(Jeg tilstræber, at holde spoilers til et minimum og kigge lidt på de mere overordnede linjer. Men, ønsker du at se serien, og disse afsnit helt fri for spoilers, så stop med at læse… HER).
Sidste gang i WandaVision
Hurtigt opsummering af de seneste to episoder: Vi fik et “stort plottwist” sidst i episode 5, hvor en kendt figur fra Marvel-filmene (ikke kun MCU-filmene) dukkede op. Wanda og Visions tvillinger voksede på rekordtid. Imens mistede Wanda mere og mere grebet om den virkelighed, hun har skabt i Westview. Modsat voksede Visions mistanke mod Wanda og om, at der er noget helt galt.
I episode 6 kulminerede det foreløbigt, da Vision forsøgte at forlade Westview. Og bogstaveligt talt var ved, at falde fra hinanden, da hans virkelighed blev opløst. Han blev reddet af konen i sidste øjeblik, som advarede omverden mod, at forstyrre forstadsidyllen i Westview. Or else!
Uden for Westview kom vores 3 helte, Monica Rambeau, Darcy Lewis og Jimmy Woo på kant med S.W.O.R.D. organisationen og den mellemfornøjede mellemleder Hayward. Og endte med, at blive bortvist fra området. Til overraskelse for ingen, sneg de sig tilbage.
Ellers bød begge afsnit på “mere af det samme”. Den efterhånden velkendte leg med sitcom-troper og andre metalag. Symboler og referencer over det hele. Flertydig dialog. Det hele virkede bare lidt mere fortærsket, mere forudsigeligt og som tidstrækkeri. Havde WandaVision virkelig ikke mere tøj på?
Episode 4: Breaking the Fourth Wall
Min første reaktion efter, at have set Episode 7, Breaking the Fourth Wall, var noget i retning af “så, det VAR bare det?”. Ja, vi fik den længe ventede afsløring af, hvem der (tilsyneladende) står bag alle de nylige begivenheder i Wandas liv.
Arkitekten bag det hele var en karakter, som Gud og hver mand havde gættet på siden første afsnit – hvis ikke før. “Hiding in plain sight”, helt som forventet og efterhånden frygtet. Var der virkelig ikke mere i WandaVisions dansen om den varme grød, end… grød?
God opbygning eller flad fuser?
Nu er det ikke nødvendigvis et problem, at en fortælling leverer på det, der er bygget op til. Det kan jo faktisk være et tegn på, at noget er velskrevet og godt planlagt. I tilfældet her, så virkede det dog, som lidt af en fuser. Især, hvis der ikke viser sig, at være mere i det. Og resten af “afsløringerne” viser sig, at være af samme kaliber. Det er der efterhånden en del der tyder på.
Afsløringer af ting vi “alle” allerede vidste/formodede, eller i det mindste havde gættet på, er ikke rigtig afsløringer. Kan man forlange, at man absolut skal overraskes? Jeg beder sådan set ikke om et eller flere twists ud af det blå. Men, WandaVision har brugt hele 7 afsnit på, at bygge op til dette øjeblik. Og så fik vi umiddelbart ikke andet end det, man havde gisnet om siden første afsnit. Det er meget opbygning “bare” for, at levere det forventede…
Logisk set giver det, naturligvis mening, er mere end retfærdiggjort og bygget op til i plottet. Men, det er mange afsnit siden, at jeg frygtede, at det kunne ende i en Kejserens Nye Klæder situation. WandaVision havde for længst smidt de fleste af kludene, og stod og dinglede med plot-herlighederne. Episode 7, der legede med mockumentary genren, bidrog ikke med ny viden. Faktisk er vi i det store hele ikke nået meget længere end vi var for mange afsnit siden.
Moderne Familier og andre enerverende sitcom-troper
Efter en “snak direkte til kameraet” cold open, får vi den obligatoriske sitcom homage åbning, denne gang modelleret efter The Office. Til forskel fra de tidligere episoder, er det hele denne gang fokuseret på Wanda. Hun er hovedpersonen og omdrejningspunktet, hvis nogen skulle have misset det?
