Anmeldelse: WandaVision EP. 5+6

by | Feb 14, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

(Jeg tilstræber, at holde spoilers til et minimum og kigge lidt på de mere overordnede linjer. Men, ønsker du at se serien, og disse afsnit helt fri for spoilers, så stop med at læse… HER).

Sidste gang i WandaVision…

Da vi forlod Westview og WandaVision sidste gang, efter episode 4, var en nagende tvivl begyndt at snige sig ind. Havde serien overhovedet noget tøj på? Var det et tilfælde af Kejserens Nye Klæder, hvor nogle serie-bagmænd stod i bar røv og bad os trutte i den?

Episode 3 var for mig “mere af det samme”, selvom Wanda og Vision blev forældre til tvillinger på rekordtid. Ligesom sitcom-omgivelserne, endnu engang, rykkede frem i tid og nu var i de farvestrålende 70ere. På et plotmæssigt plan begyndte det dog, at lugte lidt af at forfattere trak tiden. I stedet for, at udvide historien, eller bygge ovenpå mysteriet, så kørte de i ring.

Episode 4 viste sig at være der, hvor serien for alvor blev forbundet til MCU. Vi gik bogstaveligt fra begrænset 4:3 format til full screen, da vi for en stund forlod Westview og kameraerne blev rettet mod verden udenfor. Hvem kiggede og fulgte med i WandaVision, vi som seere blev seere af seerne I serien – kunne man sige. Sløret blev løftet for, hvem der havde forsøgt, at kontakte Wanda udefra . Vi fik baggrundshistorie og viden, som forbandt serien med Avengers Endgame, samt en større fornemmelse af: hvem, hvad og hvornår.

Alligevel virkede det lidt “kunstigt”, eller konstrueret. For fik vi egentlig meget reel ny viden? Jo, tidsfæstelsen og forbindelsen til begivenheder i Endgame blev bekræftet. Det var en konkret oplysning. En der satte en tyk streg under, at disse Disney+ serier ER en del af MCU. Men, mange af de andre ting, der foregik og blev bekræftet, i dette mere filmiske afsnit, føltes som ekspositions-dumping.

Oplysninger, som vi kunne have fået løbende i de første 3 afsnit, som vi på en måde allerede vidste eller havde på fornemmelsen. Jeg har intet imod, at vente og at en serie ikke serverer svar på svar, og bygger op. Et eller andet gjorde dog, at jeg begyndte at få fornemmelsen af, at skaberne trak tiden med vilje, og holdt igen. Muligvis fordi de ikke havde så meget mere i posen, at dele ud.

Episode 5: On a Very Special Episode…


Så kom Episode 5. Er det rimeligt, at forlange at seerne skal hænge på i næsten 5 hele afsnit, inden man smider en bombe og potentiel game changer? Og at denne game changer for, at dens omfang helt kan forstås, kræver at man har en god mængde baggrundsviden. Og i hvert fald har set mindst håndfuld Marvel-film?

Det kan diskuteres, men eftersom jeg havde været så heldig, at undgå nogen former for spoilers, så fik jeg mit første reelle “tab kæben, samle den op og råb ‘fuck yeah!'” moment i WandaVision. Første skulle jeg dog igennem næsten 20 minutter, hvor jeg ikke helt kunne slippe den voksende “men har de noget tøj på” følelse.

Handlingen i WandaVision var nu rykket fra de blomstrede og spraglede 70ere op i 80erne og 90erne. Ja, stilen var ikke længere så klokkeklar og afkodelig, som i de tidligere afsnit, hvor 50erne, 60erne og 70erne var ret klart defineret.

Det her virkede lidt som en blanding af 80erne Family Ties og 90ernes Full House. Full House, eller Hænderne Fulde, startede dog i 1987 og fortsatte indtil midt-90erne, så på en måde gav dette overlap mellem årtierne mening. Nu er sitcoms jo heller ikke tydeligt afgrænset af årstal. Eller også opdagede forfatterne, at de var ved at løbe tør for afsnit og valgte at gabe over mere tid?

Der KAN dog også være en anden, mere vag og “i overført betydning”/symbolsk forklaring. Måske er Wandas jerngreb om denne sitcom-verden ikke længere så stramt, som i begyndelsen – selvom hun påstår, at hun heller ikke selv ved hvad og hvordan det hele hænger sammen. Verdenen er begyndt at krakelerer, og der har været tegn på, at hun er ved at miste grebet. Måske gør det også, at de sitcom “rammer” hun har opstillet bliver mere udviskede og udflydende?

