WandaVision: de sidste ord og tanker

Begyndelse, midte og en slutning

Det havde WandaVision. Hvad jeg end måtte mene om selve handlingen, plot opbygning og pacing og landingen, den retning som skaberne stak ud fulgte de til dørs. Den logiske konklusion, på det de havde i sinde at fortælle. Det kan man, rent objektivt, ikke sætte mange fingre på.

Men, serien VAR for lang, mindst et par afsnit, til den historie og de budskaber, de havde i ærmet. Jeg kedede mig kun momentvis, og jeg vil kun kalde episode 3 for en form for fyld, men der blev jokket for meget rundt i det samme afsnit efter afsnit.

Teknisk var WandaVision i det store hele ganske imponerende. CGI-klimakset i sidste afsnit kunne jeg godt have undværet, og synes ikke helt landede. Men ellers var seriens udseende, stil og udførelsen vellykket.

Ikke mindst dens skift mellem forskellige sitcom årtier og stilarter. Hvor alt fra farver, lyddesign, billedformat m.v. matcher tid og omgivelser. WandaVision virker fra ende til anden visuelt gennemtænkt.

Tema, tanker og trylleri

WandaVisions leg med sitcom-troperne og TV-mediet startede som en sjov og spændende fortælleteknik, men lidt for hurtigt gik strømmen af fjernsynsapparatet. Det blev hurtigt lidt for velkendt bygget op afsnit for afsnit. Dele af det kom til, at virke en kende anstrengt og forceret, især efter de første 3-4 episoder.

Inden det trådte i baggrunden, og var helt fraværende i de sidste to episoder. I sidste afsnit forklaret med en henkastet bemærkning om, at “Wanda cancelled the show”. Det kunne ikke blive ved, og vi skulle på en måde ud af sitcom-rammen, det er forstår jeg. Men, det virkede lidt kluntet og denne “leg med mediet” endte med, at komme til at fremstå, som lidt af en overfladisk, eller i hvert fald noget firkantet, gimmick.

Med al den tid og alle de kræfter, der var dedikeret til det i løbet af serien, så virkede det i sidste ende, som en lidt forspildt chance. Kunne man ikke have sagt noget mere med det?

Og det var en anden gennemgribende følelse, som (lidt for) hurtigt kom snigende i løbet af WandaVision. Med 9 episoder, kunne man så ikke have sagt noget andet og mere? Ikke, at sorg, tab, bearbejdelse, accept og “komme videre”, ikke er store, vægtige temaer. Men, for mig blev det alligevel en lidt halv-tynd/tam omgang.

Måske kom vi ikke dybt og langt nok ind, der hvor det virkelig gør ondt? Jeg ved, at det er en Marvel/Disney-serie, så der er grænser for, hvad man kan “forlange”. Men, det føltes i sidste ende, som om serien endte et underligt sted mellem, at ville sige noget meget dybsindigt og emotionelt rørende, og alligevel fremstå en kende lommefilosofisk, overfladisk og berøringsangst.

Det gjorde ikke sådan RIGTIG ondt, det var Disney-smerter. Hvor det skal forestille, at være nok, at et kunstigt menneske (som slet ikke VAR der) fælder en tåre, eller tænker lidt højt om, hvad livet, kærligheden og sorg egentlig er for noget…

Det druknede slutligt, efter at der var blevet trampet rundt i metaforer, symboler, hentydninger, referencer and what not, i visuelt lidt udmattende trylletricks, og MCU-effekt helvede. Inden man forsøgte, at fremtvinge seertåre, sammen med tude-Vision.

Talk of the town

Noget WandaVision til gengæld lykkes rigtig godt med var, at få “folk” til, at snakke og internettet til at summe. I en tid, hvor alt er tilgængeligt nu, alle vegne, 24 timer i døgnet, og en populær serie har en levetid i den kollektive bevidsthed i cirka 2 dage, lykkes det faktisk WandaVision, at være samtaleemne i 2 måneder.

Det er sjældent i disse tider, hvor platforme som Netflix dumper en hel serie i ét hug. Brug, smid-væk, næste. Disney+ går den anden vej. Man fik 2 afsnit den første uge, og derefter et afsnit pr. uge, ligesom i de gode, gamle fjernsynsdage, hvor man måtte vente. I nyere tid har en serie som Game of Thrones benyttet sig af samme old school taktik.

Og det virker. WandaVision blev måske ikke helt samme fænomen som Game of Thrones. Men, den serie havde også flere sæsoner til, at bygge momentum op, og var i begyndelsen heller ikke samme båret af den buzz, der gik helt amok de sidste sæsoner.

Det gav dog også bagslag. Med buzz følger forventninger og fanteorier. Skaberne skal, selvfølgelig ikke tages til indtægt for vilde internet spekulationer, forrykte fanteorier og urealistiske forventninger. Den lægger hos os, seerne. Men, de var selv med til, at hælde benzin på bålet, hvilket i sidste ende byggede forventningerne til hvad WandaVision var, kunne og ville op til et uopnåelig niveau.

