Pensum: The Death of Captain Marvel

by | Oct 8, 2022 | Pensum | 0 comments

Vi havde da lige et lille hængeparti… Kaptajn Marvel er død! Nej, ikke Carol Danvers. Heller ikke den oprindelige Kaptajn Marvel (Shazam?). Næææh, Mar-Vell fra Kree, der blev udstødt og blev jordens beskytter i 60erne og op gennem 70erne. Indtil han blev aflivet af Jim Starlin i Marvel første officielle graphic novel: The Death of Captain Marvel (1982).

Jeg har tidligere været omkring figuren, i de tykke sort/hvid udgivelser, der kom på dansk i 80erne. Kaptajn Marvel nr. 1, 2 og 3, hvor man får en god portion af Jim Starlins forløb med karakteren. Samt andre historier, som Warlock nr. 1 og 2, der krydser lidt over og bygger videre på den større, kosmiske fortælling, som Kaptajnen var en del af.

I 1982 prøvede Jim Starlin og Marvel sig med noget ganske dristigt. De lod karakteren dø. Ikke i heroisk kamp for Jorden, eller hele universet. Men, noget så “normalt”, som cancer. Selv en superhelt, som Kaptajn Marvel kom til kort overfor kræft. Og er forblevet død lige siden.

Kaptajn med broget forhistorie

Figuren Kaptajn Marvel er senere genopstået i andre former (og køn), blandt andet med ovennævnte Carol Danvers. Også Monica Rambeau overtog titlen/navnet/kræfterne for en stund i 80erne. Aktuelt har vi også en Miss Marvel, Kamala Khan, Marvels første muslimske superhelt, der har været en bragende succes. Hun er dog ikke forbundet direkte til Kaptajn Marvel figuren.

Kaptajn Marvel har en laaaang og broget historie, hvor forskellige forlag har sloges om navnet. Versionen i denne historie er skabt af Gene Colan og Roy Thomas i 1967, som et direkte forsøg på, at bevare rettighederne til selve navnet.

Senere, da figuren blev udviklet yderligere og hans historie flettet sammen med Rick Jones og andre af jordens mægtigste helte, kom Gill Kane også ind over. Det er altså nogle navnkundige tegneseriekapaciteter, der har været med i skabelsesprocessen. Som man kan se i første del af The Death of Captain Marvel, er det dog ikke en helt gnidningsfri start.

Inden vi når til hovedretten, fortællingen om Captain Marvels død, skal vi nemlig igennem en samling udvalgte, ældre hæfter om kaptajnen. Hvor vi får hans første optræden og oprindelse, og kimen til hans kræftsygdom lægges.

Marvel metoden

Det lyder jo som en fin idé, og smart måde for Marvel af fede udgivelsen op til en acceptabel længde på. Selve Death of Captain Marvel historien er kun lige knap 80 sider lang. Desværre er en del af det første materiale ret gumpetung læsning.

Meget kan man sige om Stan Lee, af godt og mindre godt, men man kan ikke anklage ham for, at være doven. De første historier i samlingen er ordrige. Og flommede, flashy og fantastisk storslåede i sit sprogbrug. Det bliver hurtigt noget trættende læsning, og tungt at tykke sig igennem. Læg dertil, at man skal sluge den klassiske Marvel-metode, hvad opbygningen angår med mange gentagelser og opsummeringer, så nye læsere kan være med.

Det er helt klassisk Stan Lee/60er Marvel superheltetegneserie stil. Selve historierne virker lidt hurtigt klasket sammen, en typisk fish out of water fortælling i semi-kosmiske klæder.

Til gengæld er de ret flot tegnet af Gene Colan, som jo er en legende i sin egen ret. Og været med til, at sætte sit visuelle udtryk på alt fra Sub-Mariner, Iron Man, Captain America, Doctor Strange, Daredevil og mange, mange andre. Stilen kan virke en kende gammeldags i 2022, andre ville kalde det helt klassisk Marvel.