Afsnittets opbygning og stil minder efter åbningen mest om Modern Family, med Wanda i Claire Dunphy “rollen”. Hun har tænkt sig, at give sig selv en “staycation”, efter forrige uges (i serien gårsdagens) begivenheder. Og bruge den på, at komme i kontakt med sig selv. Nu skal det bare handle om Wanda.
I en større sammenhæng en perfekt mulighed for WandaVision til endelig, at tage fat om roden til det hele: Wandas sorg og traumer. Desværre griber de ikke muligheden. Der kommer ingen refleksion, åbenbaring, indsigt eller udvikling. Wanda bliver ikke klogere på sig selv i løbet af afsnittet, hvilket burde være seriens egentlige formål: at give Wanda en form for “closure”. Eller skubbe hende endegyldigt ud over kanten.
I stedet fungerer det kun som en overfladisk meta-leg (endnu engang) med en sitcom trope, som lige passer til ugens mockumentary ramme. Desuden synes jeg for første gang i serien, at Elisabeth Olsen, hvis ikke falder igennem, så i hvert fald kæmper med tonen og timingen i humoren.
Noget af det kan være skrevet sådan, og skal symbolisere, at hun faktisk er ved at krakelerer og er “on edge”. Men, der var noget med accenten, leveringen og skuespillet, som skurrede en smule her. Kun forstærket af, at jeg synes hele mockumentary-stilen virkede noget anstrengt og irriterende. Måske fordi, at jeg for længst er kørt død i den genre generelt?
Et værre Westview-Cirkus
Paul Bethany og Vision slap mere nådigt fra ugens afsnit, hvor han vågnede op efter nattens udskejelser (og flugtforsøg) i en cirkus, i udkanten af Westview. Cirkusset er sikkert en eller anden form for metafor.
Her støder han ind i en af vores helte “ude fra virkeligheden”, som blev slugt af den ekspanderende HEX i slutningen af episode 6. Sniksnak og opvågning til realiteterne følger. Vision er stadig i høj grad bevidst om, at noget er råddent i Westview. Og får stykket mere af billedet sammen, i samarbejde med den nyligt ankomne outsider. De teamer op og sætter kurs mod Wanda.
Dog ikke uden, at hun (eller en anden?) lægger bogstavelige forhindringer i vejen for dem. Vejarbejde, krydsende børn og andre gak og løjer, der gør at de ikke kan holde gang i deres kommanderede Funnel Cake van. Vision sidder i krydsklippede scener og snakker til kameraet, i en stol placeret op ad varebilen. Lige indtil det slår ham, at det ikke giver nogen mening, at han sidder der og spilder tiden! You don’t say…
Skuespilmæssigt synes jeg, at Bethanys mere stoiske og deadpan stil passer bedre til mockumentary stilen end Olsen. Han bliver på en måde også vores, seernes repræsentant, vores “Jim Halpert” i The Office. Men rent historiemæssigt flytter Vision sig bogstaveligt talt ikke mange meter i dette afsnit. Han er stadig på vej hjem, så vidt jeg ved. Med “ny” viden, som (igen) blot bekræfter hans egne mistanker.
Lang opbygning, flad landing
Setup, setup setup. Gentagelse, gentagelse, gentagelse af pointer, referencer og hentydninger. En ny reklame, nu for et lægemiddel mod depression. En verden omkring Wanda som “flimre” ved, at eksempelvis mælken og TVet skifter mellem tidsperioder foran hendes øjne. En anmassende nabokone, der igen mosler sig ind i billedet og virker alt for interesseret i Wandas børn.
En assholy Hayward, som udenfor HEXen opfører sig mere og mere skurkagtig. En superhelt in spe i form af Monica Rambeua, der endelig får lukket op for hendes fulde kræfter, da hun lykkes i, at gennembryde HEXens kraftfelt.
Og en skurk, som mod slut lokker Wanda ned i hendes magiske kælder og lader masken falde. Inklusive en ret fed temasang, og nogle flashbacks til tidligere scener, der viser at vedkommende hele tiden har trukket i trådene. Det sidste virkede ret nemt og letkøbt, og som lidt af et cop out.