• 

Når man selv teaser cameos, og “ting der vil forandre alt”, eller andre “vilde drejninger og overraskelser, som vil få seerne til, at tabe kæben”, så beder man selv om backlash. Især når man introducerer en karakter, der på overfladen kan have vidtrækkende konsekvenser for hele MCU fremover, som Pietro/Quicksilver/Evan Peters. Man lod døren stå på vid gab til, at det kunne bruges til, at lukke mutanter ind i MCU. Og man smækkede den i med en pik-joke. Peters’ var bogstaveligt talt en punchline.

Det, og andre lignende situationer og hentydninger, der blev til vilde rygter, kom så meget ud af kontrol, at sidste afsnits instruktør, inden episoden løb over skærmen, var ude forsøge, at få branden under kontrol. Han udtalte blandt andet, at mange sikkert ville blive skuffede over sidste afsnit. Det kan man da kalde tidligt forsøg på damage control.

Hvis man selv puster til ilden for, at få det til at se mere spændende og vildt ud, så beder man selv om, at det spreder sig og ender galt.

Karakter til karaktererne

Wanda:

Elizabeth Olsen var alt i alt fremragende i hovedrollen. Hun havde nok en af de mest krævende roller, som krævede at hun både balancerede Wandas psyke, smerte og personlighed med skiftende sitcom-stereotyper. Ofte på samme tid! Hun ramte det meste rent og sørgede for, at give det nuancer og tyngde.

Det kunne nemt være blevet en rolle, som forfaldt til karikatur, overspil eller “emotionelt flæbe ansigt”. Olsen imponerede og står tilbage med en af de MCU-figurer med mest dybde og potentiale.

Figuren i sig selv efterlades dog lidt tvetydig. Er hun helt eller skurk? Skal man have sympati for hende, efter hun har holdt en hel by som gidsel? Fortjener Wanda fred og harmoni mere end så mange andre? Og hvad helvede ER egentlig hendes kræfter og grænserne for dem?

Vision:

Paul Bethany havde lidt trangere kår end Olsen i den anden bærende rolle. Vision er afmålt, kontrolleret, tør og… død. En død fisk i hvert fald. Meget af humoren omkring karakteren i sitcom-omgivelserne reducerede ham til straight man, eller den klassiske platte, joviale fjumre-far.

Det var ikke det hele, jeg syntes Bethany ramte lige rent, men der var heller ikke så meget råderum. Som karakter, så er jeg også lidt mere lunken overfor ham. Hvad var hans karakter-bue og udvikling? Han var død i starten og døde en gang til. Og har rent teknisk set aldrig været rigtigt levende.

Man kunne have kigget mere på “kærlighedens væsen”, om noget kunstigt kan elske osv., men det blev reduceret til, at han lige kunne smide en velplaceret filosofiske linje hist og her. Kunne som karakter have været bedre, kunne have været værre, lidt svær figur, at relatere til.

Agnes/Agatha:

Kathryn Hahn var for mange seriens MVP, som den irriterende nabo/hemmelige heks. Ser man bort fra, at afsløringen af det man formodede fra start først kom efter 8 afsnit, og ramte som den mindste overraskelse i verden, så var det en interessant karakter.

Ikke direkte en skurk, faktisk fattede man sympati for det skrækkelige fruentimmer. Ikke nabo-Agnes, hun skulle brændes på bålet. Agatha, som nogle rent faktisk forsøgte at brænde på bålet i 1600-tallet. I sidste afsnit blev hun lidt reduceret til “forklar plottet mellem actionscenerne” værktøj, men eller en ret nuanceret figur, hvis egentlige motiv forblev ukendt.

Og heldigvis med mulighed for, at Hahn kan vende tilbage til rollen. Hun spillede glimrende hele vejen igennem, og håndterede selv de mest “overspillede” og campy øjeblikke med flot timing.

Monica Rambeau:

Vores hovedperson/helt udenfor Hexen, som sideløbende med handlingen fik sin egen superhelte oprindelseshistorie. Fra pilot til Photon til mulig kommende ny “Captain Marvel”. En skam, at jeg syntes den del af historien og figuren, var håbløst uinteressant.

Teyonah Parris har nærmest modtaget universel ros for hendes skuespil og Rambeau portræt, hvilket jeg ikke forstår. Jeg synes faktisk hun af alle de bærende roller, var det med afstand svageste led. Hvor “STORE FØLELSER” er lige med udspilede øjne, overdramatisk mimik og intonation, så man tænker, “nu får hun et hysterisk anfald”.

Den karakter kunne jeg, og plottet, sagtens have undværet og givet tiden til en anden. Seriøst, den mest åbenlyse grund til, at hun skulle være med ladet til, at være så det kunne sætte fremtidige ting op i MCU

Jimmy Woo:

Randall Park gjorde det rent teknisk set fint som den lidt kluntede, men alligevel snedige når det kom til stykket, agent Woo. Ikke min favorit karakter, men elsket og hyldet af mange, kan jeg læse mig til. Fint, whatever rocks your boat.

