Ellers havde man vel ikke hyret Olsen og Bettany til at gentage deres filmroller?
Alt i alt en lovende start, men jeg håber der kommer lidt mere kød på selve plottet, inden vi er nået igennem de 9 episoder.
“In a real magic act everything is fake.” – Wanda
Plus:
– Interessant præmis
– Mysteriet
– Tilpas mængde “world building”
– Skarp dialog og god kemi mellem hovedrollerne
– “Sjov” leg med sitcom-formatet
– Æstetisk flot og gennemført
– Passende spilletid
– Den ulmende uhygge og utryghed
Minus:
– Kræver at man har tillid til, at man får nogle svar
– Sitcom troperne og referencerne vil måske være ukendte for yngre seere
Konklusion: De første to afsnit af WandaVision rejser muligvis flere spørgsmål end svar. Men, serien er så flot, gennemført og fascinerende i sin grundessens, at man ikke behøver mere, som en start. Vi er jo kun lige begyndt.