Og så kom plottwitstet

Handlingen kort: Wanda og Visions tvillinger vokser i rekordfart i løbet af afsnittet. De finder en hund, Sparky, en lille reference til Tom Kings fremragende Vision maxi-serie. Dog kun pga. navnet og at det lille kræ lider en krank skæbne efter, at have udvist decideret selvmorderisk adfærd fra første øjeblik.

Wanda har tiltagende svært ved, at opretholde den illusion hun har skabt for den lille familie i Westview, hvis indbyggere også begynder, at nedbryde rammerne i deres sitcom verden. Hvilket resulterer i, at den i MCU-sammenhæng ret døde Vision begynder, at gennemskue at der er noget helt galt med hans verden.

Serien leger samtidig videre med sitcom-troperne, og rammer dem stadig rent, hvis man sætter pris på den slags. Samtidig fylder verden udenfor, endeligt etableret i forrige afsnit, mere i den overordnede handling i WandaVision. Så vi nu endelig har to reelle handlingsforløb.

Alligevel sad jeg under første gennemsyn af Episode 5 og følte mig en lille smule uengageret. Det var nok min nagende mistillid til, at skaberne havde mere at byde på end vi i forvejen havde fået, som spillede ind. Men, så nåede vi frem til de sidste minutter og seriens helt store afsløring, indtil videre. I klassisk “midt-sæson plottwist” manér fik bagmændene med ét vendt op og ned på både WandaVision og i en større sammenhæng hele det MCU vi kender fra filmene. Måske.

Recasting, relancering eller bare en smart gimmick?

Det er svært, at snakke om uden at spoile for meget, så jeg prøver at være så vag som muligt. Men, med den manøvre og introduktion af en “ny” karakter, som ringer på døren hos Wanda og Vision i afsnittets sidste sekunder, fik de blæst seriens dør på vid gab.

En i forvejen kendt figur fra filmenes verden, både de officielle MCU-film og de Marvel-film produceret af et andet filmstudie, og dermed ikke del af MCU, dukkede op. Med et trylleslag blev disse filmuniverser for første gang, på en måde, kombineret (tilsyneladende/muligvis/såfremt!). Samtidig, hvis vi bliver i de sitcom-troper som WandaVision hele tiden har leget med, fik serien brugt en sitcom-klassiker: recasting.

Det åbner op for en lang række af muligheder og spekulationer. Både for, hvad det betyder for WandaVision i anden halvdel af sæsonen, men også af mere vidtrækkende karakter. Betyder det, at “alt”, på tværs af filmuniverser, nu er kanon og kan bruges? Befinder vi os midt i et Marvel-multivers, som det allerede er blevet antydet? Scoopet og de mulige konsekvenser for fremtiden i MCU er enorme. Men intet er sikkert.

Måske er der noget helt andet i spil her, som “kun” relaterer til WandaVision-serien. Det ville måske være lidt antiklimatisk og føles undervældende i det større perspektiv. Måden karakteren indtil videre er introduceret på gør, at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Måske ER der blot tale om en clever metaforisk “recasting” af en figur, som har en nær forbindelse til Wanda. Og får ingen konsekvenser for MCU og andre Marvel-film. Det ville være ærgerligt, og jeg tvivler på, at man ville gøre det her, hvis konsekvenserne ikke var større, men udelukkes kan det ikke.

Episode 6: All-New Halloween Spooktacular!

“Man kan ikke vække de døde til live”, det var en af de ting Wanda påpegede i forrige afsnit. Det bliver mere og mere et centralt punkt i plottet. Ikke kun hvad angår Vision, der i dette afsnit for alvor “bryder igennem” Wandas fortryllelse og søger svar,  eller Sparky the dog. Mistanken til, hvad og hvem vores nyankomne reacastede “ven” egentlig er, stiger også hurtigt.

Afsnittets rammefortælling er endnu en klassisk sitcom-trope. Eller egentlig flere. All-New  Halloween Spooktacular, er som titlen antyder en god, gammeldags Halloween-episode. Samtidig er handlingen i Westview nået op gennem 90erne og på tærsklen til det nye årtusinde. Med en 4th wall breaking serie som Malcolm In the Middle, som det mest tydelige referencepunkt.