Goddag og farvel Mar-Vell fra Kree

Helt kort, så er Mar-Vell og hans Kree kumpaner, inkl. en forræderisk/jaloux rumskibskaptajn og en mulig love interest for Mar-Vell på hemmelig mission til Jorden. Noget med Jordens placering i universet og potentiale til dit og dat, som den krigeriske Kree-race gerne vil udnytte på sigt.

Mar-Vell crasher/efterlades på Jorden, den onde Kree Kaptajn på rumskiber schemer og Mar-Vells udkårne bliver afskåret fra hendes loverboy. Med sig har Mar-Vell en cylinderformet Kree-kuffert med hans spacy gadgets, den er der et helt subplot med. Vi får også den sædvanlige omgang mumbojumbo om “uni-beams” og andre til lejligheden opfundne kosmiske dimser og dutter. Bare lad Stan forklare det, så bliver det endnu mere højstemt gibberish!

Mar-Vell udgiver sig for, at være en forsker på militærbase, placeret i nærheden af det motel, hvor han tjekker ind under falsk identitet. Ingen på basen bliver, tilsyneladende mistænksomme, eller kører et grundigt sikkerhedstjek? Men, udlejeren på motellet opfatter, at der et noget uldent ved denne “doktor”?!

Bah, logikken er ikke så vigtig, og det går næsten også for hurtigt (mellem de utallige opsummeringer, gentagelser og ekspositionstaler) til, at man kan nå, at studse for meget over de manglende mellemregninger.

Jim Starlin tager over

Der plantes en masse tråde, karakterer introduceres og Mar-Vell slåsser en del med en reaktiveret Sentry vagt. Alt det er dog lidt lige meget for vi får aldrig slutningen på andet en slagsmålet med robotten. Vi forlader nemlig slut-60erne og hoppe en del år frem i Captain Marvel kontinuiteten, hvor han har fået sin velkendte kosmiske dragt.

Karakteren har også fået en overhaling, og er i Jim Starlin kyndige hænder blevet forfremmet til kosmisk beskytter. Han er “smeltet sammen” med douchebro Rick Jones, de deler, på en måde, krop via Mar-Vells Nega-armbånd, men kan ikke eksisterer på de samme plan samtidig. Når den ene er i vores dimension, forvises den anden til Den Negative Zone og vice versa. Alt det, og Kaptajn Marvels kosmiske eventyr Starlin Style kan man læse meget mere om på dansk, i tidligere nævnte Kaptajn Marvel nr. 1-3.

Det væsentlige her er, at han efter en kamp mod skurken Nitro udsættes for en nervegas. Han tager en for holdet (os, jordboer) så at sige. Den gestus belønnes år senere med, at han udvikler cancer.

De sidste to blade inden vi (endelig) når til The Death of Captain Marvel, er måske en smule overflødige. Det er endnu et Thanos scheme, som involverer computeren Isaac, der slukker for de livsopretholdende systemer på Titan. En plan der, selvfølgelig ender med, at Captain Marvel og hjælpere besejre den gale titaner. Igen. Det virker mest, som en undskyldning for, at klemme en Thanos historie ind, og få den karakter på brættet inden slutspillet.

Begyndelsen på enden

Game over, Captain Marvel! Men, inden det når så vidt, har Captain Marvel lige tid til, at give et hurtigt resume af hans liv… til eventuel nytilkomne læsere, som hopper på historien ved Marvel graphic novel nr. 1? OK, hvorfor ikke.

En del af historien, er altså flashbacks til ting trofaste læsere vil være bekendt med. Kaptajnen sidder i ensom majestæt og indtaler sin livshistorie, sikkert på kosmisk kassettebånd. Det er cliffnotes versionen af det vi allerede har været omkring i de førnævnte udgivelser. Den kosmiske beskytter hylder også den (dengang) faldne Adam Warlock. Han fik dog, modsat Mar-Vell lov til at genopstå hos Starlin.