Alt det her og meget mere skete der i episode 7 uden, at noget af det føltes som afsløringer, noget nyt eller som noget vi ikke allerede vidste. Det er det, der gør afsnittet til sæsonens hidtidig største skuffelse.
Og det er delvist seriens egen skyld. Skaberne har selv smidt brænde på forventningernes bål ved, og trukket tingene ud i 7 afsnit. I en sådan grad, at de ikke kunne levere og leve op til den selvskabte hype. Den anden del af skylden bærer man som seer selv. Både de forventninger, som man selv har bygget op. Og, at man troede på, at WandaVisions skabere havde mere i posen end det de viste os i de første par episoder. Fool me once…
Episode 8 – Previously On
Okay, det bliver meget svært at undgå spoilere, og samtidig sige noget nogenlunde begavet om serien fra nu af. Kortene er fordelt og smides på bordet i hastigt tempo. Så jeg vil gøre det så vagt, som overhovedet muligt og holde det nogenlunde kort.
Epsiode 8 er, som titlen antyder, for en stor dels vedkommende recap, udfyldning af huller og uddybning. Kombineret med en lille smule fremskridende handling i ”nutiden”, som sætter scenen for sidste episode. Selvom episoden på sin vis løftede sløret for en masse detaljer, og rent faktisk viste os, hvad der har ledt op til WandaVision, så sad jeg tilbage med en lidt tom følelse.
Alle ”afsløringer” til trods, så havde jeg en gennemgribende følelse, af at jeg rent faktisk HAVDE set mange af de her scener før. De har været så kraftigt antydet, gentagende gange og man har haft tid til, at spekulere over mulige scenarier, at meget af det serien endelige viste virkede utroligt velkendt.
Opsummering af en opsummering
Indledningsvis ryger vi flere århundrede tilbage i tiden, til Salem og en hekseafbrænding. Vi ser ”skabelsen” af vores hovedskurk, der blev afsløret i forrige afsnit. En mægtig magisk heksekunstner, og tydeligvis en dreven og kapabel modstander for Wanda.
Scenen skifter til kælderen fra sidste uge (se ovenstående, hvis det allerede er glemt!). Vores skurk presser Wanda for svar: hvordan har du gjort det her? Wanda ved det ikke, for Gud ved hvilken kan erklærer hun sig uvidende. Skurken tager hårdere midler i brug, og tager Wanda med på en hyggetur gennem hendes livs traumer.
Wanda ”går ind i” disse scener/traumer, og vi får lov til, at overvære alle de forfærdelige og traumatiske oplevelser, der har ledt hende til Westview. Her kommer der spoilers, men det er ting man allerede ved, hvis man enten har set MCU-filmene med Wanda, eller nogle at seriens afsnit.
Vi starter med barndomstraumet. Under borgerkrigen i Sokovia forsøger Wanda og Pietros forældre, at aflede børnene fra krigens rædsler ved, at holde tv-aftener. Med dvd-udgaver af amerikanske sitcoms MENS KRIGEN BOGSTAVELIGT TALT RASER LIGE UDENFOR VINDUERNE! Det går skidt, da de får en bombe i hovedet, produceret af Stark Industries.
Det trigger dog ikke Wandas hukommelse i nutiden, så skurken mener det er tid til tungere skyts. Cut til en undergrundsoprørsbase nogle år senere. Wanda og Pietro deltager i frivillige forsøg, varetaget af Hydra. Så, evil nazi stuff. De er i besiddelse af Lokis scepter fra Avengers, inkl. et stk. infinity stone, som de beder Wanda røre.
Hun har i forvejen udvist ”særlige evner”, og opnår en eller anden forbindelse med den kraftfulde sten, som forstærker hendes kræfter. Men, det er er heller ikke nok til, at nutids Wanda ser lyset.
Wanda og Vision sidder i et træ… eller i en sofa…
Vi klipper til næste ”scene”. Wanda og Vision falder for hinanden, under Wandas husarrest i Avengers Compound efter Age of Ultron. De ser sitcom sammen, Vision griner og forstår ”humor”. Sødt.