De var så søde da de var små… i 20 minutter.

Disse elementer leges der på efterhånden velkendt WandaVision manér med. Eller man forsøger, i min optik, desværre lidt halv-hjertet og kun delvist gennemført. Synsvinklen synes indledningsvis, at ligge hos vores ny pre-teen tvillinger (der tydeligvis har arvet dele af familiens evner… og nu (muterede?) gener??) og deres oplevelser på Halloween. De taler til “kameraet” et par gange, og “glemmer” det så ret hurtigt igen.

Det virker bare ikke helt lige så gennemført, som når WandaVision legede med troperne i tidligere afsnit. Det er som om, der ikke rigtig er tid og plads til, at følge det til dørs afsnittet igennem. Så det bliver kun til en vag markering af koncept og præmis, og så er det ellers som om skaberne selv glemmer, hvad der indledningsvis bliver etableret som stil.

Hurtigt går der plot i den og en mere standardiseret fortælleform- og teknik tager over på en Halloween aften, hvor tingene for alvor begynder, at ramle for Wanda og hendes greb om begivenhederne i Westview. Endvidere synes jeg, at stilen og grebet efterhånden virker lidt anstrengende. Hvilket gør, at den ellers skarpe, meningsladede og dobbelttydige dialog fremstod noget opstyltet og lidt for meget on the nose. We get it, der er hentydninger og flere lag i det der siges. Nærmest konstant. Sig noget NYT!

Stay out of Westview, deadbeats!

For at undgå spoilers, er jeg (igen) nødt til at være meget vag og skøjte lidt hen over handlingen her. Lad os bare sige, at Vision søger “ud ad” og på sin vej møder tiltagende mystisk agerende medborgere i byen. Folk virker lammede, fanget i deres handlinger og bevægelser. Eller er de ved, at vågne?

Udenfor er der gang i et powerplay hos S.W.O.R.D., den hemmelighedsfulde regeringsafdeling, som har slået lejr udenfor Westview bygrænse. Hvad deres, og leder Haywards, egentlige motiv er, er stadig ukendt. Man stoler ikke helt på ham, og dem. Ikke blot fordi han virker, som lidt af en douche overfor omgivelserne, men det hele er også rent visuelt mørkelagt, metallisk og koldt.

Vores 3 “helte”, de gode, den tidligere “Geraldine” fra Westview, Monica Rembeau, agent Woo og vores computernørd/videnskabskvinde Darcy forsøger, at argumenterer for, at Wandas intentioner i deres optik ikke er fjendtlige. Hayward er, i ægte “goverment hardass” manér, ikke lydhør, og ønsker hende stoppet. Med alle midler.

De kommer på kant med hinanden og Hayward bortviser dem fra området. Det lykkes, selvfølgelig de tre at overmande deres toptrænede vagter, hugge deres tøj og snige sig tilbage på det “skarpt bevogtede” område. Her kan man godt sætte lidt spørgsmålstegn ved den tungt bevæbnede, high-tech organisations sikkerhedsforanstaltninger. Ingen opdager dem, tilsyneladende? Og Darcy kan eksempelvis, uhindret hacke sig ind i Haywards hemmelige filer, for den slags har han, selvfølgelig også. På jagt efter svar.

Men, Hayward er ikke 100 % galt afmarcheret asshole. Han forklarer blandt andet, hvordan han og andre skulle holde sammen på verden i efterdønningerne efter Avengers Infinity War. Og nu holder Wanda, tilsyneladende en hel by som gidsler i hendes eget, lille forskruede forsøg på, at lege familie. Villig til, at gå meget langt for at forsvare det hun har i Westview.

Mod slut i afsnittet, da det hele spidser til og Vision, i Wandas optik er i fare (eller ved at undslippe/dø igen?) får vi den hidtil største demonstration af hendes kræfter. De virker skræmmende, enorme og som noget, hun ikke engang selv kender grænserne for. Eller måske helt ville kunne kontrollerer, hvis hun blev skubbet ud over kanten? Hvad følgerne så ville være, kan man kun gisne om. Men, en national, eller måske global katastrofe kan ikke udelukkes.

Hayward har en pointe…

Ny uge, samme spørgsmål…

WandaVision begynder, at lide lidt under at plottet og handlingen tager til i tæthed, og skal strækkes ud i yderligere 3 afsnit. Og måske videre? For, det begynder at lugte mere og mere af, at nok får vi muligvis en afrunding på Westview-plottet, men det her får konsekvenser for det samlede MCU/MCTVU på den anden side af WandaVisions bygrænse.