Plottet kommer for alvor i gang, da Kaptajnen, Eros og Mentor (titanerne) lokkes til Thanos’ gravkammer. Her ryger de i baghold, da de overrumples af en gruppe af Thanos-kultens fanatiske følgere. Kaptajn Marvel forsøger, at undgå unødige voldsudgydelser og at skade angriberne, som i sidste ende gøres ukampdygtige.

Dog ikke uden en pris. Mar-Vell får et hoste anfald og kollapser. Isaac analyserer den kære kaptajn, og når frem til, at han kun har omkring 3 måneder tilbage. Hvad, kan en superhelt dø? Og så af noget så menneskeligt som kræft?

Poetisk retfærdighed?

Ja, beklageligvis. Nervegassen fra mange år før har givet ham cancer. Og tilmed er heling umulig. De kræfter, som nega-armbåndene giver ham, har holdt kræften i skak, men det var en stakket frist. Der er også et eller andet med, at armbåndene holder ham i live, til gengæld blokerer de også enhver mulig kur.

En kur, som hele universets klogeste hoveder (lader det til), fra Avengers, over X-Men og Reed Richards til Mentor og titanerne febrilsk arbejder på. “… miracles and miracle cures are the food of fools, ridiculous opiates that blind one to his duties and responsibilities”, vrisser Captain Marvel mod Mentor.

Er det Starlins egne holdninger og ord også for alvor igennem igennem her? Eller blot udtryk for karakteren Kaptajn Marvel? I Starlins tidligere arbejde, som jeg har kredset omkring har han virket, som et menneske, man godt kunne forestille sig rummede en vis spiritualitet. Dog med en slagside mod det mere filosofiske med store eksistentielle tanker og spørgsmål. Måske er han i virkeligheden et søgende menneske, der lader de forskellige figurer tale for ham?

Marvel melodrama og stille øjeblikke

Tiden er ved, at løbe ud. Venner og gamle fjender fra nær og fjern begynder, at dukke op for, at vise deres respekt. Rick Jones opfører sig (som altid), som et forkælet pattebarn og bliver vred på Captain Marvel, Han mener, at den stolte kriger har givet op ved, at erkende sin dødelighed. I løbet af sit flip, når han også lige, at udskamme Avengers. Og stiller (rimeligt nok, måske) spørgsmålstegn ved, hvorfor de (helte) først NU bruger deres store kræfter på, at bekæmpe en udbredt sygdom.

Det er alt sammen meget episk og til tider melodramatisk, men sideløbende får vi nogle stille, afdæmpede scener mellem Mar-Vell og hans nyeste udkårne Elysium. De mødes til nogle blide og nøgternt beskrevne scener, på en bænk i en smuk have. Det er nok her, at historien er stærkest. Starlin kommer ikke helt ned fra den store, svulstige klinge, men får dog noget nærhed ind i fortællingen.

Lige så snart, at der går mere højstemt superhelte lingo og armbevægelser i den, bevæger historien sig igen over i det højstemte og lige vel melodramatiske. Det kan dog tilgives, der ER jo tale om superhelte og nærmest en form for græsk tragedie. Man kan se, hvad det er Starlin sigter efter. Historien velsagtens er den første af sin slags, hvor en superhelt på den måde ser døden i øjnene på en ret “ordinær” vis.

Livet går videre uden dig

Tiden går, og løber samtidig ud for Captain Marvel. Han taber sig, og fremstår mere og mere svækket, mens realiteterne er gået op for ham. Har han været hoven og indbildsk? Følt sig særlig, fordi han var særligt udvalgt?

“It’s hard to accept that the world is going to go on without me… damn”. Igen formår Starlin, at bringe det helt ned på jorden og gør det relaterbart. Det er nok tanker mange kan nikke genkendende til. At skulle erkende sin egen dødelighed, at man ikke er særligt udvalgt og i sidste ende deler skæbne med alle andre på Jorden.

Captain Marvel får ikke en glorværdig heltedød, eller falder i en storslået kamp. Han dør, omgivet af få i sin sygeseng. Rick Jones når dog, at grow up og besinde sig og får sagt farvel inden Marvel driver ind i en komatilstand. Her venter dog en metaforisk heltedød, trods alt. En kamp på vej til efterlivet, hvor han står ansigt til ansigt en sidste gang med sine største fjender.