Vision udviser en vis indsigt i livet og forsøger, at trøste Wanda, der jo lige har mistet brormand, og vil gerne have hende til at åbne op. Det leder os frem til den nylige fortid og en frustreret Wanda, der opsøger S.W.O.R.D. Bygningen, hvor Visions krop opbevares. Han slap jo ikke godt fra mødet med Thanos.
Mellemleder Hayward spiller forstående, men vil tydeligvis gerne lokke Wanda ud af busken og måske genoplive Vision. Hvis hun kan. Han var jo et dyrt og nyttigt våben. Wanda overværer en art obduktion af Vision, der bliver savet i stumper og stykker. Efter hun kan konstatere, at hun ikke kan ”mærke” Vision forlader hun bygningen og sætte kurs mod Westview.
Stedet, hvor de havde lovet hinanden, at blive gamle sammen. Og der skaber hun The Hex, en ny ”Vision” og alt det andet vi har set i de foregående afsnit. Som man måske kan fornemme, så bliver der stort set ikke vist noget her, som man ikke på et eller andet plan vidste i forvejen…
Så, hvad har vi lært i WandaVision i denne uge, børn?
Hvad pokker skal man snart synes om det her? Afsnittet var ikke som sådan dårligt. Rent teknisk og visuelt var det overdådigt, og klart sæsonens højdepunkt, hvad det angår. Men, jeg følte mig nærmest snydt og hånet lidt.
Det er som når en tryllekunster, som du FOR LÆNGST har luret, efter unødig lang tid ”løfter sløret” for tricket. Og så lige viser det forfra, bare lige hvis du skulle være lidt tungnem. Er alle med, også jer nede på de bageste rækker?? Skal jeg lige forklare det igen og måske vise det én gang til, på en lidt anden måde? NEJ.
Hvis pointen er, at lege med idéen om en recap-episode, eller et ”clip show”, på en måde, bare mere fancy, så var et blot spild af tid. Hvis det var for, at udpensle handlingen, så tror jeg de fleste var med INDEN denne episode. Hvis det var for, at uddybe, så var det sparsomt, hvad vi fik af reelt nye oplysninger. Det virkede som fyld. Flot og filmisk fyld, bestemt, og jeg kedede mig sådan set ikke.
Og vi slap for, at være i selvskab med de 3 trælse ”helte” udenfor The Hex, så pluspoint på den konto. På den anden side, var det også blot med til, at understrege, hvor lidt det skubbede til noget som helst i nutids-handlingen. Især udenfor Westview. Nada.
Stop mig, hvis du har hørt det her før?!
Jeg kan mærke, at jeg er ved at gå i ring, ligesom serien, så det smitter åbenbart. Afslutningsvis vil jeg lige fremhæve præstationerne. De 3 centrale, bærende roller og karakterer i dette afsnit, Elisabeth Olsen (Wanda), Paul Bethany (Vision) og ”skurken” gjorde hver sit til, at den del i hvert fald var en nydelse. Det var nok deres alles stærkeste præstationer i serien hidtil.
Det var lige før, at det blev rørende. Men, det er påfaldende, hvor lidt rørt jeg egentlig ellers har været, over en serie, der handler om sorg, traumer og bearbejdelse. Det burde da ramme lidt dybere, ikke? Og det ville det måske også, hvis jeg ikke sad med en gennemgribende, og distancerende følelse af, at skaberne forsøger, at tage mig ved næsen. Og spilde min tid med gentagelse på gentagelse, fordi de ikke har nok materiale til 9 episoder.
Reelt set, så kunne man uden problemer havde skåret 3 afsnit fra, mindst. Og stået tilbage med en mini-serie på 6 afsnit, i stedet for de 9, det bliver med næste uges finale. Jeg vil sige, at den mid-credit scene (anden uge i træk, der er sådan en), der er i episode 8, i det mindste gør, at scenen er kridtet op til det endelige opgør.
Men, det punkt kunne vi for længst være nået frem til. Måske med mindre frustrerende og halv-tom følelse i kroppen til følge.