Vi får flere og flere svar, men på en måde ved vi stadig ikke meget mere end man fornemmede i de tidlige afsnit. Hvem er den egentlige skurk, om nogen? Er der en ukendt kraft/karakter, som trækker i trådene bag det hele, eller det hele centreret omkring Wanda? Det er stadig, 6 afsnit inde, det helt store spørgsmål.

Tvetydighed kan være en god ting, og serien skal have ros for, at forsøge at skabe et mysterie og nogle karakterer, hvis motivation og motiver ikke er helt sort/hvide. Wandas reaktion på sorg kan virke, som noget af en overreaktion. Men, “sorg” og “fortvivlelse” er stadig relaterbare og forståelige følelser, som kan undskylde meget – også i en “tegneserieverden”. Alligevel kan jeg ikke slippe følelsen af, at man ikke får reel ny viden, men blot varianter af de samme spørgsmål og svar.

Vidunderlige Wanda og den Trælse Trio

Wanda er klart den mest interessante figur, og Elisabeth Olsens portræt og skuespil er seriens højdepunkt. Fra afsnit til afsnit, scene til scene og jævnligt I samme scene, skifter hun ubesværet stil, tone og udtryk, alt efter hvad situationen kræver. Som karakter håber jeg, at Wanda kommer ud af det her, som en vigtig og mægtig spiller i fremtidige MCU-produktioner. Som helt eller skurk? Det må tiden vise.

Resten af castet veksler mellem gode, hæderlige og (desværre) en række præstationer, som jeg bare ikke er fanget af. Det kan delvist skyldes karaktererne og måden de fremstilles på, men skuespillet og skuespillernes stil spiller også ind. Beklageligvis gælder det hele vores trio af “helte” udenfor Westview. De er for mig både lidt uinteressante og skuespillet halter.

Især Teyonah Parris, som Monica Rembeau og Randall Park, som Johnny Woo, har fået meget ros rundt omkring. Jeg forstår det ikke helt. Parris tenderer, for mig, overspil og “påtaget intensitet og indignation”. Selvom hun vist skal forestille, at være en stærk, uafhængig og handlekraftig kvinde. Park lider under, at Woo-karakteren er skide irriterende. Jeg har lyst til at slå ham. Han skal muligvis være seriens “uskyld”, den mere “rene” karakter og seernes avatar, men han går mig bare på nerverne.

Omvendt er jeg meget mere engageret i Westview siden, eller i hvert fald i Wanda-karakteren. Det ER hendes serie, også selvom Vision udgør halvdelen af seriens titel. Hans endelige skæbne er jeg også lidt ligegyldig overfor, han er jo teknisk set død. Er det et problem? Måske. Det er ikke fordi, at jeg er uden sympati for hans figur, og det mareridtsagtige scenarie han befinder sig i. Jeg er bare mere interesseret i Wandas udvikling og retning.

Så hvad har vi egentlig lært efter 6 episoder?

Vi nærmer os stille og roligt opløbsstrækningen i WandaVision. Hvis der er større kræfter i spil og en “mand/kvinde bag tæppet”, som er den der trækker i trådene, så skal det snart introduceres. Man frygter (stadig), at det hele kunne ende som en prut i kirken, et gigantisk cop out, eller helt eller delvist uforløst – fordi det skal bygge bro til fremtidige MCU-produktioner.

WandaVision formår stadig at fascinere i glimt og som samlet idé og koncept. Det er også en underlig blanding af, at plottet går i tomgang, eller løber i ring og at der, tilsyneladende, sker en hel masse. Serien lever også i høj grad på, at man orker at sidde og gætte med og på den måde bygge forventninger op.

Det er ikke det samme, som at serien leverer tilfredsstillende og fyldestgørende svar, eller rent faktisk har noget større på hjertet. Det er mest, at besvare spørgsmål ved, at rejse nye, eller svare på de samme ting på lidt nye måder. Indtil man løber tør for tid og ender med ikke rigtig, at få sagt noget.

Efter Episode 5 og 6 er det helt store spørgsmål stadig: hvad pokker er det egentlig der foregår?! Om man ser det som en fordel eller ulempe og nok til, at føle sig stimuleret er nok en smags sag…

Oh oh, det her er vist ikke godt!?