Det er, naturligvis et drømmescenarie. Ude i virkeligheden er Captain Marvel visnet bort, uden et sidste, stort slag på ærens mark. Det fungerer, som en form for heroisk epilog og punktum for figuren. Giver bogen lidt action mod slut. Men, det er i dobbelt forstand også lidt ønsketænkning. For Captain Marvel og for Starlin selv. Er det for, at give lidt lys i mørket, eller for at historien ikke skulle slutte alt for nedslående og nedtonet?

Manglende emotionel gennemslagskraft

Slutningen af The Death of Captain Marvel kunne måske have stået endnu stærkere, hvis den bare var sluttet med scenerne ved sengekanten. Det havde, måske også illustreret og understreget budskaberne og pointerne i højere grad? Men, det ER også tegneserie og superhelte, og for en 40 år gammel fortælling er den i store stræk ret modigt fortalt.

Det er i min optik ikke Starlins stærkeste eller bedste arbejde, ej heller det mest vigtige. Det kan, selvfølgelig diskuteres. For jo, eftersom der er tale om den første, officielle Marvel graphic novel, og indeholder en karakters død (som indtil videre er forblevet død), så er bogen vigtig.

Starlin har andre steder, både før og efter (inden det løb af sporet i start-90erne) virket mere sprudlende og idérig. Men, The Death of Captain Marvel er omvendt, som udgangspunkt, også bare en mere lavmælt og emotionel funderet historie. Måske er problemet i virkeligheden, at jeg ikke bliver særligt rørt eller påvirket af den? Og så bliver den, ærlig talt bare lidt floskelfyldt og små-kedelig læsning.

Visuelt matcher Starlin fortællings mere afdæmpede stil, men her er det faktisk klædeligt. Der er glimt af hans gamle tendenser med store, kosmiske pennestrøg og vilde, små-psykedeliske trip. Mestendels er tegningerne og opsætningen dog overraskende klassiske og behersket. Især er det igen scenerne mellem Marvel og Elysium i parken, som er højdepunkter. Hvor stemningen og tematikkerne også understreges af den efterårsagtige farvelægning.

Gratis aflivning af perifer superhelt

I dag kan historien nok fremstå en kende tam, men i 1982 kan jeg ikke udelukke, at den har haft en vis gennemslagskraft. Og måske også emotionel gennemslagskraft. Det savner den lidt, når man læser den i dag. Har man samtidig ikke læst op på denne version af Captain Marvel, så kan det også virke som en “gratis” karakter at aflive. En lidt perifer figur, som var stor nok til at have noget genkendelse, men lille nok til, at man kunne slå ham ihjel uden, at ryste Marvel universet alt for meget.

Har man læst eksempelvis tidligere nævnte ældre historier, og fulgt Captain Marvel op gennem 70erne giver det lidt mere tyngde og kontekst. Det samme argument kan man bruge, hvis man roser Marvel for, at have figuren være forblevet død. På den ene side giver det begivenheden (og bogen) mere betydning, og kan ses som en vis form for respekt for en meget alvorlig og ægte sygdom. På den anden side, så ville det nok ikke have stoppet Marvel fra, at bringe ham tilbage, hvis de fornemmede at der var penge at tjene.

Sandheden er nok, at denne udgave af Captain Marvel sidenhen blev ganske overflødig. Andre Captain Marvels har taget over, med blandet succes, men Carol Danvers har været et godt kort at have på hånden. Det ville dog virke oplagt, at bringe Mar-Vell tilbage fra de døde, som en form for skurk, som ikke er tilfreds med, at en anden har taget hans plads.

The Death of Captain Marvel er alt i alt et passende, ret poetisk punktum for en nu lidt glemt figur. I den rette sammenhæng er bogen også værd, at læse. Isoleret set fremstår den dog, trods det tunge emne, lidt letbenet.