Jeg synes mest af alt, at figuren er lidt anstrengende og skuespillet lige så, men det er vist påkrævet og ER rollen, så den vil jeg ikke tørre af i Park. Endnu en karakter ude fra virkeligheden, som ikke interesserede mig. Måske hvis man han havde givet hans karakter noget af Rambeau-tiden til, at fede rollen lidt op?

• 

• 

Darcy:

Åhhhhh, Kat Dennings… den top belastende “vittige”, smart ass veninde fra alle 90er film nogensinde. Hun var… ikke frygtelig! Altså, ikke lige så frygtelig som i de to Thor-film.

Dennings gjorde det fint med det hun nu fik på manuskript plan, og for det kun nu bringer til bordet. Ingen er forpligtet ud over egne evner. Som figur var hun lidt et plot device, men fik da lov til, at redde dagen og eliminere mellemleder Hayward. For derefter, at forsvinde ud af afsnittet/serien, som dug for solen.

Hayward:

Den er svær. Skuespiller Josh Stamberg gjorde det godt som et klassisk “mellemleder røvhul”, men det var også en meget generisk rolle og karakter. Desværre. Endnu en karakter, som kunne have nydt godt af noget mere tid og karakterudvikling.

Ikke alle skurke behøver være nuancerede og komplekse, men jeg synes der var en misset mulighed her. For Hayward havde faktisk en pointe, et eller andet sted. Jo jo, han var ude på, at hapse resterne af Vision og genskabe “ham” som våben, og alt det der. Og var ude på, at stikke en kæp i hjulet på Wandas forstadsdrømme. Men, havde han ikke også lidt ret?

Måske det var et forsøg på, at retfærdiggøre at han ville skabe et Vision-våben, men i en kort scene forklarede han rent faktisk sine motiver. Han, og andre, forsøgte at holde sammen på verden efter Avengers Inifinity War, hvor HALVDELEN AF VERDENS BEFOLKNING FORSVANDT! Det gør nok et eller andet ved folk. Som man KUNNE have dedikeret lidt tid på, at uddybe og dermed give figuren noget dybde og nuancer.

Pietro/Fietro/Ralph Bohner

Hehehe, “boner”. Ud over, at blive reduceret til Beavis and Butthead bøvet punchline, så gjorde Evan Peters ALT hvad han kunne for, at slaske et humoristisk homerun gennem Hex-hegnet. Han havde en vanskelig rolle, som grænsede til selvparodi og det stereotype, især da han blev mere om mere manchild’sih. Men, Peters ramte tonen og balancen godt.

Som figur var han på samme tid den største overraskelse med sin entré, og den største skuffelse da det viste sig, at han ikke var ”noget”. Han blev offer for både hype og fanspekulation (som jeg selv gjorde mig skyldig i), og virkede i sidste ende, som lidt af en tease og forspildt mulighed.

Det større perspektiv

Alt skal, åbenbart i sidste ende passe ind i Marvels kassetænkning/samlebåndsmentalitet. Også WandaVision, som, hvis man skal være grov, var en ret lille og lukket fortælling om Wandas sorg og traumer. Som alligevel skulle bruges til, at sætte fremtidige handlingstråde, serier og film op. I dette tilfælde ved, at introducere Monica Rambeau som Photon, gøre Wanda til The Scarlet Witch og tease hende egentlige magt og betydning.

På den ene side er det, naturligvis forståeligt og smart. Det holder hjulene i gang og gør, at MCU i princippet aldrig stopper, ligesom tegneserierne. Det er et univers, som konstant udvides. Jeg kunne bare sådan have ønsket mig, at en personlig historie, som denne, havde føltes mere afskærmet og aflukket. Og kunne have leget meget mere med form og indhold.

Det forblev en overfladiske (meta)leg. Dermed blev serien selv lidt en del af det den ”spoofede” i de første afsnit. Det var måske en del af legen?

WandaVision havde muligheden for, at planken helt ud. Men, efter det første afsnit var det som om, at serien gradvis blev mere og mere MCUificeret. Frem for, at stikke en helt ny, og mere eksperimenterende retning ud for filmisk Marvel.

Serien kom dermed også til, at fremstå en kende letkøbt i sin pointer, trods deres påståede tyngde. De emotionelle scener og tematikker kom til, at klinge lidt hule, når serien slutteligt var ved, at overdøve dem med velkendt visuel MCU-larm. Man kunne nok ikke forvente et David Lynch tv-mindfuck ala Twin Peaks: The Return, det ER i sidste ende ”bare” Marvel og Disney. Og skal passe ind i en ramme.

Overordnet gav det en serie, som kun i glimt turde træde lidt udenfor Marvel-mainstream. Og en, som jeg nok ikke kunne finde på, at gense. Dertil var der simpelthen for mange gentagelser og for lidt, at komme efter på et emotionelt og historiemæssig plan i forhold til længden.

Anmeldelser af samtlige episoder kan findes under menupunktet “Anmeldelser”.